Frankrig forbyder fornægtelse af armensk folkemord

De i forvejen kuldslåede relationer mellem Frankrig og Tyrkiet nåede i går et historisk lavpunkt, da Ankara så sig nødsaget til at hjemkalde sin ambassadør i Paris.

Det skete, straks, efter at Nationalforsamlingen i går med massivt flertal vedtog en ny lov, der gør det ulovligt, at benægte folkemord i almindelighed, herunder at benægte Det Osmanniske Riges massedrab på armeniere i 1915-1920 har karakter af folkemord.

Allerede da det for få dage siden kom frem, at et sådant lovforslag ville blive sat til afstemning, reagerede den tyrkiske regering med vrede og trusler om »repressalier«.

Heri er intet overraskende al den stund, at en sådan benægtelse har været officiel tyrkisk politik i mange årtier. En udvisning af Frankrigs ambassadør ventes kun at være et spørgsmål om tid.

Lovforslaget, som blev fremsat af et menigt medlem af Nicolas Sarkozys borgerlige regering, gør det strafbart at benægte ethvert folkemord. Straframmen går op til et års fængsel og/eller bøde på op til 45.000 euro (godt 335.ooo kr.). Alle franske partier støttede lovforslaget.

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, havde ellers på forhånd advaret præsident Sarkozy om alvorlige politiske, økonomiske og kulturelle konsekvenser og erklæret, at Frankrig hellere skulle tage og gøre op med sin egen »beskidte og blodige historie« i Algeriet og Rwanda.

Tyrkisk intimidering

En strøm af tyrkiske erhvervsledere og politikere havde i dagene før afstemningen belejret Paris for at udøve handelspolitisk pres, navnlig i forhold til energikontrakter og Turkish Airlines’ mulige køb af Airbus-fly. Frankrig er Tyrkiets femtestørste eksportmarked og sjettestørste kilde til tyrkisk import. Men Frankrigs regering blev af disse forsøg på »tyrkisk intimidering« kun ansporet yderligere til at gå videre med sit forsæt. Dog skal der have været intern strid mellem en ubøjelig Sarkozy og hans udenrigsminister, Alain Juppé — denne var fortaler for at udglatte uengihederne med Tyrkiet ud fra det argument, at en forståelse med Tyrkiet er afgørende for Frankrigs politik over for Syrien og Iran.

De diplomatiske gnidninger har stået på over længere tid. Typisk blusser en strid op i tiden før et fransk valg, det vil sige, når Sarkozy i sine bestræbelser på at appellere til den højreorienterede del af vælgerkorpset søger at profilere sig klarere på sin velkendte modstand mod tyrkisk medlemskab af EU.

Sarkozy har da heller ikke gjort sig spor af anstrengelse for at bilægge striden — ifølge Le Monde nægtede han tidligere på ugen sågar at besvare et telefonopkald fra Tyrkiets præsident, Abdullah Gül. Og på et besøg i Armenien i oktober erklærede Sarkozy, at Tyrkiet burde »revidere sin historie« meget hurtigt — i modsat fald ville Frankrig forbyde folkemordsfornægtelse.

Udtalelsen synes at afsløre, at det alene spørgsmålet om det armenske folkemord, der har foranlediget lovforslaget — historien opviser som bekendt mange andre eksempler på nationer med folkemorderisk fortid, (men kun Tyrkiet har protesteret over lovforslaget). Tyrkiet har da også beskyldt Sarkozy for skamløst at ville indynde sig hos franske vælgere med armensk baggrund — af dem er der omkring en halv million. Den franske venstrefløj har dog også været opsat på at for at presse loven igennem.

Armeniere hjalp Rusland

En talskvinde for den franske regering Valérie Precresse afviser, at lovforslaget skulle være tænkt »som et angreb på Tyrkiet«, mens Juppé lægger vægt på, at lovforslaget netop ikke er fremsat af regeringen, men af et menigt medlem af regeringspartiet.

Til avisen Le Monde udtaler den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, at den nye lov er »et angreb på vores nationale værdighed«, der risikerer at skade de igangværende bestræbelser på at bygge bro mellem Tyrkiet og Armenien.

Med støtte i historievidenskabelig konsensus og med opbakning flere udenlandske parlamenter hævder Armenien, at op til halvanden million kristne armeniere fra det nuværende østlige Tyrkiet blev ofre for systematiske massedrab, de fleste på dødsmarcher ud i den syriske ørken, og at dette var en overlagt folkemordspolitik besluttet af den daværende osmanniske regering.

Ankara benægter ikke, at mange blev slået ihjel, men afviser, at drabene havde karakter af folkemord. Snarere skal de ses i sammenhæng med de krigshandlinger, som fandt sted, da russiske soldater invaderede det østlige Anatolien, hvor de fik ofte støtte fra armenske militser med det resultat, at også mange muslimske kurdere og tyrkere blev slået ihjel.

Som led i en fredsaftale enedes Tyrkiet og Armenien i 2009 om, at der skal nedsættes en kommission af internationale eksperter for at klarlægge begivenhederne i 1915-1920.

Ikke politik, men historie

Herved skulle der banes vej for optagelse af diplomatiske forbindelser og åbning af den fælles grænse. Ingen af de to sider har ratificeret aftalen endnu.

I 2001 vedtog Frankrig en lov, der anerkendte massedrabene som folkemord i folkeretslig forstand.

Dengang stemte en del franske parlamentsmedlemmer imod den begrundelse, at det alene tilkommer historikere og ikke en statsmagt at afgøre, hvad der udgør en ’historisk sandhed’.

Denne gang har oppositionen været mere sparsom. En folkevalgt fra det borgerlige regeringsparti UMP, Michel Diefenbacher, der tillige er formand for en tyrkisk-fransk venskabsforening, har dog stillet spørgsmålet:

»Hvad ville vi som franskmænd sige, hvis en fremmed stat kom og gav os besked på, hvad vi skulle mene om massakren på befolkningen i Vendée (en kongetro vestfransk region, der modsatte sig den franske revolution, og kom til at betale en dyr pris: 240.000 blev myrdet fra 1790 til 1796, red.), og truede os med sanktioner, hvis vi tillod os at mene noget andet,« sagde Diefenbacher i går til nyhedsbureauet AFP.

Gårdagens afstemning var kun den første i en længere proces, før loven kan få retskraft. Det er ikke givet, at det vil lykkes at fuldføre denne, før Sarkozys nuværende mandat udløber til foråret.