En minister er gået af. Men i sagen om ministeren Birthe Rønn Hornbech (V) og hendes embedsmænds afslag på statsborgerskab til unge statsløse er indrømmelsen af den ulovlige praksis åbenbart kun en ubetydelig parentes for Danmarks største parti. Den ulovlige sagsbehandling foregik i årevis, og derefter fulgte så en ganske kort periode i forbindelse med den forhenværende integrationsministers afgang, hvor Venstre anerkendte, at de internationale konventioner skal overholdes.

Nu er Venstre så igen vendt tilbage til positionen, hvor der sættes spørgsmålstegn ved, om Danmark bør overholde konventionerne, kan man forstå på de seneste dages folketingsdebat. Et væsentligt argument fremført af Venstres indfødsretsordfører, Karsten Lauritzen, er, at der skulle være en særlig sikkerhedsrisiko ved at tildele statsløse unge statsborgerskab, hvis de for eksempel er i PET’s søgelys. Med det argument fører Venstre og Lauritzen befolkningen bag lyset.

De statsløse kan ikke ligesom andre udlændinge udvises til noget andet land. De er født og opvokset i Danmark og er jo netop ikke anerkendt som borgere i noget andet land. Derfor vil de statsløse, uanset om de tildeles statsborgerskab eller ej, blive her i landet, og hvis de vitterlig skulle være farlige, forøges sikkerhedsrisikoen ikke, ved at de tildeles statsborgerskab.

Efter valget er Venstre på jagt efter et nyt værdipolitisk kampfelt. Derfor vil partiet bilde vælgerne ind, at man kan øge rigets sikkerhed ved at bryde konventioner. Det er ingenlunde tilfældet. Venstre har også stillet beslutningsforslag i Folketinget om, at FN-konventionen må genforhandles, selv om partiet må vide, at det vil være en særdeles vanskelig øvelse. Indtil videre skylder partiet vel egentlig også at oplyse, hvornår Danmark sidste gang gik i brechen for at forringe en international konvention.

Det første vælgerbedrag er, at Venstre beklagede og efter Rønns afgang sagde, at FN-konventioner skulle holdes. Det andet er, at når Venstre nu ikke vil følge konventionen, sker det med argumenter, partiet sandsynligvis selv ved hviler på et falsk grundlag. meth