Søndag inden jul blev Danmark udsat for det mest bizarre teaterstunt i 2011. Zarathustras Onkel —alias performeren Henrik Vester-gaard Friis — manede til kulturkanonhappening. ’Zonkels’ ønske var at hylde det mest omdiskuterede værk i kulturministeriets kanon, nemlig Julemandshæren med gruppen Solvognen, der den 18. december præcis 36 år tidligere gik antikapitalistisk rundt i stormagasinet Magasin og delte gaver ud til kunderne.
Forud for happeningen var Zonkel selv at finde på Teatermuseet, roligt afventende i en magelig guldstol. Rundt om ham i museet hang hans fortolkning af scenekunstkanonens 12 værker. En sjov suppespisningsvideo fra Vesterbro anno 2011 agerer fortolkning af Indenfor Murene.En øm fotoserie med Zonkel i jeans og bredmavet sweater er en fysisk rekonstruktion af Sylfiden— udført som bevægelseskopier af postkort fra Den Kongelige Ballet i 1903. Og knugende fotos af Zonkel tilkastet med ’af jord er du kommet jord’ er en gribende genopstandelsestolkning af Kaj Munks Ordet.Men Zonkel forlod udstillingen og gik ud i nutiden på Kgs. Nytorv.
Feel-good-grinere
Nede ved Magasin var der dog ikke noget at se. Altså ikke ud over en blå politibil og en masse unge politimænd i en cirkel. Inde i Magasin blev happeningen til ’usynligt teater’. Netop fordi de deltagende på rulletrapperne ikke var iført julemandstøj og ikke forærede folk ting fra hylderne. Dermed blev politibetjentene og securityvagterne de egentlige performere i Julemandshæren 2011: Politisk teater, der blev væk …
Zonkels happening kom dog til at stå temmelig alene. I dansk teater 2011 har det været følelsesteatret, der har domineret.
Teater, hvor klumpen i halsen har kæmpet mod latterkramperne— overvejenede musik som det strømførende element. Et par opløftende ’feel good-grinere’ har fået lov til at sprede glæde og ubekymrethed som f.eks. indiemusicalen Bollywood med Janus Nabil Brakrawi som supercharmør på Republique, Holberg-sparsommelighedssatiren med Preben Kristensens Don Ranudo på Aalborg Teater og Molière-gnieriet med Søren Sætter-Lassens Den Gerrige på Det Kgl. Teater. Her kom mavemusklerne på herligt overarbej-de.
Ellers har det været alvoren, der har præget teatret. En af de smukkeste forestillinger var Jeg er drømmenes labyrint om en afghansk flygtning på Københavns Musikteater — med vand og sang og suppekogning. En af de mest rørende forestillinger var Åben Dans’ Elskende om en mor, der fortalte sin søn om den far, han aldrig havde kendt.
En af de mest desperate var Edhem Jesenkovic’ danseforestilling 4 times 100 med gnister fra borgerkrigen på Balkan i et stramt dominospil med kroppe og bøger på Dansescenen. En af de mest overrumplende var transvestitportrættet Jeg er min egen kone, som Jakob Højlev Jørgensen fra Aalborg Teater spillede iført perfekt perlekæde på Riddersalen, (hvor han igen optræder i januar). Og en af de mest opløftende var J. P. Jacobsen-portrættet Drømmenes Rige med Det Flydende Teater i sommersejlads på Furesøen.
Nutidsrealismen blev der dog også plads til: Anders Brink Madsens nynazistiske fodboldfan i Andreas Garfields Hvid Stolthed på Svalegangen var ikke sådan til at ryste af sig. Det var Maria Rossings godhjertede kvinde fra den virkelighedsnære papslum i Elisa Kragerups Brecht-fortolkning af Det gode menneske fra Sezuan på Skuespilhuset heller ikke. Og Becketts Slutspil på Teatret ved Sorte Hest fik ny dødssmerte gennem Søren Spanning og Thomas Mørks makkerpar.
Med bævende hjerte
Blandt de par hundrede forestillinger, som jeg har nået at overvære, har jeg med bævende hjerte udvalgt 13 voksenforestillinger og syv børneteaterforestillinger, som fortsat får mig til at smile og gyse i tankerne — og til at overveje, hvad det er, som gør teatret til mit allerbedste livsspejl.
Alle disse forestillinger har internationalt potentiale. Flere er skabt i internationalt samarbejde. Men ingen af disse forestillinger stammer fra sceneministeriets kanon. Desuagtet at Zonkels fortolkning af Enetime i sin tid foregik med kun én tilskuer i offerrollen som balleteleven. Og at Den Kgl. Ballets Enetime med Mads Blangstrup som en Breivik-kynisk balletlærer og med Thomas Lund som vanvids-tornado i samme rolle ellers sagtens kunne møve sig ind på enhver præmieskammel.
Den bedste scenekunst i 2011 består af lutter nye forestillinger — og helt nye opsætninger. Læs selv! Og lad så Anders G. Kochs lykkelige nørdsmil i Der var en gang en dreng der fik en lillesøster til jul på Odense Teater smitte enhver læser, der lider af bare den mindste snert af troen på det gode.
Godt teaternytår!
Kommentarer
“Inde i Magasin blev happeningen til ’usynligt teater’. Netop fordi de deltagende på rulletrapperne ikke var iført julemandstøj og ikke forærede folk ting fra hylderne. Dermed blev politibetjentene og securityvagterne de egentlige performere i Julemandshæren 2011: Politisk teater, der blev væk …”
Så happeningen bestod i at en række mennesker gik ind i Magasin, iført alm. tøj og lod som ingenting, således at ingen vidste hvad der skete og at det der skete de facto var ingenting?
I’m glabberfasted! (ja ja, det hedder flappergasted - men noget skal der kraftedme ske)
“Zonkels happening kom dog til at stå temmelig alene.” - uh … DET havde jeg ikke forudset …
Det kan godt være jeg ikke fatter en bjælde, men det er hvad der er af oplysninger om happeningen i artiklen. Jeg forstår ikke hvordan en række security folk og nogen strisser bliver hovedpersoner i en happening ingen kan se og ingen kan høre?
Men jeg har et navn til denne nye kunstform: A Schrödinger Stunt