En epoke er slut. Den gamle frontkæmper og kommunist Frank Aaen har for sidste gang vist sig i Folketinget iført en af sine elskede pangfarvede T-shirts, skrev dagbladet B.T. torsdag den 22. december 2011.

Og det er altså rigtigt, forsikrer B.T., at den 60-årige finansordfører for Enhedslisten skam forsikrer, »at mine unge venner i gruppen sammen med min kone har sagt, at når der er et kamera i nærheden, bør jeg iføre mig en nystrøget skjorte. Det skete før valget.«

Han udpeger Johanne Schmidt-Nielsen (nærmere præsentation skønnes overflødig, red.) og Enhedslistens chefstrateg Pelle Dragsted som de ansvarlige, der sammen med Franks kone, Bibbe, satte ham stolen for døren og tvang ham til at forny sin garderobe. »Altså,« konstaterer B.T., »slut med forvaskede poloer, højrøde T-shirts med hammer og segl og krøllede murerskjorter årgang 1975. Nu sørger den gamle frontkæmper og kommunist for altid at have en nystrøget skjorte på sit kontor.«

Er det mon forklaringen på, at Information dagen før, i onsdags, kunne notere:

»Universitetsmarxismen hærger ikke auditorierne som i 1970’erne, men Marx titter oftere frem i universiteternes kursusprogrammer, fordi interessen for at sætte kapitalismen under kritik for første gang i årtier er stigende blandt de studerende og yngre undervisere på universitetet«?

Fulgt op samme dag af et langt indslag i DR2’s Deadline, som også spurgte, hvorfor denne skæggede bedstefar — for fordums forestillinger om, at kapitalismen trods alt ikke er verdenshistoriens endelige kulmination og lykkelige afslutning — igen så småt »titter frem« hist og pist.

Det har enhedsliste- finansordførerens nye dresscode og nystrøgede skjorter vel ikke alene æren af (subsidiært skylden for)? Ligesom næppe heller Aaens »forvaskede poloer, højrøde T-shirts med hammer og segl og krøllede murerskjorter årgang 1975« alene var årsagen til, at kapitalismen — i sine forskellige skandinaviske og amerikanske udgaver — i tre årtier er blevet så godt som kritikløst godtaget? Ja, ikke så sjældent forgudet på mange af den vestlige verdens (herunder Danmarks) universiteter, højere læreanstalter og øvrige intellektuelle fora og medier. Som netop verdenshistoriens endelige kulmination, hvorefter menneskeheden kun havde den evige fred og grænseløse økonomiske vækst at se frem til.

Men i overført, symbolsk forstand, kan den gamle ekvipering, årgang 1975. Især den højrøde T-shirt med hammer og segl, nok være en del af årsagen til, hvad oversætteren Claus Bratt Østergaard rammende fremmanede for en uge siden her i bladet:

»I Aarhus, hvor jeg sidst i 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne færdedes i universitetslivet, bredte marxismen sig som en brand, mens napalmbomberne faldt over Vietnam …

Karrierebevidsthed

Omkring 1975 var oprøret slået om i selvforherligende Besserwissen og praktiseredes som en kamp om pladserne i sandhedens katedral. Ordene handlede om magtens tårne, der skulle styrtes i grus, men de revolutionære byggede deres egne tårne. Marxismen blev til et skuespil … Det hele sluttede uklart og pludseligt omkring 1980 og blev erstattet af den tilpasningsorienterede karrierebevidsthed, der lige siden har forvandlet al politik til idéfattigt gråt i gråt.«

Der findes 117 forklaringer på, hvorfor det gik så fortvivlende galt (subsidiært forjættende godt), og alle 117 har noget for sig. Alligevel er én forklaring nok den afgørende: Da det sovjetiske hammer ogsegl-alternativ til kapitalismen alligevel var — og navnlig blev — de fleste for modbydeligt, meldte spørgsmålet sig: Jamen, hvad er så, for moderne, antiautoritære vesterlændinge, modstykket til kapitalismen?

Spørgsmålet blev aldrig besvaret.

Den marxistiske selvforherligende Besserwissen søgte for en tid at erstatte svaret — indtil nyliberalismens økonomiske vækst-vækst-vækst og tilpasningsorienterede karrierebevidsthed i begyndelsen af 1980’erne overtog tomheden.

Til den ende kan Marx’ eget svar måske interessere?

Han giver det i stiftelsestalen for dannelsen af den socialistiske/kommunistiske bevægelses Første Internationale i London i 1864.

Loven i det britiske parlament om nedsættelse af arbejdstiden til 10 timers arbejdsdag bliver betegnet som en sejr for arbejderklassens politiske økonomi.

Men især kooperativbevægelserne (altså andelsorganiseringerne herhjemme) fremhæves som, ifølge Marx, »en endnu større sejr«:

»Vi sigter til … især produktionsforeningerne … Værdien af disse store sociale eksperimenter kan slet ikke overvurderes. De har i handling i stedet for med argumenter bevist, at produktion i stor målestok og i samklang med den moderne videnskabs fremdrift er mulig … Og at lønarbejdet, ligesom slavearbejdet og de livegnes arbejde, kun er en forbigående og lavere form, der er bestemt til at forsvinde til fordel for det samvirkede arbejde, der bruger sit værktøj med villig hånd, med klart hoved og glad hjerte.«

De andelsorganiserede brødfabrikker (mejerier og brugsforeninger). Det er antikapitalisme. Siger Marx. Som for resten den danske andelsbevægelses allerførste pionerer også gjorde.

Godt nytår!