Opslag til denne artikel

Personer:Frank Aaen, Knud Bartels, Søren Gade
Organisationer:Folketinget, Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet har ikke alene tilbageholdt oplysninger om irakisk fangemishandling fra Folketinget, som Information kunne fortælle i går. Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) og hans regeringsfæller har i flere tilfælde svaret uden om spørgsmål om den omdiskuterede danske fangepolitik på trods af de retningslinjer, der fastslår, at regeringen skal svare fyldestgørende og sandfærdigt på Folketingets spørgsmål. Og direkte adspurgt i folketingssalen har forsvarsminister Søren Gade svaret direkte forkert på mindst ét helt centralt spørgsmål om den danske fangehåndtering i Irak.

Det står klart, efter at forsvarschef Knud Bartels før jul i et brev til forsvarsminister Nick Hækkerup (S) afslørede, at Danmark har udleveret langt flere fanger til de irakiske myndigheder end hidtil oplyst.

Forsvarschefens brev gennemhuller den påstand, regeringen flere gange har fremsat i Folketinget: At Danmark holdt op med at udlevere fanger til irakiske myndigheder efter magtoverdragelsen i sommeren 2004, hvor irakerne officielt fik myndighedsansvar for deres land. Da Enhedslistens daværende forsvarsordfører Rune Lund i juli 2006 spørger, om det er holdbart, at Danmark overlader tilfangetagne til irakiske myndigheder, på trods af at det er kommet frem, at shia-militser kontrollerer fængslerne og dræber indsatte sunnier, svarer Søren Gade:

»Siden magtoverdragelsen i Irak den 28. juni 2004 har Danmark ikke overdraget personer, som danske styrker har tilbageholdt i Irak, til irakiske myndigheder«.

Et svar, der bliver gentaget den 29. august 2006, og som er i direkte modstrid med det, forsvarschefen nu har forklaret. I brevet skriver Bartels, at der »i et mindre antal tilfælde — i strid med de nationale direktiver og den fastsatte rollefordeling mellem irakiske enheder og internationale styrker — blev overdraget danske tilbageholdte personer til irakiske myndigheder«.

Forsvarschefens indrømmelser sker på baggrund af den interne undersøgelse i forsvaret, der blev nedsat, efter Dagbladet Information i slutningen af 2010 afslørede en række af de forhold, som forsvaret nu for første gang selv erkender.

»Regeringen var lystløgnere på det her område, og formålet var, at man ikke ønskede at få nogen former for kritik af den krigsførelse, man var en del af,« siger Frank Aaen (Ø), der selv igennem årene har stillet talrige spørgsmål om sagen.

»Havde man været mere åbne og sagt tingene, som det var, så havde man kunnet redde nogle mennesker, som siden er blevet udleveret og kan være blevet udsat for tortur eller henrettelse,« siger han.

Fra 200 til ’mindst 500’

I august 2006 fremlægger Søren Gade også en opgørelse til Folketinget, der viser, at antallet af fanger, som de danske styrker har taget til fange, er 195. Et tal der er stærkt misvisende, da antallet af fanger ifølge Knud Bartels redegørelse snarere er »mindst 500«.

Ifølge lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing er det svært at fastslå, om Søren Gade har brudt ministeransvarsloven, da man ikke ud fra svarene kan se, om han oplyser Folketinget mod bedre vidende:

»Ministeren bliver ikke ansvarlig, hvis han er blevet klædt dårligt på af sine embedsmænd,« siger han, men understreger, at ministeren har et ansvar for efterfølgende at rydde op, når han bliver klar over problemerne:

»Hvis ministeren registrerer, at der bliver givet forkerte svar, og at han ikke bliver klædt rigtigt på, når han skal svare Folketinget, så må han tage initiativ til, at ministeriet bliver indrettet sådan, at han får rigtige svar. Og at der bliver skredet ind over for de embedsmænd, der er ansvarlige.«

Søren Gade selv afviste før jul over for Dagbladet Holstebro, at han har haft kendskab til, at tallene var forkerte.

»Jeg har henholdt mig til de oplysninger, som jeg fik dengang fra Forsvarskommandoen. Det er hvad, jeg kender til den sag,« siger han til avisen.

Ifølge Frank Aaen bør det nu være op til den kommende kommissionsundersøgelse at undersøge, hvad Søren Gade har vidst om forsvarets håndtering af fangerne, for at finde ud af, hvem der er ansvarlig for misinformationen.

»Men det ender under alle omstændigheder hos Søren Gade, fordi han enten har haft en ledelse, der har forholdt ham oplysninger, eller også har han med vilje holdt sig i uvidenhed. Og begge dele er i modstrid med at være minister og være ansvarlig,« siger han.

’Brite-finten’

I brevet til forsvarsministeren erkender forsvarschef Knud Bartels desuden, at »engelsk personel i større omfang [er] blevet anvendt til at forestå selve tilbageholdelsen, hvorved det har været opfattelsen, at danske enheder dermed ikke blev ansvarlige for tilbageholdelsen og de deraf følgende forpligtelser.«

Enhedslisten har i en årrække stillet spørgsmål til netop den praksis med at bruge britiske eller irakiske soldater til at foretage selve anholdelsen af fangerne. Opfattelsen var, at Danmark dermed ikke fik det konventionsmæssige ansvar for fangernes videre skæbne. En problematik, der blev heftigt debatteret i Folketinget i 2006, da Enhedslisten stillede forslag om at forbyde fælles operationer, hvis ikke der var en garanti fra de andre landes styrker om, at fangerne ikke ville lide overlast. Et forslag, som Konservatives Tom Behnke mente var præget af »vrangforestillinger«: »Det er næsten ikke værd at svare på, men af hensyn til historieskrivningen og referatet fra mødet her er jeg alligevel nødt til på det skarpeste at tage afstand fra hr. Rune Lunds påstand om, at danske soldater udnytter huller til at fralægge sig ansvar. Det er helt uhyrligt, at man overhovedet skal høre det,« sagde Tom Behnke dengang.

Også Søren Gade afviste, at man gjorde nogen »krumspring for, at det ikke er danske soldater, der går ud og tilbageholder nogen«.

Tom Behnke fastholder i dag på trods af forsvarschefens skrivelse, at der ikke er noget problematisk i den måde, man indrettede operationerne på.

»Der er ikke noget mystisk eller opsigtsvækkende i det her. Dengang som nu er det sådan, at det er den, der anholder, som har ansvaret for de fanger, der bliver taget. Det er krigens love, og dem følger vi,« siger han.

Information har forsøgt at få svar på, hvilke fanger der er blevet udleveret i strid med reglerne, og hvor mange det drejer sig om. Forsvarskommandoen oplyser, at materialet bliver gjort tilgængeligt for den kommende undersøgelseskommission, men at man ikke på nuværende tidspunkt vil give flere informationer. Information har også forsøgt at få en kommentar fra Søren Gade, men det er ikke lykkedes.