Man glemmer nogle gange, hvor grøn en krigsnation det var, daværende statsminister og nuværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen førte i krig — først i Afghanistan og siden Irak i 2003. Danmark anno 2011 har været en aktivt udfarende, krigsførende nation så relativt længe, at den tid allerede virker fjern, hvor Danmark mest så sig selv som en fredsskabende, humanitær, opryddende og hjælpende aktør med deraf følgende positive og uproblematiske relationer til de fleste af verdens øvrige lande.

Men Danmarks relative uerfarenhed som krigsførende magt er formodentlig en vigtig del af forklaringen på den intense politiske modvilje mod at konfrontere de kæmpe problemer med håndtering af fanger i det tiår, hvor Danmark har været militært engageret i Irak, Afghanistan, Libyen og Somalia. Og med at forstå omfanget af det opgør med den hidtidige tænkning, som forsvarsminister Nick Hækkerup (S) tilsyneladende — forhåbentlig — er ved at sætte i gang.

Opgøret gælder en politisk rettesnor, som har været lige så central i den danske fangepolitik, som den er kontra-intuitiv, nemlig den, at Danmark skulle forsøge at være i krig uden at tage fanger. Håndteringen af fanger, i modsætning til håndteringen af dræbte modstandere og civile, rejser nemlig en række besværlige spørgsmål om ansvaret for den tortur og mishandling, som fanger i konfliktsamfund hyppigt udsættes for af de allierede, man overdrager fangerne til.

Både de danske centrale allierede, USA og Storbritannien, har i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan gjort sig skyldige i tilfælde af tortur og mishandling af fanger. Og de nye regeringer i Irak og Afghanistan, som Danmark gik med i krig for at indsætte og opbygge, er begge skyldige i systematisk og omfattende tortur af fanger.

Hver gang, Danmark deltager i tilbageholdelsen af en person, som overlades til disse sikkerhedsstyrker, risikerer Danmark at blive medskyldig i, at personen udsættes for tortur.

Jo mere vi på Information gravede i dette enkle problem, der desværre nok kun har ret komplicerede løsninger, desto tydeligere stod det, at de danske udsendte soldater meget tidligt forsøgte at råbe politikerne op for at få dem til at forholde sig til det danske medansvar for disse menneskers skæbne. Som Information kunne fortælle i går, sendte militærjurist Kurt Borgqvist i 2004 oplysninger hjem om fangemishandling i et irakisk fængsel. Den øvrige korrespondance i den aktindsigt, Information fandt rapporten i, viser, at Borgqvists indberetning blev behandlet helt oppe i toppen af det forsvarspolitiske system. Og at dette samme system valgte at tilbageholde rapportens oplysninger for Folketinget.

På samme måde illustrerer vi i dag, at både daværende statsminister Anders Fogh (V), daværende forsvarsminister Søren Gade (V) og deres regeringsfæller ved flere lejlighed udstedte ugyldige garantier og vildledte et folketing, der var foruroliget over de mange forlydender om fangemishandling i Irak.

Flere danske soldater stod frem med deres egne erfaringer, efter at Information i slutningen af 2010 begyndte at fremlægge dokumentation om langt mere omfattende fangemishandling i Irak end hidtil kendt og om, at Danmark havde deltaget i langt flere fangeoverdragelser end hidtil oplyst. Af soldaternes oplevelser fremgik det, at de som udsendte havde følt sig svigtet af et politisk system, der ikke ønskede at tage ansvar for problemet med fangehåndteringen. Heller ikke selv om den danske ambassadør i dybeste hemmelighed blev sendt i byen for at klage sig til Iraks indenrigsminister, da den via briterne udleverede fange Abbas Allawi var blevet torteret ihjel af de irakiske sikkerhedsstyrker efter en omfattende dansk efterforsknings- og anholdelsesproces.

Organisationer som Amnesty International og Internationalt Røde Kors har tidligere understreget, at fangedilemmaet naturligvis ikke kan undgås, når man deltager i en krig. Og at det kun kan håndteres ved at tage ansvar for selve tilbageholdelsen af fangerne — ved at have egne fangefaciliteter eller gennem aktive partnerskaber i deltagerlandenes fængselsvæsener og sikkerhedsfaciliteter. Ikke mindst på grund af trangen til hurtig tilbagetrækning fra Irak og Afghanistan har lysten til sådanne engagementer været ikke-eksisterende hos de danske politikere.

I sommeren 2009 kunne operativ chef for Hærens Operative Kommando Henrik Sommer oplyse, at Danmark fortsat bidrog til tilfangetagelser ved at danne en såkaldt skærm rundt om afghanske soldater, der så kunne tage ansvaret for arrestationen. Og i december 2010 kunne Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, erklære, at »det kan ikke i praksis lade sig gøre at følge fangerne«.

Det passer naturligvis ikke. Og hvis det passer, skal man lade være med at gå i krig. Hvis det er den tænkning, Nick Hækkerup har i sinde at gøre op med, er det bare én ting at sige: Det er 10 år for sent, men det er stadig inderligt velkomment.

Denne artikel er anbefalet af: