Forsvarsministeriets overstregninger i 2004 af oplysninger om tortur i et svar til Forsvarsudvalget skal inddrages af den kommende undersøgelseskommission om krigen i Irak, mener Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen.
I årevis har han med spørgsmål til skiftende forsvarsministre forsøgt at få oplysninger frem om Danmarks deltagelse i overlevering af fanger til de irakiske myndigheder.
»Her har vi en sag, hvor danske ministre tilsyneladende har set gennem fingre med, at folk er udleveret til tortur,« siger han.
»Det er meget alvorlige anklager, for hvis man havde sagt fra, og hvis man ved at orientere Folketinget havde givet Folketinget mulighed for at vurdere det, så var den trafik jo stoppet,« siger Frank Aaen og tilføjer: »Det er gået ud over mennesker, det er ikke bare nogle formelle regler, der er overtrådt.«
Han nævner muligheden for en rigsretssag som konsekvens af, at Information i går kunne afsløre, hvordan Forsvarsudvalget blev forholdt oplysninger om tortur af fanger i et irakisk fængsel. Begrundelsen for overstregningerne var et hensyn til Danmarks samarbejde med Irak.
»Det skal undersøges, om overstregningerne har dækket over, at de ansvarlige ministre har udleveret folk til mulig tortur og mulig henrettelse. Så er det så grov en overtrædelse af menneskerettighederne, at det ligner en ansvarspådragende sag, som skal føres ved en rigsret — på samme måde som tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen kom for rigsretten efter tamilsagen.«
S: Stærkt kritisabelt
Fra den socialdemokratiske forsvarsordfører Bjarne Laustsen kommer der ikke umiddelbart støtte til Frank Aaens overvejelser om en rigsretssag:
»Det er for tidligt at dømme, men det er klart, at de overstregninger skal indgå i undersøgelsen,« siger Bjarne Laustsen. Han kalder det »stærkt kritisabelt«, at Forsvarsministeriet har vidst besked om tortur.
»Og det er en skærpende omstændighed, at man har forholdt oplysningerne for Forsvarsudvalget, som ret præcist spurgte til, hvad der skete. De har ikke ruttet med sandheden, og derfor er det ekstra godt, at vi nu får en kommission, der skal undersøge, dels hvad vi gjorde dernede, dels hvad vi vidste om det.«
Allerede i 2004 burde Forsvarsudvalget ifølge Bjarne Laustsen i fortrolighed have fået kendskab til de overstregede oplysninger i fortrolighed, og han vil have undersøgt, hvorfor det ikke skete. »Det kunne man jo bare have gjort. Når vi går i krig, så har vi som nation, borgere og Folketing behov for at få at vide, hvad vi gør. Men nogen har tænkt, at det nok ville være for hård kost for danskerne, hvis de først fik at vide, at grundlaget for krigen var forkert, og dernæst fik at vide, at konventionerne ikke blev overholdt.«
Hvad kunne der være sket, hvis oplysningerne var modtaget i fortrolighed?
»Så ville Socialdemokraterne i anden omgang givetvis have overvejet deres støtte til krigen. Der var jo stærkt delte meninger, og hvis det havde vist sig, at vi begik ulovligheder, så kunne partiet være nået til et andet resultat. Det kan sagtens have været et motiv til at overstrege oplysningerne.«
V: For tidligt
For Bjarne Laustsen rummer sagen også et fremadrettet perspektiv:
»Det er kritisabelt, at vi i Irak har bragt danske soldater i en situation, hvor håndteringen af krigsfanger var et problem, som man kendte til, men som man valgte ikke at sige sandheden om. Vi er nødt til at lære af det her til fremtidige indsatser. Uanset om det er i Adenbugten eller i Afghanistan, så opstår der problemer, når vi tager fanger.«
Karsten Nonbo, forsvarsordfører for Venstre, mener, det er alt for tidligt at kommentere overstregningerne:
»Jeg vil ikke deltage i den leg at hænge og brænde og skyde forsvaret, så jeg venter med en kommentar, til vi ved, hvad kommissionen kommer frem til. Det er altid bedst at vente med at kommentere, til sagen er belyst ordentligt. For mig er det vigtigt at få det hele med.«
Det drejer sig om, at Forsvarsministeriet har hemmeligholdt, at de havde kendskab til tortur af fanger?
»Jeg ved ikke, om det er noget, man har taget sig af, eller det bare er en løs påstand. Jeg vil hellere have en grundig undersøgelse end en hurtig standret i medierne.«








Kommentarer
Jeg vil ikke deltage i den leg at hænge og brænde og skyde forsvaret, så jeg venter med en kommentar Bravo Karsten Nonbo. En ganske fornuftig holdning. Men hvad med politikere og embedsmænd i forsvarsministeriet - som efter det oplyste er dem der har foretaget overstregningerne ?
Denne kommentar er anbefalet af:
»Jeg vil ikke deltage i den leg at hænge og brænde og skyde forsvaret, så jeg venter med en kommentar”
Søren Gade vil heller ikke kommentere, da han allerede føler sig dømt, hængt og begravet. Også Gade vælger retorisk at føre Forsvaret og ikke ministeriet frem som anklagede part.
Det er så lavt og gennemskueligt.
Og hvorfor benytter de begge dødsstraf ved hængning som billede og argument for ikke at kommentere?
Mon de allerede føler løkken stramme om halsen? Pu
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er i min optik tankevækkende, at ingen af ‘de anklagede’: Fogh, Gade osv. - eller deres partifæller; at ingen af disse kræver en rigsretssag for at blive renset.
Bjarne Laustsen’s tilbageholdenhed på dette punkt i forhold til Aaen forekommer mig at være uden andet argument end ‘politisk besindighed’; i realiteten gælder det modsatte: Vi må hurtigst muligt have ryddet op i disse forhold, der stiller tvivl om vores land som international partner. Kan andre partner-nationer stole på, at vi i f.eks. krigssituationer vil overholde internationale konventioner, eller er vi en tvivlsom partner, som andre er nødt til at holde øje med?
Jeg undrer mig også over, at denne sag ikke dukker op på den internationale nyhedsscene.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der må da være bare nogel politikere, der har spurgt ind til overstregningerne.
Hvem????
Er der en, der kan oplyse, hvem der har krav på at få indsigt i overstregninger? Hvad der gemmer sig under dem.
Nogle må kunne forlange det.
Udvalg el.lgn.
Der var vist noget om, at overstregniongerne var begrundet i forhold til fremmede stater.
Hvad med udenrigspolitisk udvalg?
Eller har de/medlemmerne bare slået hælene sammen men et: Javel.
Denne kommentar er anbefalet af:
I lederen i Politiken står der bla.:
“Den gamle regering har angiveligt forsøgt at hemmeligholde forsvarets kendskab til fangetortur, men de daværende oppositionspartier har også svigtet ved ikke at insistere på at få sagerne belyst. Kritik af krigene var tabuiseret”.
http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1492903/unders…
Denne kommentar er anbefalet af:
Hasse Gårde-Askemose spørger.:
- Der må da være bare nogle politikere, der har spurgt ind til overstregningerne.
Hvem.????
Ja, og hvor var demokratiets vagthunde - den kritiske presse - i 2004 og siden. ???
Nu ved jeg hvorfor der ikke sker en fis når man har med “offentlige myndigheder” at gøre. Det hele bliver streget ud. Man ønsker til tider at man havde en rigtig stor hærdebred tusch så man ku tegne et ordentligt overskæg på, gæt selv hvem. Så slap man for al hyleriet og ikke mindst rundkredspædagogikken eller hvad det nu ellers hedder for tiden.
Anne Knudsen på Weekendavisen har nok den mest passende kommentar om denne “fangesag”:
“Det utrolige er, at Folketinget kunne finde på at lade, som om man troede, man kunne præstere sådanne garantier, og at regeringen kunne finde på at lade, som om den kunne give dem.” http://goo.gl/A8T1z