Syriens ’grå flertal’ tvinges til at vælge side

Lillejuleaften nåede den syriske revolte hovedstaden Damaskus, da to biler med sprængstoffer og ført af selvmordsbombemænd angreb det centrale efterretningsdirektorat, hvorved 44 blev dræbt og 160 såret.

Hidtil har hovedstaden været mandsopdækket af militær og sikkerhedsfolk — såvel den republikanske garde som 4. panserdivision under kommando af præsident Bashar al-Assads bror, Maher al-Assad, kernen i det syriske militærs elitestyrker, er udstationeret i byen ud fra filosofien om, at uanset om andre byer ’falder fra’, vil regimet bestå, så længe Damaskus er sikret.

»Du har ikke set demonstrationer i det centrale Damaskus, hvorimod der har været sit in-aktioner i forstæderne,« sagde ’Muhammed’, en syrisk observatør for Human Rights Watch, der nu opholder sig i Beirut. »Det vrimler simpelthen med såvel civilklædte som uniformerede sikkerhedsfolk.«

At to selvmordsbombemænd på en stille fredag kørte uantastet frem til efterretningscenteret i bydelen Kfar Souseh er på den massive sikkerhedsbaggrund iøjnefaldende, og der er da også en stribe teorier i spil: Straks efter eksplosionerne sagde regimets talsmænd, at angrebet var iscenesat af al-Qaeda-terrorister fra Libanon i ledtog med lokale grupper — men ingen al-Qaeda-gruppe har taget skylden på sig, som det ellers er terrornetværkets normale procedure.

Oppositionen påpegede, at angrebet kom, netop som repræsentanter for Den Arabiske Ligas observatørgruppe ankom til Damaskus, og at formålet var at sværte revolten som terroristisk, hvor oppositionens paraplyorganisation, Syriens Nationale Råd, har fastholdt ikkevolds-strategien som det moralske kompas. Det syriske regime har da også udnyttet angrebet optimalt. Ved begravelsen af nogle af ofrene i Damaskus’ historiske Ummayade-moské sagde imamen Mohammed al-Bouti i sin prædiken, at angrebet »viser, hvem der er terrorister, og hvem der er ofre«.

Den hastige konklusion om, at al-Qaeda stod bag terrorbomberne, som kom kun få timer efter angrebet, har næret oppositionens propaganda om, at regimet stod bag bombningen. For hvordan kunne ansvaret placeres så hurtigt? Det er sigende for det mellemøstlige konspiratoriske klima, at denne teori er almindeligt udbredt, både i og uden for Syrien. Hizbollah i Libanon udsendte en meddelelse om, at USA og ’amerikanske marionetter’ stod bag angrebet, og Saad Hariri, leder af Libanons provestlige politiske blok, lod forstå, at han mener, regimet stod bag.

Gråzonens problem

Men uanset hvem, der planlagde angrebet — og som Marwan Kabalan, professor ved Damask universitetet sagde til Al Jazeera, »er der nu så mange grupper og interesser i spil, at det kan være hvem som helst« — er det en indikator på, at de to store byer, Aleppo i nord og Damaskus i syd, nu er inddraget i revolten.

I Aleppo har der i nogle uger været uroligheder på byens universitet, og Damaskus har indtil angrebet fredag været en by præget af økonomisk lammelse. Situationen er blevet forværret for den almindelige befolkning, der på grund af embargoen mod Syrien nu mangler brændsel til vinteren — den dieselolie, der skal varme hjemmene op, allokeres dels til militæret, dels administreres den selektivt af Baath-partiets komiteer, der forsyner loyale bydele med brændsel, mens bydele, hvor oppositionen står stærkt, fryser. Således er Homs, den tredjestørste by med en million indbyggere og revoltens epicenter, uden olie i de kvarterer, der er under oppositionens kontrol.

»Eskaleringen af konflikten betyder, at den såkaldte gråzone ikke vedblivende kan forholde sig neutral, men vil blive tvunget til at tage stilling for eller imod regimet meget snart,« siger ’Muhammed’ fra Human Rights Watch.

’Gråzonen’ er betegnelsen på den befolkningsgruppe, der ikke har taget stilling i det nu mere end ni måneder lange opgør med regimet. Både ’Muhammed’ og desertører, Information har talt med, siger, at en stor del af Syriens centraladministration og en betydelig gruppe i officerskorpset afventer hvilken side i konflikten, der ser ud til at vinde, før de tager endelig stilling, ligesom en anden betydelig gruppe i det stille er imod regimet, men ikke har mulighed for at komme fri af det, men samarbejder med oppositionen fra positioner inden for systemet.

Den tomme skal

»Man skal forstå, at regimet udmærket er klar over, at der er dele af systemet, der er imod det, men fortsat ser ud, som om de fungerer loyalt,« forklarer ’Muhammed’ og fortsætter:

»Disse folk er ikke renset ud af to grunde: For det første har regimet brug for, at administrationen og de væbnede styrker fungerer, også selv om det er på trods. Det er vigtigt for regimet, at det udadtil kan opvise en ’enighed’, og derfor tolererer det, at også potentielle femtekolonne-elementer fortsat fungerer i deres jobs. For det andet vil en udrensning af ’tvivlsomme elementer’, der ville finde sted i enhver anden administration under pres, få systemet til at kollapse af personalemangel. Der vil ikke være folk nok til at bemande kontorer og kommandoposter. Systemet er således en tom skal, mørnet og afladet for et fælles værdigrundlag.«

Som en deserteret sekondløjtnant sagde:

»Hvis vi får den no fly- zone, vi beder om, vil hæren kollapse på få dage, for så vil alle være klar over, at regimets tid rinder ud.«

At eksistensen af denne ’gråzone’ erkendes i regimets øverste top, blev illustreret i det interview, præsident Bashar al-Assad gav til Barbara Walters fra den amerikanske tv-station ABC i begyndelsen af december.

»Flertallet befinder sig i midten, og så har du på den ene side tilhængere og på den anden side modstandere (af regimet, red.). Men flertallet vil altid være midt imellem. Og dette flertal er ikke imod (regimet). Var det tilfældet, kunne vi ikke have stabilitet i de fleste af Syriens byer.«

På spørgsmålet om dette flertal så var for regimet, svarede al-Assad:

»For at være helt præcis: flertallet er ikke imod.«

85.000 er løbet væk

Ifølge desertører, der citerer kontakter i den centrale efterretningstjeneste, er 85.000 soldater indtil nu deserteret — heraf har 25.000 tilsluttet sig SFA, Syriens Frie Armé, der bl.a. kontrollerer dele af Homs-provinsen, der er Syriens største og strækker sig fra Libanons grænse i vest til Iraks grænse i øst. SFA råder angiveligt over 15 tanks.

»Der er udgået ordre om at anholde indehaverne af 85.000 id-kort på medlemmer af de væbnede styrker,« sagde en deserteret sekondløjtnant i Syriens 10. regiment (en del af de syriske specialstyrker), da Information mødte ham i det nordlige Libanon.

’Muhammed’ gør gældende, at mange protester ikke rapporteres, og at tal på dræbte civile, der ifølge en menneskeretsorganisation — den britisk-baserede Avaaz — nu har nået 6.237 civile, er i underkanten.

»Vi ved ikke alt, hvad der foregår bag linjerne, og antallet af dræbte er snarere på den anden side af 10.000,« sagde han. »I sidste uge blev 220 protester registreret over hele Syrien, og i mange byer — bl.a. Dara’a i syd og Baniya ved kysten — ser du ingen mænd på gaderne. De er forsvundet. Et realistisk skøn er, at mindst 100.000 er under arrest.«

I FN’s Sikkerhedsråd arbejder EU- og USA-diplomater på at samle tilslutning til en våbenembargo mod det syriske regime, men forsøget strander på russisk modstand. Russerne vil have en resolution. der fordømmer volden ’på begge sider’ og sier, at en embargo mod regimet vil favorisere oppositionen, der med en russisk FN-diplomats ord »kvit og frit kan importere alle de våben, den ønsker«.