Moderne Marx

Marx er moderne. Han læses atter på universiteterne, og han trækkes frem i forbindelse med dagens økonomiske uorden. Det var trods alt ham, der analyserede den kapitalistiske krisecyklus.

Men der er et aspekt af hans værk, som de færreste vil røre med en ildtang, og det er tanken om det kommunistiske samfund. Forståeligt nok eftersom de kommunistiske samfund, der opstod efter Marx, som bekendt landede et pænt stykke fra hans visioner.

Det er nu heller ikke noget, Marx selv ytrede meget om, men et af stederne er i Den tyske Ideologi (1845-47), hvor han skriver:

.».. i det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har én virksomhedskreds, men kan uddanne sig i en hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker«.

Ved siden af formuleringen om, at »de herskende tanker er de herskendes tanker« og teserne om Feuerbach er det citatet om at gå på jagt om morgenen og fiske om eftermiddagen, der har levet videre fra Den tyske Ideologi.

ALLIGEVEL er det kritiske potentiale, citatet rummer, i høj grad overset, velsagtens fordi det knyttes til den forkætrede kommunisme. Højst læses det som en urealiserbar utopi.

Det er da heller ikke i altmodisch jagt, fiskeri og kvægavl, at kritikken af det moderne samfund skal findes. Den ligger derimod i betoningen af, at man beskæftiger sig med aktiviteterne »uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.«

I et gennemspecialiseret samfund som vores forekommer sådan en bestræbelse nærmest uforståelig. Vi ’er’ noget bestemt, og vi er først og fremmest defineret ved det arbejde, vi har. Der er langt imellem mennesker, der siger ’jeg driver et landbrug, men jeg er ikke landmand’, eller ’jeg skriver bøger, men jeg er ikke forfatter’. Og selv hvis de gør det, undslipper de ikke de kasser, samfundet anbringer dem i. Landmanden er tvunget til at føre alle de regnskaber, der er pålagt bedriften, og bogskriveren må opsøge et forlag og få royalty, bibliotekspenge og kunststøtte for at overleve.

Her bliver det andet citat fra Den tyske ideologi aktuelt, nemlig formuleringen om, at »de herskende tanker er de herskendes tanker«. For samfundets indretning sætter sig i bevidstheden.

Et frisk eksempel er debatten om Politikens spørgeskema til medlemmerne af de to forfatterforeninger. Der spørges blandt andet til, hvad forfatterne mener om en ordning, hvor bibliotekspengene og legater fra staten omfordeles, så flere forfattere får minimum 50.000 kr. om året. Det har fået fire populære forfattere, Morten Sabroe, Carsten Jensen, Jørgen Leth og Ib Michael til at reagere. Med rette protesterer de over sammenblandingen af bibliotekspenge og legater, eftersom bibliotekspengene er et vederlag, forfatterne modtager, fordi deres bøger stilles gratis til rådighed for publikum. At pengene officielt figurerer som støtte, skyldes udelukkende, at danske forfattere på grund af EU-regler ellers skulle dele puljen med samtlige oversatte forfattere på bibliotekerne.

Det interessante i denne forbindelse er imidlertid måden, forfatterne protesterer på. De insisterer på den ene side på at være lønarbejdere og altså ikke skille sig ud fra alle andre i samfundet. Carsten Jensen har således understreget, at også forfattere har en arbejdsgiver, nemlig forlæggeren, til hvem de yder et stykke arbejde, som de får løn for. På den anden side insisterer de lige så energisk på, at den kunststøtte, de modtager, skyldes, at de har et særligt talent, der gør dem professionelle. Det er fordi, de ikke er amatører, at de befinder sig inden for en samfundsdefineret, støtteberettiget kategori.

MAN SKULLE TRO, at forfattere og udøvere af andre skønne kunster ville stå Marx’ utopi om udfoldelsen menneskets fulde potentialer nærmest. Men nej, de er nødt til at forskanse sig bag professionen og endda bag lønarbejdet for at blive hørt. Hvorfor? Fordi det gennemprofessionaliserede lønarbejdersamfund knap har et sprog for afvigende aktiviteters karakter. Sådan noget hedder karakteristisk nok ’fritidsinteresser’, er altså negativt defineret af lønarbejdet, og kaster af samme grund også et mistænkeligt skær over kunstnerisk arbejde som noget af et driverliv.

Men i Marx’ utopi er der plads. Skriver man nemlig bøger, maler eller fisker uden at være forfatter, billedkunstner eller fisker, gør man det for aktivitetens egen skyld. For fordybelsen. Der findes altså kostbar menneskelige aktivitet, som hverken kan måles i bibliotekspenge eller bytteværdi, men som til gengæld er det, der egentlig driver kunstnere og andre lystfiskere. Det henter Marx-citatet frem af glemslen, og deri består dets kritiske værdi.