Umuligt at holde styr på alle fanger

Da en delegation fra den danske Irak-bataljon den 23. juni 2004 ankom til Al Makil-fængslet for at tilse fanger, havde delegationen taget en lokal dommer med for at identificere og tilse »to fanger, som er DK ansvar, men som jf. tidligere meldinger ikke har kunnet identificeres med sikkerhed«. Det fremgår af tilsynsrapporten, som Information har fået aktindsigt i.

Større billede

Men det viste sig, at den lokale dommer desuden havde medbragt en liste over 48 fanger, som han mente kunne høre under dansk ansvar.

»Ved nærmere gennemsyn af listen, blev denne opdelt efter, hvem der indledningsvis havde anholdt de pågældende. Det resulterede i, at listen kunne indsnævres til 13 personer, som muligvis kunne henhøre under dansk ansvar. Ved ankomsten til Al Makil fængslet blev det erkendt, at der tillige hensad 3 varetægtsfanger, som på listen var opført som siddende i Al Quarnah og som muligvis kunne henhøre under dansk ansvar,« står der i tilsynsrapporten.

Pludselig viste det sig altså, at der kunne være op til 16 fanger under dansk ansvar i Al Makil-fængslet, selv om den danske delegation havde forventet at finde to.

Ikke styr på det

Det var daværende militærjurist ved Irak-bataljonen Kurt Borgkvist, der stod i spidsen for tilsynsbesøget i Al Makil-fængslet. Han bekræfter over for Information, at den danske bataljon ikke havde noget overblik over de fanger, danske soldater havde taget og overgivet til de irakiske myndigheder.

Da Kurt Borgkvist som militærjurist for Hold 3 ankom til Irak i februar 2004, fandtes der ingen komplette lister over, hvor de 113 fanger befandt sig, som ifølge Forsvarskommandoen var blevet overgivet fra dansk til irakisk varetægt.

»De lister måtte vi forsøge at rekonstruere, blandt andet sammen med de lokale politichefer, fængsler og dommere. Det kan da godt være, der var taget 113, men hvor mange af dem sad så to timer og blev løsladt igen? Det skulle man finde ud af. Og så kommer du til et fængsel og beder om en liste over fanger. Men tror du, de havde EDB?« siger Borgkvist og konkluderer: »De havde jo heller ikke styr på det. Det var ikke deres tradition.«

- Så at holde styr på alle fanger var ikke muligt?

»Nej.«

Ingen procedurer

Ifølge Kurt Borgkvist skyldtes det manglende overblik, at der aldrig var blevet indført klare procedurer for registrering og arkivering af oplysninger om tilfangetagne.

Det bliver bekræftet af forsvarschef Knud Bartels nylige brev til forsvarsminister Nick Hækkerup (S), hvor Bartels erkender, at de danske styrker i alt tog over 500 fanger snarere end de knap 200, som forhenværende forsvarsminister Søren Gade oplyste Folketinget om.

Desuden peger Kurt Borgkvist på, at der ikke var afsat tilstrækkelige ressourcer til at føre effektivt tilsyn. Han fortæller, at han forsøgte, at få overblik over situationen, så godt han kunne, men som han siger:

»Vi sad ude i en ørken. Vi havde ingen telefon. Vi havde ingenting. Det var så primitive forhold, at man tror, det er løgn.«

Kurt Borgkvist bad derfor om, at der blev sendt endnu en dansk militærjurist til Irak. »’Fin idé’ sagde de alle sammen, men han kom bare aldrig,« husker Kurt Borgkvist.

Folketingsforsikringer

Oplysningerne om det manglende overblik over fanger under dansk ansvar i Irak står i kontrast til, hvad forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og forhenværende forsvarsminister Søren Gade (V) samtidig oplyste til Folketinget hjemme i Danmark.

Den 5. maj 2004 forsikrede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i Folketingssalen, at han ikke havde kendskab til fangemishandlinger, og at de danske styrker førte »tilsyn med de tilbageholdte, som danske styrker har overdraget til britiske styrker eller til lokale myndigheder«.

Ligeledes oplyste forsvarsminister Søren Gade den 21. maj 2004, at »ved de danske styrkers lejlighedsvise tilsyn af overdragne tilbageholdte« var der »ikke konstateret tilfælde, hvor de tilbageholdte har lidt overlast.«

Måske, måske ikke

I Irak var en enkelt af de 16 fanger i Al Makil-fængslet, som »muligvis kunne henhøre under dansk ansvar«, på hospitalet og derfor ikke til stede ved det danske tilsynsbesøg den 23. juni 2004. Han var en af de to fanger, som den danske delegation på forhånd mente hørte under dansk ansvar.

Delegationen valgte at interviewe de øvrige 15 for at forsøge at afklare, om de faktisk var blevet taget af danske soldater og dermed hørte direkte under dansk ansvar. Resultatet var, at 13 af fangerne sagde, de var blevet tilbageholdt af enten britiske soldater eller irakiske sikkerhedsstyrker, mens de to øvrige mente, de var blevet tilbageholdt af danske soldater.

Som det tirsdag fremgik af Information, klagede otte af de 15 fanger, som den danske delegation tilså den dag, over fangemishandling, og flere kunne fremvise ar, sår og brændemærker. De to fanger, som mente, de var blevet tilbageholdt af danske soldater, var imidlertid ikke blandt de otte, der fortalte om mishandling. Alligevel var oplysningerne alvorlige, eftersom Danmark havde en folkeretlig forpligtelse til fremover at standse den danske deltagelse i overdragelser af fanger til irakisk varetægt, hvis der opstod begrundet mistanke om, at politiet kunne finde på at mishandle fanger.

Og i lyset af det manglende overblik over fanger taget af danskerne viser det sig endog, at den danske delegation langt fra kunne udelukke et direkte dansk ansvar for de otte fanger.

Svært at kende forskel

Militærjurist Kurt Borgkvist understreger, at vurderingen af, hvem der havde ansvaret for de otte fanger, alene var baseret på deres eget udsagn om, hvem der havde anholdt dem. Og det kunne de ikke nødvendigvis vide.

»Danske og britiske soldater var jo klædt i næsten samme uniformer. Lokalbefolkningen kunne ikke finde rede i det. Vi kørte rundt i hinandens køretøjer, og den danske enhed havde britiske delinger under sig. Det var ikke nemt for de lokale at finde ud af.«

- Kunne man med sikkerhed vide, at de, der siger, de er blevet anholdt af briterne, ikke kan være blevet anholdt af danskere?

»Nej, det kunne man ikke. Det var svært for lokalbefolkningen at vide.«