2011 er året, hvor litteraturen døde lidt i flere omgange. I hvert fald i en bestemt forståelse af, hvordan litteratur fungerer og læses. Rammen er sat af to markante dødsfald sidst på året. Først den tyske forfatter Christa Wolf den 1. december, senere på måneden den tjekkiske dramatiker og fhv. præsident Vaclav Havel. Med dem døde ikke bare to store personligheder og forfattere, men en litterær epoke blev lagt i graven. Wolf og Havel hørte til en generation af politisk bevidste forfattere, der er født i modstand mod det system, de voksede op i. De har på hver deres måde præget moderne europæisk litteratur, ligesom de har været med til at præge billedet af det land, de hver især voksede op i. Wolf som den litterært forfinede og raffinerede, Havel som den mere direkte politiske forfatter.
Korrektiv til magten
Wolf og Havel var ikoner for litteraturen som et alvorligt anliggende, en modstemme til det politiske system. Litteraturen var skrevet af absolut nødvendighed og repræsenterede et klart alternativ. Wolf skrev fra et Ingenmandsland, som også er titlen på en af hendes bøger, som et sindbillede på den oppositionelle litteratur, mens Havel skrev absurd dramatik som udstilling af den herskende magt. Men begge formulerede systemkritik og et korrektiv til den totalitære magt. Efter omvæltningerne blev betydningen af deres litteratur gradvist mindre. Havel blev entydigt en politisk figur, mens Wolf, selvom hun fortsat skrev gode bøger, bare blev mindre vigtig. Deres død i år minder os om, at en epoke, hvor litteraturen var en dominerende modkultur, er slut. Den er reduceret til en subkultur, der primært trives og færdes i reservatet. Og der er ikke så meget i årets litteratur eller debat om litteraturen, der tyder på, at den er på vej ud af dødvandet.
Fagforeningsgørelse
Litteraturen døde lidt mere, da Politiken for nylig satte gang i spørgeskemaundersøgelse om forfatternes arbejdsvilkår, hvor der især blev lagt vægt på spørgsmål om forfatternes problemer med druk, depressioner og skilsmisser.
Selvfølgelig er det helt i orden, at forfattere underkastes de samme undersøgelser som andre faggrupper, blot skal man være opmærksom på, at man derved også tager livet af litteratur i traditionel forstand. For hvad sker der, når litteraturens anliggende blev reduceret til fagforeningsspørgsmål og spørgsmål om arbejdsmiljø? Forkvinderne for de to forfatterforeninger, Lotte Garbers og Inge Lise Hornemann, hilste derfor helt naturligt undersøgelsen velkommen. Ikke så underligt, for de forsøger at gøre det at være forfatter til et erhverv som alle mulige andre. Normalisere og standardisere det. For sådan tænker fagforeninger.
En kvartet bestående af Morten Sabroe, Carsten Jensen, Jørgen Leth og Ib Mi-chael gjorde forståeligt nok oprør over denne klientgørelse af deres erhverv samt jævnførelse med et hvilket som helst andet. Som Carsten Jensen har formuleret det, så adskiller forfattere sig fra de fleste andre ved, at »staten ikke kan gøre noget ved deres arbejdsmiljø. Forfatterarbejde foregår i monumental ensomhed. Det kan ingen hjælpe med. Det er talentet, der afgør, om en forfatter skal have støtte, ikke hans levevilkår. Derfor kommer det heller ikke staten eller nogen andre ved, om forfatterne kan få deres liv til at hænge sammen, for ynkelighed er ikke noget støttekriterium«.
At de fire forfattere efterfølgende blev latterliggjort er for mig et endegyldigt bevis på, at litteraturen har udspillet sin rolle og er ved at blive et erhverv på lige fod med alle andre. Litteratur er blevet fuldstændig ligegyldig som nogen form for dissens. Og litteratur skrevet af nødvendighed er herefter latterligt.
I skrivende stund opdager jeg, at Forfatterskolen i København lige har fået en alkoholpolitik og har formuleret den i et regelsæt på skolens hjemmeside. Det er helt i tråd med den udvikling og blot endnu et tydeligt eksempel på den fuldstændige normalisering af forfattererhvervet, når arbejdsmiljø allerede er institutionaliseret dér, hvor talenterne udklækkes.
Farce
Måske er det det, der sker i dødskampen, at alt forvandles til farce? Noget tyder på det. De litterære fejder fik i hvert fald en hidtil uset primitivitet: Ib Michael lovede Lars Bukdahl tæsk, mens Janus Kodal til et arrangement hældte et glas vand over hans hoved. Siden var det (højst sandsynligt) samme Janus Kodal, der stjal Claus Beck-Nielsens identitet og i hans navn skrev en meget lidt morsom satirebog over det litterære miljø anno 2011.
Og farcen fortsatte på den nye litterære fællesblog Promenaden, skrevet af seks anerkendte forfattere og kritikere, der som erklæret formål havde at højne den litterære debat i Danmark og sørge for et alternativ til dagbladenes overfladiske litteraturformidling. På åbningsdagen leverede Niels Frank et eklatant fejlskud om yngre kvindelige forfattere og sørgede for et par underholdende dage, hvor forfatterne sønderrev hinanden. Siden er det dog blevet mere interessant med gode indlæg.
Knausgårds højdepunkt
Litterært set var der ud over Nobelprisen i litteratur til Tomas Tranströmer én litterær begivenhed i 2011, som overskygger alt, og som på ingen måde bærer farcens træk.
Et værk som ikke er skrevet fra 8-16 på hverdage eller under hensyntagen til fagforeningsspørgsmål og regler for arbejdsmiljø, men et værk som er skrevet af ren nødvendighed og med store personlige konsekvenser til følge. Og den begivenhed var, at norske Karl Ove Knausgård med sjette bind af Min kamp afsluttede sit store selvbiografiske romanværk. Han sluttede med et litterært selvmord, men efterlod sig samtidig et værk, som foreløbig må karakteriseres som højdepunktet i nordisk litteratur i dette årtusinde.
Der har været sagt og skrevet meget om Knausgårds værk, og hans selvudlevering og jeg-skildring har været fremhævet som noget helt særligt, men jeg vil gerne tilføje hans essayistiske mesterskab. Navnlig at han tænker i litteratur ligesom eksempelvis Robert Musil, Hermann Broch eller Milan Kundera. Han kan skrive om billedkunst som ingen anden, og han kan med relativt få ord få sagt det mest præcise om andre kunstnere, malere og forfattere, på en tidløs og omvæltende måde. Og det samtidig med at han med udgangspunkt i sig selv får leveret en enestående fortælling om eller parabel på det moderne skandinaviske velfærdssamfund.
Knausgård er undtagelsen fra tendensen til, at litteraturen har så travlt med at normalisere sig selv og være fuldstændig ligegyldig og uden virkelig samfundsmæssig relevans. Han er undtagelsen fra den litterære dødskamp i år.
Kommentarer
Nobels literaturpris til Knausgård….grrrrr.
interessant læsning…
Hvad er det lige for et ideal for forfatteren med stort F, der trives her?
Pendanter:
Keramikeren er kun en rigtig kunsthåndværker og ikke en normaliseret farce, hvis hun kaster støvmasken bort, arbejder med blyglasur og løfter 40 kilo ler ad gangen. Ellers er hun bare en håndværker…. Hun skal selvfølgelig også have en ornli kasse bajere med i værkstedet hver dag. Skål!!!
Filmen er blevet fuldstændig ligegyldig som dissens, nu hvor klipperne ikke sidder med en lånt bærbar på Mændenes Hjem, instruktørerne ikke alle er på antabus og samtlige manuskriptforfattere ikke har begået selvmord. For slet ikke at nævne skuespillerne, nu hvor de gerne vil have penge fra A-kassen i deres hyppigt forekommende ledighedsperioder. Filmskolens alkoholpolitik er et udtryk for en fuldstændig normalisering af alt og alle i dansk film.
****************
Inden for arbejdsmiljøforskning kalder man den virksomhedskultur, som Peter Nielsen ønsker bevaret, “Tarzankultur”.
Den findes indenfor traditionelle mandeerhverv og har rødder i bl. a. gammeldags arbejderkultur. Arbejdsdagen starter med snaps i skurvognen og alle er så sejlende berusede ved middagstid, at de er klar til at løfte hvad som helst, kan klare ulidelige smerter - de er lamme af druk - og risikerer både liv og lemmer for arbejdsgiveren. Men også en kultur, hvor man poserer som stærk mand, der lader som om han løfter mere end han faktisk gør. Se mig - jeg er Tarzan. Pustet op med leopardlændeklæde. Der er noget stærk-mand-i-cirkus over stilen.
De fleste, som har været på ældre mandsdominerede danske arbejdspladser har mødt Tarzankulturen.
Sigende nok er det her kvindelige ledere af faglige organisationer, der får et gok i nøden i Peter Nielsens artikel….
Er Tarzan den bedste forfatter?
Denne kommentar er anbefalet af:
Tja, traditionel bogkommunikation via de sædvanlige forlagskanaler.. men der udgives hver dag i rå mængder på det kære, kolossalt omfattende, anarkistiske Internet! Udveksling på en måde, der langt overgår mulighederne i almindelig bogudgivelse. En ny tid, med det hele.
Og flerevejs-kommunikation helt udenom godkendelseskomitéer, der jo altid til en vis grad vil være subjektive i fht kvalitetsbedømmes, er jo ikke nødvendigvis et problem.
Ofte tværtimod, vil jeg sige.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Vibeke
Tja, måske dit ideal er forfatteren med stort F for Feminisme?
;)
Mænd er mænd og ikke kvinder. Tryk fra testosteron skaber en mere aggressiv adfærd, der jo kan være en alletiders baggrund for grænsebrydning, Nyskabelse. Hurra for Tarzan, der jo i fht at være opdraget af aber jo var en ganske klog fætter. en powerful fyr som kvinder nok alt andet lige føler sig tiltrukket af ikke?
Alkohol og diverse andre drugs har jeg ingen respekt for - men anarkistisk adfærd fra både mænd og kvinder er for mig at se ganske naturlig og ofte befordrende for en del skabende mennesker af begge køn.
Sådan er det bare, according to me. Og det er ikke så ringe endda.
Nu er der et par små ting du overser, Michael Zittergong.
Denne virksomhedskultur er historisk og regional. Man kan ikke iagtage den samme form for virksomhedskultur i alle lande og til alle tider, siger forskningen.
Jeg kan nævne et eksempel fra mit eget liv. På et tidspunkt havde jeg et job, der var manuelt og præget af mange tunge løft. Det var på en arbejdsplads, hvor folk fra hele verden var repræsenteret. Her kunne man virkelig iagttage Tarzanstilen og dens diametrale modsætning, afhængig af om mændene var danskere eller lige kommet til landet fra en anden del af verden. Tarzantyperne var fuldstændig smadrede, når vi var nået halvt gennem arbejdsdagen, fordi det er meget anstrengende at overdrive sine løft - også selv om det er ren poseren. De andre mænd var friske og glade. Og de havde af gode grunde ingen problemer med at score.
Noget andet er, at det er dybt reaktionært og irrationelt at holde fast i Tarzankulturen. Heldigvis har man indenfor langt de fleste andre kunstfag opgivet den, til gavn for kunsten og for kunstnerne. Måske skulle I mandlige forfattere bare komme videre. I stedet for at dyrke macho-masochismen.
Og gad for øvrigt nok vide, om Peter Nielsen som dagbladsredaktør ville acceptere de samme arbejdsvilkår og rolleforventninger, som han møder forfatterne med. Næppe….
NB: Det var danskerne og andengenerationsindvandrerne, som havde arbejdet længe på danske arbejdspladser, der dyrkede Tarzankulturen.
@Vibeke
Jeg forstår de uheldige sider - at det skulle være macho at løfte forkert og ødelægge sin ryg osv osv. Det er macho på den dumme måde. Men for at blive ved myten - tror du ikke at Tarzan rent instinktivt levede rimeligt sundt?
:)
Min Tarzan-argumentation gik mere på det nødvendige i, at kunstnere i et eller andet omfang nok er nødt til at “skeje ud” for at skabe kunst. At for meget pædagogisering er en blokering af den frihedstrang, der er en motor for kreativitet.
Hvad siger du til det?
Denne kommentar er anbefalet af:
Peter Nielsen har ret i, at noget er forsvundet, gået tabt. Og at litteraturen befinder sig i et dødvande. Et slags magelighedens dødvande, tilpasningens, markedsspekulationens og ligegyldighedens dødvande. Hvad Politiken skal med sin undersøgelse, aner jeg ikke, men Politiken er jo ikke hverken en fagforening eller et forskningsinstitut. I det hele taget er der efter min mening alt for meget interesse for kunstnerens liv og private fremtoning. Fremfor værket, bogen, romanen, digtet, ….
“Promenaden” er et opløftende initiativ, og Niels Franks åbning var ikke et fejlskud, Peter.
Lad dog forfatterne leve deres privatliv i fred, men lad ikke deres værker leve i fred. Vi trænger til en moderne Georg Brandes. En, der med hiv og sving og stor kompetance kan sætte en kritisk dagsorden, som rusker op i dødvandet, som får forfatterene til at lytte med, fremfor bare at afvise eller bruge det positive til salgsfremstød og markedsføring af deres halvdøde litteratur.
Vi trænger til et stormvejr i dansk litteratur, så den igen begynder at forholde sig kritisk til den herskende orden, tidsånden, samtalekøkkenerne, fladskærmene og den stor dyt i carporten.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad i alverden har gode bøger med dårlige arbejdsvilkår at gøre? Der kommer ikke gode film ud af dårlige arbejdsvilkår, så hvorfor skulle de fremme den gode bog?
Hvis mere end et par håndfulde danske forfattere med råd til HD TV, stor bil i carporten, samtalekøkken osv. endelig findes, så er det enten fordi de har et andet job fuldtidsjob ved siden af forfattergerningen eller fordi de skriver bøger om ledelse og selvudvikling a la “De syv gode vaner….”. Der er ingen J. K. Rowlings i Danmark.
Så det kan umuligt være på grund af det fede liv, det gode arbejdsmiljø, den store villa, eller alkoholpolitik på Forfatterskolen, at danske forfattere skriver sjasket og kedeligt, hvis det er det, de gør.
Markedsræset i bogbranchen har eksisteret lige så længe som bogbranchen selv. Og det er naturligvis ikke mindre fremherskende i lande, hvor det hele foregår på markedsvilkår frem for med delvis offentlig støtte og med en fagforening i ryggen.
Hvad er Peter Nielsens kloge pointe, synes du, Michael Kongstad Nielsen?
Jeg kan ikke se den. Jeg kan kun se en polemisk refleksreaktion, baseret på ideologisk tåge, dybt præget af nogle meget gammeldags myter om mesterværket, skabt i ensomhed med en kraftpræstation af den ultramaskuline solist, hvis talent og kampgejst trodser livets og verdens modstand…i en kæmpekæfert.
Den myte er en undertrykkende løgn på så mange måder.
Vibeke Nielsen:
Jeg ved intet om, hvordan forfatterne lever, og ønsker heller ikke at vide det (med mindre der er tale om venner elle bekendte). Det må de selv om, det er deres eget ansvar.
Men jeg vil forholde mig til, hvad de skriver. Det trækker jeg næring fra, hvis der er noget næring at hente.
Peter Nielsens pointe er selvfølgelig, at litteraturen må ud af dødvandet. Mageligheden, som jeg selv kalder det. Så den ikke tilpasser sig, men sparker fra sig.
@ Michael K N
Jeg tror at meget af det, du længes efter, allerede findes derude. Det bliver bare ikke nødvendigvis udgivet på tradititionel vis, via forlag - men i stedet utallige steder du kan nå lige hvorfra du sidder med klør fem gange 2 på tastaturet. So don’t worry - alle de dér træer er en skov!
Georg Brandes er af en anden tid, hvor det kun var de færreste forundt at skrive til mange - og ovenikøbet få blixtsnabb feedback. Muligheder, der aldrig (1) har eksisteret før.
Så tag fra bunken, det er Kropotkin, der byder!
@Vibeke
Repeat: Sprut er noget lort, men forfatterne skal ikke pædagogiseres, vel?
Jeg undrer mig altså over, Vibeke Nielsen, at danske forfattere sælges til udgivelse i mange lande, men alligevel går for at være fattige. Jeg undrer mig også over, at danske forlag ikke etablerer sig i udlandet for bedre selv at kunne promovere og hive gevinst hjem til sig selv og deres forfattere.
Derudover er der jo altså stor forskel på, om forfattere, skuespillere, filmfolk og andre går ud og drikker natten igennem efter end gerning, eller om de drikker for at komme igennem dagen. Det sidste har jeg til gode at høre om.
Gør det det, Michael Z? Jamen det lyder godt. Jeg er måske ikke så skap til at til at at finde med klr fem, men øvelse gør jo mester.
På Georg Brandes tid var der faktisk en anden form for social indsigt i litteraturen, da mange forfattere skrev til aviserne. Jeppe Aakjær skrev i Politiken, J. P. Jacobsen og senere Herman Bang ligeså. Så kunne de også få smør på brødet.
Georg Brandes er interessant, fordi han ikke var forfatter, men betød utroligt meget for datidens forfattere. De lyttede, kom til hans forelæsninger, han rykkede ved hele etablisementet. Kritikken var hans metier, og sådan nogle skal der også være plads til.
Det er forsvindende få danske forfattere, der sælges til udlandet. Der er meget få forfattere her i landet, der sælger bøger nok til at kunne tjene det samme som et postbud.
Det gælder jo også de andre kunstarter. De fleste overlever på diverse sidegevinster, fra underviserjobs over foredrag til diverse odd jobs, som intet har med deres kunst at gøre.
Men lad nu ikke det være debatemnet. Hvad mener du om Peter Nielsens argumenter?
Den sidste var til Peter Hansen.
@Vibeke
Det så jeg godt - men jeg syntes, at jeg manglede svar fra dig. Never mind :)
@Michael K B
Der er sværme af excellente nutidsforfattere, der ikke udgiver på traditionel vis via bedømmelseskomitéer. De udgiver i en konstant strøm på Internettet. For mig at se er der mere kvalitet end nogensinde.
Og den rigdom tid fandtes slet ikke på Brandes’ tid, så måske skal du bare lede, hvor du ikke plejer at gøre det?
“Det er forsvindende få danske forfattere, der sælges til udlandet. Der er meget få forfattere her i landet, der sælger bøger nok til at kunne tjene det samme som et postbud.
Det gælder jo også de andre kunstarter. De fleste overlever på diverse sidegevinster, fra underviserjobs over foredrag til diverse odd jobs, som intet har med deres kunst at gøre.”
Helt enig, og af samme årsag bør vi vel rent pragmatisk spørge os selv, om forfattergerningen skal betragtes som et de facto erhverv, hvor arbejdsmiljøovervejelser spiller en rolle. Mange forfattere skriver jo ikke for at tjene penge, men fordi de ikke kan lade være - heldigvis. Professionaliseringen hænger i vid udstrækning sammen med en stigende kapitalisering af litteraturen (og i bred forstand kunsten - og med kapitaliseringen indtræder styringsforestillinger af forskellig utilitaristisk art. Det ser imidlertid næppe ud til at forfatterskoler, kunstakademier og anden form for skolastisk institutionalisering af de kunstneriske og kreative individer og processer egentligt bidrager med ret meget andet end profitspekulation, målgruppesegmentering, management og karrieremageri - hvilket på mange måder vel vil kunne vulgarisere og undergrave kunstens betydning og potentialer i en demokratisk samfundsmæssiggørelse (for så vidt at man vurderer at oplysning, håb, refleksion/kritisk tænkning, mangfoldig kulturalisering etc. med vægt indgår i denne).
I det hele taget burde der vel gøres mest muligt for at hjælpe kunsten fri af det såkaldt senmodernes disciplinerende funktionalitetsradar, men det fordrer som bekendt nok en revolution eller tre. En målrettet indsats for aftrivialisering ville blot være endnu et greb i lommen efter udsigtsløs styring.
Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754….
Spørgsmålet er, om noget her er stigende?
Karrieremageriet er for eksempel ikke en ny opfindelse. Og kvarteten, som Peter Nielsen kalder de 4, nævnt i artiklen, er i mindst lige så høj grad karrieremagere, som Lotte Garbers - og Peter Nielsen selv, for den sags skyld.
Men vi kan da sagtens blive enige om eksistensen af et hav af konflikter mellem kunst og marked, kunst og institution, kunst og samfund, kunst og nytteværdi osv. osv.
Det ændrer bare ikke på, at kunstmalerne i dag kan være glade for, at nogle arbejdsmiljøforskere fandt ud af, hvorfor malere blev mærkelige - hvorpå man søgte at sikre dem imod malerhjerne.
Man skal vist være meget kynisk for at ønske sig, at alle kunstmalere ender som Van Gogh, alene for at bekæmpe denne skrækkelige “normalisering” af kunstmalere, idet de sidestilles med folk, som har et helt jordnært malererhverv med krav om ordentlig udluftning i malerværkstederne, forbud mod bestemte opløsningsmidler og pigmenter, påbud om handsker og beskyttelsesbriller ved nogle opgaver osv.
handler det om at finde noget værdifuldt eller vigtigt,
mens man søgte efter andet, eller at finde det man søgte efter på et sted eller på en
måde, som ikke var forudset. Det handler om opdagelser og om lykkelige tilfælde.
Gennem en beskrivelse af ordets historie og brug,
Videnssamfundet er altså karakteriseret
ved at nye former for viden, vidensproduktion og vidensanvendelse kommer
til, og dermed kommer viden til at ’fylde’ mere i samfundet.. Vidensamfundet er
ikke kendetegnet ved, at én ny form for viden helt erstatter gamle former.
Det handler om at skabe de
bedste muligheder for at finde det, man ikke vidste, man ledte efter eller havde brug
for. Det gør man ved ikke at låse tekster, fast i én bestemt sammenhæng,
men gøre det synligt at de findes, og gøre det nemt at støde på dem. Det, det
drejer sig om, er at stille meget til rådighed og gøre det på en måde, så det er nemt
at finde det. Man kan kalde det selvbetjening. Når det er selvbetjening, er det ikke
et spørgsmål om motivet er nysgerrighed, eller om det er videbegærlighed, eller om
hvad formålet er. En af opgaverne er som sagt at gøre så meget synlig som muligt.
Denne kommentar er anbefalet af:
For det første er jeg ikke enig i, at det, du kalder sidegevinster, Vibeke Nielsen, ikke er en del af kunstnermetiéren. Kunst er ganske vist produktion, men produktion først og fremmest af betydning, og den plus arbejdsmetoder m.m. er der brug for, at kunstnerne ytrer sig om. De underkastes jo selv mange f den slags processer i deres studieforløb, selv hvis de følger en alternativ vej udenom kunstakademierne.
Mht. forfatternes arbejdsmiljø, så har jeg redegjort for det tidligere i debatten - at de i sjælden grad selv er herrer og fruer over det, fordi de ikke skal stå til regnskab for en chef, medmindre de har en deadline - samt at kunstnere som sådan sjældent beruser sig i arbejdstiden, medmindre det er en del af den kunstneriske metode, men til gengæld giver den en skalle, engang imellem, ud på de små timer i gode venners lag.
Peter Hansen
Det stemmer nu ikke helt, at forfattere og andre kunstnere ikke har arbejdsgivere og at de ikke skal stå til regnskab for nogen. For det første har de ofte et forlag. Dernæst kan de være tilknyttet diverse agenter, samt virksomheder, der tilbyder foredrag. Hvis de underviser ved siden af selve skriveriet har de arbejdsgivere i den sammenhæng. Hvis de bliver booket til en oplæsning, har de en aftale med en arbejdsgiver. Kort sagt - forfattere har langt flere arbejdsgivere end de fleste andre erhvervsgrupper….
Mon ikke det er alle disse arbejdsgivere, som normaliserer dem, mere end deres fagforeninger og Forfatterskolen? Jeg tror det.
Undervisning, foredrag og andre former for optræden, møder med redaktører, ekstrajobs, som sikrer grundindtægten hver måned er 9-16 eller 18-20 eller 23-6. Og her kan man altså ikke komme ind ad døren fra en skæv vinkel, kritisk og kompromisløs. Så mister man sin indtægt.
Vibeke Nielsen:
“Man skal vist være meget kynisk for at ønske sig, at alle kunstmalere ender som Van Gogh, alene for at bekæmpe denne skrækkelige “normalisering” af kunstmalere”
Der er vel næppe tale om at nogen ønsker sig kunsterne invalideret af organiske opløsningsmidler eller et overforbrug af narkotika m.v. - hvorfor et sådant Erasmus Montanus argument forekommer en anelse hult. Men i sagens natur er det da helt udmærket at også kunstmalere med fordel kan iagttage hvilke risici der løbes hvis man i givne omfang indånder malingsdampe o.lign.
“For det første har de ofte et forlag. Dernæst kan de være tilknyttet diverse agenter, samt virksomheder, der tilbyder foredrag. Hvis de underviser ved siden af selve skriveriet har de arbejdsgivere i den sammenhæng. Hvis de bliver booket til en oplæsning, har de en aftale med en arbejdsgiver. Kort sagt - forfattere har langt flere arbejdsgivere end de fleste andre erhvervsgrupper….”
Og disse arbejdsgivere skal i sagens natur følge arbejdsmiljølovgivningen. Men det betyder jo ikke at et forlag hverken kan eller skal holdes ansvarligt for en forfatters fysiske og psykiske arbejdsmiljø, medmindre at der foreligger et egentligt ansættelseforhold (og mig bekendt er de færreste forfatteresom sådan ansat i forlag; forfattere laver typisk produktkontrakter med et forlag; ikke ansættelseskontrakter).
Hvis en forfatter ved siden af sin forfattergerning arbejder som vinduespudser, skal vedkommende som evt. ansat i et vinduespudserfirma være omfattet af arbejdsmiljølovgivning. Hvis en forfatter arbejder i en pizzabar, skal der foreligge arbejdsmiljøbeskyttelse. Hvor forfattere (eller balletdansere, komikere og tryllekunstnere) indgår i egentlige ansættelsesforhold, hvor en arbejdsgiver kan udøve ledelsesret, skal der være arbejdsmiljøbeskyttelse via lov. Sidstnævnte knytter sig jo netop til at der foreligger et ansættelsesforhold med ulige kompetenceforhold - hvor den mest magtfulde får forpligtelse overfor beskyttelse af den mindre magtfulde (altså den underordnede, den ansatte, lønarbejderen).
Denne kommentar er anbefalet af:
Peter Nielsen argument og sprogbrug ligner noget, man normalt ville finde i enetaler fra Liberal Alliance. Det interessante er, at en gruppe ældre forfattere, der hører til i den lille gruppe, som har deres på det tørre, bekræfter ham.
Der skal endelig ikke være en alkoholpolitik på en skole, for det udtryk for normalisering, uha! Jeg kender folk, der har været på arbejdspladser uden, hvor folk sad og blev alkoholikere på jobbet, fordi man var en tøsedreng, hvis man ikke drak med. Og jeg har haft venner, der blev alkoholikere allerede som teenagere og som kom fulde i skole.
Hvordan kan man have noget imod en alkoholpolitik og mene, at det er udtryk for “normalisering”? Det er, så vidt jeg kan se, af interesse for andre menneskers helbred og fremtid. Men en sådan interesse synes Peter Nielsen er udtryk for klientgørelse. Kynisk.
Så nej, det er ikke et Erasmus argument.
Hvis en faglig organisation prøver at beskytte sine medlemmer, er det fagforeningens skyld, hvis forfatterne skriver kedeligt. Det er dybest set Peter Nielsens argument, som ledsages af udtryk som “standardisere”, “normalisere”, “klientgørelse” osv. Som om fagforeninger er fagenes fjender. Det er ren Liberal Arrogance.
Hvis der er nogen, der normaliserer, så er det arbejdsgiverne. Standardisering er noget, der foregår i medieindustrien, ikke på et fagforeningskontor.
Så du behøver ikke at holde lange taler for mig om arbejdsmarkedets vilkår. De er sevet ind. Jeg prøver fortsat at forholde mig til artiklen. Derfor skriver jeg de indlæg jeg gør.
@Peter Jensen
“.. bør vi vel rent pragmatisk spørge os selv, om forfattergerningen skal betragtes som et de facto erhverv, hvor arbejdsmiljøovervejelser spiller en rolle. Mange forfattere skriver jo ikke for at tjene penge, men fordi de ikke kan lade være - heldigvis..”
Meget enig her. Og forfattere er - som udgangspunkt - IKKE bare lønmodtagere. De er autonome kunstnere, for hvilke der ikke kan laves regler for.
Så en del af indlæggene her er egentlig galt afmarcherede, for mig at se.
Og for ikke at være regelfascistisk i fht trådemne, må jeg lige netop nu og her udbryde: Godt nytår til jer!
Denne kommentar er anbefalet af:
beklager det uredigerede i ovst. - for hvem det evt måtte irritere ;)
Kropotkin vender sig i graven. Visse former for selverklæret anarkisme er i virkeligheden hjemmerørt liberalisme. Velkommen på markedet.
Og godt nytår herfra!
Søde Vibeke: Tak. Og jeg tager altså bare fra bunken (got the reference? ;) Kropotkin er long gone, jeg er ikke bogstavtro bibelbælteanarkist - men jeg tror sg at vi - han og jeg - ville have elsket hinanden her i 2012 (lige om lidt) som ægte anarkister (der jo kan være lidt af hvert, for man ER vel autonom, nicht wahr?)
Og verden er altså både en scene og et mentalt gedemarked. Jeg kan virkelig godt lide den :)
Hov, jeg troede at det var Informations bogtillæg, der havde travlt med at normalisere litteraturen. Men at litteraturen normaliserer sig selv, det var mærkeligt. Netop denne singularisering af forestillingen - om “litteraturen” som sådan - begrænser tanken. Litteraturen er en heterogen flerhed og kun som sådan kan den have nogen samfundsmæssig relevans.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg var så heldig at vinde to bøger af Gretelise Holm i Informations julekrimi-konkurrence. Jeg er lige begyndt på den ene (Firmaets bedste mænd og kvinder) og den er helt vild sjov og samfunds-satirisk. Hvad mere kan man ønske sig, i en tid hvor mainstream-humor overvejende handler om kroppen - der som bekendt altid er god for en vits?
Havde det ikke været for konkurrencen - og jeg gættede ikke engang rigtigt på hvem forfatteren til årets julekrimi var - ville jeg sandsynligvis aldrig have stiftet bekendskab med Gretelise Holm.
Så tak for julegaven Information.
Dansk litteratur vrimler med overfladisk ferm litteratur som passer til de definitioner vi engang brugte om triviallitteratur. Et mord i Hornbæk eller lidt klam sex i Kartoffelrækkerne ændrer intet på det.
Der er alt for mange “noget-skal-vi-jo-bruge-vores-uddannelse-til” forfattere og “jeg-skriver-en-bog-mens-jeg-passer-børn-hjemme” forfattere.
Blachmanns insisteren på indre nødvendighed og den slags mangler sgu.
Norge havde Jens Bjørneboe. Knausgaard er ærligere.