Et musikår i en brydningstid

Det har været et år med tendenser i flere forskellige retninger her i vores musikalske mikrokosmos. Ny musik er blevet kanaliseret hurtigere end før gennem bloggernes netværk og ud i de brede medier. Og det har været et år med unges sammenstød med autoriteter.

Større billede

Større billede

Større billede

En ny hiphop-generation har åbnet nye veje uden om veteranerne. Unge musikbloggere er endt i clinch med rettighedshaverne. En samplingtrio har fået smæk i byretten. Og 00’ernes indiesalmer er blevet revet itu af et ungt punkband.

Punk vs. indie-salmer

»Der har været helt usandsynlig meget lort i løbet af de sidste ti år,« lød det fra Elias Bender Rønnefelt fra Iceage i Agenda på P1 i februar. »Af bands, der har været omtalt i større medier, så har der i hvert fald op igennem mit liv ikke været et eneste band, jeg kunne lide«.

Punken fik nyt liv med Iceage og deres debutalbum med den skråsikre titel New Brigade. Og den purunge kvartet markerede, forstærket af udtalelser som ovenstående, det musikalske opgør med et årti rigt på indiesalmer, på spirituelt betonede, kollektivt humanistiske, gerne højstemte plader fra Efterklang, Choir of Young Believers, Jong Pang etc. Med New Brigade blev drømmen om musikken som en modgift til materialisme og neoliberalisme piftet, og i stedet blev en mørk vred energi sluppet løs.

Der var ellers nok nye indie-salmer at tage af. Klak Tik, Jacob Faurholt, The Migrant, The New Spring og endelig Hymns From Nineveh, der for alvor nærmede sig salmetraditionen med frontfigur Jonas Haahr Petersens kristne udgangspunkt.

Og protest kan også være tyst: The New Spring udgav bl.a. den afdæmpede Barricades — skrevet under påvirkning af rydningen af Brorsons Kirke og ledsaget af en musikvideo, der dokumenterer politivolden under aktionen.

Hiphoppens brushaner

Hiphoppen fik comeback efter et magert 2010. Det foregik i to vidt forskellige tempi.

Først veteranerne: Ingen over og ved siden af Malk De Koijn, der med deres kun tredje album på 15 år, Toback To The Fromtime, viste alle, hvor skabet skal stå. Men også freestyle-mesteren og -veteranen Per Vers markerede sig med den fremragende toer Ego.

Fælles for begge udgivelser var, at de prøvede kræfter med de mere voksne og ubehagelige sider af virkeligheden. Hos Malk duver man af og til på voldeligt gadeplan, og hos Per Vers står især kærestens ufrivillige abort mejslet i lytterens erindring via nummeret »Uden Navn«.

Dernæst de unge brushaner: Ingen over eller ved siden af Kidd — når det kommer til hype. Hans korte debutalbum Greatest Hits 2011 er ikke en fuldendt magtdemonstration, men alligevel en lovende, slingrende parade af gadedrengefinter og knægtens helt særegent sløset vrængende rap.

Kidd er en del af Nørrebro-dynamoen Cheff Records, hvor det for tiden pulserer både ukontrollabelt og løfterigt. Mange af rapperne og producerne tager afsæt i den jamaicanske dancehall, men også som noget — forholdsvis — nyt i den britiske grime.

Og generelt lover den nye københavnske energi, uhøjtidelighed og humor hos rappere/toastere som Klumben & TopGunn, Stanley Most, Raske Penge og Kesi og den krøllede logik hos producere som Eloq virkelig godt for fremtiden. Hvis de vel at mærke kan rejse sig over hypen. Og måske få nogle flere piger med?

Blogs og dagblade

Bloggerne har i mellemtiden skabt en demokratisering af musikformidlingen nedefra på blogs som Passive Aggressive, Regnsky, Börneblogger. og Wonders Make Joy. Og de har fået magt — vel at mærke som et mere demokratisk sammensat kor af stemmer og meninger og præferencer.

Eksempel: Bandet Ulige Numre, der kom på alskens forsider og læber med udgivelsen af kun ét nummer. Og det gjorde de ikke kun fordi de var gode, ikke kun fordi »København« var en tiltrængt hjemstavnshymne (dem var der flere af i år), men også fordi de i første omgang henvendte sig i direkte til bloggerne, ikke de traditionelle medier, i deres pr. En uhørt strategi fra et band med en pladeselskabskontrakt. Men den gav pote. Og det vil den også gøre fremover, hvor vejen til de store overskrifter kan gå gennem en sti i underskoven.

Og imens har de etablerede musikkritikere på dagbladene været i clinch. Det var denne signaturs skyld, da jeg reagerede på, hvad jeg — stadig — opfatter som dårligt underbyggede og personligt betonede angreb på Roskilde Festivalen. Hvilket jeg igen ser som udtryk for konservative tænkemåder og fastlåste dagsordener. Dén problemstilling kommer nok aldrig til at miste sin aktualitet.

Og så må vi også — os musikkritikere på de landsdækkende aviser — erkende, at vi har tabt terræn og dermed magt til især bloggerne. Og at den hverken kan eller skal genvindes. Vi må derimod revurdere vores position og faglighed.

Uforstående retssystem

Andre forståelseskløfter åbnede sig helt inde i det danske retssystem. En dansk-norsk trio tabte i Københavns Byret den første danske retssag om sampling.

Det var ikke i sig selv overraskende, at Djuma Soundsystem blev dømt for på nummeret »Les Djinns« at sample tyrkiske Attila Engin Groups »Turkish Showbiz«. De havde nemlig aldrig fået ordentlig tilladelse. Men dommens hårdhed var overrumplende og kunne indikere en manglende forståelse for det musikalske og kunstneriske i at sample.

Djuma blev dømt til at betale 747.183 kroner ekskl. moms samt sagsomkostninger. Og da det åbenbart var umuligt at forklare byretsdommeren hvad et loop er — altså at man gentager den samme bid flere gange i træk — så blev Djuma Soundsystem straffet for at have brugt 69 sekunder i stedet for de oprindelige ti sekunder. Og de blev dømt til at afgive deres kompositoriske ophavsret til nummeret. Atilla Engin skal således fremover krediteres som enekomponist af »Les Djinns«.

Dommen vil blive anket til Landsretten, men den var desværre ikke det eneste eksempel på en manglende forståelse for en ny tids brug af musik her til lands.

Bloggerne fik også ørerne i rettighedsmaskine, da de ikke længere kunne få lov til at have dansk musik på deres ikke kommercielle blogs — selv om de har indhentet tilladelse fra de involverede kunstnere.

Der blev afkrævet en månedlig betaling til KODA for brug af musik på disse blogs, der udelukkende vedligeholdes via gratis arbejdskraft. Og dermed er en vigtig ny formidling af dansk musik blevet anderledes bøvlet. Også selvom der er blevet åbnet mulighed for at bloggerne gratis kan embedde musik fra Youtube. For det er en principiel diskussion om, hvilke forhold en moderne græsrodsformidling af musik skal leve under.

KODA står til gengæld ikke længere i vejen for streaming-tjenesten Spotify, der efter en del tovtrækkerier er kommet til Danmark i 2011 — og blevet budt velkommen, som om det var musikkens svar på FN, en mægler i en stadig mere absurd strid. Men det er også en privat virksomhed, som de multinationale pladegiganter har aktier i, og det er — ligesom det andet store streaming- site WIMP — et lukket kredsløb, som det er svært at bygge en fanbase uden for og i forlængelse af.

Krisen fortsat

I toppen af fødekæden har vi fået ny kulturminister. Uffe Elbæk ønsker ikke nogen skyttegravskrig, men har lagt op til en omfordeling af støtten til rytmisk og klassisk musik — til fordel for den rytmiske musik. Og der er i hvert fald behov for en revurdering af den regionale spillestedsstøtte — og af indtjeningsmuligheder. Pumpehuset genåbnede ganske vist i ’11, men Dunkel og The Rock, der befinder sig i hver deres vitale niche, er lukningstruede. Og publikums-tallene er dalet over en bred kam.

Ellers er der også andre måder at tjene penge på. Sponsorater og musik til reklamer er blevet hverdagskost for mange musikere, der opererer anderledes pragmatisk end i gamle dage — samtidig med at mange forsøger at bevare deres integritet.

Vi lader billedet stå

Og tv-stationerne? Well, de gør ikke meget for den rytmiske musik. Nej, heller ikke TV2’s The Voice. Men vi fik da i det mindste for nylig et overrumplende sammenstød fra dé kant: Den ene dommer Steen Jørgensen forsøgte lørdag aften at få den 45-årige Kim Wagner over på sit hold i kampen om at vinde The Voice. Inden han gik på scenen, blev vi fortalt, at han havde været turnemusiker for ingen ringere end Sanne Salomonsen. Over skærmen gled et billede af Wagner på guitar ved siden af Sanne i fuld sving med den røde manke.

Steen Jørgensen er så til gengæld kendt som forsanger i Sort Sol, der i 80’erne stod som en antitese til kystbanerocken og Anne, Hanne og netop Sanne. Og så sad Jørgensen dér og forsøgte at lokke Kim Wagner over på sit hold. Forsonlighed har det med at komme med alderen. Tiderne har det med at skifte. Man kan lige så godt vænne sig til det.