Geniet Henrik Day Poulsen
Målløse er vi her mellem jul og nytår på redaktionen. Vi har set og hørt et sandt geni udtale sig: Det er ikke nødvendigt for psykiateren Henrik Day Poulsen at tale med den Anders Behring Breivik for at afvise de norske psykiateres diagnose. Ikke engang deres rapport behøver den danske stjernepsykiater læse. Han har læst konklusionen på 30 sider, og nu ved han nok til at sige, at den norske diagnose er forkert: Breivik er ikke skizofren. Vi husker her på redaktionen, hvordan den samme lynende begavelse, Day Poulsen, i 2010 vidste mere om forholdene i Irak, irakiske institutioner og irakiske asylbørn, end de selv gjorde. Vi glemmer ikke, hvordan den brillante humanist skrev til asylbørnenes forældre i Danmark, at de var uegnede som forældre, hvis de ikke skyndte sig hjem til Irak. Vi glæder os allerede til knaldperlerne fra den store tænker i 2012. rl
Varme-mesterens år
Thorning holder sin første nytårstale i morgen, og forventningerne er store. Her på MoTi har vi skruet ned for dem. Danskerne vil ikke mere tomhed. Valget er overstået, nu skal vi ind under overfladen. Derfor bliver 2012 udkantsminister Carsten Hansens år. Godt nok har han indtil nu ikke været heldig, og målinger viser, at han er regeringens mest upopulære minister. Men vi kommer ikke udenom, at Hansen er alt det, Thorning ikke er. Han tør skrive under der, hvor det gør ondt. Således findes Hansens signatur både på et løfte om akutfunktion i Svendborg og i HK’s chikanearkiv. Varmemesteren er det tætteste, man kommer ægte socialdemokratisk autencitet. Han går et stort år i møde. sg








Kommentarer