Spørgsmålet var stillet forkert, og svaret ser vi nu. Amerikanske styrker forlader det Irak, som skulle være befriet fra undertrykkelse — og den nye stat bryder sammen.
Den amerikanske model for fordeling af magten i Irak bliver opskriften på den konflikt, som nu kan ende i borgerkrig. Det går med andre ord, akkurat som kritikerne forudså.
Amerikanerne skitserede, hvordan irakerne skulle dele magten mellem shia-muslimer, som er majoriteten i landet, sunnimuslimer, der sad på magten under Saddam Hussein, og kurderne.
Det er blevet påpeget, at den amerikanske civile administrator Paul Bremer med sin opdeling af landet efter religion og etnicitet skabte grundlaget for præcis de konflikter, som han skulle gøre landet fri af. Den nye stat blev efter Bremers anvisninger selvstændig i 2004 og fik sin egen forfatning i 2005. Fordelingen skulle sikre freden, men den fungerer også modsat: Den mobiliserer grupperne til kamp om magten. Man kender modellen fra Libanon, hvor den blev brugt til bi-lægge landets konflikter efter næsten 20 års borgerkrig. Det er krigens fred, som garanterer de forskellige sekteriske grupper indflydelse som netop sekteriske grupper.
Der var efter invasionen i 2003 et stort tema, at Irak skulle være et demokrati. Det var spørgsmålet, og svaret var frie valg. Men der blev ikke talt så meget om, hvordan man i Irak skabte det moderne statsapparat, som er forudsætningen for effektivitet, sikkerhed, basale offentlige ydelser og for, at demokratiet kan fungere. Det kan jo være lige meget, hvor demokratisk man vedtager lovene, hvis man ikke kan realisere dem gennem staten i administrationen af landet. Og hvis en moderne stat skal blive en succes, kræver det, at den overtager autoriteten fra de gamle organisationsformer. Den skal sætte sig over de gamle fællesskaber for at grundlægge det nye politiske fællesskab. Den model for det nye Irak, som amerikanerne designede, risikerer at gøre det modsatte: Den inspirerer borgerne til at identificere sig som medlemmer af en gruppe i permanent konflikt med de andre grupper — og den kamp risikerer naturligvis at opløse staten, som skal have monopol på vold, hvis den overhovedet skal have myndighed som stat.
Borgerkrig
Netop i disse dage, hvor de amerikanske tropper er på vej hjem, realiseres pessimisternes scenario for Irak: I protest mod den shiamuslimske premierminister Nuri al-Maliki har en sunnimuslimsk gruppering trukket sig fra parlamentet og truer med at opløse regeringen. Al-Maliki har ikke som lovet dannet en ny regering. Han har derimod gjort sig selv til både indenrigsminister og forsvarsminister. Og han har udpeget sin egen søn til leder af den del af militæret, som kaldes ’Bagdad Brigaden’. Før jul lod al-Maliki denne søn lede en militær operation rettet mod politiske modstandere. Civile køretøjer fyldt med elitesoldater omringede vicepræsidentens Tariq al-Hashemis hus for at arrestere ham. Al-Hashemi står anklaget for at organisere sine egne dødspatruljer, stå bag terrorattentater mod parlamentsbygningen og mord på sikkerhedsvagter. Premierministeren anklager altså vicepræsidenten for at undergrave den nye stat. Men al-Hashemi var allerede flygtet til den nordlige del af Irak, hvor han nu skulle være under den kurdiske præsidents beskyttelse. Al-Hashemi anklager derimod premierministeren for at misbruge regeringsapparatet til at føre krig mod personlige fjender. En anden sunnileder udtalte i denne uge, at Irak ikke var blevet til et demokrati, men var på vej til at forfalde til et enmandsdiktatur under al-Malikis enevælde. Og sammen med to andre sunni-ledere skrev Iraks forhenværende premierminister al-Allawi i New York Times tirsdag: »Den amerikanske tilbagetrækning efterlader os med det Irak, vi kender fra vores mareridt: Et land, hvor militæret opretholder et sekterisk regime, der regerer for sig selv og hverken for folket eller efter forfatningen.«
Fejlslagen stat
Den ydmygende konklusion er, at Irak vil ende i borgerkrig, hvis amerikanerne som lovet forlader landet.
Elforsyningen i Irak er stadig elendig, olieproduktionen er utilfredsstillende og undersøgelser viser, at de fleste irakere stadig mener, det går den forkerte vej. Det er ikke så slemt som under borgerkrigen i 2006 og 2007, men store terror-attentater har gennem 2011 vist, at kampen ikke er forbi, og der kæmpes stadig om kontrollen i store byer som Kirkuk og Mosul.
Det er blandt modstanderne af premierministeren en almindelig antagelse, at han er under indflydelse af iranske præstestyre — han har selv under regeringsdannelsen inddraget grupper, som finansieres fra Iran. Han anklager på den anden side sine modstandere for at være terrorister og i ledtog med al-Qaeda. Den militante præst Muqtada al-Sadr kræver nu, at parlamentet opløses, og at et nyt valg udskrives.
Krigen er i disse dage kun slut for os. Den fortsætter for dem, hvis land det hele tiden har været, og hvis administrationsapparat er ved at falde fra hinanden. Der blev snakket meget om demokrati og frihed fra undertrykkelse under optakten til invasionen i 2003.
I dag risikerer Irak at blive en fejlslagen stat, vores fejlslagne statsprojekt.
Kommentarer
Fremragende analyse som jeg fuldt ud kan tilslutte mig.
At Irak efter den militære intervention og regimeskiftet ville udvikle sig til en fejlslagen uregerlig stat der allierede sig mod Vestens primære fjende i Golfen - Iran - har stået klart for mig i hvert fald siden 2005.
Irakkrigen var ikke blot en krig der balancerede på grænsen til det ulovlige, men også en helt overflødig krig som aldrig burde have været udkæmpet.
Hvis USA og Vesten har lært noget af de to krige overflødige krige udkæmpet under banneret om “krig mod terror”, må det være, at man som hovedprincip aldrig bør blande sig i muslimske borgerskrige og hvis man endelig gør det under helt specielle omstændigheder, som R2P, så no boots on the ground.
Denne kommentar er anbefalet af:
Med bemærkningen om, at den førte politik “inspirerer borgerne til at identificere sig som medlemmer af en gruppe i permanent konflikt med de andre grupper - og den kamp risikerer naturligvis at opløse staten, som skal have monopol på vold, hvis den overhovedet skal have myndighed som stat.”, kom jeg faktisk umiddelbart til at tænke på regimet under VKO.
Denne kommentar er anbefalet af:
Johannes,
Vi havde da et fredeligt magtskifte sidste år. Den afgående regering har end ikke smidt nogen af oppositionens ledere i fængsel eller fået dem snigmyrdet. Har du fået undersøgt hovedet med en Rorschach-test for nylig?
Magtskifte? Hvilket magtskifte?
Denne kommentar er anbefalet af:
Var det meningen at Irak skulle være en Edens Have?Hvor findes det??
Var det meningen at indføre demokrati?? Hvor findes det?
Det var ikke meningen at indføre demokrati, fordi det indføres ikke med bomber, missiler, myrderier og tortur - i OTTE år
Derimod var det åbenbart meningen via. massemord og tyvetogt, at indsætte en marionetregering og gøre landet klar til udplyndring.
Mission accomplished.
Irak er nu en langtidssikret størrelse, der er klargjort til borgerkrig, optøjer og kvindeundertrykkelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, krigen var en fejl. Tænk, hvilken fejl. Og i strid med folkeretten. Om Irak kunne have haft et “forår” af sig selv, uden denne krig, er ikke godt at vide - og om det var blevet som i Libyen eller som i Tunesien - men under alle omstændigheder ville Irak have haft de samme grundproblemer, nemlig den etniske og religiøse opdeling, og dets familiemæssige og klanbasserede samfundsopbygning.
Så det er ikke forfatningens skyld eller forsøget på at indføre demokrati, der skaber disse problemer - de har været lige siden staten blev dannet efter 1. Verdenskrig. Allerede den gang, hvor briterne tog området som mandat på grund af oliekilderne, burde landet formentlig have været delt i to eller tre stater, én i syd, én i midt sammen med Syrien/Jordan måske, og én kurdisk stat i nord.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og husker I alle de krigsliderlige debatørrer som ikke kunne få nok af krigen i Irak og som stadig forsvarer krigen i Afghanistan.
Som tingene ændrer sig. Mon de stadigvæk blider sig ind at det var det værd og ligefrem værd en gentagelse. Jeg tror jeg, når jeg læser deres kommentarer om Afghanistan, Libyen, Yemen og snart ögså Iran og Syrien. Stakler.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Ole Hartling,
Jo, jeg tager en Rorschach-test hver dag.
Det sørger min kone for.
Klog kone du har Johannes. ;-)
Ja, lad os dele alle stater i mellemøsten og videre ud i verden.
DEL OG HERSK
MEN lad OS gøre det, vores hvide civiliserede fredselskende vestlige ledere.
Hvorfor ikke anvende Wilsons princip om ‘folkenes selvbestemmelsesret’ på mellemøsten?
Når det gik galt i Europa var det bl.a. fordi de tyske mindretal i de nye stater fredsaftalerne skabte gav Hitler gode grunde til at bryde fredsaftalen og kræve ‘folketyskerne hjem til Riget’.
Der hvor grænsen blev fastlagt efter Wilsons princip, som i Sønderjylland, dér har den ligget fast siden folkeafstemningen i 1920 - end ikke Hitler krævede en grænserevision.
Så vidt muligt bør en nationalstats grænser følge etniske, sproglige eller religiøse linjer, eller opstår der blodige konflikter - det viser historien.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nu kræver ting jo som bekendt udvikling, nogle gange umærkeligt over lang tid. Uden Afghanistan og Irak er det ikke sikkert, at det arabiske forår havde fundet sted, men vi ved det selvfølgelig ikke.
Det rækker for mig, at det har taget så meget længere at nå til den konklusion, at man ikke kan udrette noget og hellere må trække sig, end det tog at besejre Det tredje Riges (og de øvrige aksemagter, endda) uovervindelige hær.
Ole Hartling - storsindet af dig, at lade folkene i mellemøsten selv bestemme. Det er de med garanti langt bedre til end Hr. Wilson.
Hvad mente hr. Wilson om Nordirland og hvad med Belgien, et lille land som ved gud gerne vil opdeles? Skal man konsultere mellemøsten?? Nato er ikke relevant. - Belgien har ikke haft regering i over et år, noget må gøres - responsibility to help RTH
Det tog lang tid ja, måske fordi det er så svært for vestlige magthavere at indrømme en fejl. Så hellere fremture.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hanne,
Problemet var jo netop at Wilsons princip ikke blev anvendt generelt, men selektivt ud fra magtpolitiske politiske betragtninger om hvem der skulle straffes og belønnes. De få stedet hvor det blev ansvendt efter sin intention fungerede det jo.
Denne kommentar er anbefalet af:
Michael,
Hvornår har du sidst hørt en muslimsk leder indtømme at have taget alvorligt fejl i et afgørende anliggende?
Hvis der er noget som kendetegner Vesten er det netop evnen til at erkende fejl, undskylde og forsøge at undgå fejlenede i fremtiden.
Har muslimerne undskyldt slavehandlen på Afrika, der begyndte før Vestens slavetransporter til den Nye Verden og fortsatte længe efter at alle demokratiske lande havde forbudt slaveri? Har noget muslimsk land ført borgerkrig for at afskaffe slaveriet? Har noget muslimsk land beklaget og undskyldt folkedrab eller ført krig for at standse det? Tyrkiet mindst af alle. Har arabiske ledere fordømt islams imperialistiske krige og givet friheden tilbage til de folkeslag der blev underlagt islam?
Jeg kunne blive ved, men det rækker!
Ikke meget af en’ analyse. Men hvad siger historien også en teoretiker som Lykkeberg.
Skulle man tro Lykkeberg, så var landet ikke opdelt før invasionen og alt var fryd og gammen.
Udraderet af Lykkebergs hukommelse er nogle få sunni muslimske gruppers/stammers dominans, undertrykkelsen af shia muslimerne og kurderne; glemt er Saddams forsøg på via tvangsflytning af sunni arabere at udvande de kurdiske områder, tvangsflytningen af shia muslimerne fra den sydlige del af landet til Bagdad; ødelæggelsen af marsk arabernes livsgrundlag.
I Lykkebergs post kolonialistiske fantasi var Irak før vestens indblanding en variant over det lykkelige arabien.
Nok ikke det bedste udgangspunkt for at forstå de problemer i den arabiske verden vi vil blive konfronteret med det næste årti.
Denne kommentar er anbefalet af:
Før den vestlige kolonialisme i Mellemøsten var der den tyrkiske (også kaldet osmanniske), og før den var den den romerske, den persiske, den makedonske, den fønikkiske ….
Den moderne verden skulle have ladet Mellemøsten få sig selv efter 1. Verdenskrig, så ville alt have set anderledes ud.
Rune Lykkeberg:
“Den amerikanske model for fordeling af magten i Irak bliver opskriften på den konflikt, som nu kan ende i borgerkrig. Det går med andre ord, akkurat som kritikerne forudså.”
I bagklogskabens ulidelige ærgrelse, bør man vel indse, at en væsentlig hensigt med den irakiske krig og den sekteriske adskillelse der fulgte, var netop iscenesættelse af en sekterisk identitet og en opfattelse af politik som egeninteressevaretagelse.
Irak som et dysfunktionelt og splittet rige, hvor de snedigste demagoger og operatører kan berige sig selv på andres bekostning. Et rige i splid med sig selv, idet befolkningen opdeler sig selv i venner og fjender.
En sørgelig deroute, påtvunget og påført irakerne udefra, og med vold.
I det danske rige er befolkningen mere “selvhjulpen” — her er derouten selvpåført.
Rune,
jeg synes faktisk det er en uværdig artikel i og med at det aldrig var meningen at indføre demokrati for demokratiets skyld, men at demokrati blot er den beste organisationsform for kapitalismen, fordi den har lært at omgå alt i demokratiet, som det var meningen skulle holde den i tøjler.
Det skriver du intet om, blot lidt om bagklogskab, osv.
Demokrati gør det muligt at åbne landet for rovdrift, og det var det eneste virkelige hensigt da krigen blev startet.
Ingen anden regeringsform tillader kapitalismen at drive rovdrift efter forgodtbefindende. I de flerste diktaturer skal diktatoren have et godt stykke af kagen, og i diktaturer som Husseins, som var nationalistisk var der slet ikke tale om at give kapitalismen frie tøjler. Eller i libyen. Eller…..
Projektet i disse år er at lægge nationalistiske lande for had (the rogue states), så der ikke længere vil være noget sted hvor kapitalismen ikke kan gøre som den vil.
Det var galt at USA i sin tid støttede Sadam Hussein, og det var galt at USA væltede ham. Logik for perlehøns.
Men jeg vil medgive at det var mere end lovligt naivt at tro, at man kunne få en fungerende demokratisk stat ud af et sekterisk muslimsk land …
“Det var galt at USA i sin tid støttede Sadam Hussein, og det var galt at USA væltede ham. Logik for perlehøns.”
Ja det er, men ikke alle høns er perler åbenbart.
Det er galt fordi det underliggende motiv ikke har ændret sig, og fordi det underliggende motiv aldrig har været det man påstod det var …
Denne kommentar er anbefalet af:
Det var galt da CIA trænede Al-Queda og det er galt nu hvor de udråber dem til en hovedfjende, hvorfor?
Fordi begge modeller er udfra præmissen: ‘Vi gør i hvert fald ALDRIG noget forkert’ Ikke?