Opslag til denne artikel

Emneord:borgerkrige, Irak-krigen, militær, staten, vold
Steder:Irak

Spørgsmålet var stillet forkert, og svaret ser vi nu. Amerikanske styrker forlader det Irak, som skulle være befriet fra undertrykkelse — og den nye stat bryder sammen.

Den amerikanske model for fordeling af magten i Irak bliver opskriften på den konflikt, som nu kan ende i borgerkrig. Det går med andre ord, akkurat som kritikerne forudså.

Amerikanerne skitserede, hvordan irakerne skulle dele magten mellem shia-muslimer, som er majoriteten i landet, sunnimuslimer, der sad på magten under Saddam Hussein, og kurderne.

Det er blevet påpeget, at den amerikanske civile administrator Paul Bremer med sin opdeling af landet efter religion og etnicitet skabte grundlaget for præcis de konflikter, som han skulle gøre landet fri af. Den nye stat blev efter Bremers anvisninger selvstændig i 2004 og fik sin egen forfatning i 2005. Fordelingen skulle sikre freden, men den fungerer også modsat: Den mobiliserer grupperne til kamp om magten. Man kender modellen fra Libanon, hvor den blev brugt til bi-lægge landets konflikter efter næsten 20 års borgerkrig. Det er krigens fred, som garanterer de forskellige sekteriske grupper indflydelse som netop sekteriske grupper.

Der var efter invasionen i 2003 et stort tema, at Irak skulle være et demokrati. Det var spørgsmålet, og svaret var frie valg. Men der blev ikke talt så meget om, hvordan man i Irak skabte det moderne statsapparat, som er forudsætningen for effektivitet, sikkerhed, basale offentlige ydelser og for, at demokratiet kan fungere. Det kan jo være lige meget, hvor demokratisk man vedtager lovene, hvis man ikke kan realisere dem gennem staten i administrationen af landet. Og hvis en moderne stat skal blive en succes, kræver det, at den overtager autoriteten fra de gamle organisationsformer. Den skal sætte sig over de gamle fællesskaber for at grundlægge det nye politiske fællesskab. Den model for det nye Irak, som amerikanerne designede, risikerer at gøre det modsatte: Den inspirerer borgerne til at identificere sig som medlemmer af en gruppe i permanent konflikt med de andre grupper — og den kamp risikerer naturligvis at opløse staten, som skal have monopol på vold, hvis den overhovedet skal have myndighed som stat.

Borgerkrig

Netop i disse dage, hvor de amerikanske tropper er på vej hjem, realiseres pessimisternes scenario for Irak: I protest mod den shiamuslimske premierminister Nuri al-Maliki har en sunnimuslimsk gruppering trukket sig fra parlamentet og truer med at opløse regeringen. Al-Maliki har ikke som lovet dannet en ny regering. Han har derimod gjort sig selv til både indenrigsminister og forsvarsminister. Og han har udpeget sin egen søn til leder af den del af militæret, som kaldes ’Bagdad Brigaden’. Før jul lod al-Maliki denne søn lede en militær operation rettet mod politiske modstandere. Civile køretøjer fyldt med elitesoldater omringede vicepræsidentens Tariq al-Hashemis hus for at arrestere ham. Al-Hashemi står anklaget for at organisere sine egne dødspatruljer, stå bag terrorattentater mod parlamentsbygningen og mord på sikkerhedsvagter. Premierministeren anklager altså vicepræsidenten for at undergrave den nye stat. Men al-Hashemi var allerede flygtet til den nordlige del af Irak, hvor han nu skulle være under den kurdiske præsidents beskyttelse. Al-Hashemi anklager derimod premierministeren for at misbruge regeringsapparatet til at føre krig mod personlige fjender. En anden sunnileder udtalte i denne uge, at Irak ikke var blevet til et demokrati, men var på vej til at forfalde til et enmandsdiktatur under al-Malikis enevælde. Og sammen med to andre sunni-ledere skrev Iraks forhenværende premierminister al-Allawi i New York Times tirsdag: »Den amerikanske tilbagetrækning efterlader os med det Irak, vi kender fra vores mareridt: Et land, hvor militæret opretholder et sekterisk regime, der regerer for sig selv og hverken for folket eller efter forfatningen.«

Fejlslagen stat

Den ydmygende konklusion er, at Irak vil ende i borgerkrig, hvis amerikanerne som lovet forlader landet.

Elforsyningen i Irak er stadig elendig, olieproduktionen er utilfredsstillende og undersøgelser viser, at de fleste irakere stadig mener, det går den forkerte vej. Det er ikke så slemt som under borgerkrigen i 2006 og 2007, men store terror-attentater har gennem 2011 vist, at kampen ikke er forbi, og der kæmpes stadig om kontrollen i store byer som Kirkuk og Mosul.

Det er blandt modstanderne af premierministeren en almindelig antagelse, at han er under indflydelse af iranske præstestyre — han har selv under regeringsdannelsen inddraget grupper, som finansieres fra Iran. Han anklager på den anden side sine modstandere for at være terrorister og i ledtog med al-Qaeda. Den militante præst Muqtada al-Sadr kræver nu, at parlamentet opløses, og at et nyt valg udskrives.

Krigen er i disse dage kun slut for os. Den fortsætter for dem, hvis land det hele tiden har været, og hvis administrationsapparat er ved at falde fra hinanden. Der blev snakket meget om demokrati og frihed fra undertrykkelse under optakten til invasionen i 2003.

I dag risikerer Irak at blive en fejlslagen stat, vores fejlslagne statsprojekt.

Denne artikel er anbefalet af: