Vi lever i en situation, der ikke er normal

Vores retfærdighed gælder ikke alle — og så er den ikke retfærdig. Hvis vi for eksempel vil forsvare overførselsindkomsterne i velfærdsstaten, kommer vi til at lukke grænserne for alle andre, som gerne vil ind. Solidariteten bliver på den måde til solidaritet med dem, der allerede er her og afvisning af dem uden for landets grænser. Den sociale retfærdighed standser ved grænsen og velfærden bliver til et nationalt projekt.

Hvis vi på den anden side mener, at den privilegerede velfærdsstat har et ansvar for mennesker i resten af verden, som ikke er så privilegerede, må vi åbne grænserne og sænke overførselsindkomsterne. Denne sociale retfærdighed er international, den rækker ud over landets grænser, men den rammer dem, der har mindst at klare sig for i Danmark.

Den nationale retfærdighed bliver uretfærdig over for resten af verden, mens den internationale retfærdighed bliver uretfærdighed over de mest pressede i nationen.

Uanset om man vælger den nationale eller den globale solidaritet, får det usolidariske konsekvenser. Den nationale socialisme bliver for en global humanisme uacceptabel, mens den globale humanisme bliver problematisk for en national socialisme.

Det er et dilemma for venstrefløjen i Danmark — det er modsætningen mellem dem, der vil forsvare den danske model for enhver pris, og dem, der vil bekæmpe den danske selvtilstrækkelighed ved enhver lejlighed. Det er et dilemma for de fleste vestlige venstreorienterede, og det er udgangspunktet for den amerikanske filosof Nancy Frasers tanker om retfærdighed, der gengives i en ny svensk samling af fire essay af og et interview med hende: Rättvisans mått.

Hvad, hvem og hvordan

Vi befinder os politisk i det, som Nancy Fraser kalder en ikkenormal situation. De normale begreber om retfærdighed passer ikke til vores nye situation: Vores politiske begreber er udviklet i nationalstaten, men vores samtids politiske drama er både lokalt og globalt. Det er ikke på forhånd givet, hvem vi taler om, når vi taler om retfærdighed. Det var ifølge Fraser klart i den gamle verden, at »retfærdighedens hvem« altid var borgerne i nationalstaten. Og retfærdighedens ’hvordan’ var også indlysende, idet krav om social retfærdighed blev formuleret i en national offentlighed og kastet i hovedet på nationale politikere, som blev afkrævet løsninger. Endelig var retfærdighedens ’hvad’ nogenlunde klart i en periode, hvor man troede på den keynesianske økonomi kunne skabe fuld beskæftigelse i industrilande, der blev regnet for lukkede økonomier. Nu kan vi på den ene side høre, at arbejderklassen er forsvundet i vores eget samfund, og på den anden side konstatere, at udbytningen af det globale proletariat fortsætter i stor skala i andre lande.

Det gamle spil mellem udbyttere og udbyttede fortsætter på nye præmisser, som unddrager sig vores traditionelle politiske rammer.

Nancy Fraser indleder alle sine essays om retfærdighed i tekstsamlingen med at redegøre for, hvordan spørgsmålet om retfærdighedens ’hvad’, ’hvem’ og ’hvordan’ må stilles på ny. De tre spørgsmål kan stilles i intellektuelt ental, men hun gør klart, at de praktisk kun kan løses i flertal. Man kan ikke intellektuelt analysere sig frem til tre klare svar, men man kan præcisere udfordringerne. Det væsentlige er for Fraser, at både ’hvad, hvem og hvordan’-spørgsmålene stilles så åbent, at de passer til forskellige situationer, men at de trækker på de samme fundamentale principper. Som hun selv skriver: »En teori om retfærdighed skal præsentere en opfattelse, som både er socialontologisk flerdimensionel og normativt monistisk.«

Dårlig filosofi

Citatet viser en svaghed, som belaster alle tekster i samlingen: Fraser overlæsser enkle pointer med begreber, som ikke præciserer tankerne, men derimod forvandler klare problemer til dunkle filosofiske problematikker. De temaer, som bogen reflekterer over, er velkendte som fælles problemer. De er tæt knyttet til aktuelle politiske diskussioner, og de indsigter, som Fraser kredser omkring, er ikke så tekniske, at de kun kan formuleres i et avanceret akademisk sprog. Det er hverken nødvendigt eller fornuftigt.

Fraser forklarer selv i interviewet i bogen, at hun gennem sit virke har forsøgt at forene sin indsats som aktivist med akademiske undersøgelser. Det var nemmere for hende i 1970’erne, hvor den feministiske praksis var forbundet med den kritiske teori, end det har været i årtierne siden, som ifølge Fraser har været præget af adskillelse mellem aktivisme og politisk tænkning på venstrefløjen: »Der findes stadig emancipatoriske bevægelser,« forklarer Fraser, »men nyliberalismen har sammen med reaktionær chauvinisme udtømt deres energier.« Således forklarer hun problemerne for den progressive kritiker som et produkt af den borgerlige økonomi og den konservative værdikamp.

Den kritiske tænkers opgave bliver ifølge Fraser både at tage parti i kampen og stille sig på afstand af konflikten for at overskue den. Man skal veksle mellem engagement og distance for at opdage koblinger mellem teori og praksis og opmuntre til nye frigørelselsprojekter. Det opmuntrende ved Frasers egne essay i denne bog er, at de vedholdende stiller de presserende spørgsmål for venstrefløjen. Det nedslående er, at hun bruger så mange begreber og tager så lange omveje for at nå frem til de samme præmisser, at hendes tænkning over retfærdighed ender samme sted, hvor den startede, nemlig med konstateringen af, at de gamle begreber ikke virker i den nye verden, og at vores former for retfærdighed også fører til uretfærdighed.