Opslag til denne artikel

Emneord:finanskrisen, vin
Personer:Paris Hilton

Efter hver sejr i de store amerikanske baseballkampe sprøjter spillere og fans med champagne. Boblevandet sprayes direkte fra flaskerne ud over bane og holdkammerater, og nogle gange hældes det over den enkelte spillers hoved i en dåbslignende gestus. Kaskaderne har affødt kommentarer om ’champagnetræthed’, men indgår i en ellers populær trend, som filmstjerner, finansbaroner og professionelle festarrangører har dyrket længe, og i stadig større skala. I sin grundform består aktiviteten i, at der bestilles champagne, hvoraf noget drikkes, mens en betydelig del sprøjtes ud på jorden. Celeb-starletten Paris Hilton trak på samme princip, da hun sidste år lod propperne springe ved en strandfest til et par millioner kroner i St. Tropez, så gæsterne kunne spraye hinanden med champagne til over 10.000 kroner flasken. Også på andre strandfestende ferie-steder har man i flere år kunnet se professionelle festarrangører løfte forbruget ved at opildne gæsterne til champagnebrusebad. Det er sket, mens luksus-champagnemarkedet først har været meget opskruet under højkonjunkturen og dernæst er faldet voldsomt.

Optrapning

En svensk finansspekulant, kendt som Mr. No Limit, fortalte i et interview om festerne i St. Tropez, at »allerede i 1960’erne sprøjtede Brigitte Bardot med champagne, men oftest bare lokalt ved eget bord. Vi optrappede det ved at bestille hysterisk mange flasker og dele med alle andre, så … man kan sige, at vi ændrede billedet på gavmildhed. For alle fik lov til at være med, og af de her 408 flasker drak jeg én selv. Vi kastede bare flasker ud til alle, og de var super glade.«

Boblevandsorgierne skabte trend hjemme i Sverige, hvor det mousserende sprøjt efterhånden medførte så meget irritation på beværtningerne, at de blev bandlyst på en række populære svenske feriesteder. En bartender i det gotlandske natteliv fortalte, at personalet nu i stedet blev bedt om at hælde champagnen direkte i vasken under gæsternes påsyn. Én kom for eksempel og bestilte »fire flasker magnum boblevand og sagde - ’jeg vil have dig til at vaske de to’. Så sagde jeg nej, at det ville jeg ikke gøre, for et eller andet sted i Frankrig er der en fyr, der går og piller med det her. […] ’Det er mine penge, og jeg gør, hvad jeg vil med dem’, sagde han. Så gav han mig og sine kammerater hver et glas, drak og befalede mig at hælde to magnumflasker i vasken. Mens jeg hældte champagnen ud, stod de bare og så glade ud.«

Symbolske væsker

De rige svenskere, rivieraens starletter og de sejrende amerikanske baseballspillere er ikke ene om at udgyde champagne. Drikken har længe været ofret i forbindelse med navngivning af skibe, hvor flasken ikke blot tømmes, men typisk knuses mod skudens skrog af en særligt udvalgt rangsperson. Champagneofre kendes også fra danske nytårsfester, hvor en del af væsken med et knald sprøjtes ud på gulvet, inden resterne drikkes ved fødslen af det nye år. Champagnen er indbegrebet af den moderne forbrugerverdens rigdom og dekadence og fungerer som festlig offerdrik i mange rituelle sammenhænge. Dermed er den også beslægtet med andre boblende eller gærede drikke — fra kulsyreberiget cola og nordisk mjød til cubansk rom, spansk druevin eller asiatisk risvin — som i alverdens civilisationer symboliserer social og økonomisk potens, genfødsel og bogstaveligt talt overflod. Drikke, der på mange forskellige måder indgår i sociale og religiøse ritualer.

Drikofre kendes fra allehånde historiske epoker og kulturer og består stort set altid af menneskeligt forarbejdede, ’civiliserede’, ofte gærede og berusende væsker. De udgydes på jorden eller bruges til salvelse af bestemte personer eller genstande. Samtidig drikkes noget af offeret typisk af ritualets deltagere, der kan blive berusede og ændre bevidsthedstilstand. De gærede eller tydeligt mousserende væsker forbindes traditionelt med festligheder, hvor noget afsluttes eller påbegyndes; begraves, fødes eller søsættes. Et par dråber spiritus spildes mange steder på jorden inden indtagelsen — som en gave til de døde eller overjordiske væsener. Dråberne fungerer også som bestikkelse, så ritualets om-drejningspunkt kan opnå held og overnaturlig velvilje.

Frugtbarhed

»Og Jakob rejste en støtte dér, hvor Han havde talt med ham; en støtte af sten, og bragte et drikoffer på den, og hældte olie over den«, står der i biblens 1. Mosebog. Frugtbarhedssymbolikken er ganske tydelig, om det så er olie på spidsen af stensteler eller boblende sprøjt, der ejakuleres fra en flaskehals. Der lægges op til, at noget nyt skal fødes — og helst med velsignelse. Men også væskernes sammenbindende karakter har betydning. Det våde har som bekendt ingen tydelige, faste grænser, men flyder sammen med omgivelserne. Derfor kan det bruges til at markere sociale bånd og fællesskab.

Nogle blander blod, andre blander spyt, og andre igen en række endnu mere tabuiserede kropsvæsker. Man kan drikke øl af samme horn eller vin af samme alterkalk. Man kan også sprøjte champagne ud over hinanden, som symbol på en fælles, frugtbar fremtid. Og så kan man ofre lidt boblevand til afværgelse af almen krisepanik, når priserne falder, og folk taler om champagnetræthed …

Karen Lisa Salamon

Født 1964, magister i etnografi og ph.d. i ledelse. Kulturforsker, konsulent og skribent med bl.a. et lektorat i bagkataloget. Skriver fremover lørdag på denne plads

Denne artikel er anbefalet af: