Barack Obamas svigt startede Occupy-bevægelsen

Den sorte demokratiske præsidentkandidat Barack Obama var gnisten, der tændte idealismen i en hel generation af amerikanere under den mindeværdige valgkamp i 2007-2008. Sammen kunne de forandre Amerika — Obama og folket. Det var den unge senators budskab. Det gav genlyd i et flertal af befolkningen og i en græsrodsbevægelse, som var opstået under Demokraternes otte år i ørkenen med George W. Bush og kulminerede med Obamas betagende kampagne for at indtage Det Hvide Hus.

Den pludselige finanskrise — symptom på et systemsammenbrud i Wall Street — skabte samtidig en enestående chance for at gøre op med 30 års nyliberal politik.

Timingen kunne ikke have været bedre til at støbe og gennemføre banebrydende reformer af den syge amerikanske økonomi og de gennemrådne politiske institutioner under det nye demokratiske lederskab i Washington.

Det var præsident Franklin D. Roosevelt og 1933 om igen, hed det sig.

I morgen er første dag i et valgår, hvor Barack Obama genopstiller til en anden embedsperiode, men siden hans uforglemmelige sejrstale i Grant Park, Chicago, 4. november 2008 er det gået ned ad bakke. Al fordums entusiasme og fremtidstro er sivet ud af ballonen.

Ved dette årsskifte virker amerikanerne trætte, skuffede og resignerede over deres engang så lovende præsident, over landets uduelige politiske klasse og nationens usikre skæbne. De synes ikke engang at lytte til Obama, hvis opløftende retorik falder til jorden som afbrændte tændstikker.

Amerikanerne leder efter lys, men kigger ind i en lang og mørk tunnel. De føler historiens uforudsigelige strømninger kaste dem rundt på må og få i en brusende stormflod. De kan ikke sætte fingeren på, hvad der er gået galt, og kan ikke se, hvordan de finder vej tilbage. De ved blot, at de har mistet håbet — det håb, som Obama inkarnerede.

Hvordan kunne det ske? Hvad kan forklare et så brat skifte i den nationale stemning fra ubændig optimisme til nådesløs realisme? Beror det på præsidentens manglende lederevner? Eller var de kræfter, Obama var oppe imod, omnipotente? Kunne han have gjort noget anderledes? Skulle han have undladt at kappe navlestrengen til Obama-bevægelsen?

Det er nogle af de spørgsmål, Information har stillet tre forskellige personligheder.

Den ene er en ung kvindelig immigrant fra Frankrig. Camille Morvan voksede op under fattige kår. Hun er en personlig succeshistorie med en ph.d.-grad i psykologi og er ansat i en forskerstilling på Harvard University. Morvan er en aktiv deltager i Occupy Harvard-gruppen.

Den anden er professor i sociale og kulturelle forhold på New York University. Andrew Ross er født i Skotland og flyttede som ung studerende til USA, hvor han har opbygget et renommé som aktivist og radikal tænker på venstrefløjen. Han er dybt involveret i Occupy Wall Street.

Den tredje er Neal Gabler, kulturkritiker og forfatter til flere bøger om Hollywoods indflydelse på amerikansk kultur og politik. Gabler skriver på en bog om nyligt afdøde senator Ted Kennedy og er ikke direkte engageret i Occupy Wall Street.

Midt i skuffelsen over Obama-æraen bør et positivt resultat ikke overses.

Medlemmer af den unge amerikanske generation, der havde sat sin lid til Obama, har taget skeen i egen hånd. De har forladt præsidenten og opgivet amerikansk politik.

»Jeg hører aldrig nogen tale om Obama i vores Occupy-gruppe. Vi anser ham for at være en marionet,« siger Camille Morvan.

Obamas græsrødder har flyttet bopæl. De identificerer sig nu med Occupy Wall Street; de er blevet aktive i en lederløs og horisontalt struktureret bevægelse uden en politisk ideologi. Deres ideer og indflydelse spredes under overfladen i det amerikanske samfund, som var der tale om levende celler. Bevægelsen er ikke politisk. Den er en ny bevidsthed.

»Det er utroligt paradoksalt, at Obama inspirerede til så megen idealisme og i kraft af sit svigt i Det Hvide Hus fik taget livet af denne idealisme. Den utilsigtede effekt er at have skabt en anden idealisme, som den herskende politiske klasse ikke har kontrol over,« siger Neal Gabler.

I amerikansk historie har progressive græsrodsbevægelser — ikke politiske partier — været den drivende kraft bag fundamentale forandringer. Derfor kan Occupy Wall Street blive en vigtig komponent — måske grundstenen — i den nationale samtale, som er nødvendig for at bibringe radikale reformer.

»I Europa har de politiske partier traditionelt stået i spidsen for forandringer. Sådan virker det ikke i det amerikanske politiske system. Her er det græsrøddernes engagement i det civile samfund, som muliggør forandringer,« siger Andrew Ross.

Camille Morvan:

Jeg boede i New York i efteråret 2008 og arbejdede som frivillig i Obamas kampagne med at ringe vælgere op. For mig var det hans hudfarve, der fascinerede. Jeg følte mig overbevist om, at han ville blive myrdet, hvis han vandt. Da sejren var i hus, var jeg i Bronx. Det var helt vildt. Fremmede omfavnede hinanden på gaden.

Min kæreste og jeg talte endda om at sætte et Obama-barn i verden.

Det afgørende for mig var, at amerikanerne kunne vælge en sort præsident. Det er stadig det vigtigste. Jeg er ikke så overrasket over, at han ikke kunne indfri forventningerne. Obama er mere symbol end reformator. Jeg er skuffet, men ikke gal på ham.

For at blive præsident er det nødvendigt at dyrke forbindelser med alle magtcentrene i det amerikanske samfund — Wall Street, erhvervslivet, militæret og CIA. Han har ikke formået at vinde de magtfuldes opbakning, han er blevet deres marionet. Så jeg holder ham ikke ene ansvarlig for fiaskoen. De egentlige ansvarlige findes på Wall Street og blandt Obamas økonomiske rådgivere.

På den anden side er det rigtigt, at Obama kunne have kæmpet mere ihærdigt. Han fik trods alt en uventet lejlighed foræret — finanskrisen. Amerikanerne var rede til at følge ham.

For mig at se — og her bevæger vi os over i mit speciale: psykologi — tror jeg, han følte et behov for at bevise over for alle amerikanere, at han fortjente at blive valgt til præsident. Så han blev besat af ønsket om at søge konsensus og lave kompromis. Men hvis alle først skal enes om noget, kommer man aldrig ud af stedet.

Men jeg følger ikke rigtigt med i politik i Washington. Det interesserer ikke vores generation. Ingen taler om Obama i Occupy Harvard. Generelt er det vores opfattelse, at der er noget galt med systemet, ikke med den enkelte præsident eller politiker. For mig er det spørgsmål om at ændre mentalitet. Da vi besatte Harvards universitetspark og slog telte op, faldt jeg straks for administrationens argument om at låse portene og indføre politikontrol med folks kommen og gåen. Det handlede om at værne om de studerende sikkerhed (flere tusinde bor i kollegier i parken, red.)

Så jeg og nogle andre gjorde os til talsmand for, at vi burde fjerne teltene, så portene ville blive åbnet igen og flere kunne slutte sig til os. Set i bakspejlet faldt jeg for Harvards argument, fordi vi er hjernevaskede af konventioner og medier. Teltene er vigtige, fordi vi er solidt forankret et sted. Det er lidt som en tumling, der ikke er til at vælte, fordi dens vægt er koncentreret forneden. Man kan slå den ned, men hver gang rejser den sig igen. Sådan er det også med Occupy. Vi vil have samfundet op at stå igen. Vi påstår ikke at have grydeklare løsninger. Vi ønsker ikke at forenkle problemstillinger. Vi opfordrer blot alle til at sænke tempoet og diskutere, hvad der foregår.

Det er som et frisk pust. Folk genvinder håbet. Måske vi kan gøre en forskel. I det mindste gør vi noget. Vi tør italesætte ideer, der normalt bliver afvist af politikerne som urealistiske eller slet ikke får omtale i medierne. Det er ikke muligt at forandre systemet indefra, det skal ske udefra, men hvordan? Det er noget, vi hele tiden diskuterer.

Skal vi omdanne os til en politisk organisation eller vedblive at være en løst struktureret græsrodsbevægelse? I begyndelsen kom en professor fra Harvards fakultet for religionsstudier forbi og sagde, at vi repræsenterede universitetets samvittighed. Det skal forstås sådan, at vi ser ud over vore personlige behov. Vi tænker ikke på karriere eller på familie. Vi opgiver personlige ting for at fremme det gode samfund. Vi tager os ikke betalt, men vi modtager belønning på mange andre måder. At diskutere med dig lige nu er en belønning. Det har jeg det godt med.

Andrew Ross:

Obama satte en flodbølge i gang i 2008. Det så ud til, han var kørt i stilling for at afstedkomme progressive eller radikale fremskridt, men han valgte at stille sig på bredden frem for i midten af floden. Det forstod vi hurtigt, da han efter sin tiltræden kappede forbindelsen til græsrødderne: Bevægelsen, der havde skaffet ham magten.

Det var en strategisk beslutning, de tog. At ride på en græsrodsbevægelse til Det Hvide Hus kan være ekstremt problematisk for en præsident og hans parti, fordi de lige pludselig bliver stillet over for vælgerkrav, som skal opfyldes.

Men disse krav kommer på tværs af de interessegrupper, som har finansieret kampagnen, og som ikke agter at give penge til præsidenten til næste valg, medmindre han bøjer sig for deres krav.

Se blot på, hvor Obama støtte kommer fra til valgkampen i 2012. Han tapper flere penge fra store koncerner og Wall Street end de republikanske kandidater gør, og det kan jo ikke undre? Han har været generøs over for Wall Street.

Sidste sommer stod det klart, at hans hvedebrødsdage var til ende. Det gik pludselig op for folk, at vi stod over for en valgkamp i 2012. Det var præcis på det tidspunkt, hvor Occupy-bevægelsen opstod. Aktionerne ville ikke have forekommet seks måneder tidligere.

Bevægelsens fødsel er knyttet til folks forventninger til Obama og til protest- demonstrationer andre steder i verden i løbet af foråret. Ingen troede, at vi ville følge op her i USA, og så pludselig sker det spontant. Det er sådan vigtige bevægelser starter.

Det store spørgsmål er, hvad Obama vælger at gøre for at blive genvalgt. Vil han kanalisere noget af energien fra den flodbølge, han satte i gang — og som nu findes i Occupy Wall Street — ind i sin valgkamp?

Det gjorde Roosevelt. Han blev ikke valgt på en progressiv platform, men et folkeligt pres nedefra tvang ham i løbet af 1930’erne til venstre. Man kan frygte, det vil lykkes for Obama at rekruttere folk fra Occupy. Det er derfor, bevægelsen ikke stiller nogle politiske krav. Det gælder om at lave aktioner og bemyndige folk.

En væsentlig forskel mellem den politiske tradition i Europa og USA er manglen på progressiv repræsentation i Washington. Det betyder, at i modsætning til Europa er engagementet i civilsamfundet i USA langt dybere — faktisk uden sidestykke i andre vestlige demokratier. Progressiv politik er som regel et resultat af aktivisme uden for rammerne af de politiske institutioner.

Men Occupy handler i bund og grund om noget andet — nemlig om at eksperimentere med demokratiske modeller. Er det muligt at forestille sig mere direkte demokrati med konsensusbeslutninger og decentraliseret og lederløst selvstyre? Ideen hidrører ikke kun fra anarkismen; i indfødte amerikanske indianerstammer, blandt kvækere og selv i borgerretsbevægelsen og i det Nye Venstre blev beslutninger taget efter en horisontal model.

Occupy spørger, om den type beslutningsproces ikke vil være mere effektiv og retfærdig. Det er naturligvis mere tidskrævende, men det er, fordi vort samfund ikke gør det muligt for borgerne at få tid til at deltage i beslutningsprocesser. Man kunne gøre det til en national prioritet.

Neal Gabler:

Jeg ved ikke, hvad Obama forestillede sig, da han kom til magten. Vi gammeldags demokrater havde troet, at han ville sende Republikanerne ud i kulden i de næste årtier. Det havde Roosevelt jo gjort under Depressionen. I stedet bilder Obama sig selv ind, at han i kraft af sin egen personlighed og historie kan forandre den politiske kultur i Washington.

Jamen, har han ikke levet i USA i de sidste 45 år og oplevet, at Det Republikanske Parti er blevet forvandlet til en samling fanatiske konservative — en slags religiøs bevægelse! Republikanerne er blevet fundamentalister. De har sat sig uden for det politiske system. De nægter at søge konsensus og kompromis. Ligesom religiøse fanatikere handler de ikke ud fra rationelle kriterier.

Set i det lys er det komplet uforståeligt, at Obama forventer, at Republikanerne kapitulerer — bare fordi han har vundet valget. Gu’ gør de da ej! De er rede til at æde ham levende. Og Obama gør ikke modstand. Han siger: Det er ikke min opgave at diktere Kongressen, hvad den skal lovgive om. Det må den selv finde ud af.

Det er ikke lederskab. En præsident indkalder oppositionen og giver den en advarsel: I kan gøre modstand, men det vil koste Jer noget. Der vanker klø. Jeg vil blokere bloktilskud til jeres byer og delstater, hvis I begynder at optræde unfair! Det gjorde Lyndon B. Johnson.

Og finansbaronerne fra Wall Street? Dem inviterer han til en venlig passiar i Det Hvide Hus, hvor han lover, at de nok skal få deres bonusser tilbage.

Gud hjælpe mig! Har Obama ikke set Brian de Palmas film De uovervindelige? Han burde have haft en baseballkølle liggende på konferencebordet, grebet den med begge hænder og sagt: Hvis amerikanerne havde været her, ville de have brugt denne her kølle og slået jer til plukfisk.

Okay, lad os så sætte os ned og tale nogle alvorsord om jeres firmaers fremtid!

De demokratiske ledere, vi har i Amerika i dag, tror, at de kun bliver respekteret, hvis de kan bevise, at de er de klogeste i selskabet. Det var Roosevelt flintrende ligeglad med. Han udfordrede Wall Street til tvekamp, og finansfyrsterne frygtede ham, som han var Djævlen selv.

I USA regerer præsidenter ved at indgyde de politiske modstandere frygt. Det ligger i vores kultur; man kan bare se Hollywood-film eller læse vores litteratur. Men det er ikke gået op for vor tids demokrater, og Obama er totalt handikappet af sin egen uforløste identitet.

Han påstår i sin biografi at have fundet sig til rette med sin identitet, men det er noget vås. Han er født som et stort kompromis — han beslutter at hænge fast i sin afrikanske identitet og sin uddannelse på Harvard. For ham handler politik om at søge konsensus og lave kompromis, men på det grundlag bliver man aldrig en stor præsident.

Obama forstod ikke, at han i den folkelige bevidsthed var helten i en spillefilm — sheriffen, der rider ind i byen og får tyveknægtene fra Wall Street sat bag lås og slå og giver Republikanerne besked på, at rykke teltpælene op og forsvinde ud af byen. Men det viser sig i hans tiltrædelsestale, at han ikke engang har skrevet et manuskript.

Jeg tror, at Obama er færdig. Det vil ikke virke troværdigt pludselig at iføre sig populistiske klæder og gå til angreb på Wall Street og Republikanerne. Hvis han opnår genvalg, ved jeg ikke, hvad han vil bruge de fire år til. I 2008 havde han et klart mandat fra folket. Det vil han ikke have i 2012.

Havde det ikke været for Obamas svigt, ville Occupy Wall Street aldrig være opstået. Han har kun sig selv at takke for det. Det fascinerende ved Occupy er, at det ikke en politisk bevægelse. Det er en bevidsthed, som spreder sig i samfundet.

Republikanerne har ikke noget at skyde efter, fordi Occupy bevidst har valgt at holde sig fra partipolitik. De er lederløse, de har ingen kontorer, de er umulig at finde. Og hvordan skal de kunne ødelægge en ny bevidsthed?

Det geniale er, at Occupy har startet en samtale om ulighed og Wall Streets køb af politisk indflydelse i Washington uden at stille krav. I stedet holder de debatten kørende ved at sige: Det politiske system har svigtet os; derfor prøver vi nu at skabe vores egne strukturer, at organisere os i celler.

Jeg ved det fra mine egne voksne børn. De er ikke interesseret i politik. De prøver at realisere deres idealer og drømme gennem deres arbejde. Begge har valgt at socialt arbejde. De tror ikke på stemme-sedlens eller partiernes magt. Forandringerne vil komme nedefra og gennem institutionerne.

Obamas og Demokraternes svigt er så stort, at vort politiske system næppe vil overleve. Der vil komme noget andet, og Occupy Wall Street er den første fase.