En diagnose, der udfordrer hele Norge

Der er kun to mennesker i verden, der har talt indgående med den terrorsigtede norske massemorder Anders Behring Breivik, efter han den 22. juli i år udførte den mest bestialske handling, Norge har set. Gennem 13 interview og i alt 36 timer udspurgte Torgeir Husby og Synne Sørheim, Norges to førende retspsykiatere, ham på kryds og tværs og var efterfølgende ikke i tvivl: Breivik var psykisk syg og utilregnelig, da han udførte sine gerninger. Han led af en paranoid skizofren psykose og kunne derfor ikke strafferetsligt drages til ansvar.

Mere end 100 siders psykolograpport ligger til grund for vurderingen, og selv om rapporten er hemmelig, og ingen andre har haft mulighed for at tale med Breivik, synes det meste af Norge at tvivle på analysen. Psykologer, læger, meningsdannere, intellektuelle, politikere, pårørende til ofrene og lægfolk har svært ved at tro, at så detaljeret og udspekuleret en plan skulle være udtænkt af en person, der led af psykotiske vrangforestillinger. Læger og psykologer fra Danmark og Sverige er blevet bedt om at give deres kommentarer til diagnosen, og også her lød der kollegial tvivl.

»Forfatterne til undersøgelsen forsøger at argumentere for, at Breivik er skizofren, men det mener jeg ikke, der er tilstrækkeligt belæg for,« sagde den danske psykiater Henrik Day Poulsen ’lettere rystet’ efter at have fået lov at læse enkelte sider af rapporten. Det var en offentlig undren så voldsom, at den ikke kunne undgå at presse det juridiske system. Som en af Norges mest kendte og feterede intellektuelle siger til Information:

»Det kan være svært at forstå udefra, men når man sidder med så stor og unik en forbrydelse, der rammer et helt land, og får at vide, at gerningsmanden bare var sindssyg, så tror jeg, der kommer en grundlæggende frygt frem i os alle for, at han skal gå fri. At han gennem medicinering og terapi, kan blive rask og angre sine handlinger. For hvad gør man så? Han er jo lige for loven, uanset hvad han har gjort, og så kan han principielt komme på gaden igen. Det er en utålelig udgang.«

Han vil ligesom flere andre intellektuelle helst ikke blande sig i afgørelsen og har ikke lyst til at stå offentlig frem med sin vurdering eller undren, men egentlig siger han bare, hvad mange meningsdannere siger uden at ville stå frem. At de er forundret over den retspsykiatriske rapport, at de er nervøse for, om sagen vil få indflydelse på retspraksis, og at det er en naturlig følelse at ville drage et individ, der begår så voldsomme forbrydelser, til ansvar.

Oven på den heftige debat nedsatte man i november en særlig ekstra retspsykiatrisk kommission, der skulle vurdere Torgeir Husby og Synne Sørheims rapport for fejl og mangler. Trods vedvarende rygter i medierne om splid i kommissionen fastslog den lige inden jul, at der ikke var noget særligt at bemærke til rapporten, og således er det nu op til retten at vurdere, om Breivik er egnet til at modtage en dom, hvilket han i øvrigt selv fastholder. Debatten fortsætter dog i Norge, selv om Støttegruppen til ofrene den 22. juli, der har været en af de mest toneangivende stemmer i debatten, nu ikke ønsker at stille flere spørgsmål til vurderingen.

»Vi var meget overraskede, da konklusionen kom, og i den medlemsmasse, vi har, er der mange, der mener, han må være strafferetslig ansvarlig,« siger formanden for foreningen, Trond Henry Blattman.

»Men som gruppe forholder vi os nu til den diagnose, der foreligger, og til syvende og sidst er det retten, der må tage stilling til, om de vil acceptere den diagnose, eller de vil sætte den til side. Det, der betyder noget for os, er, at han aldrig slipper ud igen. Det er det vigtigste.«

Udfordring for de autoritetstro

Men det er stadig svært for nordmændene helt at acceptere diagnosen, og mange har nu krævet at få en ekstra vurdering af den ekstra vurdering. I øjeblikket overvejes det derfor, om man skal nedsætte endnu en kommission, og et par af de fremtrædende norske psykologer og psykiatere, Information har haft kontakt med, ønskede netop ikke at udtale sig, da de uopfordret har tilbudt sig som medlemmer, hvis der skal nedsættes en ny kommission. Men filosofiprofessor Lars Fr. H. Svendsen fra Oslo Universitet, der har skrevet bøger om ondskab og frygt, er mindre forbeholden med at udtale sig og vurderer, at debatten ikke har delt det politiske felt i et for og imod — nærmere et imod og imod, men med forskellige begrundelser:

»De fleste deler en bekymring for, at Breivik skal erklæres uegnet til straf, men man kan godt notere sig en vis forskel i det politiske liv,« siger han.

»Venstrefløjen er mest nervøs for, at det her skulle føre til en afpolitisering af handlingerne, mens højrefløj er mere optaget af, at individet må stå til ansvar for sine handlinger.« Ifølge Lars Fr. H. Svendsen har Breivik-sagen været en klar udfordring for den norske autoritetstro, og det er den dybe mistro til psykolograpporten også et udtryk for

»Det presser systemet, når så modbydelige handlinger skal dømmes i en retsstat som den norske, men folk må jo også danne sig en mening på et individuelt grundlag, og faktisk synes jeg, systemet har håndteret det pres på en god måde,« siger han. Også den umiddelbare reaktion fra befolkningen har været helt forbilledlig, mener professor Svendsen og forklarer, at selv om debatten har været voldsom, har den grundlæggende holdning været, at sagen ikke må ændre og ødelægge retsstaten og demokrati.

»Sådan har jeg det også personligt. Vi må ikke begynde at lave kreative løsninger på denne baggrund, selv om der er tale om meget modbydelige handlinger.«

Det eneste direkte juridiske, man har diskuteret, er en ændring af, hvad en psykiatrisk diagnose betyder for lovbrydere i Norge. I de fleste andre europæiske lande ville det ikke være nok at stille en diagnose som skizofren for at få Breivik fritaget fra strafferetsligt ansvar, man skal også kunne sandsynliggøre, at sygdommen har haft betydning for selve forbrydelsen. Men Breivik-sagen vil næppe heller her føre til nogen ændring i retspraksis på det punkt, mener Lars Fr. H. Svendsen, der med henvisning til det, han kalder idealistisk ondskab, også selv stiller sig tvivlende over for diagnosen.

»Vi ved, at en gerningsmand kan være helt ved sine fulde fem og så udføre de mest afsindige onde handlinger, og her er vi tilbage ved det grundforhold, at mennesker historisk set har været i stand til at tilsidesætte de mest grundlæggende moralske indsigter, når vi tror, vi tjener et højere formål,« siger han.

»Derfor mener jeg, Breivik er i en kategori af idealistisk ondskab, hvor han kan udføre en så modbydelig handling, fordi han tror, det er en god ting. Det skal måske ikke ses som sindssyge, men som en ny bølge af højreekstremisme, hvor det ikke bare er moralsk tilladt at udføre den slags handlinger. Det er moralsk påbudt,« siger Lars Fr. H. Svendsen, der understreger, at han helt bakker op om kommissionens konklusion.

Folkets reaktion giver håb

Kultur- og debatredaktør på Aftenposten Knut Olav Åmås har redigeret bogen Norge. En diagnose. Han mener, at der også har været en del støtter til de to retspsykiateres vurdering, men siger samtidig, at Norge er et land, der i sin grundfølelse ikke respekterer autoriteter.

»Men vi har med sagen her fået en ny debat om psykiatriens magt og indflydelse i retsvæsnet, og det, mener jeg, er en meget vigtig debat,« siger Knut Olav Åmås.

»Psykiatrien som videnskab har en meget stor magt i lande som vores, og det er en temmelig trist historie.«

Åmås har læst dele af psykolograpporten, og han stiller sig også meget skeptisk over for diagnosen: »Det, jeg har set, er en tynd kop te, og jeg synes, det er påfaldende, at de ikke har sat en terrorists handlinger ind i en politisk kontekst eller ser dem i relation til de ekstreme miljøer, han har haft forbindelse til,« siger han. Åmås er dog ikke nervøs for, at diagnosen skulle krænke nordmændenes retsfølelse. Selv om der er en udbredt skepsis i forhold til afgørelsen, er alle enige om, at en retsstat må fastholde sine principper, understreger han.

»Skyldig er han, uanset om han kan blive fritaget for straf, og de fleste omstændigheder omkring terrorhandlingen er tilsyneladende klarlagt. Med dem bliver han sandsynligvis aldrig en fri mand igen, og det er det vigtigste.«

Professor Lars Fr. H. Svendsen er i øjeblikket i gang med et nyt efterord til sin bog Frygt, der handler om borgers tryghedsfølelse og behov for overvågning og kontrol. Bogen er fra 2008 og sluttede oprindeligt med en stærk pessimistisk fremtidsanalyse. Men oven på den norske befolknings håndtering af massakren på Utyøa vil efterordet få en meget mere optimistisk klang, forklarer han.

»Reaktionen på disse handlinger har på én eller anden måde givet mig modet tilbage.«