En perlende fornemmelse af fremtiden

Denne består principielt set af en sukkerknald, som oftest vædet med angostura, der bliver lagt i bunden af en champagnefløjte (ja, det hedder altså de slanke glas, vi alle kender), en god sjat spiritus eller likør, toppet med champagne. Derudover kan der tilsættes ekstra juice eller andre spændende sager, men vi har holdt os til en meget simpel variant: cognac. Angosturaen er i øvrigt udeladt for at sikre, at nuancerne trådte tydeligt frem, men den kan med fordel benyttes. Alle tre cocktails er lavet med en Charles de Fère cremant de Bourgogne. Det er naturligvis ikke det samme som en flaske Krug til 1.200 kroner, men det er en velsmagende og frem for alt tør mousserende vin, som er glimrende til formålet.

Når kiosken kalder

Det første visit i glasset er fra Martell; den velkendte VS, som vi tidligere har omtalt her i spalterne. Det er en ret billig cognac, men blander man den med boblevand, er den altså heller ikke ret god: Drinken bliver sært ubalanceret, og der er en ueleganthed, som er svær at sætte fingeren på, men som ikke er ret behagelig. Det er, som om den distinkte bitterhed ikke har noget sted at bo, og man får ingen adskillelige smagselementer at fokusere på. Det er en glimrende cognac at flambere i, så gør det i stedet; i denne cocktail smager den mest af gammel brandert.

Hvis man nu har glemt at købe ind, eller først læser denne artikel lørdag aften, så må man jo ud i kiosken for at finde en cognac. Herude bor der en gammel kending, men i dag lidt sjældnere set, Larsen Cognac. Den blander sig flot og perlende med cremanten, og sukkeret pibler lifligt uden at få alting til at bruse over. Til gengæld overdøver den smagen af vinen, og særligt smagen af fadet står meget tydeligt frem, selv i et forhold på ca. to til en. Tilsætter man en teske friskpresset appelsinsaft, går det hele i spænd; den dybe cognacbuldren glider bagud i smagsbilledet, og der viser sig flere nuancer, blandt andet af mandel og kardemomme. Det syrlige i appelsinen hjælper med at holde bitterheden i eftersmagen på cognacen så meget i ave, at der også er plads til cremanten. Desværre er Larsen de fleste steder lige vel dyr.

Blomster, ferskner og Margrethe

Hvis man har mod på en marginal afvigelse, så kan det være, at en armangnac kan interessere. Det er en druebrændevin ligesom cognac, men fra et sydligere distrikt, og normalt kun destilleret en enkelt gang, mod de traditionelle to omgange for cognac. Det efterlader en mere kompleks, men også ’vild’ smag, der kan minde lidt om grappa, og som både kan vinde og tabe i en cocktail. I dette tilfælde viste det sig behageligt. Den meget vinøse Tariquet får glasset til at dufte af blomster og fersken, og med det ekstra sukker går de to fremragende i spænd og åbner for en tyk smag af flødekaramel, men stadig frisk — lidt som lichifrugt. Den lange, men meget bløde eftermag har et præg af tulipanblade, som det vil være synd at drukne med flere tilføjelser; vi prøvede appelsin igen, og det var unødvendigt forstyrrende. Men alt i alt et velegnet glas til forventningsfulde gæster og Margrethes kloge ord.

 

3 stjerner: Martell VS cognac, 40 % vol, 159,95 kr. for 70 cl. i Føtex.

2 stjerner:  Larsen VS cognac, 40 % vol, 286 kr. for 70 cl. i kiosken på hjørnet af Jagtvej/P. D. Løvs allé, København.

4 stjerner:  Chateux de Tariquet bas armagnac, 40 % vol, 199 kr. for 70 cl. i Irma.