Hoppeborg, kernefamilie og et rappet forår

Vi forlader snart et internationalt år kendetegnet af mere af det hele: udvidelser af bestående konflikter, konsolidering af tendenser.

De sociale medier er blevet hverdagskost og musik-videoen et vigtigt instrument for enhver musiker med ambitioner om at blive hørt. Musikblogs udgør fortsat et magtfuldt netværk af musikformidlere — ikke mindst inden for musik fra den tredje verden, som er tilgængelig som aldrig før. Og de ophavsretslige stridigheder er taget til i vindstyrke.

Forstærkede tendenser over hele linjen. Dog afbrudt af pletvise byger af nybrud.

Det rappede forår

»Muammar: Du har aldrig tjent folket/Muammar: Du må hellere give op/Bekend. Du kan ikke flygte/Vores hævn vil indhente dig/Som et tog, der brager gennem en væg/Vi vil drukne dig,« lød det fra den libyske rapper Ibn Thabit den 27. januar i år — altså flere uger før optøjerne i Libyen begyndte, og længe før Gaddafi kom af dage.

Under Det Arabiske Forår spillede den politiske hiphop en uventet inciterende rolle i Egypten, Libyen, Algeriet og Tunesien. Det blev bl.a. dokumenteret på den gratis onlineudgivelse Khalas Mixtape, hvor man f.eks. også kan finde tunesiske El Générals »Tounes Bledna«, som medførte både rapperens arrestation og stor opstandelse med ord som »Min præsident, Deres land er dødt/Folk spiser skrald/Så se dog, hvad der sker/Elendighed overalt«.

Nummeret gjorde El Général berømt i hele den arabiske verden, han blev løsladt, og det beviste, at man kunne tale regimet midt imod — og sejre.

En sang om downloading

Én kløft synes at være blevet bredere i 2011; den mellem moderne orienterede musikere og mere traditionelt anlagte pladeselskaber.

Up- og download-tjenesten Megaupload udsendte for nylig sangen »The Mega Song«.

»Send me a file. Mega-upload. Meeeeeega!«

Ikke overraskende en uforbeholden lovprisning af sitets fortræffeligheder, men langt mere overraskende med anbefalinger og optrædener af notabiliteter som Kanye West, Will.i.am, Alicia Keys, Snoop Dogg og Mary J. Blige.

Sangen stødte musikgiganten Universal så hårdt, at de beordrede YouTube til at fjerne den, selv om Universal på ingen måde har noget ejerskab over den nyproducerede sang. Ikke desto mindre adlød YouTube.

Nogle dage senere beordrede en dommer så — via krav fra Megaupload — at den kom op igen. Og det gjorde den. Og således endte et pinligt forsøg på censur med en udstilling af den bizarre ømfindtlighed, det bagstræberiske verdenssyn og den magtarrogante adfærd hos de store pladeselskaber. En adfærd som effektivt har undermineret deres virksomhed og fremmedgjort dem over for deres — nu kun potentielle — kunder.

Og så var der tre

2011 blev også året, hvor britiske EMI ikke bare blev solgt, men nådesløst splittet i to. Universal opkøbte pladeselskabsdelen for 10,4 mia. kroner, og Sony forlagsdelen for 12 mia. Og så var der kun tre giganter tilbage på plademarkedet, hvoraf Universal alene sidder på 37 procent.

Og dermed var det også farvel til en 80 år gammel britisk gigant, der husede klassiske bagkataloger fra Beatles, Frank Sinatra, Pink Floyd, jazz-mesterværkerne fra pladeselskabet Blue Note og vores egen Kim Larsen.

EMI blev solgt kun et par måneder efter, at det — takket være heftig lobbyvirksomhed — lykkedes at få forlænget beskyttelsestiden på indspillet musik fra 50 til 70 år i EU. Det forhindrede lige akkurat f.eks. tidlige Beatles-indspilninger i at overgå fra privat ophavsret til fri offentlig afbenyttelse — f.eks. til helt legal sampling, offentlig fremførsel, fortolkning eller fildeling. Et stort tab for vores kultur, en stor gevinst for en snæver skare rettighedshavere. Og det har givetvis hævet salgsværdien af EMI.

Musikgiganterne og Hollywood lobbyer for tiden hårdt i Washington for den omstridte SOPA, Stop Online Piracy Act.Hvis den vedtages, vil rettighedshavere have mulighed for at blacklisteog lukke sites, som de mener misbruger deres ophavsretsligt beskyttede materiale. Og som vi ved fra ovenstående »Mega Song«-eksempel, så kan den slags vurderinger blive foretaget uden smålig skelen til ytringsfrihed og egentlig ejerskab.

Behandlingen af loven er netop blevet udskudt til januar efter massive protester fra græsrodsorganisationer som Electronic Frontier Foundation og ingen ringere end Jimmy Wales, grundlæggeren af Wikipedia.

Hiphop don’t stop

Men nu skal det hele selvfølgelig ikke handle om ophavsret og politik. Det gjorde det i hvert fald ikke i den nordamerikanske hiphop, som i 2011 vendte sig indad mod melankoli, sindssyge, selvmordstanker, ensomhed og tvivl.

Det største øjeblik var i denne signaturs ører dog den 20-årige Harlem-rapper/sanger Azealia Banks’ frækt rave-dunkende minimalistiske kusseslikker-instruktion »212«. Både som sang og musikvideo gav den en fornemmelsen af at overvære en sjofel, livsalig, humoristisk, knivskarpt rappende og malmfuldt syngende stjerne klar til at forlade støbeskeen.

På producersiden viste et generationsskifte sig med New Jerseys Clams Casino og Rhode Islands AarabMuzik, der viste, hvordan den tågede atmosfærer fra 1990’ernes britiske shoegazer kan oversættes til amerikansk asfalt anno 11. Hør især Clams Casinos hjemsøgt melankolske og alligevel offensivt knubbede produktioner for Lil B og den yderst lovende A$AP Rocky samt ikke mindst hans eget album Instrumental Mixtape.

2011 var også året hvor Das Racist, Drake og Tyler, The Creator fik udgivet strålende plader. Altså et — som forventet — godt år for nordamerikansk hiphop efter nogle år i tørdok.

R&b’s destabilisering

Stadig flere bemærkelsesværdige musikere lægger deres musik op til fri download. I 2011 gjorde både A$AP Rocky og Clams Casino det med deres albums/mixtapes .Og det gjorde det canadiske, moderne r&b-projekt The Weeknd også. Endda hele tre af slagsen: House of Balloons, Thursdayog her den 21. december Echoes Of Silence.

Det har ikke forhindret nogen af dem i at opnå gryende stjernestatus. Snarere tværtimod i en musikkultur, hvor det gælder om at sprede sit output så meget som muligt og tjene penge på andet end pladesalg.

The Weeknd har hverken pladekontrakt eller fysiske udgivelser bag sig, men er i dén grad in demand. Ikke så mærkeligt, når man hører hans sære mørke hjemsøgte r&b, der lige som Clams Casino og AraaabMuzik i høj grad er beslægtet med den majestætiske melankoli i britisk shoegazer og dens sanseforstyrrende videreudviklere inden for den nymodens witch house.

Man går ikke i så høj grad efter de kinetisk gymnastiske og flashydimensioner af r&b og hiphop, men søger efter sprækkerne, hvorigennem der siver mental destabilisering, sørgmodighed og potentiel astral frigørelse fra denne dødelige tummel. Vi befinder os jo trods alt i en finanskrise.

Dubsteppen blev tam

Genrer har det med at blive stuerene før eller senere, men det skete for dubsteps vedkommende med en vis integritet i behold — på den her side af dammen. Og det skete især takket være det engelske wunderkind James Blake. På én gang kritikerdarling og publikumsmagnet.

Det selvbetitlede debutalbum og ikke mindst singlen »The Wilhelm Scream« præsenterede en 23-årig mand, der både kan synge sin r&b, programmere sin dubstep og spille sit klaver, så begge køn (og dem imellem) følte sig ramt.

På den anden side af dammen gik det knap så godt for dubsteppen. Hør bare, hvordan Britney Spears drejer klichétungt ind i genren små tre minutter inde i hendes hit »Hold It Against Me«. Eller hør Sonny Moore alias Skrillex gøre genren til en hoppeborg, som det amerikanske publikum nu lykkeligt møver rundt i.

Skrillex har været på forsiden af mainstream-magasinet SPIN, han blev for nylig nomineret til hele fem Grammyer og blev også inviteret med på nu metal-bandet Korns dubstep-udflugt på albummet The Path of Totality. Det er hverken kønt eller fremsynet, og med Skrillex & Co. og enorme amerikanske dubstep-raves er genren i høj grad blevet tivoliseret.

Ifølge James Blake er den også blevet unødigt maskuliniseret:

»… der er den her macho-isme, som bliver afspejlet i lydene, og hvordan musikken får dig til at føle,« sagde han i september til avisen Boston Phoenix. »Den er blevet påvirket så meget af electro og rave, at det handler om hvem, der kan lave den mest beskidte baslyd, nærmest som en pissekonkurrence. Og det er virkelig ikke nødvendigt. Og jeg tror ikke det kommer til at appellere videre meget til kvinder.«

Hygge i kernefamilien

Og så var der hygge i den rockistiske kernefamilie. 1991 var et vigtigt år i rocken, og det var 2011 således også. 20-års-jubilæer for Nirvanas Nevermind, U2’s Achtung, Baby og Primal Screams Screamadelica blev fejret. Mens 40-året for Marvin Gayes What’s Going On blev forbigået i stilhed. Korttidshukommelsen og rockideologien regerer stadig.

Og det var åbenbart langt vigtigere, at Amy Winehouse døde, end at den amerikanske mesterpoet og præ-hiphop soul- og jazzsanger Gil Scott-Heron drog sit sidste raspende suk. En ung lovende dame, der brændte sit lys i begge ender — og sang om det — passede vist bedre ind i mediemytologien end en gammel stodder, der konfronterede magthaverne, det politiske hykleri og fortalte os, at revolutionen ikke ville blive tv-transmitteret. Hvorfor kommer det ikke som en overraskelse?