Opslag til denne artikel

Emneord:nationalisme, propaganda
Personer:Kim Jong-un
Steder:Nordkorea, USA

’Amerika har det hele i munden; Pyongyang får tingene gjort’. Sådan ser verden ud, hvis vi skal tro Kim-dynastiets propagandamaskine. På vægopslag på gader og pladser bliver nordkoreansk handlekraft skildret i kontrast til amerikansk karakterløshed. »Vi mener, hvad vi siger!« står der i en taleboble, der kommer ud af munden på en tårnhøj koreansk soldat fra Folkets Hær. Han understreger budskabet ved at slå sin knytnæve ned over Det Nordamerikanske Kontinent. På andre plakater ses nordkoreanske jagerfly og missiler smadre Capitol Hill i Washington, mens hjælpeløse amerikanske soldater — tynde, insektlignende skabninger — afmægtigt spiddes på bajonetter.

Også nordkoreanske matematikbøger trækker på et militært magtvokabular: »Hvis tre soldater fra Folkets Hær kan smadre 30 amerikanske skiderikker, hvor mange amerikanske skiderikker kan de så i gennemsnit smadre?«

I ordbøger og skolebøger tilskyndes Nordkoreas borgere til at omtale udlændinge som bæster med ’muler’, ’tryner’ og ’poter’, som ’kreperer’ i stedet for at dø.

I en uhyggelig illustration fra et nyligt udkommet nordkoreansk kunstmagasin, står et barn med et legetøjsmaskingevær rettet imod en gennemhullet snemand. Billedtekst: »Her er den amerikanske skiderik, jeg dræbte.«

Den rene race

Den triumferende attitude kan virke irrationel i lyset af Nordkoreas beskedne størrelse og forældede militær. Men ifølge propagandaen er det den koreanske races rene blod og homogenitet, der gør Nordens hær til en unikt sammentømret og formidabel kampstyrke.

Tankegangen afspejler en officiel ideologi, udenforstående misforstår som kommunistisk. Men ret beset hører den til på den yderste højrefløj af det ideologiske spektrum.

Her sigter jeg ikke til den nordkoreanske pseudodoktrin om juche (’selvberoenhed’), der er et miskmask af humanistiske fraser (såsom ’mennesket er altings herre’), og som aldrig har haft nogen effekt på den politiske beslutningsproces. Nej, jeg sigter til den ideologi, som juche skal tilsløre for omverdenen: en paranoid nationalisme, der har været bestemmende for regimets handlinger siden slutningen af 1940’erne.

Langt fra kommunisme

Dette verdenssyn er det styrende princip for landets massepropaganda, hvoraf hovedparten er tilgængelig for studier i North Korea Resource Center i Seoul. Materialet varierer i form, men er forbavsende konsistent i indhold. Som research til min bog The Cleanest Race: How North Koreans See Themselves and Why It Matters (2010) studerede jeg i otte år alt fra nyhedsudsendelser og tv-dramaer til tegnefilm og krigsfilm. Det glittede magasin Rodong Sinmum, arbejderpartiets officielle organ, til kvindeblade trykt på gråt, lavkvalitetspapir. Fra noveller og historiske romaner til ordbøger og skolebøger (trykt på så dårligt papir, at de kan være svære at læse). Reproduktioner af vægplakater til fotografier af monumenter og statuer.

Der er umuligt at vide, hvor meget propagandamateriale Nordkorea producerer hvert år, men regimets propagandaapparat er så højt prioriteret, at det var en af de få institutioner, der kørte for fuld kraft under 1990’ernes katastrofale hungersnød.

Nordkoreas ideologi er ikke en nationalistisk farvet kommunisme i stil med den, man kender fra Titos hedengangne Jugoslavien. Den er et racebaseret verdensbillede, som er i fundamental modstrid med Marx’ og Lenins lære om folkeslagenes solidaritet og broderskab. Alligevel fastholder verden uden illusionen om, at Nordkorea er en uforsonlig stalinistisk stat. Vel blev landets første leder, Kim Il-sung, indsat af den sovjetiske besættelsesmagt efter Anden Verdenskrig. Og vel har personlighedsdyrkelsen af Kim Il-sung og hans dynastiske efterfølgere lighedstræk med Stalins og Maos personkulter. Men ser man nærmere efter, bliver det hurtigt klart, hvor anderledes den nordkoreanske ideologi er. Det er ikke uden grund, at landet i Sovjet-tiden var næsten lige så isoleret som i dagens postkommunistiske verden.

Rent blod

Nordkoreas racecentrerede ideologi er inspireret af de japanske fascister, som herskede over Koreahalvøen fra 1910 og frem til slutningen på Anden Verdenskrig.

Efter at være blevet indoktrineret af deres kolonisatorer til at se sig selv som tilhørende den overlegne yamato-race, begyndte nordkoreanerne i 1945 at videreudvikle og koreanisere mytologien.

Konceptet kan opsummeres i én sætning: Det koreanske folk har for rent blod og er for moralsk ophøjet til at kunne overleve i denne onde verden uden en stor faderskikkelse — føreren.

Denne paranoide nationalisme kan lyde primitiv og infantil, men det er kun i en sådan ideologisk kontekst, at landets særlige kendetegn og adfærd, som omverdenen så længe har fundet bizar og forvirrende, bliver meningsfulde. Set på tæt hold er Nordkorea ikke stalinistisk — landet er simpelthen racistisk.

Fejringen af den racemæssige renhed og homogenitet er allestedsnærværende i Nordkorea. De borgere, som ses på landets valuta, kunne gå for at være medlemmer af samme familie — hvad de i en vis forstand også er.

En arbejder på et maleri ligner til forveksling en bonde eller en soldat på et andet, og børn, der afbildes i skolebøger, er ligefrem identiske.

Hvid er den dominerende farve i Pyongyang: Hvide bygninger, betonpladser og hvide statuer af jomfruelige piger i lange kjoler ses alle vegne. Pyongyang afbildes ofte under sne, et yndet symbol på renhed.

Laverestående fremmede

Nordkorea kaldes ofte for ’solipsistisk’ eller ’en eremitstat’, men den stærke racestolthed medfører altid en intens fokuseren på ’racefremmedes’ inferiøre status.

For nordkoreanere er udlændinge helt generelt laverestående. Det gælder også venligtsindede fellow travellers. Typisk er et panoramisk maleri af en procession af jublende turister i 1989 ved Pyongyang Verdensfestival for Unge og Studerende. Uanset hvor de ser hen, er deres ansigter delvis fordunklet af en dyster skygge. En fed kaukasisk kvinde er iført nedringet bluse, mens et par afrikanske kvinder vises i grimme toppe.

I Pyongyang betragtes en sådan klædestil i dag som uanstændig. Hist og her ses usoigneret udseende mænd med lange bakkenbarter og iført jeans — endnu et tegn på vestlig dekadence. Den eneste velplejede og attraktive person på billedet, og den eneste, hvis ansigt er fuldt oplyst, er den koreanske guide — en uskyldig ung pige, naturligvis — der går forrest i traditionel kjole.

Den onde race

Selv om propagandaens billedsprog lader forstå, at alle udlændinge er moralsk mindreværdige, og den lejlighedsvis kritiserer jødernes indflydelse på verdens anliggender, er det som oftest japanere og amerikanere, der udsættes for rutinemæssig dæmonisering. På samme måde som ’japserne’, den tidligere besættelsesmagt, bliver ’yankeerne’ fordømt som en race, der er født ond, og som aldrig kan ændre sig — en race, koreanerne altid vil være i konflikt med.

Selv Sovjetunionen huskes trods sine årtier lange protektion snarere med foragt end med hengivenhed. I Evigt liv, en historisk roman fra 1997, kaldes Nikita Khrusjtjov for en »forræder« og en af de »falske kommunister«, som forrådte verdens socialisme.

I samme bog klukker Kim Il-sung af latter over, hvordan han lokkede sovjetiske hemmeligheder ud af en beruset Leonid Brezjnev.

Historiebøger nævner sjældent Sovjetunionens undergang uden hånlige kommentarer om, at den skete, uden at der blev »affyret så meget som et skud«.

Koreakrigen indtager en central plads i den udlændingefjendtlige propaganda, men der er en tendens til at fokusere mindre på det amerikanske luftvåbens omfattende bombekampagne (som vanskeligt lader sig forene med myten om en beskyttende leder) end på isolerede landsbymassakrer og andre angivelige uhyrligheder.

Drabet på titusinder af civile i Sinchon i oktober 1950, som rent faktisk blev begået af højreorienterede koreanske grupper, fremhæves som en af yankeernes »mest afskyelige forbrydelse«.

Amerikanerne gøres også ansvarlige for landets alvorlige økonomiske kvaler. Et almindeligt mantra, der messes i tv’s aftennyheder, har været: »Yankeerne er årsag til alle vort folks ulykker.«

Sårbare som børn

Det bemærkelsesværdige og måske unikke ved Nordkoreas nationalisme er dens fokus på egen racemæssig sårbarhed.

Hvor det kejserlige krigsførende Japans racistiske verdenssyn var en dyrkelse af styrke, bliver nordkoreanerne belært om, at deres racemæssige ophøjethed gør dem så sårbare som børn i en ond verden — medmindre de beskyttes af en stor leder, der er årvågen, og et indsatsklart militær beredt til at møde en fjendtligsindet omverden.

Desværre levner dette ideologiske grundsyn næppe plads for nogen forbedring i forholdet til omverdenen. Skulle ’Den Store Efterfølger’, Kim Jong-un, være til sinds at opgive sine forgængeres paranoide, racebaserede nationalisme og normalisere forbindelserne til andre lande, herunder USA og Japan, bliver det nemlig umuligt at videreføre personkulten. Og uden den har det forarmede land ikke har nogen eksistensberettigelse som separat koreansk stat.

© Foreign Policy og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.