2012

På tærsklen til det nye

Selvfølgelig bør det nævnes at i -12 er det 100 år siden Titanic forsvandt i Nord- atlantens sortgrønne bølger og henledte en fremskridts-optimistisk verdens opmærksomhed på at storhed står for fald. Den konkrete lære at uddrage af vidunderskibets bratte sortie var i al enkelhed at intet fartøj er synkefrit, ej heller statsskibe. Gerhart Hauptmann havde tidligere dette år været inde på det samme med romanen Atlantis. Digtere er sandsigere. Som Herman Bang der døde det år, og som med romanen Stuk forudså et systemsammenbrud. Det blev han endnu mindre elsket af. Pudsigt nok var 1912 også det år Ellehammer fik den op — en helikopterlignende indretning som vor genialske landsmand med fremtiden for øje, men før tiden var parat, udtænkte og konstruerede i sit aeroplan-maskinværksted. I den forstand var også det forsøg en fiasko blandt mange andre i flyvningens første årtier. Ligesom Robert Falcon Scott og hans folk var en fiasko. Disse imperiets frontkæmpere, der med britisk arrogance troede at kunne besejre ishelvedet på Sydpolen blot med et udstyr gentlemen kunne være bekendt at vise sig med. Nordmanden Roald Amundsen vidste bedre og af erfaring at man skulle anvende slædehunde; dem kunne man spise på hjemvejen og bruge de uregulære stykker som hundefoder til det resterende kobbel. Scott foretrak de mere noble hestedyr, men disse stampede sig hurtigt fast i sneen og døde af udmattelse og kunne ikke bruges som medbragt, selvtransporterende forråd. De engelske polarforskere nåede ganske vist frem til polen, men kun for at opdage Amundsens norske flag på en stang og rivalens venlige, men ifølge sagens natur hånligt virkende hilsen: Welcome til Sydpolen, dear Mr. Scott, drop in for a cup of tea some day. Den dag oprandt ikke. Scotts dilettantiske forberedelse til færden hævnede sig, og hele hans hold gik til grunde med den rystende besked: For God’s Sake Look After our People. Det var det sidste notat i dagbogen, skrevet med rystende hånd af den stadig unge søofficer, der bar den kolde død i sit hjerte og til gengæld for sit ultimative offer og fiaskoen ind i evigheden slap for civilisationssammenbruddet i skyttegravenes Flandern eller i det grusomme søslag ved Jylland få år senere.

Det utænkelige

Apropos skibe gik det nu meget godt med et dansk af slagsen: MS Selandia, verdens første dieseldrevne skib og med udstødningsrør. Selandia, som betyder Sjælland, hvorfra skibet jo kom, lagde ud på sin jomfrurejse, der ikke gik galt som hendes titaniske kollegas. Men skibet så mærkeligt ud. Som om det manglede noget; som en fuldrigger uden sejl, som en vogn uden hjul, som en mand uden hat, som et skib uden skorsten. Men sejle kunne Selandia. 12 knob med kraften fra hele to potente dieselmotorer; en satans velbygget båd fra Burmeister & Wain. Det verdensberømte fartøj holdt skruerne i vandet og besejlede Genova og Thailand og modstod tidens tand til engang i 1940’erne, men her under andet flag end dansk og ØK’s mærke. Dette østasiatiske kompagni som var Danmarks fremmeste virksomhed; nu et fjernt minde om den støt stående danske sømand og H.N. Andersens talent for iværksætteri og global foretagsomhed, hvor etatsråden ikke tog de sartere nuancer så nøje. Dengang at spå ØK’s senere undergang er det samme som i vore dage at forudsige Mærsks fallit. Rent ud nationalt kætteri. Forresten forsvandt med tiden også det vældige og verdensberømte Burmeister & Wain, hvilket på lignende vis dengang havde været noget nær landsforræderi at forestille sig. Så det forestillede sig ingen.

Ude i den store verden, somansir, var De Forenede Stater i 1912 endnu ikke en verdensmagt, nærmest ikke regnet for noget og var ikke USA i fuld figur; det store land manglede stadig et par stater for at blive komplet med 50 stjerner i The Star Spangled. New Mexico blev optaget i unionen som den 47. stat. Et stykke wild west så det forslog med meterhøje kaktusser og Santa Fe som nyslået hovedstad i det nu forhenværende territorium og med byer der lignede kulisser i en dårlig western. New Mexico: et godt 315.000 kvadratkilometer stort hul i jorden dengang og sikkert også 100 år senere. Slår man op på Google Maps og kører klatten rundt til småbyer som Silver City, Duncan eller Gallup (!), så ser der ikke særligt festligt ud. En bil kører i brede støvede gader, en hund krydser sit spor. Det er det hele.

315.000 kvadratkilometer eller en bagatel af otte gange det daværende Danmarks areal, hvor dengang i 1912 med nederlaget i -64 i frisk erindring grænsen lå under armhulerne på Kolding.

Optimisme

1912 er året lige, lige før den gamle verden bryder sammen, men hvor man stadig tror at det går; en civiliseret verden kaster sig ikke ud i krig. Stephan Zweig levede trygt i verden af i går, mente at den holdt og understreger i hovedværket Die Welt von Gestern om den tabte uskyld at tidens veluddannede ungdom rejste og studerede hos hinanden og aldrig ville løfte våben mod brødre.

Kommunisterne forberedte efter 2. Internationale den grænseoverskridende våbenfornægtelse og generalstrejke ifald politikere, generaler og kronede hoveder alligevel gik amok. De skulle blive klogere to år efter -12.

Men verden blev beriget med talent det år, mens dumheden trivedes i ødselt mål i de politiske og administrative miljøer. Nærmest viljeløst eller med vilje, fordi de var dumme som pap, lod de ansvarlige verden glide ud i katastrofen. Som et mudderskred i slow motion. En af de bedste analyser der er skrevet om tidens forudsætning for at idiotien kom så vidt, er Barbara Tuchmanns mesterværk af en fremstilling om tiden før Første Verdenskrig: The Proud Tower. De ansvarlige militærfolk, der var stærkt inficeret af de kongelige middelmådigheder i England, Frankrig, Rusland og Tyskland var, for nu at sige det mildt, røven af femte division. Disse overklassens unge sønner var stort set alle dem der ikke ellers kunne blive til noget, og som derfor blev presset ind i militæret og ærens vej og steg i graderne og blev generaler. Den ene mere tåbelig end den næste.

Men det er en anden historie.

I 1912 fødtes en af det tyvende århundredes allerstørste dirigenter, en af de betydeligste nogensinde: Sergiu Celebidache. Ikke just elsket her på bladet, hvor Hans-Georg Lenz for i kødet på den mageløse rumænske filosof, matematiker og musiker næsten fra dag ét, da den ildsprudende Celebidache fik sit første hysteriske anfald over for Det Kgl. Kapel, men til gengæld fik dem til at spille bedre end de kunne. At opleve Celebidache i hans velmagtsår, som i øvrigt varede hele livet, var som at opleve musikken som ny og for fuld skrue. SC dirigerede med hele kroppen, sveden stod i stråler fra ham og håret ligeså, som en mandlig Medusa. Han råbte og skreg undervejs og forløste hvad der var at forløse i de værker, han tog fat på. Det var mange, og han kunne dem alle uden noder.

Celebidache var uforglemmelig.

Uforglemmelig er også dette blads stifter, der blev født den 18. marts 1912 i Odense, hvilket man godt kunne høre resten af hans dage. Han talte ganske enkelt fynsk og skabte så i øvrigt det illegale modstandspressebyro Information, som efter befrielsen blev til denne avis, der siden 1945 og trods umulige odds indimellem forbliver sig selv og fortsat lever i Outzes ånd af frisind og kritik, kvalitet og ubestikkelighed og er udkommet lige siden. Det er da noget. Og en anden historie.

Tillykke med os, tillykke med Outzes 100.

Glædeligt -12!

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Sören Tolsgaard

A propos "storhed står for fald":

1812: Napoleons felttog mod Rusland. Hans "store arme" erobrer den evakuerede og brændende hovedstad Moskva, men må herefter trække sig tilbage og bliver henover vinteren 1812-13 så godt som tilintetgjort: begyndelsen til enden for den franske imperator.

1012: Ærkebiskop Alphege af Canterbury dræbes af danske vikinger under Svend Tveskægs voldsregimente i England, idet han nægter at fremskaffe løsepenge ("danelagen") for at blive løsladt. Han blev siden restitueret af vikingekongens mere civiliserede efterfølger Knud den Store og helgenkåret i 1078 af pave Gregor VII.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Jeg er narren, jeg har bjælder på
Kan om fortid og deslige spå
Troels Lund han var en bondeknold
Han gik ned før tyvetusind tolv

Jeg er narren, jeg har bjælder på
Sidste år jeg også forudså
Søren Gade er en bondeknold
Det ikke nok at være charmetrold

Jeg er narren jeg har bjælder på
Denne må vi hellere lade stå
Anders Fogh er ualmindelig kold
Han klar´ sig nok i tyvetusind tolv

Jeg er narren jeg har bjælder på
Birthe Rønn jeg ikke kan forstå
Hun er mere end en bondeknold
Mon hun os´ er tavs i tyve-tolv?

Jeg er narren jeg har bjælder på
For Lene er det svært for mig at stå
Hun er både varm og bondekold
Savner hend´ i tyvetusind tolv

Jeg er narren jeg har bjælder på
Søren Pind ham ser jeg gerne gå
Han har altid været en bondeknold
Og måske i anarkiets vold

Jeg er narren jeg har bjælder på
I dag jeg ham Bent Bendsen for mig så
Han var sammen med en bondeknold
På jagt med gøbben i en gammel jol´

Jeg er narren jeg har bjælder på
Husker os´ lidt fler´ der måtte gå
Hver og en er ægte bondeknold´
Må de få et herligt tyve-tovl

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Andersen og Kristensen bør huske, at bondeknold er en version af 'menneske'.
Det er ikke den samme kategori, som de konglomerater, der forført af smarte landboforeningsrevisorer har sat sig i astronomisk gæld.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Tak til Metz.
Verden var faktisk smuk og lys og lovende i de 30-40 år før Første Verdenskrig. Fred og fremgang. "La belle époque" som de siger på fransk.
http://ww2.ac-poitiers.fr/histoire-arts/spip.php?article39
Den gamle verden tog nogle syvmileskridt på alle områder, ikke bare industrielt, men også kunstnerisk og kulturelt, impressionisme, art nouveau, Proust, Jouce, Hamsun, Pontoppidan, alting blomstrede.
Man havde vænnet sig til fred. Ingen kunne drømme om de rædsler, der ventede. Krigen var unødvendig - hvis man overhovedet kan tale om nødvendighed i den forbindelse - den kunne være undgået. Men det var som Metz skriver nogle tåber i ledelserne, der fik den til at rulle.

Og her fristes man til at drage en sammenligning til idag, for tåber findes stadig. Idag er tåberne dem, der vil holde euroen kørende, holde hånden under et finansmarked, der er gået grassat, og som lader skatteydere i alle lande understøtte dette cirkus af pengeoverførsler til en lille elite..

For 100 år siden kunne ingen forestille sig Titanics forlis, idag kan "ingen" forestille sig Euroens forlis.

Men tillykke med os alligevel, og tillykke med Outzes 100.

anbefalede denne kommentar