2012

Selvfølgelig bør det nævnes at i -12 er det 100 år siden Titanic forsvandt i Nord- atlantens sortgrønne bølger og henledte en fremskridts-optimistisk verdens opmærksomhed på at storhed står for fald. Den konkrete lære at uddrage af vidunderskibets bratte sortie var i al enkelhed at intet fartøj er synkefrit, ej heller statsskibe. Gerhart Hauptmann havde tidligere dette år været inde på det samme med romanen Atlantis. Digtere er sandsigere. Som Herman Bang der døde det år, og som med romanen Stuk forudså et systemsammenbrud. Det blev han endnu mindre elsket af. Pudsigt nok var 1912 også det år Ellehammer fik den op — en helikopterlignende indretning som vor genialske landsmand med fremtiden for øje, men før tiden var parat, udtænkte og konstruerede i sit aeroplan-maskinværksted. I den forstand var også det forsøg en fiasko blandt mange andre i flyvningens første årtier. Ligesom Robert Falcon Scott og hans folk var en fiasko. Disse imperiets frontkæmpere, der med britisk arrogance troede at kunne besejre ishelvedet på Sydpolen blot med et udstyr gentlemen kunne være bekendt at vise sig med. Nordmanden Roald Amundsen vidste bedre og af erfaring at man skulle anvende slædehunde; dem kunne man spise på hjemvejen og bruge de uregulære stykker som hundefoder til det resterende kobbel. Scott foretrak de mere noble hestedyr, men disse stampede sig hurtigt fast i sneen og døde af udmattelse og kunne ikke bruges som medbragt, selvtransporterende forråd. De engelske polarforskere nåede ganske vist frem til polen, men kun for at opdage Amundsens norske flag på en stang og rivalens venlige, men ifølge sagens natur hånligt virkende hilsen: Welcome til Sydpolen, dear Mr. Scott, drop in for a cup of tea some day. Den dag oprandt ikke. Scotts dilettantiske forberedelse til færden hævnede sig, og hele hans hold gik til grunde med den rystende besked: For God’s Sake Look After our People. Det var det sidste notat i dagbogen, skrevet med rystende hånd af den stadig unge søofficer, der bar den kolde død i sit hjerte og til gengæld for sit ultimative offer og fiaskoen ind i evigheden slap for civilisationssammenbruddet i skyttegravenes Flandern eller i det grusomme søslag ved Jylland få år senere.

Det utænkelige

Apropos skibe gik det nu meget godt med et dansk af slagsen: MS Selandia, verdens første dieseldrevne skib og med udstødningsrør. Selandia, som betyder Sjælland, hvorfra skibet jo kom, lagde ud på sin jomfrurejse, der ikke gik galt som hendes titaniske kollegas. Men skibet så mærkeligt ud. Som om det manglede noget; som en fuldrigger uden sejl, som en vogn uden hjul, som en mand uden hat, som et skib uden skorsten. Men sejle kunne Selandia. 12 knob med kraften fra hele to potente dieselmotorer; en satans velbygget båd fra Burmeister & Wain. Det verdensberømte fartøj holdt skruerne i vandet og besejlede Genova og Thailand og modstod tidens tand til engang i 1940’erne, men her under andet flag end dansk og ØK’s mærke. Dette østasiatiske kompagni som var Danmarks fremmeste virksomhed; nu et fjernt minde om den støt stående danske sømand og H.N. Andersens talent for iværksætteri og global foretagsomhed, hvor etatsråden ikke tog de sartere nuancer så nøje. Dengang at spå ØK’s senere undergang er det samme som i vore dage at forudsige Mærsks fallit. Rent ud nationalt kætteri. Forresten forsvandt med tiden også det vældige og verdensberømte Burmeister & Wain, hvilket på lignende vis dengang havde været noget nær landsforræderi at forestille sig. Så det forestillede sig ingen.

Ude i den store verden, somansir, var De Forenede Stater i 1912 endnu ikke en verdensmagt, nærmest ikke regnet for noget og var ikke USA i fuld figur; det store land manglede stadig et par stater for at blive komplet med 50 stjerner i The Star Spangled. New Mexico blev optaget i unionen som den 47. stat. Et stykke wild west så det forslog med meterhøje kaktusser og Santa Fe som nyslået hovedstad i det nu forhenværende territorium og med byer der lignede kulisser i en dårlig western. New Mexico: et godt 315.000 kvadratkilometer stort hul i jorden dengang og sikkert også 100 år senere. Slår man op på Google Maps og kører klatten rundt til småbyer som Silver City, Duncan eller Gallup (!), så ser der ikke særligt festligt ud. En bil kører i brede støvede gader, en hund krydser sit spor. Det er det hele.

315.000 kvadratkilometer eller en bagatel af otte gange det daværende Danmarks areal, hvor dengang i 1912 med nederlaget i -64 i frisk erindring grænsen lå under armhulerne på Kolding.

Optimisme

1912 er året lige, lige før den gamle verden bryder sammen, men hvor man stadig tror at det går; en civiliseret verden kaster sig ikke ud i krig. Stephan Zweig levede trygt i verden af i går, mente at den holdt og understreger i hovedværket Die Welt von Gestern om den tabte uskyld at tidens veluddannede ungdom rejste og studerede hos hinanden og aldrig ville løfte våben mod brødre.

Kommunisterne forberedte efter 2. Internationale den grænseoverskridende våbenfornægtelse og generalstrejke ifald politikere, generaler og kronede hoveder alligevel gik amok. De skulle blive klogere to år efter -12.

Men verden blev beriget med talent det år, mens dumheden trivedes i ødselt mål i de politiske og administrative miljøer. Nærmest viljeløst eller med vilje, fordi de var dumme som pap, lod de ansvarlige verden glide ud i katastrofen. Som et mudderskred i slow motion. En af de bedste analyser der er skrevet om tidens forudsætning for at idiotien kom så vidt, er Barbara Tuchmanns mesterværk af en fremstilling om tiden før Første Verdenskrig: The Proud Tower. De ansvarlige militærfolk, der var stærkt inficeret af de kongelige middelmådigheder i England, Frankrig, Rusland og Tyskland var, for nu at sige det mildt, røven af femte division. Disse overklassens unge sønner var stort set alle dem der ikke ellers kunne blive til noget, og som derfor blev presset ind i militæret og ærens vej og steg i graderne og blev generaler. Den ene mere tåbelig end den næste.

Men det er en anden historie.

I 1912 fødtes en af det tyvende århundredes allerstørste dirigenter, en af de betydeligste nogensinde: Sergiu Celebidache. Ikke just elsket her på bladet, hvor Hans-Georg Lenz for i kødet på den mageløse rumænske filosof, matematiker og musiker næsten fra dag ét, da den ildsprudende Celebidache fik sit første hysteriske anfald over for Det Kgl. Kapel, men til gengæld fik dem til at spille bedre end de kunne. At opleve Celebidache i hans velmagtsår, som i øvrigt varede hele livet, var som at opleve musikken som ny og for fuld skrue. SC dirigerede med hele kroppen, sveden stod i stråler fra ham og håret ligeså, som en mandlig Medusa. Han råbte og skreg undervejs og forløste hvad der var at forløse i de værker, han tog fat på. Det var mange, og han kunne dem alle uden noder.

Celebidache var uforglemmelig.

Uforglemmelig er også dette blads stifter, der blev født den 18. marts 1912 i Odense, hvilket man godt kunne høre resten af hans dage. Han talte ganske enkelt fynsk og skabte så i øvrigt det illegale modstandspressebyro Information, som efter befrielsen blev til denne avis, der siden 1945 og trods umulige odds indimellem forbliver sig selv og fortsat lever i Outzes ånd af frisind og kritik, kvalitet og ubestikkelighed og er udkommet lige siden. Det er da noget. Og en anden historie.

Tillykke med os, tillykke med Outzes 100.

Glædeligt -12!