Da udenrigsminister Villy Søvndal for nylig var i Washington, kom det bag på Hillary Clinton, at han kunne være USA-kritisk. Det havde hun ikke lige set komme i den halve time, hun talte med sin danske gæst.
Søvndal har efter 100 dage på taburetten udtalt sig til Berlingske Tidende om, at menneskerettigheder ikke må ofres med terrorbekæmpelse som undskyldning. At det notorisk foregår i Guantánamo og Bagram-basen i Afghanistan har han da også nævnt for fru Clinton i ’generelle vendinger’.
Han tilslutter sig beskyttelse af civile i FN-regi, som det fandt sted i Libyen, men siger dog, at der er brug for et regelsæt for internationale interventioner. Er det mon møntet på Syrien, der er allieret med Iran? Han siger også, at ingen skal være bange for islamister, hvis de er moderate. Det lyder som et ekko af USA’s lokumsaftale med Det Muslimske Broderskab: Washington vil støtte nye islamiske regimer på betingelse af, at de ikke modarbejder USA’s interesser.
»Se på Tyrkiet og Indonesien — begge er velfungerende demokratier,« tilføjer Søvndal.
Ser man det? I Indonesien fængsles og tortureres folk, der demonstrerer fredeligt for politiske rettigheder i Papua og Molukkerne, ifølge Human Rights Watch.
I Tyrkiet, USA’s rollemodel for de nye islamiske regimer, debatteres ’en yderligere demokratisering’, der ifølge vicepremierminister, Bülent Arinc, vil »anerkende alle kurdernes rettigheder«. Også legalisering af »ikke-voldelige politiske ytringer« drøftes.
I dag er straffen for at bære PKK’s emblem i jakkereverset 10 års fængsel. Kurdiske politikere og journalister fængsles i hobetal. Hvor velfungerende demokratisk er det? Har Søvndal, der i 1996 var i Tyrkiet for at støtte en anholdt dansk PKK-aktivist, ikke fulgt med siden? I så fald kan han gå ned i Københavns Byret og følge sagen mod den kurdiske tv-kanal ROJ-tv, der ret beset er et indgreb mod kurdisk ytringsfrihed.








Kommentarer