»Tæt tåge i Kanal — kontinent afskåret«.

Overskrift i den britiske avis The Times, 1957

INGEN OVERSKRIFT — selv ikke de seneste ugers — rammer så præcist briternes opfattelse af konsekvensen af premierminister David Camerons veto af en ny EU-traktat om øget finanspolitisk integration.

Som klummeskriveren Simon Heffer minder om i den EU-kritiske avis The Daily Mail: »Husk at de sælger mere til os, end vi sælger til dem.«

Med andre ord: Det er værst for ’Europa’ — et ord som i Storbritannien skal forstås som det kontinentale Europa; ikke omfattende briterne.

I lyset af EU’s værste krise i 50 år er der selvfølgelig et gran af sandhed i påstanden om, at »det er værst for Europa«. I en tid, hvor let opskræmte finansielle markeder kan sende gældsplagede lande til tælling på basis af enkeltudtalelser, er intern uenighed i EU det sidste, eurozonen har brug for.

David Camerons veto brød spektakulært med forestillingen om, at fællesskabets interesse selv i krisesituationer overgår snævre hjemlige særinteresser — selv om det i den britiske regering anerkendes, at den britiske økonomis ve og vel er afhængig af, at eurozonen ikke kun overlever, men også kommer op i omdrejninger igen.

Men skulle man foranlediges til at tro på de iagttagere, der har vurderet, at vetoet på en eller anden måde skete ved en fejl, må man tro om. Kun 10 dage senere slog Cameron-regeringen sin position som enegænger fast, da den afslog at bidrage til en støttefund for møntunionen under Den Internationale Valutafond (IMF).

UD OVER DEN URO vetoet og afvisningen af ekstra midler til IMF har skabt, er en anden konsekvens for EU som helhed, at der nu er skabt et institutionaliseret ’EU i flere hastigheder’. Nogle vil sige, at det har eksisteret siden indførelsen af euroen, men der er ingen tvivl om, at det europæiske fællesskab står i en ny situation.

Konsekvenserne for samarbejdets videre udvikling er endnu uklare, men én konsekvens — mener Tomas Valasek fra Centre for European Reform i London — er, at magtbalancen i EU er blevet flyttet »fra små til store stater«, ligesom det har fjernet »en vigtig liberal økonomisk stemme fra kernen af europæisk beslutningstagning«, hvilket har efterladt ligesindede lande i en »langt svagere position«.

Imidlertid er det svært at komme til den konklusion, at det er »værst for Europa«. Som flere iagttagere har pointeret, så er definitionen på et veto, at man forhindrer noget i at ske. I den aktuelle situation er resultatet blevet, at 26 lande er gået videre med planerne om en ny traktat, mens kun Storbritannien står uden for.

Selv om den britiske regering understreger, at landet stadigvæk sidder med ved bordet, når beslutninger vedrørende det indre marked træffes, er det ikke overraskende, at britisk erhvervsliv og førsteministrene fra Wales og Skotland har udtrykt bekymring for, hvad den nye situation vil komme til at betyde for varetagelsen af Storbritanniens interesser på et marked, der udgør 40 procent af landets handel.

At nedlægge veto mod en traktat i en krisesituation er en alvorlig sag, og det kan ikke undgå at få konsekvenser for briterne, når de i fremtiden vil forsøge at bygge alliancer. Som flere iagttagere påpeger, så har Storbritannien aldrig tabt en afstemning omhandlende regulering af de finansielle servicer — branchen Cameron hævder at have beskyttet med sit veto — men om det vil fortsætte i fremtiden er mindre sikkert nu.

CAMERON SYNES med vetoet at have skubbet Storbritannien længere væk fra hjertet af EU end selv Margaret Thatcher vovede, da hun i 1980’erne sagde »no, no, no« til tættere europæisk integration. Sandheden er, at han ikke har gjort det så meget af hensyn til landets finansdistrikt, som af hensyn til sit eget EU-fobiske bagland. Men problemet er, at dette bagland nu vil have mere. Mange ønsker helt at forlade fællesskabet ud fra en forestilling om, at landets alliance med USA og dets stolte handelstraditioner og kolonifortid vil kunne sikre det global indflydelse og økonomisk velstand.

Analysen kunne ikke være mere forkert. Mens Camerons veto nok får visse konsekvenser for det bredere europæiske samarbejde, betyder det først og fremmest, at Storbritannien nu befinder sig alene i yderkanten af Europa; en position, der kun gør landet mindre attraktivt over for amerikanerne.

Cameron har placeret Storbritannien i en situation, hvor det snart vil finde ud af — ikke mindst, hvis løsrivelsesprocessen fortsætter og ender i tragisk skilsmisse fra EU — at det er dem, ikke kontinentet, der er afskåret. rod