Hvis man skal være grov — og hvorfor ikke — så er film på vej ned, mens tv-serier får en endnu større fremtid. Biograferne er et godt sted for en romantisk date og en måde at undgå mor og fars ånde i nakken på, men det langt større publikum sidder hjemme foran skærmene, og derfor vil serierne i stigende grad være interessante, også for filmkunstnere og kultureliten, for hvem serierne aldrig var fine nok. Med et af bogens mange citater var teater og film aristokratiet, mens tv længe var Askepot, som hørte til blandt tjenestefolkene i køkkenregionerne.
Men tv-serier er ikke kun fremtiden. De er i høj grad nutid og har også en glorværdig fortid. Alt det er baggrunden for, at der nu foreligger et solidt værk, Fjernsyn for viderekomne, skrevet af danske akademikere, hovedsageligt medievidenskabsfolk, som tager serierne alvorligt. Med sin analytiske gennemgang af en række amerikanske serier melder en ny generation af tv-historikere sig på banen. Det var også på tide. Ganske vist henvender bogen sig mest til faglige læsere og serienørder, men andre kan også læse med. Bogen kan også bruges som opslagsværk, en pendant til de udmærkede bøger, som kritikeren Morten Piil har skrevet om hovedværker inden for film.
Den er en markør. Lidt som da Bauhaus-arkitekterne gik ind i en ny tid med en accept af, at huse ikke længere så ud som i gamle dage — i stedet for at stritte imod. Man kunne lige så godt få det bedste ud af, at bygherrerne ville have strømlinede, industrielt byggede højhuse og ditto design. Det gav tilmed ny inspiration.
Ret skal være ret: Selv de mest fodslæbende danske kritikere har skrevet henført om kvaliteterne i enkelte serier som The Singing Detective, Twin Peaks, The Sopranos, The Wire og lige nu Mad Men, men så stoppede det også næsten dér. Resten var tavshed eller blev direkte hånet. Amerikanske skribenter derimod — fra både aviser og universiteter — har udvist en anderledes forståelse for genren, men USA er jo også den kulturs vugge.
Guldaldrene
Nu har vi lagt håneæraen bag os, mener redaktørerne af den danske bog som udgangspunkt. En af dem, Henrik Højer, griber tilbage til sin barndoms fornøjelse ved at se episode-serier som Kojak, McCloud og Colombo. Det var i 1970’erne. Med Hill Street Blues i 1981 indledtes en ny æra, hvor livet omkring en politistation skildres. Der var ikke en, men flere skiftende hovedpersoner, hvis privatliv også blev draget med ind. I princippet en slags evighedsmaskine, hvor man blev dus med personerne, omtrent som var de medlemmer af ens egen familie. Den amerikanske professor kalder det tv’s anden guldalder. Den første var i pionertiden i 1950’erne.
Den tredje guldalder, som vi vel stadig er midt i, blev skudt i gang af kabelnetværket HBO. Selvfølgelig spiller produktionsforholdene og teknologiske nyheder en stor rolle, og dem har bogen godt styr på. HBO var en betalingskanal og var derfor pisket til at skabe serier, som faldt i publikums smag og gav overskud til ejerne. HBO har produceret serier som The X-Files, The Sopranos og Sex and The City for at nævne nogle af dem, danskerne kender. I 2010 producerede HBO Boardwalk Empire, som instruktøren Martin Scorsese står bag. Serierne har også tiltrukket instruktører som Tarantino og Sonnenfeld, ligesom flere førende filmskuespiller har overgivet sig til genren, endnu et tegn på, at serierne er kommet ind i varmen og har fået det blå stempel af kunstnere.
Det er også interessant, at en anden af bogens redaktører, Andreas Halskov, kan skrive et helt kapitel om en detalje som titelfrekvensens betydning, den frekvens, der på jinglemaner, indleder serien som fast bestanddel. Allerede dér kan man aflæse noget om seriens æstetiske kvaliteter, selvom præsentationen er en lille genre i sin egen ret, som oftest udliciteret til et digitalt selskab. Det minder om visse litteraters muligvis rigtige påstand om, at man allerede i en bogs første linjer eller afsnit kan se, om det er et stykke kvalitetslitteratur. Den er i al fald en indikator for, om man gider læse videre.
Et eksempel er rødkælken i Twin Peaks, hvorfra der tones over til et savværk og videre til en elektrisk sav under slibning. Så er scenen sat på ultrakort tid med lillebyens beliggenhed ved en uhyggelig skov og savtakker, som kan dræbe.
Leges med genre
Helle Kannik Haastrup skriver om det, som med et nyt ord kaldes ’dramedier’, en hybridgenre af drama og komedie. Desperate Housewives er et eksempel. M*A*S*H er et andet, hvor krig og komedie, alvor og morskab, går op i en højere enhed. Hvilket man kunne forsværge, havde det ikke været for Chaplins Hitlerparodi i sin tid. I det hele tages leges der med genrerne i en del serier, sæbeoperaer, lægeserier, detektivhistorier, og det langstrakte forløb, uge efter uge, år efter år, gør, at man kan arbejde med stor kompleksitet i handlingsgangen og personerne imellem, en mulighed, den enkelte biograffilm ikke har, og hvor toeren eller treeren som oftest ikke har etterens kvalitet.
Resten af bogen er helliget analyserne af udvalgte tv-serier med hovedvægten på det, som hedder premium cable tv, betalings-tv, der i modsætning til landsdækkende netværks-tv som NBC, CBS og ABC kan tillade sig ikke så lidt. Som litterær agent Lars Ringhof citeres for at have sagt: »De slipper for reklamerne. Og så må de kneppe, bande og ryge pot i serierne, fordi det er noget, du selv har bedt om at få. Det er en platform, hvor man kan udtrykke sig populært med høj kunstnerisk kvalitet og ikke skal tilgodese alt for mange fokusgrupper og annoncører.«
Det moralske
Eller en hel nations moral kan man tilføje. Dermed også være sagt noget væsentligt om finansieringsforholdets indflydelse på indholdet. Sender man til alle, er der mange hensyn at tage. Fra Perry Mason til Dallas og Dollars til The West Wing skulle de tale bredt og holde sig på måtten — eller fra måtten skulle man måske sige. Begrænsningerne handler om både det kropslige og det sproglige.
Basic cable-tv er en mellemting, som folk kan abonnere på mod en mindre betaling, men til gengæld må finde sig i reklameafbrydelser. Mad Men, som apropos foregår i reklameverdenen, er eksempelvis produceret på den måde.
Tv-serierne er genren, der kom ind fra kulden, selvom det tog sin tid. Som professor ved Aalborg Universitet, Gunhild Agger, allerede for mange år siden bemærkede i en tv-udsendelse: Der var lige »en mødom, der skulle tages«.
Hun skrev for resten doktorafhandling om tv-drama i 2005.
Jakob Isak Nielsen, Henrik Højer og Andreas Halskov (red.): ’Fjernsyn for viderekomne’. En antologi. 304 sider. 249 kroner. Udgivet af online-filmtidsskriftet 16:9
Kommentarer
Fint - men vi har jo om nogen dyrket kvalitetsserien med Rifbjeg, Panduro, Søren Christian Hansen m.fl. DR gjorde et stort nummer ud af at få uddannet danske forfattere og dramatikere til at kunne udfolde sig over lange, episke forløb (og korte, når det skulle være).
Hov, jeg mente det nok. X-Files var ikke HBO, det var FOX.
List of programs broadcast by HBO
Du har helt ret, Danni. “The X-Files” er en Fox-serie fra midten af 1990’erne. Den nævnes kort i bogen, men er ellers ikke rigtigt med (da den jo netop kom før de store HBO-serier fra slutningen af 90’erne og frem).
I bogen kalder vi det også rettelig for “titelsekvenser”, men ser man bort fra disse to småting, så er vi temmelig glade for denne beskrivelse/anmeldelse, som har fanget alle de centrale pointer og hele grundtanken i bogen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og det er sådan set korrekt, at der i Danmark - og lige så i England - har været mange eksempler på kvalitetsserier. Det er der ingen, som benægter.
Den danske dramaserietradition er dog efterhånden velkendt og velbeskrevet (herhjemme er den blevet behandlet af bl.a. Gunhild Agger og Pernille Nordstrøm). Bogen er, med andre ord, ikke et forsøg på at opskrive amerikansk tv-drama over dansk ditto, men blot en indføring i en guldalder/kvalitetstradition, som eksisterer indenfor amerikansk tv-drama og som kun pletvis er blevet bemærket i danske medier (hvor man netop, som Kristen Bjørnkjær skriver, har fokuseret lidt vel entydigt på enkeltstående serier som “Twin Peaks” eller idag “Mad Men”).
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg håber, at I også har fået det ret betydelige krav om kulturel kapital, som mange serier kræver, med.
(Yndlingseksemplet er titlerne på afsnit af “Desperate Housewives”, som næsten alle stammer fra Stephen Sondheims avancerede musicalsange).
Iøvrigt mener jeg at huske, at Kim Schrøder tidligere har forsket i soap operas, der vist må siges at være i den modsatte ende af skalaen).
Ja, der er forsket lidt i amerikanske soaps og faktisk også en smule i sitcomgenren.
Vi nævner ikke Stephen Sondheim ifm. “Desperate Housewives”, selvom det lyder ret interessant.
DH nævnes ifm. Helle Kannik Haastrups dramediekapitel og mit eget kapitel om titelsekvenser, og i mit kapitel forholder jeg mig også til en del af de intertekstuelle referencer, som allerede ligger i introen (og som dermed, som du helt rigtigt siger, kræver en del kulturel kapitel).
Der tales om lignende krav ifm. serier som “Six Feet Under” (som refererer til alt fra Edgar Allan Poe over Luis Bunuel til David Lynch), “Mad Men”, “Lost” og “The Sopranos”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Apropos diskussionen om bl.a X- files.
Jeg husker fra dengang i 2005 hvor jeg debatterede på “Nyhedsavisen” at der var en kvindelig debattør; hun kaldte sig “Oraklet”. (Vi skrev jo næsten allesammen under Pseudonym på Nyhedsavisen)
Hun havde en helt speciel teori om især amerikanske TV-serier.
F. eks vidste hun helt bestemt; at der foregik en konstant indvandring af menneskelignende rumvæsener til jorden fra planet X.
Jeg husker; at hun nævnte at disse aliens sandsynligvis ankom i fast rutefart hver onsdag eftermiddag til USA’s vestkyst med et rumskib fuldt af nye “menneskelignede alien-immigranter” der jo så derfor skulle indfases i tilværelsen i USA.
Hun havde en interessant teori om amerikanske TV-serier som en slags (hun kaldte det) - “platforme til stabilisering”.
AngåendeTv-serien X- files påstod hun; at disse rumvæsener langt hjemmefra engang i start 90’erne - langt hjemmefra som de jo var - kollektivt var blevet frygteligt bange for at FBI (mod aftalen) ville anstifte en jagt på dem og afhente dem og internere dem!
Hendes argument var derfor, at “MAN” havde besluttet at udvirke en “modgift” i form af en nerveberoligende TV-serie som netop fik FBI-agent Fox Mulder i rollen som den eneste “Ufonaut-jæger” i USA der skulle jage aliens. Som bekendt fangede Fox Mulder igennem 176 afsnit aldrig en eneste alien - modarbejdet som han blev ikke mindst af alle sine mange chefer i netop FBI.
Desuden hævdede “Oraklet” fra Nyhedsavisen at hvis man så godt efter og fulgte handlingen i X- files nøje; ville man indse at netop Fox Mulder var under strikt alien-kontrol allerede fra enten det første eller det andet afsnit af X- files.
Det var en underliggende pointe i et af de allersidste afsnit af X- files, at Fox Mulder havde været kidnappet og “programmeret” af Aliens fra de allerførste afsnit.
(Det aspekt fik vi jo diskuteret en del på Nyhedsavisens debatssider og jeg skylder stadig debattøren “Oraklet” en undskyldning idet at jeg godt kunne se hendes teori om Fox Mulder under alien-kontrol bevist; efter senere at have set X- files.)
Angående TV-serien Dallas som kom omkring 1979 hævdede “Oraklet”, at de samme aliens som før nævnt; var involveret i spredningen af AIDS på jorden og at de havde brug for noget mental-helse - forbrydelsens karakter taget i betragtning - hvilket løstes ved; at “MAN” skabte TV-serien DALLAS hvor pointen bl.a var at alle basisk set var gode mennesker - bortset fra JR. og hans skurkevenner der så kunne beskyldes for alt - al indgående skyldfølelse kunne projekteres over på JR.
Oraklet hævdede, at den enkelte alien derfor via Dallas figuren JR kunne frasige sig sin andel i det personlige ansvar for som en del af alien race - at have påført jordboerne sygdommen AIDS.
“Oraklet” nævnte videre omkring TV serien Star Trek at den fungerede som en “velkomsthilsen” til især de ny-ankomne aliens.
I TV-serien Star Trek hævdede “Oraklet” brugtes virkelige ord og vendinger fra de pågældende aliens hjemplanet - hvilket tjente til dels til at cementerede opfattelsen af den magt som de pågældende aliens allerede havde sat sig på her på jorden samt til at give en følelse af selvsiikkerhed.
Vi danskere kunne dengang i de år grine af en TV-reklame hvor Thomas Eje kunne kalde en pengebegærlig meksikansk hotelejer for “bonderøv” når han via en TDC-service ringede hjem fra hotellet via TDC uden at den pengegriske meksikaner kom til at tjene så meget som en krone på Thomas Eje’s udlandsopkald.
OG At kunne kalde andre for “bonderøv” uden de tiltalte kender ordets sande betyning var netop konceptet i en nøddeskal bag brugen af virkelige alien-ord og vendinger i Star Trek såvidt debattøren “Oraklet”
Desuden ville disse virkelige “alien-ord” i Star Trek lægge en dobbelttydning i de specifikke scener og sætninger de brugtes i. Star Trek blev derved også til undervisning på et anderledes “højt plan” men på et plan usynligt for jordboere, der ikke kunne afkode disse brugte “alien-ord”.
Men TV-serien Star Trek blev såvidt oraklet især brugt som en platform til at give hjemmefølelse og velvære til aliens - der er på jorden langt væk fra deres hjemmeplanet.
Idag finder jeg som man kan forstå det af dette mit indlæg; stadig Nyhedsavis- debattørens “Oraklets ord interessante.
Og tænker af og til på om “Oraklet” også idag sidder og ser TV-serier med deres mulige indhold af dobbelt budskaber - et til mennesker og et til aliens fra en anden planet.
(Da Nyhedsavisen gik ned og efterfølgende blev overtaget af Socialdemokratiets pressetjeneste (eller hvem det nu er der driver Nyhedsavisen idag) blev alle disse interessante diskussioner desværre slettet uden pardon. Jeg har ledt - alt er slettet.)
Dette “Orakel” kunne det da være sjovt at høre fra. Måske kender nogle af mine medskribenter/-redaktører til det, du beskriver. Jeg erindrer hende desværre ikke, men, ja, hendes teori er da i al fald vild(t interessant).
Andreas, i anledning af sammenfaldet (der også handler om den naturlige opdeling af kulturmiljøet i undergrupper med alle mulige netværksalliancer) fremstilledes til Sondheims fejring i Hollywood Bowl, denne sekvens: http://www.youtube.com/watch?v=84vGWVenlTk&feature…
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er meget interessant, Peter. Tak for henvisningen.
Angående ordene i mit debatindlæg her fra idag 14:47 om X-files må jeg indse at “Universets overordnede timing” er upåklagelig.
For TV2 genudsender fra og med i nat kl 02:30 første afsnit af X-files og fremefter.
“der var lige en mødom, der skulle tages” - hvad er det for en machistisk metafor???????????
Ja, den mon jo stå for Gunhild Aggers regning. Det er ikke et metafor, som findes i bogen.
Nu kender jeg Gunhild Agger, da hun var min lærer det første år på Aalborg Universitet; jeg er ikke i tvivl om at hun har sagt det, hun har sagt. Og ang. hvad det mon er for en mødom der tages kunne jeg forestille mig, at Gunhild mente noget i stil med, at uskylden skulle ryge først, altså naiviteten mm. skulle ryge først.
Og ang. Star Trek, tjah, jeg ved ikke hvad Oraklet mener, men jeg ved at Star Trek af os sci-fi nørder bliver set som den gode fortælling om fredelig sameksistens mellem mennesker og rumvæsener.
Serien er skabt af Gene Roddenberry engang i 1960erne, og havde premiere i 1965 eller 1966, hvor det første afsnit blve sendt. Først i 1978 eller 1979 blev den dog populær, især efter at Star Trek: The Next Generation (serien altså) kom på tv-skærmen.
Og den i 1966 har tydelige spor og kommetarer til USA og Sovjet-unionen med Føderationen som USA og Romulanerne som Sovjet…
Og hvorfor skulle aliens sprede aids på jorden? Det giver altså ingen mening, især ikke, når man ved, at forskere har sporet aids-virus helt tilbage til soldaters kroppe i enten 1959 eller 1969. Det tyder snarere på et usansk eksperiment med dræbervirus som er slået fejl. Mere sandsynligt mener jeg dog er teorien om aids handler om Belgisk Congo (Zaire) og fremstilling af gummi-masse. Den første patient med aids kom netop fra Zaire og fløj via Haiti til New York, mener jeg.
Ang. Dollars og Dallas mm. handler det nok mere om et vist borgerskabs syn på samfundet og en vis indoktrinering om og i at ærlige mænd skaber ærlige gode resultater, og at man(d) selv kan kæmpe sig op fra bonden af samfundet, altså en klar højre-orienteret dagsorden.
Mht. ordene i Star Trek tjah….men jeg ved, at der er grupper i USA, som taler klingonsk med hinanden. Og at der lavet en klingonsk-engelsk ordbog. Og der er måske også lavet en vulkansk-engelsk ordbog? Som bekendt er Spock fra planeten Vulcan, hvor de engang havde følelser, men nu tænker logisk og rationelt. Og hvis der skulle være nogle skjulte budskaber i serien (og filmene) skulle det da være til vulcanerne her på jorden, ikke sandt?
En teori, som jeg endnu ikke er helt overbevist om er sand, er den som antyder eller ligefrem direkte mener, at f.eks. George W. Bush er en alien, en ikke-god alien, som kommer fra dem de kalder for de grå, eller reptilracen. (som er beskrevet som en meget ond race, af uvisse årsager). Disse reptilracer skulle så være i kamp mod andre alien-racer fra rummet; denne kamp skulle så også foregå her på jorden bl.a.
Reptilerne skulle bl.a. kunne kendes på deres reptil-agtige kolde øjne. I så fald kunne Vladimir Putin være en reptil - måske evt - i fald osv.
Som sagt, jeg er ikke vild med denne her teori, uanset hvor meget spændende og interessant den lyder, idet den synes at fratage mennesket ansvaret for alle de ulykker, vi går og laver. Og projicerer ulykkerne, dvs. giver skylden for ulykkerne på reptil-racen - også selvom det er homo sapiens sapiens der har lavet dem.
Barack Obama har selv nævnt at han er udsendt fra planeten Krypton for at frelse jorden (som Superman). Måske var det et forsøg på at være vittig, måske ikke…
Hvad angår tv-serierne, så synes jeg da bestemt, vi godt kan være med her i Europa, Familien Ashton, Upstairs & Downstairs, Huset på Christianshavn, Matador, Downtown Abbey og mange, mange andre.
Jeg er ked af at man ikke har nævnt de fremragende tyske krimi-serier som f.eks. Tatort, Der Alte, osv. så nu vil jeg gøre det. Eller serier som Landsbylægen (Der Landartz)
Ang. Desperate Houseviwes fandt jeg konceptet utåleligt og tåbeligt og typisk amerikansk; hvis man anskuer det på bestemt måde kan man måske komme frem til at det var og en satirisering over kvindernes, især middel-klasse-kvindernes position i USA, hvor frustrerede husmødre må bruge hele dagen på at passe og pleje deres krop, køre børn til og fra aktiviter og drømme om sex med deres mænd, thi han arbejder indtil klokken ni om aftenen - hver dag.Og som derfor begynder at fantasere om sex med de unge flotte cubanere eller mexicanere som renser poolen eller med pizza-buddet….
Havde Oraklet mon også noget at sige om Star Wars?
Og gad vide hvad hun ville mene om Bioware’s Mass Effect spil?
Igen: tyske kvalitetsserier er da også efterhånden et velbeskrevet fænomen. Når de ikke bliver nævnt i anmeldelsen, skyldes det jo slet og ret, at det er en anmeldelse af en bog som omhandler nyere amerikanske dramaserier. “Desperate Housewives”, som heller ikke er min favoritserie, er en dramedie og er derfor ikke central i bogen (der dog, som Bjørnkjær skriver, har et kapitel om dramedien som hybridgenre).
Mange har efterhånden talt om Der Alte, Fassbinders arbejde med tv-drama og sågar nyere tysk tv-dramatik.
Jeg er enig i, at der laves mange ganske interessante serier i både Tyskland, England og Danmark (og med sikkerhed mange andre steder i verden), men det er en central påstand i bogen, at man bliver nødt til at se serierne i en mediesystemisk og produktionsteknisk sammenhæng, og det ville derfor være et ganske andet og langt mere omfattende projekt at skrive om nyere tv-serier i al almindelighed. Det er ganske enkelt nogle andre forhold, som serier produceres under i Danmark og en andre tradition, som serierne indskriver sig i. Derfor giver det, i vores øjne, bedre mening at have et skarpt fokus, frem for at foretage overfladiske sammenligninger på tværs af vidt forskellige nationale strømninger, produktionstekniske vilkår og traditioner.
Desuden er tyske serier fra 70’erne, 80’erne og 90’erne jo velkendte og gennembehandlede, og ligeså danske serier som Huset på Christianshavn (som jo også er en sitcom og dermed hverken har samme format, nationalitet eller tidsmæssige kontekst, som de serier bogen behandler).
Det er vel smag og behag, om man synes om kaffe, men man kan ikke forvente, at en bog om kaffe skal handle om alle andre varme drikke. Tilsvarende kan man heller ikke forvente, at anmeldelse af bøger om kaffe samtidig skal anmelde andre varme drikke.
I øvrigt: Jeg er sikker på, at der ikke ligger noget sexistisk i Gunhild Aggers (lidt grovkornede med også sjove) metafor, og den skal med sikkerhed forstås sådan som Karsten siger.
Karsten Aaen skriver bl.a -“Og ang. Star Trek, tjah, jeg ved ikke hvad Oraklet mener, men jeg ved at Star Trek af os sci-fi nørder bliver set som den gode fortælling om fredelig sameksistens mellem mennesker og rumvæsener.”
Her må jeg korrigere dig. Kanal 5 har her i aften lige vist 178. afsnit af Star trek og jeg har set en del af dem.
For der er ikke meget fredelig sameksistens i Star Trek. Dog er det rigtigt, at problemer forsøges løst “bedst muligt” hvilket desværre oftest inkluderer brug af militær magt.
Star Trek - Universet er delt op i territorier hovedsagelig mellem Klingons og Romulanere og føderationen som jordboerne tilhører.
Hver episode af Star Trek starter med en ordentlig omgang øregas “Bravt vi rejser ad uudforskede veje og stier ud i universet bla. bl.a” medens sandheden i virkeligheden er at rumskibet Enterprice er et kombineret udforsknings-skib og krigsskib - men især et krigsskib.
Hvilket afspejles i konflikter med de hyppigst tilbagevendende rumracer i serien.
Vi møder således Ferengierne (alle lavkaste-typer)som er en flok psykopatisk anlagt tuskere og kriminelle rumvæsener - og dertil overordentligt indbildske og usympatisk portrætterret.
Vi møder også romulanerne. (Købmænd og bureaukrater og spion-kasten) Et folk der på trods af at være en overordentlig fremskreden teknisk civilisation og magtfaktor lever de i et samfund ala romerriget som på Cæsars tid men tilsat teknologi. Krigeriske og snu og usympatisk er de portrætteret
Vi møder også Klingons (kriger-kasten). I de allerførste Star Trek var de hvide med personligheder lidt ala tyskere og hollændere “når den slags er værst”.
I den senere Star trek er alle Klingons nu koloreret i brune / sorte nuancer. Afsindigt krigeriske.
Tænker kun på krig og ære skabt ved deltagelse i krig.
Tilsidst også rumracen “Borgerne” (spejlbillede af jordboerne ?) der en “flok regulært sindsyge” som metodisk kombinerer deres fysiske kroppe med teknologiske implantater og en bindegal tro på at deres “Borg-kollektiv” er den eneste rigtige måde at leve på. Giver en del problemer i resten af Star Trek universet.
Det er de 4 hovedracer der foruden jordboerne går igen i alle afsnit.
Rumvæsener fra Vulcans (præstekasten) ses sjældent eller aldrig. Spock optræder dog i et par nyere Star Trek film. Men måske har det ikke passet i Hollywoods kram at vise en rumrace som Vulcans frem; der som vi husker fra de tidlige Star Treks klarer sig via logisk intelligens og religiøsitet og mådehold.
(Vi tv-seere skulle jo nødig få nogen dårlige ideer i den retning)
Vi møder andre rumracer i enkelte afsnit - men jeg husker f. eks ikke en eneste rumrace der formår at leve pacifistisk med succes i STAR TREK-universet - i noget som helst afsnit af Star Trek.
Man kunne derfor fristes til at konkludere at Star Treks skjulte budskab er; at pacifisme ikke er mulig på nogen måde.
Der er faktisk kun to figurer der som repræsentanter for deres specielle art formår at have ubetinget succes.
Den ene succes er den levende computer DATA - (Terminators stamfar ?) han klarer sig pænt godt og rækker processorkraften ikke til -er vold da en mulighed han også anvender.
I den anden ende af Skalaen findes den mystiske figur kaldet “Q” som tilhører en gruppering af væsener med nærmest guddommelige evner.
På trods af sin ofte demonstrere almagt bliver “Q” dog tegnet overmåde usympatisk. Men afgjort en eksistensform der med noget justering er alle de andre sete eksistensformer i Star Trek Universet - overlegen på både både fornøjelse og succes.
Karsten Aaen
Dine øvrige spørgsmål kan besvares kort.
*Angående hvad debattøren “Oraklet” fra Nyhedsavisen mener om Star Trek ved jeg det ikke. Hun havde været i gang med at undervise “banditterne /debattørerne ” på Nyhedsavisen et stykke tid før jeg begyndte at skrive der tilbage i 2005. Hvad jeg således ikke har lært af “Oraklet” er nu kun ærgeligt tabt.
Hun blev iøvrigt ligesom andre debattører på Nyhedsavisen træt af at blive svinet til / urimeligt kritiseret - i hendes tilfælde både som kvinde og på sit “orakleri”.
Og hun forsvandt derfor fra nyhedsavisens galleri af debattører.
*Angående Barack Obama der som du nævner har udtalt at han kommer fra Krypton ligesom Superman - må det være en vittighed. Det er dog ingen vittighed; at ordet Krypton kommer af ordet Kryptos der betyder “skjult”.
*Angående de reptil- rumvæsener du nævner er der så meget “mudder” og “støj” i de historier om tilstedeværende reptil-aliens på jorden at alle historier oftest ender med at fremstå som utroværdige.
Filmen “They Live” er et forsøg på at samle myterne om reptil- rumvæsener på jorden i noget fornuftigt.
Egentlig en glimrende og spændende film.
Her er den.
http://video.google.com/videoplay?docid=-900536775…
Derfra er blot at nævne, at jeg i mit indlæg fra igår 2 jan 14:47 kun har citeret fra hukommelsen hvad “Oraklet” skrev om amerikanske TV-serier.
Karsten Aaen
Ved fornyet gennemlæsning ser jeg at jeg i mit indlæg fra idag kl 10:40 skriver; “*Angående hvad debattøren “Oraklet” fra Nyhedsavisen mener om Star Trek ved jeg det ikke.”
Der skulle naturligvis have stået; filmen Star Wars og ikke som skrevet; Star Trek.