Dirigenten ser man næsten altid kun bagfra. Under koncerter er fronten vendt mod orkestret, mens publikum kun ser ryggen, som typisk er gemt væk i et frakkesæt. Behøver det altid at være sådan, når man nu kan bruge ryggen som et spejl eller projektion for det spil, dirigenten har kørende med sit orkester? I hvert fald ikke når det gælder den forunderlige unge tyske dirigent Joana Mallwitz, der dirigerede nytårskoncerten på Gamle Scene lørdag aften. Hun havde gjort en dyd ud af sin rygvendte fremtoning for publikum. I dristig nyfortolkning af kjole og hvidt: Blød hvid silketop absolut uden ærmer og med en stor fræk vaginal åbning i ryggen. Underkroppen svøbt i sort buks af utallige slørlag. Joana Mallwitz dirigerede med hele overkroppen, så alle bevægelser kunne aflæses i hendes nøgne arme og skuldre. Muskuløst og alligevel kvindeligt graciøst som bare pokker. Med højre arm og dirigentstok lavede hun sylespidse bevægelser og beskæringer, mens venstrearmen med store runde bevægelser sørgede for fylde og volumen.

Ung autoritet

Jeg har ikke hørt denne tyske komet før. Egentlig burde det være forbudt, at en kun 25-årig kan udstråle så stor autoritet og myndighed. Hendes signatur som dirigent ser ud til at være en meget markeret måde at lade de enkelte dele af orkestret tale sammen på. Hun fremhæver delene for så at massere dem sammen til en forunderlig helhed. Med andre ord skaber hun så at sige musikken for øjne og ører af publikum.

Det blev en festlig aften på Det Kongelige Teater. Først fik man Bedrich Smetanas Ouverture til Den solgte brud efterfulgt af Antonin Dvoáks Slavisk dans nr. 7. Koncerten afbrydes kort ved, at en storskærm hejses ned på scenen for at live-transmittere Dronningens nytårstale. En tale om krisetider og om at række en hjælpende hånd til dem, der har brug for det. Herefter videre før pausen med Franz Liszts Ungarsk rapsodi nr. 2 og en god rumæner George Enescua Balada opus 4 med Jon Gjesme på violin holdt suverænt oppe bag over skulderen af Joana Mallwitz samt endnu en Slavisk dans af Dvoák.

Men hvad med Moldau?

Efter pausen møder publikum til festklædt sal med serpentiner, der hænger ned fra alle balkoner. Nu blev det også rigtig interessant. Først sopranen Sine Bundgaard, der i havfrue-outfit sang Sangen til månen fra Dvoáks opera Rusalka inspireret af H.C. Andersens eventyr om Den Lille Havfrue. Bundgaard gør lige nu en formidabel Nenna i operaen Bajadser på Operaen, og igen her rører hun med sin sprøde komplekse stemme og fortolkning af dette stykke tjekkisk nationalklenodie.

Efterfulgt af ungarske Zoltan Kodálys Háry János suite. Et vildt og voldsomt moderne stykke. Her kom Joana Mallwitz’ evne til at få de enkelte dele af orkester og selve suiten til at tale sammen i en fantastisk enhed. En kraftpræstation og et stykke musik, der efterlader en hel mæt af lyd. Dog skal vi også lige have de obligatoriske ekstranumre i form af en Johann Strauß-vals, Champagnegaloppen samt fællessangen Vær Velkommen.

Så jo, det var en fin aften på Gamle Scene med temaet ’fra Donauflodens bredder’. Blot kunne man diskutere om Moldau med de mange tjekker på programmet ikke skulle have været med. Men, hvad pokker, det er jo alt sammen i nærheden.

 

 

Gamle Scene. Det Kongelige Kapels nytårskoncert 2011. Dirigent: Joana Mallwitz. Solister Sine Bundgaard og Jon Gjesme. Konferencier: Henrik Koefoed