»Selv kolde år er nu varme«.
Sådan lyder nytårsbudskabet fra DMI’s (Danmarks Meteorologiske Instituts) hjemmeside på 2011’s sidste dag i lørdags.
Ganske vist blev det globale vejr en stor del af sidste år domineret af fænomenet La Niña — særligt ekstremt eksemplificeret ved oversvømmelserne i Australien i begyndelsen af året og tørken på Afrikas Horn i slutningen af sommeren. Men af et La Niña-år at være var 2011 temmelig usædvanligt. For »når der forekommer La Niña-tilstande, er vandet i det tropiske, østlige Stillehav koldere end normalt. Det resulterer i en global temperatur, der typisk ligger nogle tiendedele af en grad under den normalperiode, vi plejer at sammenligne med,« fortæller seniorforsker ved Danmarks Klimacenter Martin Stendel. Men »på trods af La Niña slutter 2011 på omkring en 10. plads over varme år, siden globale observationer begyndte i midten af 1800-tallet.«
Ser vi kun på La Niña-år, er 2011 med stor sandsynlighed det varmeste La Niña-år, siden observationerne begyndte.
»Konklusionen: det varme, kolde år — står ikke til at ændre.« Ifølge Stendel.
Svarende til julebudskabet fra forskningsstationen Amundsen-Scott på Sydpolen: »Vi sætter varmerekord«.
»Temperaturen krøb helt op på 12,3 minusgrader 1. juledag 2011,« skrev netavisen Antarctica Sun. »Den højeste temperatur, der er målt på pol-punktet, siden målingerne begyndte i januar 1957.« Dermed var temperaturen første juledag lidt over én grad varmere end den hidtidige varmerekord fra julen 1978, hvor kviksølvet viste minus 13,6 grader.
De fleste vil formentlig ikke betegne kuldegraderne som mildt vejr. Men på Sydpolen ligger gennemsnitstemperaturen på minus 32 grader i sommermånederne, som går fra slutningen af oktober til begyndelsen af februar. Den årlige gennemsnitstemperatur er minus 49,4 grader. Så 12,3 minusgrader er ganske simpelt for en hedebølge at regne.
Også fra Danmark lyder — når bare vi ser bort fra dronningerne Margrethe den II og Helle Thorning-Schmidt den I, 99,5 procent af deres undersåtter og 99,9 procent af deres toneangivende forstå-sig-på-kommentatorer — jule- og nytårsbudskabet om virkeligheden klart og tydeligt:
Ikke siden man begyndte at foretage daglige vejrmålinger i 1874, har 2. juledag været så varm, som den var i 2011 — for nogle dage siden. Varmest var det i Karup i Midtjylland, hvor man fik hele 11,2 grader. Altså plusgrader.
På top 10
Gennemsnitstemperaturen på Jorden sidste år er endnu ikke beregnet, men det er den for forrige år. Ikke overraskende — når bare vi holder os til naturvidenskabens udsagn om virkeligheden og ser bort fra dronningerne Margrethe den II’s og Helle Thorning-Schmidt den I’s jule- og nytårsbudskaber, 99,5 procent af deres undersåtters og 99,9 procent af deres toneangivende forstå-sig-på-kommentatorers ditto — nåede gennemsnitstemperaturen på Jorden i 2010 et usædvanligt højt niveau.
Og skønt denne fortsatte globale opvarmning af selve naturgrundlaget for alt liv — selv cheføkonomernes, ja, selv EU’s og den finansielle krises toneangivende forstå-sig-på’eres liv — ikke slog helt så tydeligt igennem i Danmark forrige år, blev selv 2010 dog varmere end for 15 år siden
Konklusionen: selv det kolde er nu varmt — står ikke til at ændre.
Hvad angår sidste år, er Danmark som antydet fra 2. juledag nu igen helt og fuldt med i den globale trend:
Både 2011 som helhed og december måned for sig endte for Margrethe den II’s kongerige og Helle Thorning-Schmidt den I’s nationalstat i top 10 over de varmeste år, der nogensinde er registreret i rigets og statens annaler. Uden at give anledning til en eneste bemærkning i dronningernes belæringer af det danske folk forleden.
Den gennemsnitlige temperatur på ni grader i 2011 er 1,3 grader varmere end klimanormalen på 7,7 grader. »2011 møver sig med de ni grader op ad listen over varme år i Danmark«, siger klimatolog Mikael Scharling. Umiddelbart er der tale om det niende varmeste år, siden målingerne begyndte 1874. »At vi ikke oplever det som mere ekstremt, skyldes nok, at der har været mange varme år de senere år; specielt de tre år 2006, 2007 og 2008. Det var de varmeste, vi overhovedet har registreret i Danmark,« siger han. 2007 holder rekorden med 9,5 grader. På en delt andenplads er 2008 og 2006, som begge sluttede på 9,4 grader. Derefter følger 1990 med 9,3 grader.»Det koldeste år er 1879 med 5,9 grader,« siger Mikael Scharling.
Men da var det moderne gennembrud i sine allermest moderne former med stærkt øget forbrug af de materielle naturgoder og stærkt øget økonomisk vækst år for år også kun lige begyndt at slå rigtig igennem.
På globalt plan slutter 2011 trods La Niña på omkring en 10. plads over varme år, siden globale observationer begyndte i midten af 1800-tallet. For Danmarks vedkommende var sidste år faktisk så varmt, at det tangerer de hidtidige varmerekorder fra 1998 og 2005.
Alle inden for de senere år, da den kapitalistiske industrialisering slår helt, globalt og hjemligt, igennem. Med sine fremskridt — som dronning Schmidt i sin nytårstale i søndags talte så glødende varmt om.
Selv det kolde er nu varmt.
Kommentarer
Lirumlarumkattengøræg*
Selv myg, der vimsede omkring i hobetal i både september, oktober og november, og enkeltvis fjumrede omkring på mit køkkenvindue så sent som 27. december(!), ved, at det er blevet væsentligt varmere. Hvad man heraf kan udlade om vores arts kognitive kapacitet, vil jeg overlade til, ja, netop vores art at fundere over, hvilket i praksis så formodentlig vil betyde, at der ikke sker nogen selverkendelse af betydning.
Denne kommentar er anbefalet af:
* udlade -> udlede
Undrer mig gang på gang over, at samfundssystemet er skruet sammen på den måde, at de, der står for at have det største ansvar for samfundet, samtidig er dem, der svigter det allermest, altså når det drejer sig om vores overlevelse på længere sigt. Det er ikke for meget at sige, at de er udnævnt eller valgt til at stikke hovedet i busken.
Kongehusets medlemmer er udelukkende nikkedukker, ja, hvis nu fx prinserne, der begge har børn, der kan leve århundredet ud pludselig og offentligt bekymrede sig om deres overlevelsesmuligheder, ville de sandsynligvis få en allerhelvedes ballade.
Hvis Helle pludselig meldte klart ud, at hun også var bekymret på sit afkoms vegne, ville hun for alvor blive upopulær.
Det kan slet ikke lade sig gøre, at ’de ansvarlige’ får lov at tænke fremadrettet. Det er dem simpelthen forbudt. For de kongelige er det ligefrem skrevet i grundloven, at de skal svigte deres egne børn, for det vil være politisk indblanding at tænke i overlevelsesbaner. De, der gerne vil vælges igen, tænker i 4-års perioder.
Nytårsaften var jeg i en lov-lyde-eller-land-fly situation og måtte døje med nytårsgudstjenesten med Kathrine Lilleør, og hun er mesterlig til at slikke befolkningen. ’I Gud er der intet mørke’, bedyrede hun igen og igen. Kan gerne være, men når fremtiden ser så mørk ud for menneskeheden, som den gør, kunne hun have bragt lidt af sandhedens lys ind ved ikke at skjule realiteterne, der venter forude. Men nej, det er jo ikke præstens sag, som bare er en embedskvinde.
Enkelte af dem med ansvar råber op, på samme måde som man hører en loppe gø.
Derfor må forandringen komme nedefra.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Ivan Gullev abonnent:
Lirumlarumkattengøræg*
Hvordan skal det forstås? Gider du lige uddybe?
@Niels-Simon: Ja, forandringen må komme nedefra, men i lyset af følgende passage fra kronikken Kapitalismens dominans vil koste den livet forekommer det stort set ligeså håbløst som, at den skulle komme oppefra:
“Lønmodtagerne udgør en stedse større andel af befolkningen, men de er blevet en mere heterogen gruppe, ikke mindst fordi en stadig større andel af almindelige menneskers indkomst består af kapitalindkomster (friværdi, privatpension, aktier osv.). Det gør det svært at samle kapitalens traditionelle modmagt.”
Tilføjelse: Eller med hvad der synes at være til lejligheden passende ord fra filmen ‘The Matrix’: “And many of them are so inert, so hopelessly dependent on the system that they will fight to protect it.”
Denne kommentar er anbefalet af:
@Maria Francisca Torrezão de Moura F.
Udtryk for den uendelige tomhed man kan føle efter læsning af fristile.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Ivan: Det er synd for dig, at du føler så stor en tomhed. Du skal nok bare holde dig hjemme hos din mor så.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Ivan Gullev
Nu er jeg med: Emnet som Ejvind Larsens ’Frie Ord’ handler om er efter din mening hverken vigtigt eller aktuelt.
I dag stod der på en af spisesedlerne: ”Atmosfærisk bombe”. Den fjerde storm er på vej. De tre foregående kan læserne nok huske, i hvert fald den med oversvømmelsen.
Ser jeg på den måde, vi reagerer på, så gør vi ikke noget ved det, for hvad kan der gøres? Det vil være det spørgsmål, folk stiller, hvis de overhovedet stiller et. At sige, at vi skal skifte livsstil, vil føre for vidt. Jeg tror, at folk ganske langsomt vænner sig til, at det bliver værre og værre.
@John: ”Mange er så indoktrinerede og håbløst afhængige af samfundssystemet, at de endog vil kæmpe for det, som prisgiver dem” (jeg trængte lige til at oversætte det).
Aldrig før har der været talt så meget om innovation, mønsterbrydning, nytænkning osv., men at det skulle have noget at gøre med vores overlevelse, er åbenbart for luftigt.
Den situation, vi er i eller kommer i, viser med al tydelighed, hvem vi er og hvad vi tror på og hvilke værdier vi bygger på.
@Maria Francisca Torrezão de Moura F.
Vigtigere emner i denne verden findes ikke end klima og miljø. Men meget drukner i forekommen sniksnak.
Om jeg selv kan gøre det bedre? Nej.
@Ivan Gullev
Jeg er ikke sikker på jeg forstår, hvad du mener med ’forekommen sniksnak’ og det er også lige meget. Jeg synes bare det er sørgeligt, du ikke kan komme med noget konstruktiv kritik til en artikel, som handler om et emne, du selv synes er vigtigt og i stedet lader dine frustrationer gå ud over Ejvind Larsen, der – som ingen anden – har kæmpet/kæmper for sagen. Det er ikke ondt ment er jeg sikker på, men det er sørgeligt alligevel… Jeg holder for i dag. Tak for svaret og godt nytår.
Denne kommentar er anbefalet af:
I Vesten skal forandringen komme nede fra. Kan
den komme? Det tror jeg. Dels fordi der er mange i den store heterogene middelklassegruppe, der er klar til at gå ned i levefod, fordi de kan se, at det er nødvendigt. Og det er trods alt ikke alle, der lever af friværdier, aktiehandel og kapitalindkomster, eller som er så indoktrinerede eller afhængige, at de vil blive ved med at kæmpe i den forkerte retning.
Men det kommer jo også oppe fra, i form af de mange voldsomme sparebudgetter, der nu vedtages rundt om i Europa, som folk først begynder at mærke i løbet af dette år og de næste.
Men det er en supertanker at vende, ingen tvivl om det.
Men BRIC - landene (og omegn) da? Der tror jeg forandringerne skal komme oven fra. For der er en opkommende middelklasse ikke til at styre, de vil have del i velstandens forbandelser, så der må ledelserne sikre, at teknologien anvendes fuldt ud til at klima- og miljøsikre velstandstigningen. De ved, hvad problemerne er, og kan gardere sig ved kloge tiltag. Det vidste og gjorde man ikke under Vestens velstandsstigning.
Hej, lad os nu ikke miste modet allesammen, eller blive tomme i hovedet som Ivan Gullev. Jeg har fundet en fidus og har det allerede bedre. Jeg er begyndt at tro på den usynlige hånd. Ikke let men med lidt øvelse. Tusinder—også af kommentatorerne på Information—gør det. Hver aften inden jeg skal sove, siger jeg til mig selv: I morgen Niels, så vil den usynlige hånd—samfundets selvorganiserende gode kraft—have gjort alting godt igen.
Og for en sikkerheds skyld skynder jeg mig selvfølgelig at tilføje, at det er det frie markeds usynlige hånd og ikke den usynlige og blodige hånd fra anden akt af Macbeth, jeg taler om.
Tilegnet Niels Engelsted:
Pater noster, qui es in cælis,
sanctificétur nomen tuum.
Advéniat regnum tuum.
Fiat volúntas tua, sicut in cælo, et in terra.
Panem nostrum quotidiánum da nobis hódie,
et dimítte nobis débita nostra
sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris.
Et ne nos indúcas in tentatiónem, sed líbera nos a malo.
Quia tuum es regnum, et potéstas, et glória in sæcula sæculorum. Amen.
Tak, Ivan!
Og så er der storme, oversvømmelser og tørke. En stærk video fra PBS som klargør forholdet mellem stigende temperatur og ekstremt vejr:
http://www.grist.org/climate-change/2012-01-01-lik…
Denne kommentar er anbefalet af:
@Michael Kongstad Nielsen: “Men det kommer jo også oppe fra, i form af de mange voldsomme sparebudgetter, der nu vedtages rundt om i Europa, som folk først begynder at mærke i løbet af dette år og de næste.”
Ja, men de spareplaner er da ikke sat i verden af klimatiske hensyn, men for at slikke finanskapitalen i røven, jævnfør følgende passage fra tidligere nævnte kronik Kapitalismens dominans vil koste den livet:
“Deraf den aktuelle økonomiske politik, der vil lede Europa ned i et sort hul, fordi det alene drejer sig om nedskæringer, så staterne får penge til at betale renter og afdrag til finanskapitalen.”
@Til dem, det måtte interessere: Jeg så den oscarvindende dokumentarfilm ‘Dokumania: Wall Street indefra’ på DR2 i går. Tak for kaffe! Hermed anbefalet (desværre ser det på indeværende tidspunkt ikke ud som om, den bliver genudsendt).
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg iler med en korrektion: Dokumentaren bliver faktisk genudsendt og det på lørdag, kl. 15.55. Tak til Ingrid Uma.
PS: Enten fungerer søgefeltet på DR’s programoversigt ikke, eller også er det mit hoved, der ikke fungerer tilstrækkeligt godt til at kunne betjene det.
John Fredsted (o8.25):
Det, de sydeuropæiske regeringer (og Irland, Storbritannien, Frankrig m. fl.) gør, er som bekendt, at de skærer ned på de offentlige budgetter så underskudene forminskes og fortsat refinanciering af statsgælden bliver mulig. (Finansmarkederne skulle gennemreguleres samtidigt, men det tør man ikke endnu, og det er ikke emnet her).
Om det bliver et “sort hul”, ved jeg ikke, men det bliver en opbremsning. Det vil alt andet lige betyde mindre forbrug, mindre omsætning, mindre pres på ressourcerne, mindre CO2 udslip. Og det er jo lige det, naturen og klimaet har brug for. Så på den måde kan jeg ikke se andet, end at sparebudgetterne vil hjælpe klimaet, selvom de ikke er tænkt sådan.
Dette kommer altså oppefra. Men jeg er helt enig i, at det bedste og mest holdbare kommer nedefra, hvilket på sigt vil være helt afgørende, da det udspringer af folks egen lyst og vilje til en ændret livsstil.
Dokumentaren om finansdrengene var en fantastisk afklædning af dybt depravedede mennesker. Især de billeder, hvor de mister fodfæste og tøver et øjeblik, fordi de lige skal dække over det, de troede, ingen havde lagt mærke til.
Jeg kommer til at tænke på filmen The Insider om tobaksfirmaerne i USA, hvor ni direktører rejser sig op på stribe og lyver for dommeren.
Milton Friedmans finanspolitik er stort set gået ud på at tømme landenes offentlige kasser. Det gav man ham nobelprisen for. Efter hans død er det kun blevet værre.
Herhjemme havde vi Landsbyggefonden til renovering af lejeboligerne. Den tømte VKO-regeringen.
Det er helt forfærdeligt, som vi giver rævene lov til at vogte høns.
Denne kommentar er anbefalet af:
Vil lige opfordre til at vi holder liv i Ejvinds tråd hele ugen. Det er så kedeligt, når den går ned efter en dag eller to.
For mig er det også en slags skriveterapi. Det er sundt at formulere sig om vigtige emner, og hvor skal man ellers gå hen med sine tunge, triste og oprørske tanker?
For nogle er det måske forstyrrende, at andre skriver dumme indlæg, men det hører vel med til det pivåbne demokrati, og vi kan jo bare gå uden om dem og lade være med at svare dem.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Michael Kongstad Nielsen: Ja, bevares, alle sparetiltagene nedsætter sikkert ressourceforbruget og udslippet af drivhusgasser. Men det glæder mig ikke en disse, fordi disse forandringerne anses for værende uønskede: det er jo netop ikke sådan, at disse (oppefra kommende) forandringer er noget, der ønskes opretholdt; nej, tværtimod ses de som en krise, der skal overvindes, så systemet kan vende tilbage til business as usual.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er et råb fra flertallet om, at vi må sætte alle sejl til for at få gang i væksten. Både Dronningen og Statsministeren ønsker det samme. Det gør i øvrigt alle regenter og statsministre og befolkningsflertal. Alle råber på vækst, men hvor skal den komme fra, når vi kan se bunden i ressourcernes kagedåse?
Selve væksten er problemet. Det er den bitre pille, der skal sluges, men hvis vi er sådan indrettet, at vi ikke vil andet end vækst, så har vi et problem, for så kan tingene kun blive værre. Nu er der åbnet for udnyttelsen af tjæresand i Canada med enorme ødelæggelser til følge, og mere af den slags vil ske.
Jeg kender ingen samfundsmodel for 0-vækst. Skaber man den først, når man er nødt til det, er det for sent. Det er problemet. Man kan simpelthen ikke få folk til at søge efter andet end sansenydelser, og de stopper uheldigvis lige pludselig. Alle vores værdikampe har gået på materielle værdier eller på den mentalitet, der skal skaffe dem. Der findes måske nok religioner, der taler om andet, men slutresultatet skal alligevel være overflod. Vi har aldrig fundet en balance, der nu går under navnet: Bæredygtigt samfund.
Denne kommentar er anbefalet af:
John Fredsted:
disse forandringer glæder dig ikke en disse, siger du, fordi forandringerne anses for at være uønskede. Så selv om de bidrager til en forbedring af klodens tilstand, så er du ligeglad med dem?
Det tror jeg er en lige lovlig ekstravagant tilnærmelse til ønsket om en bedre klode.
Denne kommentar er anbefalet af:
Niels-Simon Larsen, hvad er det for ressourcer, du er bange for bliver færre?
@Michael Kongstad Nielsen: Ok, så lad mig i stedet for formulere det som “Det afføder ingen forhåbninger hos mig”.
Et nulvækst samfund, for nu at tage tråden op fra Niels-Simon, må i mine øjne (som minimum) være et samfund, hvor penge ikke i sig selv kan avle penge (hvor galt, det kan gå, kan ses af tidligere nævnte dokumentar), men hvor pengene i vore regnskaber svarer til reelle værdier omkring os, altså reelle værdi i den virkelige verden.
Eksempelvis vil et hus, der bygges, forøge pengemængden i vore regnskaber. I hvilken grad vil forbruget af naturressourcer, der medgår hertil, dog formindske det?
For nu at forblive i boligsektoren, så vil huse i en sådan verden ikke kunne blive mere værd, med mindre der foretages værdiforbedringer på det, altså udføres arbejde af én eller anden slags. Man kan altså ikke sidde på sin flade foran flimmeren og tjene kassen. Dét skulle effektivt sætte en stoppe for enhver form for boligboble.
@Peter Hansen: De færre ressourcer gælder:
Olie - og derfor løber man større og større risici for at få fat i den.
De sjældne jordarter - bruges i alle mulige elektroniske tingester (Klaus Illum har skrevet om dem her i avisen).
Landbrugsjord - okkuperes af byudvidelser og vejnet.
Fødevarer - pludselig stiger priserne som vi har set.
Vand - kampen er gået ind om flodernes vand (fx i Asien).
Plads at være på - 7 mia. mennesker, og nu går det stærkt.
Mon ikke det skulle være nok? Nej, jeg vil lige nævne en mere uhåndgribelig ‘ting’: Mangel på optimistisk syn på udviklingen og en tiltagende depression.
Ser man på de typer, der var med til Dronningens nytårskur, er der ingen af dem, der ikke går ind for vækst. Hele ’the etablishment’ (som det hed engang) ønsker at fortsætte kursen mod katastrofen. Det ligger fuldstændig uden for deres tankegang, at der skal et andet samfundssystem og livsstil til for, at vi bare har en lille chance for at overleve. Tanken om deres børnebørns fremtid holder dem ikke vågne om natten. De hyler op om de kristne værdier ved hver en lejlighed og ser ingen modsætning mellem dem og en frådende materialisme. Går de endelig med til, at kursen skal korrigeres, må det endelig ikke koste noget.
Gik lige over Rådhuspladsen og så, at occupy-lejren havde trukket sig tilbage. Forståeligt i det vejr, men til foråret . . .
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg vil gætte på, at de fleste af dem, der ikke anser forandringer for værende nødvendige, løber an på én eller begge af to følgende strategier:
- At videnskaben nok skal finde en løsning. Den strategi har jeg blandt andet hørt mine videnskabelige venner udtrykke - suk!
- At netop vi, der kan være en vilkårlig sammenslutning af mennesker - en familie, en by, en kommune, en nation, et netværk, etc. - vil vinde, og de andre vil tabe. Den strategi er i mine øjne såmænd bare de dyriske instinkters strategi, for den adfærd kan enhver såkaldt laverestående livsform på denne planet også finde ud af, mange af dem helt instinktivt uden at tænke. Hvad siger det så om os mennesker? Er vi så stort andet end steppebavianer i gallauniform?
”steppebavianer i gallauniform”. Herligt udtryk.
Sjovt nok er der mange, der hælder deres hoved op ad videnskaben, altså undtagen hvis den går dem imod. Advarsler fra videnskabsfolk har det med at prelle af på folk, som vi ser det med FNs klimapanel. Deres ubekvemme sandheder har svært ved at trænge igennem. Nede i bunden, hvor jeg befinder mig, bliver man selvfølgelig også mødt med mistro, men det, der virkelig bekymrer mig, er, at folk i almindelighed ikke kan tåle at høre sandheden. Jeg ville gøre dem kede af det, hvis jeg fx luftede, at festen er ved at være forbi pga. overforbrug, og at de i stedet for julegaver hellere skulle give deres børn en fremtid - bare en lille en. Jeg har selv været forælder til et par små poder, og jeg kan huske i hvor høj grad, jeg søgte noget positivt at præsentere for dem. Det lader sig simpelthen ikke gøre at have børn og samtidig have et sort fremtidssyn. Naturen er imod det. Alt er imod det undtagen sand viden, som man så ikke kan bruge til noget. Vi står over for et fremtidsbillede, der får det hele til at vende sig inden i os (nogle af os). Derfor lever vi videre som om alt er i skønneste orden - og nu tager jeg min fine uniform på og snart får jeg et håndtryk af Dronningen og så får vi kaffe og småkager og hyggesnakker. Hvor har vi det dog rart i det lille Danmark.
Det er mærkeligt, at der ikke er et gedigent ungdomsoprør eller børneoprør. Jeg har lige hørt, at nogle handicappede har anlagt sag mod deres forældre, fordi de blev født. Hvad kunne børn (og deres advokater) dog ikke anklage os storforbrugende voksne for? Kun fantasien sætter grænser.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er mangel på et optimistisk syn på udviklingen,
vel er der så. Mismodet flyder, og manglen på tro på medmenneskers evne til at forandre sig når det gælder, til at ændre mentalitet, til at tage bestik af situationen og kaste deres kærlighed på en ændret livsstil, til at udskifte gallauniformen med arbejdtøj og gummistøvler, den mangel er der rigeligt af.
I stedet for at blive ved med at kaste det ene mere dystre og forhåbningsløse tankesæt ud over hinanden og de hængemulende tilhørere, skulle man prøve at kigge efter tegn på positiv forandring og forbedring Det kunne være en daglig øvelse - hvor har jeg set en lille forbedring i dag.
Vær vis på, at folk, der bliver arbejdsløse, lige pludselig finder ud af at omlægge deres livsstil på flere områder. Jamen det er ike ønsket. Nej, men derfor sætter det ved gud skub i nogle ting. Folk er forresten holdt op med at svinge dankortet så meget i detailhandlen - krisebevidsthed. Den nye regering taler om 7 magre år. Ok. så må vi indrette os. Betalingsring. Den hader folk, men den kommer, og så må man indrette sig.
Ændringerne nede fra kan være svære at få øje på. Men jeg er sikker på, de ligger dernede under overfladen et sted. Det er et spørgsmål om at få det startet. Som en modebølge måske, hvor det bliver trendy at omlægge sit liv, sit forbrug, sit outfit, det hele. Droppe indkøbsturene til storcentret i weekenderne, og gå i naturen i stedet, osv.
@Niels-Simon: For billedet står jeg i gæld til Sigmund Jensen, der i sin roman “Hvide dværge. Sorte Huller”, som jeg også har citeret andre steder, skriver:
“Det vi kalder civilisation, er ikke andet end et velorganiseret barbari. Er det ikke det vi alle sammen bærer på som en dyb hemmelighed i hjernekisten? Når det kommer til stykket, er ingen af os andet end forklædte neandertalere, huleboere i gallauniform, barbarer i smoking.”
Din passage “Det lader sig simpelthen ikke gøre at have børn og samtidig have et sort fremtidssyn” fik mig til at tænke på følgende passage i “Identiteten” af Milan Kundera (min yndlingsforfatter; dette er dog ikke hans bedste roman, det er i mine øjne “Udødeligheden”):
“Dagen efter gik hun på kirkegården (som hun gør mindst en gang om måneden)” og standsede ved sin søns grav. Når hun står der, taler hun altid med ham, og denne dag sagde hun, som om hun havde behov for at forklare og retfærdiggøre sig, min skat, min skat, du må ikke tro, at jeg ikke elsker dig, eller at jeg ikke har elsket dig, men det er netop, fordi jeg har elsket dig, at jeg aldrig ville kunne være blevet den, jeg er, hvis du stadig fandtes. Det er umuligt at have et barn og foragte verden, som den er, fordi det er denne verden, vi har sendt barnet ud i. Det er på grund af barnet, at vi knytter os til verden, tænker på dens fremtid, deltager frivilligt i dens støj og spektakel, tager dens ubodelige dumhed alvorligt. Ved at dø fratog du mig den glæde at være sammen med dig, men samtidig gjorde du mig fri. Fri i min konfrontation med verden, som jeg ikke kan lide.”
Da jeg ikke selv er forælder, så ved jeg selvsagt ikke, om det er (helt) korrekt. Mon passagen “… tænker på dens fremtid …” egentlig passer på moderne forældre, når de ikke vil lytte til advarslerne?
Hov, citationstegnet i anden linje af Kundera-citatet skal naturligvis ikke stå der.
@Michael: “Der er mangel på et optimistisk syn på udviklingen…” skriver du.
Ja, det er jo også det, jeg selv skriver længere oppe i tråden, men modsat dig hænger jeg det ikke op i vinduet som en en bebrejdelse. Jeg nøjes med at konstatere det.
For ikke at slå modet ned hos dig, bliver jeg nødt til at sige, at jeg er med i en masse frivilligt arbejde og forsøger at tænde mange små lys i mørket.
Det, der bringer mit pis i kog, er denne dyrkelse af kongehus, folkekirke og mennesker på betydningsfulde poster (huleboere i gallauniform). Det er ikke fra det hold, det nye kommer. Du er selv inde på, at det skal komme fra neden og nævner en masse positive tiltag. Enig.
Denne kommentar er anbefalet af:
@John: Jeg husker godt Sigmund Jensen, som du har citeret før. Ham må jeg se nøjere på ved lejlighed. Fantastisk at vi har en forfatter af den støbning.
Tak for citatet af Kundera: “Dagen efter…”. Gad vide om ikke mange ikke-forælder har det på samme måde. I den sociale sammenhæng er det synd for dem, at de ikke har børn, vil den almindelige mening være, men mange har måske helt bevidst fravalgt at få børn ud fra en næstekærligheds-vinkel: Verden er for brutal. Fødselstallet rasler ned i den vestlige verden. I USA dyrker folk deres kæledyr helt vanvittigt, men når jeg ser det på TV, tænker jeg til sidst, at det sgu da er godt, at de ikke har børn.
Min yndlingsforfatter er i øjeblikket Jose Saramago. Han skrev sjove og mærkelige bøger. Fx handler en om, at folk pludselig holdt op med at stemme til et valg og dermed satte staten på den anden ende. Tænk hvis endnu flere fravlagte at få børn, fordi fremtiden så for sort ud, hvad så? Ville politikerne så vågne op?
@Niels-Simon: Med det jeg i dag ved om verden og dens måde at fungere på, eller måske rettere, ikke fungere på, ja, så er jeg én af dem, der har besluttet ikke at sætte børn i verden. Jeg kunne ikke (længere) drømme om at påtvinge et nyt menneske livet - denne i mine øjne oplevelse, hvor man ikke får mulighed for at vælge, hvem man skal dele ‘planetarisk fængselscelle’ (planeten Jorden) med.
Jeg har ikke læst ret meget skønlitteratur (jeg er sikker på, at du har læst meget mere og meget bredere, end jeg har), så derfor vil mine citater ofte være gengangere. Men jeg synes, at jeg har været heldig med mine få valg på den front: Milan Kunderas “Udødeligheden” forandrede mit liv. Med dens kritik af verden, gjorde den det muligt for mig at tage min egen kritik og mit eget indre liv (meget mere) seriøst; den gjorde det muligt for mig at misbillige verden.
@John: Der er en mærkelig tendens i tiden: Gode videnskabsfolk, der fortæller, at vi er ved at ødelægge verden, og gode forfattere der har en nøjagtig beskrivelse af vores negativsider, har det med enten at blive chikaneret eller blive overset.
Nu denne Saramago, som lige er død, han var kommunist og ateist (af den fede slags, som man siger). Harold Bloom, som du måske kender, litteraturkritiker i verdensklasse, lille tyk mand, læser hurtigere end han kan nå at vende sider, mente, at Saramago var en af verdens bedste forfattere. Han fik da også Nobelprisen i -96, hvis jeg husker rigtigt. Han er både humoristisk, en menneskekender, kritisk over for de store og medfølende over for de små. Hans sidste bog handler om en elefant, der gik med sit følge fra Lissabon til Wien. Da jeg læste den, grinede jeg mig i søvn hver aften.
Nu er vi i Ejvinds tråd (debatværten!), og derfor vil jeg lige sige, at en af grundene til, at jeg læser Frie ord, er, at der er denne gode blanding af humoristisk skrivelyst og dødsens alvorlig analyse. Der er nogle, der kritiserer dig og mig og visse andre for at være en slags lyseslukkere og hængemuler, og hvad ved jeg. De har ikke sans for den enorme (og selvfølgelig også skræmmende) spændvidde, der er i det virkelige liv i dag. Mange mennesker kan simpelthen ikke klare den spændvidde. De sprækker eller lukker af.
Det er for resten længe siden, at jeg har læst noget af Jørgen Steen Nielsen. Hvor mon han opholder sig? Det var nogle skræmmende artikler han skrev fra Afrikas horn.
Det er en skam, at der ikke er nogle flere, der skriver her. Information er et fyrtårn og trådene rastepladser.
Denne kommentar er anbefalet af:
John Fredsted skrev:
At videnskaben nok skal finde en løsning. Den strategi har jeg blandt andet hørt mine videnskabelige venner udtrykke - suk!
Tillad mig, som inkarneret naturvidenskabsmand igennem mere end 30 år, at kommentere:
Videnskaben interesserer sig i vor tid for ganske små ting, eller meget fjerne ting, og videnskaben har ingen redning at tilbyde menneskeheden! Videnskabens interesser drejer sig om den mystiske uhåndgribelige Higgs boson, som måske har en større masse end iodatomet, det drejer sig om planeter hundredevis af lysår væk, eller om undselige stykker DNA med besynderlige virkninger på krop og helbred.
Men hvad vi stiller op, når havene stiger og hundredevis millioner mennesker begiver sig ud på folkevandringer, eller hvad der skal ske om føje år, når vores — i princippet gratis — energi i form af olie slipper op, eller når de grotesk ustabile økonomiske systemer vi har bygget op, bryder sammen, alle disse ting har videnskaben overhovedet intet svar på.
Dinne venners bragesnak om videnskaben der vil redde verden er intet værd.
@Niels-Simon: Måske jeg skulle prøve at læse noget af denne Saramago, for et godt grin er jo aldrig at foragte, specielt ikke i denne vores tidsalder, hvor der tilsyneladende bliver stadig mindre at grine (ikke-galgenhumoristisk) over. Uden nogen garanti for at jeg får den læst - for hvis jeg kender mig selv ret, så er der en anselig risiko for, at det alene forbliver ved tanken - så kunne jeg jo starte med at spørge dig om titlen på romanen om elefanten.
@Morten Kjeldgaard: “Dinne venners bragesnak om videnskaben der vil redde verden er intet værd.”
Ja, det er vi rørende enige om, netop derfor mit suk over deres udsagn. Når selv naturvidenskabeligt trænede mennesker som de vælger at begive sig hen i teknologifantasterier på bekostning af videnskabelig soberhed, så ser det sandelig dystert ud, vil jeg mene.
Her i netforummet er der ofte en hidsig religionsdebat. Jeg deltager selv i den, og det gør jeg bl.a., fordi det irriterer mig, at man som samfundsborger ikke kan være i fred for religion.
Der er en livsdebat, der kunne være ganske givende at holde liv i:
Jeg står en stjerneklar nat og funderer: Man angiver, at der skulle være 100 mia. galakser. Jeg ved ikke, om de er optalt, eller det er et slag på tasken. Lad os sige, at rummet er uendeligt. Her på Jorden kom der på et tidspunkt planter, der voksede i jord, dyr, der levede af planter eller åd andre dyr, mennesker, der levede af planter og dyr. Enkelte var kannibaler – og så er der lige alle disse kannibaler i gallauniformer, som vi lige har været inde på.
Så er det, at nogle siger til mig, at der står en kærlig kraft (deroppe, derude) bag det hele, og det kan jeg ikke få til at harmonere.
Så er der nogle biologer, der siger til mig, at jeg godt kan stoppe den slags diskussioner, for naturen er en maskine, og der sker kun det, som mulighederne dikterer.
Det er jeg heller ikke tilfreds med, for der skal noget kærlighed ind i tilværelsen, og den skal komme fra os. Mennesket er en selvproducerende kærlighedsfabrik, så man må bare gå i gang. Det vil nogle så grine ad, men jeg kan ikke se anden løsning for mig. Om det så er en religiøs holdning, kommer vel an på, hvordan man definerer religiøsitet. For mig er det ligegyldigt. Lige meget hvor højt jeg råber op om, at jeg er ateist, er der nogle, der fortæller mig, at jeg er religiøs, og det er jeg kold i røven over for, for nu at sige det ligeud.
Man skulle tro, at Information kunne anlægge en religionslinje, så ikke plørefulde religionskronikskrivere fik lov at slå sig løs med efterfølgende plørede debatter til følge. Lad os få livsdebatten ind. Der er rigeligt at skrive om. Hvem der så er religiøs og hvem ikke, er noget sekundært. Det drejer sig om kultur og politik, når man diskuterer religion.
@John: Ak, ja, der er mange bøger, man ‘burde’ læse, og denne hedder “Elefantens rejse”, men fordi jeg selv morede sig, er det jo ikke ensbetydende med at du også vil gøre det. Jeg morer mig stadig over den, selvom det er en måned siden, jeg lukkede bogen.
@Niels-Simon: Jeg kan heller ikke få det, jeg ved om livet og om universet, til at harmonere med, at der skulle stå en kærlig kraft bag det. Selve den biologiske eksistensforms grundlæggende barbari - dyr, der æder dyr levende; aggressive mennesker, der træder nænsomme mennesker under fode - og universets ekstreme ugæstfrihed for liv gør det umuligt for mig. Men eksistensen af selvbevidsthed gør det samtidigt umuligt for mig at forestille mig mennesket som værende udelukkende en maskine: jeg anser det ikke for sandsynligt, at biologien nogensinde vil kunne reducere selvbevidsthed til udelukkende fysiske processer i hjernen (og kroppen) - og blandt andet heri ligger min spiritualitet (den ligger også i den matematiske skønhed af de fysiske naturlove), hvilket selvsagt ikke er synonymt med religiøsitet.
Jeg forestiller mig, at jo mere et menneske er villigt til at lade smerten over livets grundvilkår rumstere omkring i sin bevidsthed, frem for at forsøge at uddrive den fra midten af eksistensen, jo mere er det menneske i stand til at handle (oprigtigt) kærligt, ja, handle i den udgave af kærligheden, som jeg personligt anser for værende den mest værdifulde - den adresseløse kærlighed: den kærlighed, hvor man ikke giver nogen bestemt noget, men giver hele fællesskabet noget. Derfor er det at afstå fra at tage i mine øjne en mere værdifuld udgave af kærlighed, end det at give én bestemt noget. Hvad hjælper det for eksempel, at mennesker vidt og bredt overøser deres nærmeste med gaver til jul, når denne adfærd i samlet sum er inkompatibel med fællesskabets overlevelse?
Og med ‘fællesskabets overlevelse’ tænker jeg naturligvis i denne sammenhæng på overlevelsen af vores livsgrundlag her på planeten.
Niels-Simon skriver højere oppe i tråden:
“Det er for resten længe siden, at jeg har læst noget af Jørgen Steen Nielsen. Hvor mon han opholder sig?”
Jeg tilslutter mig spørgsmålet. Miljø og klima har den seneste måned været en mangelvare i debatten. Fra præcis dagen efter COP17 har der været larmende tavshed - både i Information (bortset fra EL’s ugentlige klumme) og i de øvrige medier.
De tilbagevendende COP’er har hver gang taget luften ud af klimadebatten og politikken.
Der ER alt for meget sniksnak, d’herer her, i forhold til den langt sværere handling: Brug Dankortet hedder det tværtimod fra hele det politske spektrum .