Gensyn med familiebillederne

»Er der nogen af jer, der vil have dem, for ellers smider jeg dem ud!«

Min søsters besked var klar. Hun sad med et par af vores forældres gamle, godt slidte fotoalbum i hånden, og på bordet lå en stak løsgående fotografier samt nogle avisudklip, som havde med familien at gøre. Appellen — eller truslen — var rettet til min bror og mig. Han var ikke interesseret. Jeg meldte mig frivilligt. Kunne jo altid selv smide dem ud, hvis det viste sig, at jeg heller ikke gad have dem i det lange løb.

Problemet med private fotos er at få nogen til at se dem. Jeg har høfligt gabt mig gennem adskillige venners i en hver henseende selv- optagne rejsebilleder, først fra Harzen og Mallorca, senere fra Sydøstasien og Latinamerika. Der er heller ingen, absolut ingen ud over mig selv, som interesserer sig for de billeder, hvor jeg eksklusivt er fotograferet sammen med Tour de France-vinderen Indurain eller nobelpristageren i litteratur, Kenzaburo Oe. Jeg var ellers ganske stolt, da pralebillederne blev taget.

Fremkomsten af mobil- telefoner med indbygget kamera har sendt frekvensen af fotos, som tages og tilbydes, adskillige grader i vejret, hvilket næppe har øget deres værdi, men tværtom sendt dem ud i endeløs cirkulation i cyberspace og storspringende devaluering. Engang var det anderledes. Familier gik, hvis de havde råd, til en professionel fotograf som f.eks. Kehlet. Senere fik de selv et kamera. Fotos blev omhyggeligt limet ind i album med fine bind og fornemt udstyr. Sirligt skrev man tekster nedenunder, som angav hvad de forestillede, barnet, når det får den første tand. Eller hovsa? Nogle gør det stadig.

Mystisk foto

Enhver familie har sin hemmelighed — eller flere. Om sådanne handler Hanne-Vibeke Holsts nye slægtsroman Undskyldningen. Det er ikke altid, at alle familiemedlemmer er vidende om dem, men måske kommer de for en dag mange år senere, måske forbliver de velbevarede. I mine forældres album er der et foto af en aldrende Selma Lagerlöf, siddende i en kurvestol.

Hvordan og hvorfor dette foto er havnet i albummet hos et vestjysk landmands-ægtepar er og bliver en gåde. Vi var ikke særligt belæste i min familie. Mine forældre skrev ikke tekster neden- under billederne. Det behøvede de ikke, eftersom de jo selv vidste, hvem der var på. Men på fotoet af den svenske forfatterinde til Gösta Berlings Saga er hendes navn skrevet ind som ’Dr. Selma Lagerlöf’, dateret juli 1926.

Fotoets tilstedeværelse i vores album er uforklarligt. Mine forældre havde aldrig ferie, et ubekendt begreb, og i Sverige var de så vist aldrig. Min faster Katrine, familiens intellektuelle, blev bibliotekar i Flensborg. Kan hun have bragt det med sig? Svaret blæser i vinden, som Bob Dylan sang. Samme faster Katrine var ugift, men familierygtet ville vide, at hun på et tidspunkt havde et forhold til den vagabonderende digter, Nis Petersen. Hun meldte sig til den danske brigade, som opererede i Tyskland lige efter krigen.

En rigtig krigshelt i familien på mødrene side blev aldrig kaldt andet end Kest. Han var modstandskæmper i Holger Danske Gruppen og med til at sprænge Langebro i luften, ingeniør af uddannelse. Emigrerede senere til USA.

Billeder er også tidsbilleder. Når jeg bladrer i det ældste af vore album, ser jeg en række mennesker, jeg ikke aner, hvem er. De går tilbage til mine oldeforældres tid omkring århundredeskiftet. Kvinderne har lange kjoler på, som når helt ned til jorden og langt op i halsen. De unge mænd ser sjovt nok nogenlunde ud, som mange stadig gør. Mørke habitter og slips, når de blev fotograferet ved diverse konfirmationer og bryllupper. Voks eller brillantine i det tilbagestrøgne hår. Det var før moden med skilning i den ene side. Et af dem kan jeg særlig godt lide. Det forestiller min far, som modigt holder en tyr med ring i næsen i en kort snor, det ypperste tegn på manddom. Et andet viser ham på en motorcykel, som sikkert ville være en formue værd i dag. En hel stribe fra hans soldatertid ved Liv- garden i København viser ham i bivuak og under bajonetfægtning.

Så er der også ømt gensyn med fotoet, vi elskede som børn.

Det viser mine forældre på deres bryllupsdag, min mor som hvid brud med slør, mens hun bly og blufærdig slår øjnene ned og klynger sig til min far, der er i smoking med hvid butterfly. De er unge og lykkelige, må vi gå ud fra. De er fotograferet foran min bedstefars HGF (Høj Gammel Ford). Min far står med et ualmindelig fjollet grin. Det er det, vi kunne lide. Fotografierne fra de år er brune, den farvetone, som Lene og Sven Grønlykke brugte i filmen Thorvald og Linda, som foregår blandt børster og jernbanearbejdere i 1912. Instruktørparret tintede billederne brune for at få dem til at virke autentiske.

Vi flyttede

I Vestjylland var der ingen tobarns-politik ligesom ovre i Kina i dag. Min far havde ni søskende, hvilket ikke var nogen unormalt stor børneflok. Praktisk, for de kunne hjælpe til i huset og på markerne. Danmark var delt op i mange små jordstykker, som hørte under de små og store gårde. Der skulle knokles. Landbruget var ikke så automatiseret som i dag.

De var tre piger og syv drenge. Vinderups Kennedy-klan plejer jeg at kalde dem. Onklerne kom godt i vej og var eftertragtede hos de giftefærdige kvinder. Aksel blev skolelærer i Bøvlingbjerg, Kræn blev land- inspektør i Ålborg, Johannes blev smed og værkfører hos Sabroe i Århus, Ejnar overtog bedstefars teglværk, Viggo blev bogholder hos Hirschsprung i København, Jens-Peter blev landmand og overtog slægtsgården efter min far, da vi flyttede til Fyn. Der er også et billede af min fars ven, Kyed, der emigrerede til Paraguay, hvor han etablerede sig med en stor kvægfarm.

Kvinderne er der ikke helt så mange billeder af, og på dem, der er, har de ofte et lille forklæde på. Også et tidsbillede på kønsforskellene. De står ikke så strunke og selvbevidste som mændene, men tæt ind til hinanden, eller de sidder kønt midt i et blomsterbed. Mange har de dengang så populære fletninger, enkelte har sjove hatte. Min mor kom i malerlære, helt usædvanligt for en kvinde dengang. Desværre er der ingen fotos af hende i malermundering.

I nogle år boede vi i udkanten af Odense. Min far fik arbejde på et mejeri i Otterup. Senere købte han en gård på Århus-egnen. Min bror anskaffede sig et billigt kamera, og derfor er der adskillige fotos fra Fløjstrup- tiden. De er i sort-hvid, og han fremkaldte dem selv i et primitivt mørkekammer.

Schwamm darüber

Som barn tænkte jeg ikke på, hvorfor vi sådan flyttede rundt og ikke bare blev på slægtsgården i Vinderup, som min far havde arvet som den ældste af sønnerne. Forklaringen fik jeg mange år efter hans død af min mor i en fortrolig stund. Han holdt af at gå på jagt sammen med naboen. De havde jo jagt- retten til deres egne marker. De skød især harer, fasaner og agerhøns, som så blev hængt til gennemblæsning på gårdens gavl.

Min mor fortalte, at han ved et uheld var kommet til at ramme naboen i benet, så denne måtte indlægges på sygehuset. Rygterne i Vinderup by ville vide, at det ikke var et vådeskud, men at han havde skudt ham med vilje, så han kunne dyrke naboens tiltrækkende kone, mens naboen var indlagt. Den historie er der ingen fotografier, der fortæller noget om.

Om det var rigtigt, vidste min mor ikke, men rygterne var så vedholdende og onde, at mine forældre følte sig tvunget til at flytte fra egnen. Det var så vores lille familiehemmelighed, et mørkekammer i sig selv. Selvfølgelig var det svært at forestille sig, at ens far kunne gøre noget så udspekuleret, men han var på den anden side så charmerende, at det ikke kan udelukkes. Måske ville min mor simpelthen og klogeligt ikke vide af det.

Det er alt sammen så længe siden, at det nu er ligegyldigt. Som tysklæreren sagde, når vi elever var færdige med at læse noget, som stod skrevet med kridt på tavlen: schwamm darüber!

Jeg tøver med at smide de to album og billederne ud.