Margrethe II takkede i sin nytårstale ’danske flyvere’ for ’fremragende indsats’, der bestod i at smide 923 bomber i 600 missioner over Libyen. Majestæten var også i Afghanistan det forgangne år, og indblikket i de danske soldaters hverdag vil hun aldrig glemme. Hun huskede også at hylde de pårørende til de 42, der døde derude. Og det skal hun ikke høre for.

I en fredeligere samtid sendte hendes far en djærv hilsen til søens folk. Det blev et nationalt mundheld at skåle for søens folk. Både fordi det var lidt komisk, men også fordi det rankede — vi danskere var med til at civilisere verden derude i kraft af en dygtig handelsflåde, og hvis der var væbnet dansk tilstedeværelse i det fremmede, var den af fredsbevarende art — som i Gaza, på Cypern og på Balkan. Det var dengang i forrige århundrede.

I dette århundrede kom Anders Fogh Rasmussen og den aktivistiske udenrigspolitik, der ikke veg tilbage fra at ignorere FN, som det skete i Irak, hvis det bare tjente det ædle demokratiske formål at fjerne et diktatur. At Foghs karriere-kalender tillige blev masseret, så han endte med en international post, hører med til succesen.

Ellers er resultatet ikke så imponerende. Ni års dansk indsats i Afghanistan er endt med, at de talebanere, indsatsen var rettet imod, nu stort set igen kontrollerer landet. Irak står foran en ny sekterisk krig, efter at shia-regeringschefen har udstedt arrestordre mod den ledende sunni-politiker — timet med sidste USA-soldats udrejse lige før nytår. I Libyen slås de revolutionære brigader nu om magten, hver især med fanger i egne fængsler.

Således husker majæstaten nytårstale os på, at vi er aktiv deltager i Vestens globale sikkerhedstjeneste. Hun minder os om, at civilisering og dominans er uforenelige størrelser. Villy Søvndal har annonceret menneskerettigheder som rød tråd i hans udenrigspolitik. Den tråd ser vi frem til — og tak til Margrethe.

Denne artikel er anbefalet af: