Iowas udemokratiske partivalg

BOSTON — Tirsdag skal omtrent 80.000 vælgere i den befolkningsfattige og for USA atypiske konservative landbrugsstat Iowa afgøre, hvem de foretrækker som det Republikanske partis præsidentkandidat i 2012. Det er et valg, som giver den lille delstat langt større indflydelse, end de 3 mio. indbyggere berettiger, men Iowa har siden 1972 magtet at holde fast i sin position som den første delstat til at afholde Demokratiske og Republikanske partivalg.

»Resten af landet er vokset fra Iowa. Indbyggerne er langt mere religiøse og konservative — ja, endda isolationistiske — end den typiske amerikanske delstat,« siger Dan Payne, en Demokratisk partikonsulent gennem tre årtier i Boston.

Omtrent 40 procent af deltagerne i de Republikanske opstillingsmøder i aften plejer at være kristne konservative vælgere — en godt organiseret gruppe anført af politisk aktive protestantiske præster.

Homogen delstat

Etnisk set er Iowa langt mere homogen end Danmark, endsige resten af USA, med knap 3 procent af befolkningen sort og 3,5 procent spansktalende. De fleste byer er små og landlige, og fremstillingsindustri eksisterer næsten ikke.

»Især for Demokratiske præsidentkandidater er Iowa et sært sted, men også Republikanerne er begyndt at føle sig lidt fortabte i staten. Man kan være sikker på, at hvis Ron Paul vinder partivalget, er det sidste gang, at Iowa går først,« mener Payne.

Af mange i det Republikanske parti opfattes kongresmedlem Paul ikke som en ægte Republikaner. Hans første præsidentkampagne i 1988 var som kandidat for det Libertære Parti.

Især hans generelle modstand mod det amerikanske militærs oversøiske engagement og afvisningen af, at Irans mulige produktion af et atomvåben påkræver USA’s militære intervention, anses for at være et afvigende standpunkt i partiet. Han vender sig også imod oversøisk udviklings- og militær bistand, inklusiv til Israel.

Rammer sjældent plet

Kritikere af Iowas enestående status som første delstat med partivalg peger endvidere på, at resultatet ofte har været en elendig spådom om, hvem den næste præsident bliver. Tværtimod er sejrherren ofte gledet ud af billedet i de næste primærvalg, mens nr. 2 eller 3. i Iowa-valget oftere er blevet kåret som præsidentkandidat.»Kandidater, politisk interesserede og medierne vier staten kolossal opmærksomhed, skønt valgresultatet sjældent er udslagsgivende,« skriver Fred Barnes, en indflydelsesrig konservativ journalist i ugebladet The Weekly Standard.

En nævneværdig undtagelse er George W. Bush og Barack Obama, der begge vandt i Iowa i henholdsvis 2000 og 2008. Men de var begge landskendte personer inden valget.

»Formålet med at have Iowa som første valgstat var at give ukendte kandidater en chance, men siden 1976 er det kun lykkedes for Jimmy Carter, en ukendt guvernør fra Georgia, at vinde partivalget og præsidentvalget,« skriver den mangeårige Iowa-journalist Steve Buttry på sin blog.

»Hvis det ikke er sket i de sidste 36 år, kan vi så ikke bare medgive, at Carters sejr var et lykketræf, eller at betingelserne er ændret så meget siden dengang, at det aldrig vil kunne ske igen,« spørger Buttry i en artikel, der har vakt vrede i Iowas politiske elite og i store dele af befolkningen.

Belagt med tabu

I bund og grund er Iowa et provinsielt sted, hvor indbyggerne er rede til at føre en bitter kamp for at bevare deres høje politiske status, blæst op af et medieshow og akkompagneret af 70 meningsmålinger foretaget i månederne op til partivalget i begyndelsen af januar hvert fjerde år. Ingen journalister og politikere i Iowa tør åbent kritisere statens uforholdsmæssigt store politiske indflydelse under præsidentvalg. Det er belagt med tabu. Journalist Buttry tog først bladet fra munden, da han var flyttet til en anden delstat efter flere årtier som redaktør på forskellige aviser i Iowa. Og han er blevet verbalt pryglet for sit forræderi og har sågar modtaget anonyme trusselbreve.

Buttry foreslår ikke at vælte Iowa af pinden. Hans pointe er snarere at lade turen som første delstat rotere, hvilket ville gøre processen mere repræsentativ. Især peger han på, at caucussystemet lader et lille mindretal af indbyggerne bestemme udfaldet, hvorimod primærvalg giver alle partivælgere — og i nogle delstater partiløse — chancen for at stemme.

Årsagen til den relativt lave valgdeltagelse er den tid og det personlige engagement, som stemmeafgivningen kræver af vælgerne. De skal ganske enkelt tage hele tirsdag aften fri og væbne sig med tålmodighed under en lang og bureaukratisk udvælgelsesprocedure.

Automatisk eksklusion

Valgene finder sted på kommuneskoler, biblioteker eller kirker. Når vælgerne stimler sammen kl. 19, deles de straks op i lejre. Kandidater med rigelige ressourcer og mandskab er normalt i stand til at mobilisere flest tilhængere og råder over en kampagneordfører i hver valgkreds, som har til opgave at holde styr på sin flok af vælgere.

Herefter begynder optællingen.

Hvis en kandidat ikke opnår opbakning fra 15 pct. af de tilstedeværende, bliver hans/hendes vælgere frigivet og kan opsnappes af rivaler, som er nået over spærregrænsen. Det udløser en debat, hvor ordførerne i hver lejr prøver at overtale ’løse’ vælgere til at skifte lejr. Når alle løsgængere er fordelt, tælles stemmerne i de enkelte lejre op.

Det er den interne dynamik, men som Steve Buttry påpeger, så forstørres den demokratiske skævhed af en automatisk ekskludering af hele befolkningsgrupper fra deltagelse i partivalget. »Hvis en borger i Iowa er ansat i forsvaret og udstationeret udenfor staten, kan vedkommende ikke deltage,« skriver den tidligere Iowa-journalist.

»Folk, der normalt brevstemmer — som invalider og ældre mennesker — er også udelukket. Det samme gælder vælgere, som arbejder om aftenen eller forældre, der ikke kan anskaffe eller har råd til børnepasning.«