Danske universiteter er under grundlæggende forandring, men endnu ved vi meget lidt om, hvad det får af konsekvenser for den forskning og undervisning, man får ud af det, lyder kritikken.
Først fusionerede man et antal universiteter i 2006-2007, og nu har fusionsbølgen vendt sig indad på de enkelte universiteter, hvor der kommer færre fakulteter og større institutter. Man skal have større volumen og høste de rationaliseringsgevinster, der findes ved at have større enheder.
Men i vid udstrækning har fusionerne indtil nu været bestemt af ledelsesmæssige hensyn og ikke det, man har forsøgt at pakke det ind som, nemlig ideen om at større volumen giver bedre forskningsmiljøer, siger lektor og idéhistoriker Jens Erik Kristensen, Aarhus Universitet, der har forsket i fusionerne.
»Man siger, at jo flere der forsker i samme felt, jo bedre bliver den forskning, der kommer. Men det er stort set alt sammen udokumenteret. Det er en idé om, at stort er godt, for det må det nødvendigvis være. Man har aldrig i denne proces kigget på, om der kommer bedre forskning og bedre undervisning ud af det. Om de studerende lærer mere af, at der er 200 studerende på et hold, end når der er 20,« siger Jens Erik Kristensen.
Kritisk masse
Senest har Københavns Universitet med indgangen til det nye år besluttet at fusionere fire naturvidenskabelige fakulteter i to nye mega- fakulteter. Da bestyrelsen på universitetet fik forelagt de endelige fusionsplaner i midten af december, hed det, at det vigtigste ved fusionerne er, at de samler en række be- slægtede fagområder, som i dag ligger spredt over fire fakulteter, og på den måde skabe mere »kritisk masse«. Det handler om at skabe mere samarbejde om undervisningen og på tværs af forskergrupperne, forklarer prorektor Thomas Bjørnholm.
»Selve den kreative forskningsaktivitet foregår i forskningsgrupperne. Det gør den i forvejen, så selve det kernefaglige i grupperne vil foreløbig ikke være særlig forstyrret af det her. Men måske skal de deles om de samme apparaturer, undervise i de samme kurser, og så opstår der et fagligt miljø, som har glæde af at være samlet og ikke spredt,« siger Thomas Bjørnholm.
Som eksempel på et oplagt sted, hvor man nemmere kan samarbejde, nævner han lægemiddeludvikling. I dag sidder farmaceuterne ét sted, mens dyrlægerne tester medicin i dyr et andet sted, og et tredje sted har det Sundhedsvidenskabelige Fakultet kontakten til hospitaler og patienter.
»Hvis de tre meget oplagte områder skulle samarbejde før, skulle det være mellem tre fakulteter. Ikke, at det ikke kunne lade sig gøre, det er bare en yderligere barriere. Nu er det hele samlet i én struktur, hvor samarbejdet bliver meget mere ligeud,« siger Thomas Bjørnholm.
Men fusionerne handler mere om, hvordan organisationen ser ud på papiret, end om den forskning og viden, der kommer ud af fusionerne, mener lektor Claus Emmeche, der er leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på Københavns Universitet.
»Selvfølgelig kan det betyde, at nogle folk skal flytte laboratorium eller kontor, og dermed har det den konkrete effekt, at de kommer fysisk tættere på andre. Men det tror jeg ikke vil betyde stærkere samarbejde, for de enkelte forskere har altid bevæget sig derhen, hvor de interessante samarbejdspartnere er,« siger han.
Svækker fagligheden
På Aarhus Universitet har man allerede skabt fire nye megafakulteter, og også her er ideen at samle kræfterne om forskning og undervisning på tværs af de hidtidige faggrænser. Professor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet og tidligere dekan på Aarhus Universitet (AU) Lars Qvortrup mener, at megafakulteterne svækker de enkelte fagområder, fordi de ikke længere har en ledelse, der har indsigt i faget.
»Ideen er, at hvis grænserne mellem forskerne nedbrydes, vil de arbejde mere sammen. Men det er en metodisk fejl at tro det, for al god tværfaglig forskning bygger på stærk faglighed, og svækker du den, svækker du også samarbejdet på tværs,« siger han.
Lektor i interkulturel kommunikation på AU, Hanne Tange, kan sagtens se ideen med fusionen. Men en ting er idealer, noget andet er virkelighed, hvor det handler om at skaffe mere ekstern finansiering og offentliggøre forskning i de mest prestigefulde tidsskrifter.
»Ligegyldigt hvor tværfaglige vi er, har vi en performancekultur, hvor vi skal skaffe ekstern finansiering og publicere i bestemte tidsskrifter, og det fremmer monofagligheden, samtidig med at vi med vold og magt skal arbejde sammen. Realiteten er, at vi får viden- supermarkeder, hvor forskerne gør det, som politikerne og medierne vil have, og det giver mindre viden,« siger Hanne Tange.
Samme tendens ser Jens Erik Kristensen. Viden bliver i dag betragtet som en økonomisk ressource i sig selv, og den skal forvaltes som alle andre ressourcer, så man får mest muligt ud af den. Fusionerne er et symptom på den tendens, mener han.
»I disse år er vi vidne til en helt grundlæggende ændring af den måde, vi opfatter samfundets måder at producere og reproducere viden på. Viden er underlagt innovationsøkonomien. Det kan ikke gå hurtigt nok, for det, du har fundet på, kan forældes. Og selve den hastighed er med til at udhule den traditionelle opfattelse af viden som noget eviggyldigt. Det handler om at finde på noget nyt, være innovative og helst ikke hænge sig i gamle dages traditionelle faglighed,« siger Jens Erik Kristensen.
Mere administration
Større enheder har dog én påvist effekt, siger lektor Joachim Mathiesen fra Niels Bohr Instituttet, der har undersøgt, hvordan størrelsen af skandinaviske universiteter påvirker effektiviteten.
»Større enheder skaber mere administration. Om man kan gøre det anderledes i de nuværende fusioner, ved jeg ikke, men vores undersøgelse af de skandinaviske universiteter indikerer, at det ikke er nogen fordel,« siger Joachim Mathiesen.
»Enheden kan blive for stor til, at ledelsen kan overskue den, og derfor er der behov for at ansætte ekstra mange mellemledere, hvis man skal holde organismen sammenhængende,« siger Joachim Mathiesen.
Kommentarer