Hvis der er havkat i det danske jazzhyttefad, må det være pianisten og komponisten Jakob Davidsen. For den sags skyld kan han også spille rollen som havkat i andre hyttefade, for hans musik er ikke jazz — men den er heller ikke partiturmusik. Davidsen er en sand repræsentant for det, der gennem tiderne har haft mange betegnelser, men som — i skiftende jazzdebatter — mest har været kaldt ’Third Stream’ eller ’Den Tredje Vej’.

Vi kan også kalde det ’improviseret kunstmusik’, for det er graden af improvisation, der knytter Davidsen mere til jazzen end til partiturmusikken, ikke hans brug af rytmen — og dét slet ikke på hans nye cd, som er helt uden rytmegruppe. Med sit Kammerat Orkester (klarinet, basun, tuba, cello og hans eget klaver) spiller Davidsen her otte stykker, blandt dem en firfløjet suite, »Le roi et le mendiant« samt mindre stykker med fyndige danske titler som »Bare slap af« eller »Kysten er klar« eller med blot et par kendte cykelryttere, Charly Gaul og Silvio Martinello, som navngivere.

Titlerne kan minde om vejvisere ind i et programmusikalsk univers men bliver det langtfra, for som musikalsk skaber kan Davidsen have tilbøjelighed til at svinge helt fra det melodisk originale over brug af Prokofjevsk ’talende’ instrumenter til rendyrket tonal surrealisme. Desuden rummer hans titler i sig selv lige så meget mystifikation som genkendelse.

En søgen efter mening her er imidlertid ligegyldig. Musikken fremstår frisk, indbydende, virtuos, alvorlig og spøjs i sin kammerform og i sin bevidst uidentificerbare vekslen mellem nedskrevne og improviserede dele. Den udbredte brug af instrumenterne som ’taleredskaber’ frem for melodibærere og dermed også som mere historiefortællende indbyder godt nok lytteren til at finde en mening, men gemmer man titlerne bort og udfordrer sin egen abstraktionsevne, beriges man mere, for det myldrer med mange andre historier i Davidsens musik end dem, man forventer at høre. Davidsens ’kammerater’ er desuden valgt med omhu. De spiller denne musik veloplagt og langt mere end loyalt med Peter Fuglsang på diverse klarinetter og Jakob Munck på både basun og lommetrompet som de mest dristige.

Dristigt er det også af guitaristen Jakob Bro at kalde sin nye cd for Time, for det meste af hans musik foregår ikke i dét, de fleste vil opfatte som time, men i et slags pulsbaseret rubato, bagved hvilken Bros sofistikerede opfattelse af musikalsk tid gemmer sig — ja, faktisk vil nogen sige, at tiden står stille, når Jakob Bro spiller sin egen musik. Denne egenart har Bro imidlertid rendyrket i så mange år, at vi nu uden reservation kan sige, at han har udviklet et helt eget og meget fascinerende univers.

På Time er han atter sammen med den aldrende altsaxofonist Lee Konitz samt også instrumentkollegaen Bill Frisell og bassisten Thomas Morgan i et tæt sammenspil, der i lige så høj grad som på skiftende soloroller baserer sig på, at de tre øvrige spiller obligat omkring Konitz’ figurer, hvilket musikken — og tempoet — giver både tid og plads til. Omhyggelighed og fordybelse bliver nøgleværdier her, og musikken er skrevet og spillet sådan, at der bliver fokus på Konitz’ usmykkede introduktion af de ofte let elegiske melodiske forløb og på kontrasten mellem Frisells syngende, countryfarvede tone og Bros egen mere nøgterne.

På usikker grund

Fra Bros stædige udtryks- mæssige egenart til danske musikeres afsæt i fremmede, men velkendte kulturers musik er et spring, men vi tager det alligevel, for en række andre markante nyudgivelser viser os vejen:

Tenorsaxofonisten Jakob Dinesen er ikke på helt sikker grund (og Thomas Helmig er det bestemt heller ikke i sin korte, men akavede gæsterolle), når han på Dino’s Afro-Cuban Dream forsøger at spille titler som Sven Gyldmarks »Alle sømænd er glade for piger« og Fabricius Bjerres »Forelsket i København« på havannesisk, men de øvrige titler — Dinesens egne og alle i cubansk tradition — fungerer fint og giver kapelmesteren mulighed for at brillere med et intenst spil, en flot, mættet tone samt som virtuos arrangør for tre blæsere.

Den mørke farve, Mads Hyhnes basun hos Dinesen lægger hen over den cubanske musik, er sjældnere hørt i den brasilianske, men basunen — her Lis Wessbergs — er ikke desto mindre den eneste blæser, den meget Brasilien-kyndige pianist Steen Rasmussen har hidkaldt til sin Quarteto em São Paulo. Wessberg gør en glimrende figur, både i obligatspil og i korte soli, og det samme gør en række hidkaldte sangere med den indfødte og aldeles fremragende Marcia Lopes i spidsen. Dog, Rasmussens eget indtagende klaverspil er underrepræsenteret, og kun få steder, bl.a. i hans egen »Carla«, viser han sin suveræne evne til at udtrykke sig med den blanding af henkastethed og præcision, der gør ham til ’ægte brasilianer’.

Spænding og nerve

På tenorsaxofonisten Simon Spang-Hanssens Bird in Space optræder en pianist med brasiliansk pas, den mere kraftfuldt spillende Irio Junior, men det er alligevel fra den danske kapelmester og hans kone, den franske fløjtenist Mariane Bitran, hovedkraften udgår. Musikken er indspillet i Belo Horisonte og København og er overvejende af Spang-Hanssen og Bitran selv, og selv om der spilles magtfuldt i den brasilianske trio bag dem, er det alligevel de to blæseres beslutning om ikke at fornægte deres baggrund i jazz og europæisk musik, der får denne musik til at leve — et træk, man også kan opleve føre til fascinerende musik på guitaristen John Sunds The Open Road. Her har danskeren har samlet en række internationale musikere til at ledsage sig rundt i sine egne temaer. De knytter sig til bl.a. Afrika, Balkan og Indien, og dog er det stadig spændingen mellem musikkens særpræg dér og Sunds eget jazz/rock-inspirerede spil, der fører til den egentlige nerve i projektet.

Er svensk musik for ueksotisk til at blive noteret i denne sammenhæng? Nej, ikke når det er Lars Gullins udødeligt vemodige blanding af bebop og svensk folketone, det drejer sig om. På Silhouette har saxofonisterne Fredrik Lundin og Christina von Bülow samlet 11 temaer af eller med tilknytning til Gullin. Formen er ren retro, i den forstand at Lundin her illuderer Gullin, og von Bülow kan siges at være i en rolle som Gullins daværende musikalske partner, alten Rolf Billberg, og under dem ligger guitaristen Jacob Fischers ustyrligt raffinerede akkordspil. Resultatet er overdådigt: von Bülow genskaber og udvider Billbergs glasklare lyrik (der kunne ses som en forløber for ikonet Paul Desmond), og på sin baryton leverer Lundin den porøst malmfulde sårbarhed, der var Gullins kendemærke, og skjuler alligevel ikke sig selv. Det er højst anbefalelsesværdig musik, der gør både de danske musikere og deres svenske mentorer stor ære.

 

Jakob Davidsens Kammerat Orkester (Gateway). Jakob Bro: Time (Loveland Rec.). Jakob Dinesen: Dino’s Afro-Cuban Dream (Stunt). Steen Rasmussen: Quarteto em São Paulo (Calibrated). Simon Spang-Hanssen & Grupo: Bird in Space (Gateway). John Sund: The Open Road (ExLibris). Christina von Bülow & Fredrik Lundin: Silhouette (Stunt)