Der kan være noget decideret hysterisk over musikeres forsøg på at få folk til at danse. Den L.A.-baserede indie-poptrio Foster The People arbejder f.eks. med en særlig højfrekvent fællessang, ekkoende trommer, håndklap og akkorder i højhusstørrelse. Det er indie-pop, der flyder over af versaler, udråbstegn, lokkeduer og trickfilm. Men uanset hvor lysstemmet de synger, bliver Foster The Peoples forsøg på at forføre aldrig skingre. De virker med andre ord.
Debutalbummet Torches lyder utrolig meget som kollegerne og landsmændene i MGMT på ecstasy. Altså som en indie-festkomité ude af stand til at sætte spørgsmålstegn ved sit eget velvære og derfor også et både irriterende og charmerende bekendtskab. Det kommer alt sammen an på, hvilket humør man er i. Er kroppen medgørlig, nydesyg, er der brug for en flugtrute, en udfrielse, et glidemiddel, der kan svuppe en ud af det disciplinerede hylster? Så kom med.
Foster The Peoples charme er, at dansepotentialet ikke er en ubetinget ambition. Man efterlades ikke skam- pulet af blind salgslogik. Der bliver kastet modhager i os, og der bliver hevet fra flere dele af spektret. Peter, Bjorn and John-fløjt, elektronisk epileptiske angreb mod guitaren a la DNTel, Mew- helium-omkvæd, Scissor Sisters-disco, Blur-guitar-akkorder og et ganske imponerende vred af vers- omkvæd med over 40 i feber.
Holdbarhedsdato?, spørger de måske, ærede læser. Hvem ved. Det kunne udmærket bare være en særlig godartet influenza, der snart driver over igen.
Oceanisk
Hvis temperaturen skal ned, så nedsænk i hvert fald denne anmelder i svenske Axel Willner alias The Fields frit flydende kvælstof. Ikke mindst på hans nye, tredje album, Looping State of Mind, der går mere vegeterende nydesygt til værks.
Det sker med en Brian Eno-certificeret kvalitet, der gør det til både baggrunds- og lyttemusik, noget man kan besøge i flere tilstande, især den halvt koncentrerede, halvt distraherede form, som vi så tit oplever musik i. Ambient, kaldte Eno det. Oceanic techno er måske en mere præcis beskrivelse af The Fields lag på lag på lag af repetitioner i sirlige mønstre.
Looping States of Mind’s lifligt syntetiske, analogt varme, fjerlet guitar-broderede oceaner af lyd kan være lige så ligegyldige, men umiskendeligt vederkvægende som at drikke postevand. Men de kan også være som at indtage en særlig kompleks drink fuld af diverse former for bobler, stemmer, fatamorganaer, beruselser, der ankommer og angriber balancenerver og slår dopamin-depoter på vid gab med bølge på bølge af repetitiv skønhed — yderligere forstærket af, at The Field ikke er bange for at kaste kantede størrelser ind i de cirkulære bevægelsesmønstre. Og dermed skabe friktion. Og uden friktion ingen sex.
Melankolsk erindring
Og når festen nu alligevel er ved at ebbe ud i mere private former, så lad den gøre det med den intense downer af et sjette album fra amerikanske Daniel Lopatin under navnet Ohneotrix Point Never.
Replica er en melankolsk erindring om en tabt eller i hvert fald slidt drøm om fremtiden. Beslægtet med den altmodisch syntetisk klingende og samtidig moderne digitalt korroderede hauntology, som man kan finde hos Boards of Canada, Leyland Kirby og det britiske selskab Ghost Box.
Det er, som listen af navne ovenfor indikerer, en efterhånden gennemprøvet disciplin at arbejde med analoge synth-klange fra dengang, BBC brugte dem til soundtracks til Doctor Who, og Jean-Michel Jarre var vildt sej og futuristisk. Og det er lige så gennemprøvet at diskutere erindring og forfald og forudsige vores civilisations undergang eller i hvert fald denne generations død med lyde, der skratter, knitrer, giver sig, klinger som genfærd fra fortiden eller fra en fremtidig undergang.
Men Oneohtrix Point Never gør det med en hyppig kompositorisk vægt og med en så boblende og sikkert styret ind- og udfasning af virkemidler, at Replica bliver en slags perverteret klassisk musik på lav hastighed, hvor musikerne er erstattet af gamle tonegeneratorer, syntetiske stemmer, tv-skærme fulde af sne, udslidt teknologi, der forsøger at fuldende fraser — men uddør i forsøget.
Til gengæld overlever musikken. Den genvinder sin samtid, med fingrene og elektroderne begravet i fortiden. Godnat.
Foster The People: Torches (Columbia/Sony). The Field: Looping State of Mind (Kompakt/Download). Oneohtrix Point Never: Replica (Software/Cosmos)
Kommentarer