BOSTON – Det Republikanske parti er dybt splittet i dysten om kåringen af en præsidentkandidat, der kan slå Barack Obama i det kommende præsidentvalg i USA.
Det er den første og mest oplagte tolkning af resultatet i gårsdagens Republikanske partivalg i delstaten Iowa, hvor den moderate eksguvernør, Mitt Romney, kun med nød og næppe – 8 stemmer delte dem – slog den konservative eks-senator Rick Santorum. Lige i hælene på de to kom superliberalisten og nyisolationisten Ron Paul ind på en tredjeplads.
En anden og vigtig konklusion er, at mediernes og den Republikanske partielites storfavorit, Mitt Romney, ikke formåede at score en højere stemmeandel i Iowa end han gjorde i 2008, hvor han havde langt færre ressourcer til rådighed og var et mindre kendt navn blandt de Republikanske vælgere.
Det må være rystende for Romney og hans rådgivere. Her hjælper det gode spin ikke rigtigt. En nystartet komité, finansieret af hans gamle venner og rådgivere, brugte 3 mio. dollar i valgkampens sidste tre uger på at sønderlemme Newt Gingrich, der havde i november taget føringen i meningsmålinger i Iowa og på landsplan efter nogle gode debatpræstationer på tv.
Romneys plan lykkedes over al forventning. I december faldt opbakningen til Gingrich brat. Men i stedet for at strømme til Romney gik hans tilhængere til den eneste kandidat i kapløbet, som endnu ikke havde toppet i meningsmålingerne. Det vil sige Rick Santorum.
Den tredje ting, man kan notere efter Iowa-valget, er, at Santorums timing var perfekt. Da de Republikanske partivælgere havde taget Michelle Bachman, Rick Perry, Herman Cain og Gingrich i besigtigelse og siet dem fra, var der kun ham tilbage – bortset fra den moderate Jon Huntsman.
Santorums fornemme resultat er ikke alene et tegn på, at de kristne evangeliske lederes åbne støtte på valgdagen blev forvandlet til stemmer fra den store gruppe af dybt religiøse og konservative vælgere i delstaten. Det er også et udtryk for, at Santorums hårde benarbejde – at formå at besøge alle 99 amter i Iowa og holde 320 valgmøder uden særlig mange penge på hånden – blev belønnet af vælgerne.
Store udfordringer for Santorum
Det er imidlertid tvivlsomt, om Santorum kan bygge videre på denne kraftpræstation. Pengene vil nu begynde at strømme ind fra donorer, men han har ikke stærke organisationer placeret i de næste delstater med primærvalg – New Hampshire, South Carolina og Florida.
Ligeså stor en udfordring for Santorum bliver det at skulle igennem mediernes storvask af hans generalieblad. Alt hvad han har sagt og gjort i tidens løb vil nu blive endevendt; det er en del af det amerikanske valgsystem, og den tidligere senator er den eneste kandidat (minus Huntsman), som endnu ikke har været i mediernes søgelys.
Hertil skal lægges, at Santorums optræden i tv-debatterne ikke har været nær så overbevisende som Romneys, Gingrichs og for den sags skyld Ron Pauls præstationer. Eks-senatorens støtte i meningsmålinger rørte sig ikke ud af stedet i løbet af de 15 tv-debatter. I de kommende tv-debatter – lørdag og søndag i New Hampshire – vil presset på Santorum blive ubønhørligt.
Tilsidst er der Newt Gingirch, som er en erfaren og professionel politiker. Trods hans ydmygende fjerdeplads i Iowa vil han nu begynde at kæmpe sig tilbage, og ingen bør være overrasket, hvis han om en måneds tid vil fremstå som Romneys farligste modkandidat, ikke Santorum.
Næste tirsdag skal der være primærvalg i New Hampshire. Gårsdagens to store tabere – Rick Perry og Michelle Bachman – har ikke en levende chance for at score godt i den nordøstlige delstat, hvor Tea Party-bevægelsen står svagt og hvor partiuafhængige vælgere går til urnerne i store tal. De to er derfor rejst til konservative South Carolina, hvor der skal stemmes 21. januar.
New Hampshire er derimod Romney-land. Det bliver interessant at se, hvor godt Gingrich, Paul og Santorum klarer sig i denne New England-stat. Romney står til at få bank af Gingrich i de næste seks kampagnedage. Paul vil blive beskyldt for at ville bøje sig for Iran og islamistiske terrorister.
Midt i dette festfyrværkeri vil Santorum hurtigt forsvinde. New Hampshire-vælgere lægger en ære i ikke at følge Iowa-Republikanernes anbefaling.
Kommentarer
NØØØØJ hvor spændende - har Wall Street sagt god for dette???
Denne kommentar er anbefalet af:
Hm, jeg Googlede “Santorum”; tilsyneladende betyder ordet “et skummende mix af glidecreme og fækal materie”…
@Morten
http://en.wikipedia.org/wiki/Campaign_for_%22santo…
Som vi så i en anden artikel er Iowas primærvaæg ikke et rigtigt, endsige et korrekt valg, sådan som vi opfatter det. Det foregår om aftenen, i lukkede cirkler, i private hjem, i kirker! mv., hvor folk kommer og sidder og taler og taler og taler. Og bliver enige om hvem de vil have som deres præsident-kandidat. Og som der står i den anden artikel har Santorum kun cirka 200.000 dollars tilbage i sin kampagne-kasse. Derfor mener jeg bestemt ikke, at man skal lægge alt for stor vægt på udfaldet af dette -ahem- ikke-valg i Iowa.
Gad vide hvordan Google ville reagere, hvis nogen forsøgte sig med samme spøg for andre navne, for eksempel Magrethe, Lincoln, Obama eller Muhammed …
dette chokolademonster beskriver med sin håndbevægelse sin fantastiske penis størrelse
“Lige i hælene på de to kom superliberalisten og nyisolationisten Ron Paul ind på en tredjeplads.”
Superliberalist og nyisolationist? Hvem refererer Martin Burcharth fra her? Er det fra de amerikanske mainstream medier han har samlet disse to udtryk op? Eller er det hans egen vurdering? Og hvorfor lige disse to betegnelser? I så fald burde han som minimum give et par forklarende ord.
Hvad betyder nyisolationist i øvrigt? Man er vel ikke ‘nyisolationist’, hvis man synes, at 700+ militærbaser i 130 af verdens lande er en dårlig ide, når man har en national gæld på 15 trilliarder dollars og et årligt budgetunderskud på omkring 10% af BNP, eller hvis man synes at krigene i Irak og Afghanistan er ulovlige og bliver ført på et løgnagtigt grundlag og derfor vil trække soldaterne hjem med det samme. I så fald er langt over halvdelen af både USAs og verdens befolkning jo så også ‘nyisolationister’. Så hvad er meningen med sådan en påtegnelse uden forklaring? Ron Paul understreger gang på gang vigtigheden af aktivt diplomati og at være venner med så mange lande som muligt, ikke fjender. Et bedre ordvalg havde måske været ikke-interventionalist. For slet ikke at sige progressiv, fredsorienteret, menneskevenlig, afbalanceret eller hvad med moderat…
Er man isolationist, hvis man mener, at et land som Iran har ret til at udvikle atomENERGI, og at hysterisk snak om krig mod et land, som ikke har en historie fuld af angreb på nabolande (såsom Israel har for eksempel) og som man uden skyggen af bevis anklager for at udvikle atomvåben, minder lidt for meget om forløbet op til krigen i Irak? Især når en pensioneret general og tidligere præsidentkandidat har afsløret, at det (selvfølgelig) var planen allerede tilbage i 2001 indenfor en årrække at angribe Iran (og selvfølgelig Irak, Libyen, Syrien m.fl.).
Iran har modsat Israel valgt at underskrive ikke-spredningsaftalen, og landet inspiceres, igen modsat Israel, regelmæssigt af IAEA. Landet har mange gange forsøgt at indgå i en konstruktiv dialog om landets atomenergiprogram, og adskillige forslag om levering, tilbagelevering og kontrol af uran i samarbejde med Rusland og Brasilien som Teheran har indvilliget i, er blevet skudt ned af et-parti diktaturet i USA, som på ingen måde har en interesse i at se konflikten med Iran løst på diplomatisk vis. Men igen, er det på baggrund af disse synspunkter, at Ron Paul her bliver beskrevet som nyisolationist?
Hvad angår påtegnelsen ‘superliberal’ mangler der også et par forklarende ord fra Martin Burcharth.
USA er en union bestående af 50 stater, som alle har accepteret forfatningen som grundlag for denne union. Er man så superliberal, hvis man mener, at føderal lovgivning, der går ud over de nedskrevne beføjelser, er ukonstitutionel og forfatningsstridig?
Man kan på mange måder sammenligne problematikken med den vi ser omkring EU-traktaterne.
I EU er der, ligesom i USA, opstået en kultur, hvor politikere mener at de frit kan fortolke traktaternes beføjelser, som de nu engang har lyst til. Traktaten er til for at etablere fælles spilleregler, som landene er blevet enige om, og som sætter grænser for EUs magt over de enkelte stater. Så hvis vi lige pludselig begyndte at modtage lønsedler påtrykt 10% direkte EU-skat, eller EU-kommissionen begyndte at afvikle folkeskolen for i stedet at oprette standardiserede EU-financierede skoler i Danmark, så tror jeg de fleste ville mene, at det bryder med traktatbeføjelserne (måske endda politikerne ville være enige), og at det ville være en god ide at stoppe den praksis fra EUs side. Det gør jo ikke folk til ‘superliberalister’.
At Ron Paul som den eneste kandidat mener, at krigen mod stoffer er slået fejl og uproportionelt rammer ikke-hvide befolkningsgrupper, og at den amerikanske terrorlovgivning er forfatningsstridig, og at den amerikanske centralbanks mandat er forfatningsstridigt, og at indkomstskatten er forfatningsstridig, og at den nye lov, der giver militæret beføjelser til at arrestere og tilbageholde amerikanske statsborgere i USA på ubestemt tid og endda uden en dommerkendelse, er forfatningsstridig, gør ham jo heller ikke til superliberalist. Det gør ham nærmere til borgerrettighedsforkæmper, bekæmper af strukturel racisme, bannerfører for menneskerettigheder.
Den konstante marginalisering af Ron Paul som seriøs kandidat er et kæmpe, demokratisk problem, ikke bare i USA men også i Danmark, hvor negativt ladede ord på den måde er med til at forme læserens ide om, hvad (og hvem) der er godt og vigtigt, og hvad der ikke er.
Martin Burcharth kunne jo i princippet lige så godt have skrevet:
“Lige i hælene på de to kom menneske- og borgerrettighedsforkæmperen, fredsfortaleren og ikke-militaristen Ron Paul ind på en tredjeplads.”
Men den største synd i artiklen må næsten være at kalde Mitt Romney (som modtager millioner af dollars i bidrag fra Wall Street, som aktivt vil arbejde for tilføjelser til forfatningen som vil forbyde på nationalt plan både ægteskab mellem mennesker af samme køn samt abort, og som allerede har skrevet på sin hjemmeside at det er fastslået at Iran aktivt forsøger at udvikle atomVÅBEN og at USA bør styrke det militære samarbejde med Israel betydeligt (er det overhovedet muligt?) og konstant vil have mindst et hangerskib i den østlige del af Middelhavet samt mindst et i Den Persiske Bugt for at optrappe konflikten og intimidere Iran) for MODERAT!
Det ville være interessant med en kommentar fra Martin Burcharth om overvejelserne bag disse ordvalg.
Denne kommentar er anbefalet af: