Ønsketænkningens år

Alaa Al-Aswany, Mohamed ElBaradei, Wael Ghonim, Ali Ferzat, Razan Zaitouneh, Rached Ghannouchi, Khairat al-Shater, Tawakkol Karman, Wadah Khanfar, Manal al-Sharif, Eman Al Nafjan. Disse navne topper tidsskriftet Foreign Policys liste over Top Global Thinkers 2011. De er alle folk, som har spillet en rolle under Det Arabiske Forår. Den amerikanske præsident Barack Obama, den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, den franske præsident Nicolas Sarkozy og den tyske forbundskansler, Angela Merkel må alle nøjes med en placering længere nede på listen. På Time Magazines top 100 over mest indflydelsesrige personer ligger den Egyptiske oprørshelt Wael Ghonim nummer ét, og da Time i slutningen af december sidste år kårede ’person of the year’, vakte man opsigt ved at vælge ’the protester’ — altså oprøreren. Systemkritikere fra Det Arabiske Forår har vitterligt sat sig tungt på de meget omtalte lister. Men selv om begivenheden var stor og vigtig, så afspejler listerne dog næppe den reelle virkelighed. Den afspejler snarere amerikanernes — og Vestens ønsketænkning, mener historiker og USA-ekspert Mads Fuglede fra Københavns Universitet:

»De her lister afspejler en amerikansk drøm om, hvad et godt samfund er, og det er, når man gør som amerikanerne. De smed den engelske konge ud og skabte et demokrati i 1775-1783. Og i det omfang, man kan se, at andre vil gøre det samme, så er man helt ude af flippen af benovelse og synes, det er så fint. Når man bilder sig ind, at der er nogle i Mellemøsten, der vil være som os — så står vi op og klapper,« siger Mads Fuglede. Det samme mener mellemøstekspert og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen:

»Når Det Arabiske Forår fylder så meget på især Foreign Policys liste, så er det nok, fordi det er en begivenhed, som Vesten hilser meget velkommen og er begejstret over. Det afspejler de værdier, som vi værdsætter,« siger Lars Erslev Andersen og uddyber: »Det er værdier som demokrati, menneskerettigheder, frihed. Den slags. Det har man historisk set gerne villet fremme — med begrænset succes. Nu er der så folk, der prøver at gøre det på egen hånd, og det bliver man begejstret over og vil støtte. Når man vælger at sige, at det er de vigtigste folk i verden, så er det en måde at anerkende og støtte det på,« siger Lars Erslev Andersen.

For højt

Begge eksperter mener, at de mange revolutionære personer på listerne har gjort et stort arbejde — men når det gælder lister over størst indflydelse og ’top global thinkers’, så burde de ikke ligge så højt, mener Mads Fuglede:

»Når man placerer en karikaturtegner fra Syrien (Razan Zaitouneh, red.) højere end den amerikanske præsident, så er det lidt svært at tage det seriøst,« siger han og tilføjer:

»Det kan kun være i hovederne på folk, der er meget romantisk anlagt.«

Han er heller ikke sikker på, at oprørerne fra Det Arabiske Forår ville beholde deres plads, hvis man fandt ud af, at de var mindre demokratiske, end de umiddelbart virker:

»Jeg er ikke ekspert i mellemøstlige forhold, men det er min klare opfattelse, at situationen er mindre sort-hvid end det, listerne afspejler. Der er masser af personer involveret i oprøret, som ikke ønsker at leve i et Mellemøsten, som er en ideologisk kopi er Vestens verdensopfattelse og menneskesyn. Hvis det kommer frem, at det gælder for nogle af de her personer, så vil de med stor sandsynlighed rykke helt ud af listen,« siger han.

Også Lars Erslev Andersen mener, at situationen i Mellemøsten efter oprørene er mere kompliceret end som så:

»Hvis man tager Egypten, så kan man sige, at de, der bliver fejret på listerne, står lidt mere taberagtige nu end for et år siden. Det er nogle andre og mere islamistiske kræfter, der indtil videre har vundet valget i Egypten, og militærrådet, som sidder på magten, har været mindre tilbøjeligt til at køre den demokratiske proces, end man havde håbet. Så det er mere speget. De, der førte oprøret igennem, er et mindretal. Det er ikke de brede masser. Så hvis man skal kritisere listerne, så kan man sige, at de peger de på et mindretal, som måske oven i købet tilhører den bedre uddannede del af befolkningen,« siger Lars Erslev Andersen, som dog hæfter sig ved, at Foreign Policy har taget Khairat al-Shater, som er repræsentant for Det Muslimske Broderskab i Egypten, med på listen.

Ingen skurke

Mads Fuglede efterlyser generelt en bredere liste:

»Der er eksempelvis ikke mange skurke på de her lister. Selv om de jo i høj grad er med til at forme, hvordan verden hænger sammen.« Ud over Barack Obama, savner han især Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, som lige nu er ved at redde euroen, højere oppe på listerne: »Men det er selvfølgelig ikke sjovt, hvis det er de samme, der topper listen hvert år,« siger Mads Fuglede. Dermed er listerne også mediernes måde at brande sig på, mener han.

»Det skal gerne være lidt sjovt og overraskende. Der er Angela Merkel nok for kedelig.«

Lars Erslev Andersen mener også listerne bruges af medierne til at markere ståsted:

»Man kan tydeligt mærke, at Foreign Policy, er det, man i USA kalder et ’liberalt’ tidsskrift,« siger Lars Erslev Andersen, som mener, at Times-listerne er lidt bredere funderet, fordi der også — om end længere nede — er plads til personer, som ikke er decideret beskæftiger sig med politik.