Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen hævder i deres kronik »Danske kvinder

venter stadig på far« d. 29. december, at vi mænd »glimrer ved [vores] fravær« i ligestillingsdebatten, en debat, de i øvrigt klandrer for, »ikke at gavne ligestillingsprojektet.«

Faktum er, at vi er en del mænd, der blander os i debatten, og som gør det igen og igen på et sagligt grundlag. Som aktiv debattør og kronikør på området får jeg skudt i skoene af Mac og Michaelsen, at det ikke er en diskussion, mændene ønsker at deltage i, og at vi ikke er solidariske.

»Vi hører i hvert fald ikke fra dem,« hævder skribenterne og spørger, hvorfor mændene ikke »åbner munden som enkeltpersoner.« Så må jeg spørge dem: Er I sikre på, I hører efter? Vi argumenterer, vi svarer, vi råber op. Hvorfor bliver vi ikke hørt?

Jeg tror, svaret hænger sammen med skribenternes brug af begrebet »ligestillingsprojekt.« Hvis ligestilling opfattes som et projekt med et specifikt mål i sigte, så er man næppe rummelig over for bidrag, der kritiserer eller ligefrem dekonstruerer projektets grundlag.

Blind accept

En lignende præmis ses i Dansk Kvindesamfunds propagandakampagne ’Tag stilling, mand’, hvis erklærede mål er et forbud mod sexkøb.

Gruppen af mænd, der har ’taget stilling’ defineres som værende de mænd, der er enig med kampagnens stiftere i dens præmis og erklærede mål. At man ikke er enig sidestilles med, at man endnu ikke har ’taget stilling.’

Det paradoksale i denne tankegang er, at stillingtagen bliver defineret som dens egen diametrale modsætning: blind accept.

Om det er blind accept, Mac og Michaelsen efterlyser, er ikke sikkert, men nogle af deres udsagn kunne tyde på en stærk normativ tankegang, hvis ikke en alvorlig virkelighedsforvrængning. »Kvinder har måttet lære sig at begå sig på arbejdsmarkedet. Nu er det mandens tur til at lære de nye spilleregler i hjemmet — og mange yngre mænd er da i stigende grad deres ansvar bevidst,« skriver de.

Ikke nok med at vi mænd har tilegnet os alt i hjemmet på nær evnen til at amme et barn, mens de fleste kvinder stadig savner en mand til at skifte bilens olie eller lappe cyklen. Nej, den ’solidaritet’, Mac og Michaelsen efterlyser synes at gå ud på at efterabe kvinden i hjemmet, at påtage sig alle hendes værdier, tærskler og prioriteter, at erkende alt fra samme vinkel og øjenhøjde som hun gør.

Er disse ideelle yngre mænd i deres såkaldte ansvarsbevidsthed, ligesom Dansk Kvindesamfunds ’stillingstagere,’ ikke snarere nogle yes men?

»Arbejdsmarkedet bør ikke være så domineret af så ensidigt maskuline logikker, at det tvinger kvinderne til at skulle vælge mellem at blive som mænd eller at stikke af fra det hele,« raser skribenterne i en kronik, hvor de påstår, at samfundet er mandsdomineret, og at mænd er ligeglade med ligestilling. Som modargument vil jeg lige citere min egen kronik »Den røde feminisme er fundamentalistisk,« der udkom i sommers på Damefrokosten. dk: »…er det ikke snarere opgaven, der definerer, hvad et job indebærer, om det er leder, håndværker, advokat, pædagog eller præst?

Kan man gøre sygepleje mere tiltalende for mænd ved at fjerne kravet om omsorg? Næppe, for omsorg ligger centralt i opgaven. Er det ikke snarere deltagelse og engagement, der ændrer vilkår indefra?

Hvis samfundet stadig er for ’mandligt’ indrettet, hvad har kvinder så egentligt brugt stemmeretten til i snart 100 år? Hvis lighed for loven, lige rettigheder og lige indflydelse ikke er tilstrækkelige vilkår til, at kvinder sætter deres præg på samfundet, hvad skal der så til? Påhviler det mænd at gøre samfundet tilstrækkeligt hunkønsvenligt, så kvinderne gider at engagere sig i det? Det bliver lige lovlig absurd nok.«

Ligestillet kloakarbejde

Mac og Michaelsen har som andre feministiske debattører tilsyneladende selektive ørepropper i. Mændene bidrager til diskussionen, men vores udsagn bliver ikke ført til protokollen, hvis den siger feministerne, med deres forestillinger og faste ligestillingsprojekt, imod. I en TV-debat i 2011 spurgte Søren Fauli, hvorvidt kønskvotering, ud over fordeling af bestyrelsesposter, også skulle gælde for kloakarbejde. Det var der ikke nogen feminister, der ville diskutere.

I deres kronik fortæller Mac og Michaelsen til gengæld, at forfatterinden Fay Weldon nu erklærer sig stærk nok til at anerkende, at kønnene er forskellige. Denne bagatel hyldes som et stykke visdom, tilsyneladende i kraft af, at den opstår blandt feministernes egne rækker.

Man får det indtryk, at Mac og Michaelsen efterlyser mandlige ’debattører,’ der taler feministerne efter munden, på samme måde som Dansk Kvindesamfund efterlyser ’stillingstagere’, der blot giver dem ret.

Er det mændenes bidrag, I savner, eller blot flere mænd på samme side?

Jeg spørger bare.

Phil Nice er liberal debattør og kunstner