Den syriske revolution er et moderløst barn. Assads statsterrorister har ubegrænset frihed til at myrde, voldtage, sønderbombe demonstranter og kastrere børn.

Barbariets omfang trodser enhver beskrivelse. Som Hamza Fakher, en prodemokratisk aktivist og en af de mest pålidelige kilder, når det gælder det kriminelle regimes overgreb, forklarer: »Fanger stables i levende live i skibscontainere, der derpå dumpes i åbent hav. I Aleppo har sikkerhedspolitiet opfundet en ny torturmetode, hvor de tilbageholdte tvinges til at stå på en rødglødende metalplade, indtil de tilstår. Forestil dig, hvordan huden smelter, inden man falder om på pladen. Syriens demonstranter går nu ind for væbnet kamp. De forstår, at det nu ikke længere er deres frihed, som står på spil. Det er deres overlevelse.«

Den Arabiske Liga skal i disse dage forestille at fungere som ’det internationale samfunds repræsentant i regionen’. Men deres opførsel er foragtelig. Observatørmissionens leder, general Mohammad Ahmed Mustafa al-Dabi, støtter Sudans præsident, Omar al-Bashir, som er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i Darfur. Hans modstandere beskylder al-Dabi for selv at være blandt de hovedansvarlige for pogromer i Darfur.

Al-Dabi forvandlede den martrede by Homs, hvor militser har gennemført Assads egne pogromer mod sunnimuslimer, til en ren Potemkinkulisse. I en scene, der var et absurd teaterstykke værdigt, erklærede han over for Reuters, at han »intet skræmmende« havde set i Homs. Og det samtidig med, at lyden af skud fik observatørholdet til at afstå fra at opsøge et nærliggende kvarter, hvor der ifølge lokale beboere var placeret et forvaringscenter for tilbageholdte.

Mod er ikke nok

Scenen er sindbilledet på verdens reaktion på grusomhederne i Syrien. Det Syriske Nationalråd (SNC), en paraplyorganisation for store dele af oppositionen, opfordrede tidligere i konflikten til civil ulydighed og passiv modstand. Men nu har vildskaben i regimets vold drevet Rådet til at bønfalde om hjælp udefra.

Som Ammar Abdulhamid, en syrisk dissident, forklarer: »Hvad nytter blottede brystkasser mod kampvogne? Selv med tapperhed er der grænser for, hvor langt man kan komme.« Den syriske inkarnation af ’den arabiske gade’ ønsker sig nu NATO-fly i luften.

Også Tyrkiet, der var Assads allierede, men nu er hans svorne fjende, taler for at medvirke til et regimeskift. Frankrigs udenrigsminister, Alain Juppé, har opfordret til at indsætte NATO-tropper til beskyttelse af nødhjælpsarbejdere. Imens forsøger syriske oppositionsledere at overtale sympatisører i Obama-regeringen til at støtte revolutionen.

Michael Weiss, som forsker ved den prodemokratiske tænketank The Henry Jackson Society har skitseret et bud på, hvordan en militærintervention kan tage form. Sammen med tyrkiske landsstyrker kan det amerikanske, britiske og franske luftvåben skabe et brohoved ind i det nordlige Syrien, hvor oprørske tropper fra Syriens hær kan opbygge en kampstyrke.

NATO-embedsmænd studerer for øjeblikket denne model. Burhan Ghalioun, formand for SNC, betegner Weiss’ rapport som »en afgørende ressource til forståelsen af, hvordan det er muligt at gennemføre en humanitær intervention i Syrien på forsvarlig vis«.

Sekterisk vold

De intellektuelt dovne, der omtaler Mellemøsten som ’en forenet arabisk verden’ eller ’en samlet muslimsk verden’, ignorerer de sande splittelser.

Regionen er et rod af konkurrerende sekteriske og etniske interesser. I Syrien er resultatet en apartheidstat, hvor Assads alawitisk-shiamuslimske mindretal styrer politi, hær og efterretningstjenester.

Revolutionens første uger var lykkeligt anti-sekteriske, fordi Det Syriske Nationalråd nægtede at gøre sig til redskab for et hævngerrigt sunnimuslimsk flertal.

For at knuse oppositionen og overleve må Assad spille sit racekort. Han må mobilisere støtte ved at overtale de alawitiske og kristne mindretal til enten at slutte op om ham eller risikere udryddelse.

Assad puster allerede til ilden. Hans regime gennemfører sekterisk udrensning af sunni-kvarterer, og tegnene bliver flere på, at han i sit desperate forsøg på at fastholde magten ikke vier tilbage fra at udløse en sunni-shia borgerkrig.

Historie på repeat

Som under Den Spanske Borgerkrig, da England og Frankrig prædikede ikke-intervention, mens Hitler og Mussolini havde travlt med at sende våbenhjælp og mænd til Francos fascister, forholder ’det internationale samfund’ sig i dag passivt i Syrien, mens shia-tropper fra Iran og Hizbollah strømmer ind, klar til at nedslagte civile.

I modsætning til hvad den syriske statspropaganda påstår, har sunnimuslimske terrorister fra al-Qaeda endnu ikke etableret sig i Syrien for at slå igen mod regimet — men det vil være dumt at tro, at de vil holde sig tilbage ret meget længere.

En ny vestlig intervention for at stoppe en regional krig vil føre alvorlige risici med sig. Men alternativt bør vi i det mindste være ærlige i forhold til konsekvenserne af at føje Assad: En mislykket stat og et nyt arnested for terrorisme på kanten af Middelhavet, hvor udenlandske lejesoldater og de paramilitære alawitiske styrker fortsat kan massakrere løs på en stort set forsvarsløs befolkning. Det indebærer stigende risiko for, at konflikten spreder sig til Irak, Tyrkiet, Jordan og Israel.

De nyheder, der undslipper Assad-regimets censurkontrol, minder os dagligt om, at fortalerne for at forholde sig passivt også har blod på deres hænder.

Nick Cohen er britisk journalist, forfatter og kommentator

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen