Ideologisk sparemanøvre

To blødende, bankende hjerter. Det er, hvad partierne bag Barnets Reform mente var tilstrækkeligt for landets mest udsatte børn. Socialreformen, der i denne uge fylder et år, skulle sikre, at kommunerne anbringer langt flere udsatte børn i plejefamilie end i døgninstitution: »Døgninstitutioner er præget af vagtskemaer og mange skiftende voksne. Vi lægger op til at fremme og styrke anbringelsesformer, som i højere grad lægger vægt på omsorg og relationer. Især små børn har brug for få voksne at relatere sig til,« lød det fra Karen Ellemann (V).

Her genoplivededen daværende socialminister og partierne bag reformen — samtlige partier undtagen Enhedslisten — en ældgammel myte. Med romantiseringen af forældrene og plejeforældrene som den ideelle omsorgs- instans for alle udsatte børn trodsede de omfattende forskning på området. Og de slog specialiserede døgninstitutioner i hartkorn med den forældede forestilling om børnehjem som kolde institutionelle steder, hvor kæft, trit og retning og en hård, men fast kærlig hånd var definitionen på omsorg.

Landets autoriteter på området advarede mod, at generationer af udsatte børn ville blive tabt, fordi almindelige plejefamilier ikke ville kunne rumme de sværeste børns specifikke og vanskelige behov. Men de blev overhørt.

Som Informationi går kunne beskrive, lukkede halvdelen af alle familiedøgninstitutioner i 2011, og siden 2004 er det samlede antal pladser på døgninstitutioner faldet med over 50 procent. Det er resultatet af en ideologisk reform, der i modstrid med forskeres advarsler har givet kommunerne en belejlig undskyldning for at placere udsatte børn i billigere foranstaltninger. Disse sparehensyn kombineret med forældede fordomme om døgninstitutioner som følelseskolde børnehjem forhindrer nu ikke alene landets plejefamilier i at have fair arbejdsforhold. Nej, det giver tilmed landets mest udsatte børn endnu dårligere chancer for få en god fremtid.