For blot nogle få måneder siden så det ud som, om Mitt Romney og endda Newt Gingrich havde en overordentlig god chance for at sende præsident Barack Obama hjem til Chicago efter kun fire år i Det Hvide Hus.

Amerikansk økonomi var i knæ, en ledighed på ni pct. rokkede sig ikke ud af stedet og præsidenten virkede des-orienteret efter en række ydmygende politiske nederlag til Republikanerne i Kongressen. Obamas præsidentskab lignede en gentagelse af Jimmy Carters, hvor den demokratiske senator Edward Kennedy udfordrede præsidenten under valget i 1980 i protest mod hans midtsøgende linje. Så slemt står det nu ikke til for Obama 32 år senere. Tirsdag aften vandt han partivalget i Iowa, hvor et overraskende tal på 25.000 hårdføre Demokrater mødte frem og stemte på den eneste demokratiske præsidentkandidat. Efter omstændighederne er Obama rimelig godt forberedt på dysten med sin republikanske modstander, han er organiseret ude i græsrødderne, forrygende god til at føre valgkamp og har ovenikøbet partieliten bag sig. Nu gælder det blot om at mobilisere de traditionelle demokratiske vælgere, hvilket bliver en vanskelig, men dog ikke uoverkommelig opgave.

Efter det første partivalg i Iowa tirsdag er situationen i Det Republikanske Parti langt mindre afklaret; faktisk tyder noget på, at partiet risikerer at formøble en på papiret virkelig god chance for at generobre Det Hvide Hus til november. Amerikansk økonomi er godt nok endnu ikke trådt tilbage i recession, men en formodet negativ vending i europæisk økonomi (klodens største marked og største aftager af amerikanske produkter) i 2012 vil utvivlsomt trække USA’s vækstrate nedad, især hvis en stigende dollarkurs vis á vis euroen gør amerikanske produkter dyrere at købe i eurozonen. Det kan betyde, at ledigheden næppe vil falde til under otte pct. af arbejdsstyrken i USA — et rigtig skidt udgangspunkt for genvalg af en præsident. Men til Obamas og Demokraternes fordel taler et republikansk parti, der er rykket længere og længere væk fra midten i amerikansk politik, og som er mere ideologisk splittet end nogensinde. Den udvikling er egentlig typisk for et parti i opposition, hvor lederskabet er spredt over flere poster — i dette tilfælde formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, og mindretalslederen i Senatet, Mitch O’Connell. Udfordringen forværres imidlertid af, at Tea Party-bevægelsen fik valgt omtrent 80 nye kongresmedlemmer i 2010 — en gruppe, som har haft succes med at dominere den politiske dagsorden og besætte en række lederposter. Altså en opskrift på splittelse fremfor partienhed (Demokraternes leder er præsident Obama, ligesom George W. Bush var Republikanernes leder fra 2000 til 2008).

Den ideologiske brydning mellem partielite og oprørere afspejler sig delvist i den buket af præsidentkandidater, som Republikanerne tilbyder sine vælgere i 2012. Mitt Romney repræsenterer den konventionelle, moderate og erhvervsorienterede del af partiet, som er villig til at give køb på stærkt moralske og religiøse værdier. Ron Paul er superliberalisten, der vil en minimalstat med et minimum af statslige indgreb i økonomien og individets frihed — en strømning, som altid har eksisteret i og omkring Det Republikanske Parti, og som har fået medvind efter fremkomsten af Tea Party i 2009. Rick Santorum repræsenterer derimod det religiøse højre med denne bevægelses eftertryk på kernefamiliens betydning for fællesskabet og samfundsøkonomien.

De republikanske kernevælgeres ryk mod højre i de seneste år — ikke mindst i protest mod Obamas sundhedsreform — har gjort det sværere for favoritten Mitt Romney at balancere mellem på den ene side behovet for at bekræfte sine ret løse konservative akkreditiver og på den anden side undgå at blive drevet for langt væk fra midten. Hans afvisning af at blive trukket rundt i manegen af højrerepublikanere i sidste efterårs tv-debatter førte til en underholdende udskiftning af kandidater med den gule førertrøje i landsdækkende meningsmålinger. En ny fører hver måned. Romney er aldrig nået op over 25 pct. støtte i målingerne. Det var præcis tallet, han scorede i Iowa — et dystert varsel.

Roney argumenterer for, at han er den eneste valgbare kandidat. Det lyder fint på papiret, men spørgsmålet er, om det rækker i et valgår med udbredt misnøje i vælgerbefolkningen med politikerne og higen efter stærkt lederskab og dristige regeringsinitiativer. Eksguvernøren i Massachusetts er og bliver en farveløs person. Det ser ikke engang ud til, at Romney magter at samle partiets mange fløje under sine vinger, som Ronald Reagan gjorde i 1980 og 1984 i kraft af sin karisma og personlighed. Selv George W. Bush klarede opgaven i 2000 med sIN religiøse baggrund i Texas og rødder i det liberale New England. Det er derfor, at kappestriden om dette års republikanske præsidentkandidat vil vare lang tid og i sidste ende kan ødelægge partiets sejrschance. Den eneste kandidat, der har en chance for at samle et splittet parti, synes at være Newt Gingrich. Det er derfor, han præsenterer sig som Reagans arvtager.