Læsningens ulvetimer

En vintervandring gennem et antal klassiske fortællinger om kulde og sne afslører visse karakteristiske fællestræk. Den ydre vinter korresponderer med indre forfrysninger, undertrykkelse af social art afsætter bl.a. et sjæleligt undertryk, ungdommelige krisesituationer fører på afveje, voksne flugtmekanismer kan få mennesker til at slå kraven op om ørerne. Og overalt er seksualiteten til stede som motor for frustration — og måske som redning. De grå ulve er på spring. Bøgernes titler er et vejledende vinterspor, lagt af især mandlige skriverkarle.

Nogle forfattere nøjes med at lokke med den blotte titel på værket, som når Karen Blixen reklamerede med Vinter-Eventyr kun i den hensigt at opmuntre folket med brogede fortællinger i de trange og kolde tider under Besættelsen, 1942. Den idé havde hun måske fra et af Shakespeares sene skuespil, The Winter’s Tale (1610), eller ligefrem fra Heinrich Heines digtcyklus Deutschland. Ein Wintermärchen (1844), hvor vinteren er en metafor for et nationalt klima. I Dea Tria Mørchs roman Vinterbørn (1976) er der tale om en noget blandet metafor, selv om børnene dér fødes i løbet af en vinteruge.

Spørger jeg mig selv om det stærkeste litterære indtryk af en vinterskildring, falder tankerne umiddelbart på nogle scener i Blichers En Landsbydegns Dagbog (1824), specielt den, hvor han 11. januar 1710 kører kane for den fornemme frøken Sophie: »Et plaisant Vejr. Solen staar op saa rød som en brændende Glød; det ser ret curieux ud, naar den sådan skinner igjennem de hvide Træer, og alle Træerne ser ud, som de vare pudrede.« Stående bag hende med en tømme i hver hånd fantaserer han sig til et favntag, hver gang kanen gør et slæng. Det er som at røre ved en varm kakkelovn. Desværre for ham brænder hun for en anden. Blichers gamle punktroman ejer en enestående koncentration og præcis detaljering. En kanefart i sneen gennem århundreder.

Kanerejse er der også i H.C. Andersens vintereventyr Sneedronningen (1844), hvor en splint af troldspejlet forvandler den unge Kajs hjerte til en klump is, så han falder for snedronningens ubarmhjertige forstandsverden. »Slottets Vægge vare af den fygende Snee og Vinduer og Døre af de skjærende Vinde.« Der er han i gang med ’forstands-isspillet’, hvor han skal lægge de flade isstykker sådan, at de danner ordet Evigheden, før han kan slippe fri. Ingen lystighed er der »aldrig en Smule Kaffe-Commers af de hvide Ræve-Frøkner«. Først da Gerda finder frem til ham efter utallige trængsler, smelter hans hjerte, da hendes tåre falder på ham.

I vinterhi

Det er pubertetens kvaler og splittelsesoplevelser i den erotiske vækkelse, der giver genlyd i disse fortællinger og har fundet en både sart og brutal poesi i Tarjei Vesaas’ roman Is-slottet (1963) over en drøm om ’nedsneede broer’, hvor »det sner og sner på stille broer, broer som ingen véd om«. De handlende figurer er to helt unge piger, Siss og Unn, som drages mod hinanden uden at fatte omvæltningen i deres 11-årige liv. Det er en drøm om varme, omgivet som de er af en magtfuld natur, hvor frosten omdanner elvens krusninger og fald til en iskonstruktion af et labyrintisk slot med fuldkomment øde rum og dødsens stille sale som hos snedronningen. »Det var et trolddomsslot. Her måtte man prøve at komme ind, såsandt der fandtes indgange! Det var sikkert fuldt af mærkelige gange og porte — og dér måtte man ind. Det så så forunderligt ud at Unn glemte alt andet foran ispaladset. Ind, var det eneste hun sansede.« Ud slipper hun aldrig.

Slottet er her et reelt stykke norsk vinternatur, forvandlet til en tvangstanke, et voldsomt symbol, erotisk længsel og ubodelig ensomhed. Nogen løsning gives ikke, skønt isen bryder, forsoning kun på et højere skæbneplan, idet slutningen lyder: »Masserne vælter af sted mod den lavere sø, det går i al hast, snart breder de sig ud dernede, før nogen i det hele taget er vågnet eller har set det mindste. Dér skal den sprængte is flyde, med små kanter stikkende op af vandskorpen, drive og smelte og ikke findes.«

Den lyriske tone findes også i Sven Delblancs roman Vinterhi (svensk Vinteride 1974), tredje del af fire i en storstilet, rigt varieret fortælling fra Sörmland, hvor de fiktive personer bl.a. går i kritisk dialog med ’beretteren’, den da 10 -11-årige Axel Weber, som til gengæld er lidt af et selvportræt. Hans livs håb, et ømhedens værn mod mørket, sneen og kulden er den purunge Agnes Karolina, »ejendommelig og smertelig skøn, og som alle vi andre bærer du på uendelige muligheder: at vingeklippes og trampes i smudset og forstenes af livets vinternætter«. Forsteningen går igen som billede på et Sverige i vinterhi under neutralitetens kappe gennem de første år af 2. Verdenskrig og helt konkret i uhyggelige detaljer, så som fundet af en stivfrossen pigekrop. Da hun transporteres bort, tipper vognen over, og det statueagtige lig falder i åen for øjnene af den rædselsslagne folkemængde. Der er overhovedet et mylder af mennesker og skæbner, fortælleglad nærhed og satire over den formørkede og lysende tilværelse i den godt gemte stationsby. Det sprudlende mismod er uimodståelig, livgivende læsning.

I denne sammenhæng er det passende at tænke på Martin A. Hansens roman Løgneren (1950) om den vinterisolerede ø og dens dagbogsskrivende skolelærer og degn, Johannes Vig. Han er en af dansk litteraturs mange forkomne, bekendende sjæle, der først tør op i skriveriet, her henvendt til en fiktiv person. Han har fortabt sine muligheder hos den indtagende unge elev fra skolestuen, Annemari, ’Sandøs rose’. »Trettende marts. Det er tåget«, lyder de indledende ord, og gamle piger og drenge som jeg glemmer aldrig Pouel Kerns sørgmodigt drævende stemme, der foredrog teksten som radioroman, mens vi uge for uge ventede på, at isen skulle bryde og kæresten Oluf vende tilbage fra fastlandet. Skuespilleren forløste den drevne magi, som den inderlige og tvetungede skrift rummede. Johannes Vig har brændt sig på en tidligere forelskelse og har søgt tilflugt i det, der ligner et vinterhi. »Jeg sidder i halvmørke og skriver i et nyt kollegiehefte, Natanael. Dufter fint, papiret. Har ligget hele vinteren.« Romanen er gennemvævet med natursymbolik og skriftkyndighed og munder ud i en nydende forsagelse i en åbning af sjælen og en tillukning af den krævende omverden.

Endnu en fortabt elsker skal føjes til en dansk litterær vinterdepression, her i Jacob Paludans lille, fine roman En Vinter lang (1924), hvor provisor Keller har søgt sig et melankolsk hjemsted i Nordsjællands natur, hvor han finder lise i lange selvoptagne spadsereture, afvist af verden. En erotisk impuls finder ingen vej frem, da den unge kvindelige apotekerassistent misforstår hans kluntede tilnærmelser. Tilbage er hans ensomhed, der forvandles til trods og vinterkulde i sindet. Bogen går ind i en tradition af sagtmodige, skuffede elskere, ført an af Blichers Morten Vinge på kanefart i sneen med Frøken Sophie.

Bjergtaget

Den store og dybt betagende roman om en tilbagetrækning fra et krævende samfundsliv hedder på dansk Trolddomsbjerget, på tysk Der Zauberberg (1924). Stedet i Thomas Manns store romanværk er Davos i Schweiz’ højder, dér hvor verdens toneangivende pinger i dag holder hemmelige møder, og hvor lyrikeren Edith Södergran søgte hjælp på sanatoriet mod sin tuberkulose på samme tidspunkt, hvor romanens handling udspilles, mens 1. Verdenskrig nærmer sig. Den unge ingeniør Hans Castorp besøger en ven på det mondæne kursted og bliver så fascineret af den afsondrede lille verden, at han undsiger fladlandets rå virkelighed og bliver bofast dér i hele otte år. Klart, at også han oplever en erotisk frustration i sit vinterhi, men her skal lyset blot rettes mod en enkelt episode, afsnittet »Sne« i kapitel seks. Castorp har fået den idé at kaste sig ud i skisportens glitrende verden. Den satirisk tonede skildring viser den uøvede løber i snemarkernes dødbringende, lydløse vildnis. Han afprøver sit mod, »en af sympati betvunget dødsskræk«. Jo, han nærer såmænd i sit trange, civiliserede bryst sympati med elementerne. For læseren er det i hvert fald noget af en skrækoplevelse hen over 35 sider at følge ham på den vejløse færd i bjergets skrånen mod himlen, mod disse ensomheder, der stadig åbner sig. I tusmørket sætter en snestorm ind, og sanseforvildet gennemlever han en vid skala af ukendte følelser, men er egentlig for indskrænket til at fatte afgrunden i dem. Han falder i søvn, foregøgler sig lykkelige og grufulde billeder, vågner og erfarer, at han er ganske nær hotellet. »Berghofs højt civiliserede atmosfære omgav ham kælent en time senere … Hvad han havde tænkt, forstod han allerede denne aften ikke rigtigt mere«.

Spøgelser

Hvor de dog har frosset gennem tiderne i livet og i litteraturen, i sjælen og i kroppen. Læs de store russere, der har klimaet i sig, Tolstoj, Dostojevskij, Pasternak. De er til mange vinterafteners lampeskær. »Akakij Akakijevitj havde i nogen tid følt en nagende smerte i ryggen og skulderen, skønt han løb den vante strækning fra sin bolig til departementet, så hurtigt som hans ben kunne bære ham«. Sådan trænger den isnende kulde i Sankt Petersborg ind på rygstykkerne af den arme kontorist, at han trods den yderste fattigdom bestiller en ny kappe, en drøm af en overfrakke, som Gogol beskriver den i sin fortælling Kappen (1842). Han sparer møjsommeligt op måned for måned, og resultatet vækker en sådan opsigt, at hans overordnede inviterer ham og kollegerne til en aftensammenkomst. Men allerede på hjemturen får han frastjålet den nye frakke af en brutal type, bliver febersyg af kulde og fortvivlelse. Efter forgæves at have søgt hjælp hos en hoven distriktskommissær, dør han og begraves. Den groteske historie fortsætter med, at han som spøgelse hjemsøger byen og overfalder frakkeklædte nattevandrere. Han får held til at møde den overmodige kommissær, der i sin elegante kane er på vej til en elskerinde, og flå frakken af ham, så han ydmyget må styrte hjem til familien. Der standser så spøgeriet. Men der er endnu en krølle på fortællingen: en betjent ser en mistænkelig, spøgelsesagtig skikkelse, som han skal til at anholde, men han taber modet. Læseren forstår, at det er den selvsamme, der røvede Akakij Akakijevitjs overfrakke. Vi ser også, at både de forkomne småfolk og de opblæste overordnede er undertrykte og sjælelige vantrivninger, spøgelser, afklædt deres menneskelige værdighed. Gogols kuldslåede og djævleblændte vid er et underfundigt mesterværk.

Sådan med alle disse mænd beskrevet af mænd, som om kvindeverdenen var undtaget fra det dobbelte vinterbesvær. Dertil er kun at sige, at blot et enkelt eksempel måske overgår dem alle, Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga (1891), hvor vi bl.a. finder en vild kanefart i sneen under titelpersonen Gösta Berlings eskapade med Anna Stjärnhök, en andens brud, en berusende færd i natten, hvor de under bjældeklang forfølges og angribes af en flok blodtørstige ulve. Hesten, der ikke for ingenting hedder Don Juan, pisker af sted fra de hvæsende gab og glinsende, hvide tænder. Parret kaster Madame de Staëls roman Corinne i gabet på dem og får en stakket frist, mens ulvene deler byttet.

Således kan litteraturen og skriften udsætte ens endeligt.

Del din egen yndlings vinterfortælling på Information.dk/litteratur