Det rager mig en hatfuld, hvad folk i Iowa mener og stemmer, og når diverse forstandige kommentatorer erklærer, at resultatet af primærvalget dèr ikke har nogen særlig betydning, burde verdenspressen slet ikke være der. Den burdei stedet for kaste sit lys på Kina og de andre BRIK-lande, hvor det sner i disse år. Men dels kan vi — Hu og Zhu — ikke skelne det ene kinesiske navn fra det andet, dels plejer pressen at dække primærvalgene i USA tæt, og plejer er langt fra død, som det ellers påstås.

Men når det nu skal være, så var det vanvittigt spændende, om Mitt Romney eller ham den anden vandt, da vota blev talt op. Kun otte stemmer adskilte dem (før fintælling). Ny rekord, selvom noget lignende er set før (Bush-Gore, Ellemann-Nyrup), ligesom rød og blå blok i forskellige lande ofte er cirka lige store. Psykologisk og filosofisk forklaring: Ethvert udsagn kalder på sin modsætning.

Hos os havde vi engang en Mogens Mogge, som mente, at det danske forsvar burde erstattes af en telefonsvarer. Så humoristisk-outrerede synspunkter er endnu ikke hørt fra en ledende politiker i USA, hvor en kandidat til gengæld har sammenlignet Obama med det onde i Iran. En anden vidste ikke, hvad Libyen er for noget, og Romney ville vædde, selvom hans religion forbyder en så farlig fornøjelse. Andre slår sig op på at bekæmpe fri abort og vil have fri våbentilladelse. Send Johanne Schmidt-Nielsen derover med en verbal seksløber, så skal hun snart få ryddet op i den bule.

Vejen til Washington er brolagt med benspænd, og den gode nyhed er, at hver gang en kandidat dummer sig, scorer Obama, og han har trods alt hjertet på det rette sted, selvom han har skuffet. Han profiterer også på, at Republikanerne er splittede, men sikker kan selvfølgelig ikke vide sig. It’s a long way til Det Hvide Hus, a long way to go.

Klog kvinde

Der er også lang vej til Europas Forenede Stater, idet det går direkte den anden vej. Ingen vil rigtig have dem, og EU er splittet af finanskrisen. I denne uge overtog Danmark formandskabet, hvorfor øvelsen for Helle Thorning bliver at hele sårene. Selv om EU er hendes spidskompetence, har hun kun en ganske lille kanon at skyde med, når Sarkozy mobber hende.

Der bliver skudt på Danmarks første kvindelige statsminister fra både højre og venstre, en sand kugleregn, men vil ingen andre påtage sig at forsvare denne kvinde, så gør dagens Sødt sagt det gerne med de risici, det indebærer. Hold nu fast: Helle Thorning-Schmidt manøvrerer i virkeligheden klogt!

For ikke at falde i Lars Løkke-fælden og starte med at blive til grin i international sammenhæng, har hun skubbet næsten alt andet til side for at koncentrere sig om EU. Så må alle de lovede indenrigspolitiske reformer komme hen ad vejen. Tilmed har hun udnævnt en særlig EU-minister, den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen, som har dedikeret sig til det noble formål at gøre EU til et folkeligt projekt og ikke bare noget med fine jakkesæt i sorte biler.

Fint initiativ

Helt brak ligger indenrigspolitikken ikke. Hårdt presset af journalister, der ville have noget konkret på bordet efter nytårstalen, henviste Helle Thorning til en reform af kontanthjælpen. Den er regeringstriumviratet enig om. Mette Frederiksen skal som beskæftigelsesminister udføre den. Kontanthjælpsmodtagere skal tvinges i arbejde. Der arbejdes med en model, som er indført i Aalborg, hvor man har gode erfaringer. Unge under 40 år skal i arbejde senest 14 dage efter, at de har søgt støtten, hvis de er i stand til det og ikke er misbrugere, osv.

Der skal nok komme benspænd, ikke mindst fra kontanthjælpsmodtagerne, men ret beset har det altid været en velfærdsstatens svøbe, at man blot sender penge og i øvrigt lader folk sidde i et hjørne af samfundet og rådne i fred. Godt initiativ. Der er en stor værdi i at have arbejdskammerater og noget, man skal.

Debatten om betalingsringen kører p.t. rundt i egen ring, men meningen er god nok, og i London og Stockholm var folk også imod i starten. Stå fast, Helle! Valg afgøres alligevel først til aller sidst. I starten af en regeringsperiode kan man tillade sig at være upopulær. Fortjent pris

Fortjent pris

Ultralokalt glæder vi os over, at Informations journalister Ulrik Dahlin og Anton Geist fik Cavling-prisen for statsløsesagen, som førte til Birthe Rønn Hornbechs afgang. Cavling-priskomiteen begik en ordentlig bommert ved ikke at nominere Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen for sin afdækning af Penkowa-sagen, men han havde næppe fået den. Det ligger en etage højere oppe at afsløre en minister end en professor.

I den forbindelse er det interessant at notere sig, at ingen af de to er uddannede journalister. Ulrik Dahlin var journalist allerede, da han blev født, men kom til faget via en typografuddannelse. Anton Geist gik kulturvejen. Blandt andet studerede han sammenlignende litteratur på Ludwig-Maximilians Universität i München. Alt kan føre til journalistik.