Sidste afsnit af den danske tv-serie Forbrydelsen 2blev vist på britiske BBC inden jul under titlen The Killing. Efter de begejstrede anmeldelser og seerkommentarer på bl.a. The Guardians hjemmeside at dømme, må DR gerne skynde sig at blive færdig med tredje del, som efter planen får dansk premiere i år. Briterne har været så opslugte af serien, at de helt har glemt at drikke af deres danske øl i hele halve timer, og så ved man jo, at der er ægte kvalitet på spil.
Juledag viste det sig, at Storbritannien ikke var helt færdig med Sarah Lund for 2011. Efter flere års pause havde folkene bag sitcomen Absolutely Fabulous— også kendt som Ab Fab— lavet to nye afsnit til jul, og som et scoop dukkede Sofie Gråbøl op i det første.
Fransk flirt
Det seneste nye for hovedpersonen Edina (Jennifer Saunders) — tv’s mest håbløst selvoptagede, evigt champagnesippende, ungdomsjagende mor — var nemlig at være hip ved at se den danske serie med undertekster, og med sit opblæste ego var hun desuden overbevist om at have lært dansk efter nogle få episoder med Sofie Gråbøls Sarah Lund på skærmen.
Det er ikke mange minutter, Sofie Gråbøl er med, men det er iført den ikoniske sweater og sit sammenbidte fjæs, som briterne åbenbart har lært at elske i en grad, så blot en dosis The Killing-dansk er et hit i sit selv. Som en fan konstaterede inden jul, skal Borgendefinitivt ses, når BBC Four sender serien fra denne måned, for er den bare halvt så god som Forbrydelsen, er den stadig bedre end det meste på britisk tv.
Ab Fabhar i hvert fald fået ekstra omtale på grund af Gråbøls korte visit, ligesom folkene bag tidligere har overtalt kendte som Elton John og Helena Bonham Carter til at lægge vejen forbi.
Syngende paraply
Og serien har åbenbart ikke tænkt sig at opgive ævred, selv om den oprindelig kørte fra 1992-1996, og Edina og hendes mindst lige så aldersfikserede ven, den rivejernsrå Patsy (Joanna Lumley), nægter at anerkende tidens gang og indimellem laver comebacks. De har tidligere lavet specials, og ud over de to juleafsnit har de skudt et tredje som optakt til OL. Efter sigende skriver Jennifer Saunders desuden på en spillefilm, som skal tage de to stride kvindemennesker en tur til den franske Riviera.
På baggrund af julens andet afsnit, hvor Edina forsøger at lancere en sangkarriere for den fiktive, franske comedienne Jeanne Durand (spillet af Lindsay Duncan som ’en af de syngende paraplyer fra Cherbourg’), skal det nok gå galt på den sjove måde. I det hele taget er noget af det befriende ved serien at se så mange sjove kvinder blive sluppet løs samtidig og tage så selvironisk gas på kønsklicheer såvel som på credit crunch.
De to nye episoder af ’Absolutely Fabulous’ blev vist på BBC og SVT i december. Det tredje, nyproducerede afsnit bliver vist op til OL. De gamle sæsoner kan fås på dvd








Kommentarer