Indimellem sælger selv The New York Times gamle nyheder som dugfriske. Det var tilfældet med avisens historie onsdag om en historisk ændring af USA’s relationer til Det Muslimske Broderskab. Det nye er, at der nu er sat et officielt stempel på et samarbejde, der har eksisteret i flere år. Stemplet satte Senator John Kerry (D), der i sin egenskab af formand for senatets udenrigskomité efter en rejse til Kairo, hvor han mødte broderskabets ledere, erklærede, at »USA er nødt til at forholde sig til den nye realitet«.
Den nye virkelighged er i Kerrys udlægning, at Ikhwan, Det Muslimske Broderskab, nu har vundet parlamentsvalget i Egypten. Og at de under navnet ’Ennahda’ (renæssance) vandt valget i Tunesien i oktober, og at det vil vinde et demokratisk valg i Syrien, når den tid kommer.
Langvarig forståelse
Men forbindelsen er af ældre dato, hvis man skal tro arabiske analytikere. Da Ikhwan bevægede sig ind på Tahrir-pladsen i Kairo i begyndelsen af februar, mistede USA tiltroen til Mubaraks evne til at ’stabilere’ situationen og droppede ham. Men allerede i 2003 nåede den daværende Bush-administration frem til, at indflydelse i Mellemøsten går via radikal sunni-islam, ikke via Israel. Det var årsagen til, at USA ikke straffede Tyrkiets islamiske regering for at nægte amerikansk militær passage gennem Tyrkiet før invasionen af Irak i marts 2003. Bushs tyrkisktalende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz blev godt nok sendt til Ankara for at signalere USA’s misnøje, men fik en kold skulder. Siden har Ankara-Washington-relationen været omtrent lydefri, selv da Tyrkiet brød med Israel i 2010 — faktisk har USA peget på Tyrkiet som rollemodel for Mellemøstens ’nye demokratier’.
Og indtil videre snakker Ikhwan-politikerne Washington efter munden med løfter om demokrati og gode relationer — politiske og økonomiske — med USA.
I det sene efterår, da Obama-administrationen var godt i gang med at forberede den næste tilbagetrækning af besættelsestropper, nu fra Afghanistan, henvendte amerikanerne sig til egypteren Yusuf al-Qaradawi, den formentlig mest indflydelsesrige Ikhwan-teolog med base i Doha, Qatar, for at bede om hjælp til at kontakte taleban-ledelsen i erkendelse af, at Kabul-regeringens skæbne er beseglet uden amerikansk beskyttelse.
Qaradawis mæglingsforslag — sandsynligvis et resultat af en konsultation med taleban-chefen, mullah Mohammad Omar — var ifølge den indiske avis, The Hindu: løsladelse af alle Guantánamo-fanger, ophævelse af FN-sanktionerne mod taleban-ledere og anerkendelse af Taleban som legitim politisk gruppering. Talebans modydelse ville være at droppe al Qaeda-forbindelsen, ophør af militær aktivitet og magtdeling med Kabul-regimet. Og faktisk er dele af den korridor-mægling gennemført. USA forhandler i disse uger med Taleban om den foreslåede magtdeling — uden Kabul-regeringens medvirken, ligesom Taleban tirsdag annoncerede åbningen af et officielt kontor i Qatar, der kan fungere som uofficiel ambassade. Altså en de facto politisk anerkendelse.
Iran er nøglen
Årsagen til de amerikanske manøvrer, der altså har stået på i en årrække, har et navn: Iran. I spillet om indflydelse i Mellemøsten er Iran en trussel mod amerikanske interesser. Som shia-muslimsk islamisk republik er Iran pr. automatik i modsætning til den sunni-dominerede (olierige) arabiske halvø. Der er altså ikke, som amerikanske kommentatorer har skrevet, tale om at ’gå i seng med fjenden’. Det er snarere et fornuftægteskab, der tjener begge parter.
Kommentarer
Ufatteligt der ikke har været revolution i USA for længst..
Denne kommentar er anbefalet af:
Ufatteligt der ikke har været revolution i USA for længst..
Ikke pga. deres samarbejde med de radikale det er sådan set et sandkorn af grund til hvorfor der burde have været revolution. Men pga. den amerikanske regerings dobbeltspil/dobbeltmorale hvad alt angår. Nu er det jo også kun en lille del af amerikanerne som har magten.
Tyrkiet og USA var da venner og allierede længe før 2003 og har du belæg for at stemple Det Muslimske Broderskab som “radikale Islamister”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvem har nævnt Tyrkiet i denne sammenhæng? Du er ude på et sidespor her Jon. Jeg har heller ikke stemplet dem, men det har medierne, når medierne stempler dem så stempler USA dem. Derfor går de under navnet radikale islamister. Hvad skulle jeg ellers kalde dem? “Egyptens parti som USA overraskende arbejder sammen med selvom de har været imod deres slags hele tiden”?
@Aleksander Laursen
Jeg kommenterede artiklen og ikke din kommentar. Du indlemmer “hvad alt angår”, hvilket er alt for stort til lille mig :)
og sammen kan vi regere verden, ja, tak for kaffe eller var det mokka, saudierne må klappe i deres små olieklistrede hænder. Jeg kan godt forstå den kinesiske bekymring.
@Aleksander Laursen siger:
“Ufatteligt der ikke har været revolution i USA for længst.”
Det kan komme, befolkningen har da våbnene til det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jon møller:
Tyrkiet og USA var da venner og allierede længe før 2003 og har du belæg for at stemple Det Muslimske Broderskab som “radikale Islamister”.
Når du vælger at skrive “du” og jeg er den eneste som havde kommenteret så gik jeg ud fra kommentaren var til mig. Jeg beklager mit modsvar hvis det var sådan ment, men nok om det.
Henrik Darlie:
Ja den var god. Problemet er bare at dem med våben typisk er dem som er mest hjernevasket i den amr. befolkning. Alle dem fra occupy wall street som prøver at starte en revolution er imod våben.
Usa har kun 1 ærinde med dette : køb Islamisterne,
korruption i disse lande er lig med demokrati,
de opnår dermed et delt “oliestyre” mellem de officielle maghavere og indflydelsesrige mullaher
som er lovet penge til deres egne familer og klaner
for at holde styr på urolige antiamerikanske elementer, anderkendelse har intet med den “nye” politik at gøre