Opslag til denne artikel

Emneord:islamisme
Organisationer:Det Muslimske Broderskab
Steder:USA

Indimellem sælger selv The New York Times gamle nyheder som dugfriske. Det var tilfældet med avisens historie onsdag om en historisk ændring af USA’s relationer til Det Muslimske Broderskab. Det nye er, at der nu er sat et officielt stempel på et samarbejde, der har eksisteret i flere år. Stemplet satte Senator John Kerry (D), der i sin egenskab af formand for senatets udenrigskomité efter en rejse til Kairo, hvor han mødte broderskabets ledere, erklærede, at »USA er nødt til at forholde sig til den nye realitet«.

Den nye virkelighged er i Kerrys udlægning, at Ikhwan, Det Muslimske Broderskab, nu har vundet parlamentsvalget i Egypten. Og at de under navnet ’Ennahda’ (renæssance) vandt valget i Tunesien i oktober, og at det vil vinde et demokratisk valg i Syrien, når den tid kommer.

Langvarig forståelse

Men forbindelsen er af ældre dato, hvis man skal tro arabiske analytikere. Da Ikhwan bevægede sig ind på Tahrir-pladsen i Kairo i begyndelsen af februar, mistede USA tiltroen til Mubaraks evne til at ’stabilere’ situationen og droppede ham. Men allerede i 2003 nåede den daværende Bush-administration frem til, at indflydelse i Mellemøsten går via radikal sunni-islam, ikke via Israel. Det var årsagen til, at USA ikke straffede Tyrkiets islamiske regering for at nægte amerikansk militær passage gennem Tyrkiet før invasionen af Irak i marts 2003. Bushs tyrkisktalende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz blev godt nok sendt til Ankara for at signalere USA’s misnøje, men fik en kold skulder. Siden har Ankara-Washington-relationen været omtrent lydefri, selv da Tyrkiet brød med Israel i 2010 — faktisk har USA peget på Tyrkiet som rollemodel for Mellemøstens ’nye demokratier’.

Og indtil videre snakker Ikhwan-politikerne Washington efter munden med løfter om demokrati og gode relationer — politiske og økonomiske — med USA.

I det sene efterår, da Obama-administrationen var godt i gang med at forberede den næste tilbagetrækning af besættelsestropper, nu fra Afghanistan, henvendte amerikanerne sig til egypteren Yusuf al-Qaradawi, den formentlig mest indflydelsesrige Ikhwan-teolog med base i Doha, Qatar, for at bede om hjælp til at kontakte taleban-ledelsen i erkendelse af, at Kabul-regeringens skæbne er beseglet uden amerikansk beskyttelse.

Qaradawis mæglingsforslag — sandsynligvis et resultat af en konsultation med taleban-chefen, mullah Mohammad Omar — var ifølge den indiske avis, The Hindu: løsladelse af alle Guantánamo-fanger, ophævelse af FN-sanktionerne mod taleban-ledere og anerkendelse af Taleban som legitim politisk gruppering. Talebans modydelse ville være at droppe al Qaeda-forbindelsen, ophør af militær aktivitet og magtdeling med Kabul-regimet. Og faktisk er dele af den korridor-mægling gennemført. USA forhandler i disse uger med Taleban om den foreslåede magtdeling — uden Kabul-regeringens medvirken, ligesom Taleban tirsdag annoncerede åbningen af et officielt kontor i Qatar, der kan fungere som uofficiel ambassade. Altså en de facto politisk anerkendelse.

Iran er nøglen

Årsagen til de amerikanske manøvrer, der altså har stået på i en årrække, har et navn: Iran. I spillet om indflydelse i Mellemøsten er Iran en trussel mod amerikanske interesser. Som shia-muslimsk islamisk republik er Iran pr. automatik i modsætning til den sunni-dominerede (olierige) arabiske halvø. Der er altså ikke, som amerikanske kommentatorer har skrevet, tale om at ’gå i seng med fjenden’. Det er snarere et fornuftægteskab, der tjener begge parter.