Betalingsringen har fra begyndelsen været en upopulær sag for regeringen, og det er slet ikke umuligt at selve ordet ’betalingsring’ er en væsentlig del af problemet.
Det lyder ganske enkelt ikke rart med sådan en ring, som man skal betale for at komme ind i.
Ordet skaber uundgåeligt et billede af en overmagt, der omringer byen og opkræver penge af de borgere, der skal derind. Det er jo sådan set også, hvad betalingsringen rent faktisk er, men politikere har gennem de seneste år udarbejdet en tradition for at kalde ting, som måske ikke er vildt populære — for noget meget positivt. På den måde tror de tilsyneladende, at befolkningen ikke kan gennemskue, hvad de i virkeligheden dækker over.
Udlændingeservice er vel det bedst kendte eksempel. I det hele taget var Anders Fogh Rasmussen (V) god til det: Skattestop, starthjælp, lømmelpakke, velfærdsreform.
Ting man gerne ville af med, gav man navne som cafépenge og rundkredspædagogik. I USA er man ikke abortmodstander, man er ’pro life’.
Det er branding, som man siger. Men den del af betalingsringen havde Socialdemokraterne og SF altså tilsyneladende (heller) ikke fået tænkt helt igennem, inden man delte ideen med befolkningen.
Hellere trængsel
Nu har de tilsyneladende indset problemet og vil med på branding-vognen. I hvert fald er diverse ordførere nu begyndt at bruge ordet ’trængselsringen’. Måske fordi spøgefulde medlemmer af oppositionen såsom Venstres Marion Pedersen konsekvent kalder betalingsringen for ’betalingsmuren’.
Det er svært at forestille sig, præcis hvad der er foregået hos Socialdemokraterne og SF, da de fandt på ordet trængselsring, men man har formentlig gerne villet af med ordet betaling. For er der noget, vi danskere ikke er meget for, så er det jo som bekendt at betale for ting. Derfor har man virkelig lagt hjernerne i blød.
Det er naturligvis rigtigt, at man med det nye ord fjerner fokus fra det økonomiske aspekt. Men altså: ’trængselsringen’. Hovedproblemet er, at man ikke er kommet af med den anden del af ordet, nemlig ’ringen’. Lige præcis det ord har nemlig en tendens til at lægge op til sjofle og latrinære tvetydigheder.
Som folkesangeren Cæsar — i sin vanligt vulgære stil — sang: »En giftering, en giftering / det er et hul med hår omkring.«
Komikeren Simon Juul, som altid er god for en lummerhed, var hurtigt ude med at kalde sit program på Radio24syv for Halløj i betalingsringen.
Og her hjælper det altså ikke det store at kalde den for trængselsringen. Faktisk tværtimod, kunne man — uden at gå i detaljer — mene.
Så havde baderingen nærmest været bedre.
Konkurrencen
Men hvorfor dog ikke hjælpe Socialdemokraterne og SF med at finde på et nyt ord for betalingsringen. Derfor har vi her på Information igangsat en konkurrence om at finde frem til et nyt navn for ’det der upopulære infrastrukturinitiativ fra SRSF-regeringen’.
Ordet må for Guds skyld ikke indeholde noget, der kan lede tankerne hen på privatøkonomi og/eller sjofelheder, og vinderen får et Information-strik-selv-halstørklæde. Send dit forslag til .








Kommentarer
Undskyld, men mangler der ikke en mailadresse man kan skrive sit foreslag til?
VH Heidi Madsen
I artiklen citeres et par linjer fra folkesangeren Bjarne “Cæsar” Rasmussens lille sang Et bryggeri.
Her er hele sangen:
http://www.youtube.com/watch?v=jqfYhnjzBIw&feature…
Måske Frank Jensen så kan se frem til en ny titel, som “Ringens herre”?.
Tag den ring og lad den vandre, fra den ene til de andre.
Bæltet vil nok heller ikke være godt. Bibelbæltet og
whiskybæltet ligger for nær. Zonen vækker også dystre minder om demilitarisering. Strengen synes jeg lyder bedre. Den klinger af instrument, der giver gode harmonier under passagen.Og da nu hverken betaling eller trængsel dur, hvad så med trivsel. Altså Trivselsstrengen. Voila.
Trængsels/Færdselsfilter
Miljø/Trafik/Trængselshegn
Trafik/Trængselsbremse Renluftsmur/ringe
Hvis vi skal tænke miljømæssigt må det bedste bud være “co2-cirklen”
Muren hedder kort og godt “Fodfolkets hævn”
Med venlig hilsen Lennart
Da VKO privatiserede en stor del af vores sundhedsvæsen fandt de kreative VKO spindoktorer på at kalde dette overgreb på befolkningssundheden for “det frie syghusvalg”.
Denne manipulatoriske glanspræstation burde man jo egentlig lade sig inspirere af.
Derfor burde betalingsringen rettelig hedde:
FRITVALGSORDNING FOR BILISTER
(Bilisterne de kan jo selv frit vælge at tage bilen eller lade den stå).
Denne kommentar er anbefalet af:
Hehehe - skidegodt Hanne, eller bare kald det ‘Starthjælpen’ - det er jo en hjælp til at starte med kollektiv trafik. Alternativt: En hjælp til at komme frem selvom bilen ikke vil starte :)
Eller Bilist-service
Eller ‘privatiserings-ringen’ for bilerne bliver noget helt privat, noget folk selv må ligge og rode med
MEN - priserne på kollektiv trafik SKAL ned