Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsmarked, etnografi, korruption

I december søgte Uddannelsesministeriet en ulønnet praktikant til en 37 timers stilling. Ansøgere skal have en bachelorgrad og være i gang med en kandidatuddannelse for at komme i betragtning til det kommunikationsstrategiske gratisarbejde. I løbet af et lille halvt års tid skal den ulønnede B.A.-kandidat varetage et fuldtids professionelt kommunikationsarbejde i forbindelse med det landsdækkende gratisarrangement ’Bestil En Forsker 2012’, hvor danske forskere lige så ulønnet inviteres til at holde gratis foredrag rundt om i landet mod, at »foredragenes transportudgifter vil blive dækket af rekvirenten«. Derimod får den ulønnede praktikant vist ikke sine transportudgifter dækket.

Ministeriet, der er sat i verden for at sikre værdsættelsen af uddannelse og viden, bidrager altså samtidig til devalueringen af vidensarbejde ved at lade ulønnede bachelorkandidater pushe ulønnede forskningsforedrag. Men ministeriets stillingsopslag er alligevel kun ét blandt mange eksempler på offentlige arbejdsgivere, der udnytter et krisepresset arbejdsmarked. Stadig flere studiejob er i praksis ulønnede, og studerende arbejder uden løn i praktikstillinger, der ofte varer betydeligt længere end den oplærende, meritgivende periode. De gratisarbejdende unge håber at få foden inden for på arbejdsmarkedet, og de fungerer samtidig som konkurrenceforvridende murbrækkere i forhold til færdiguddannede kolleger. Gratisarbejdet giver god mening på et arbejdsmarked, hvor kun hver tredje dansker i arbejde har fundet sit nuværende job gennem formelle opslag, og hvor syv ud af ti private arbejdsgivere besætter stillinger via uformelle kanaler.

Signalet til de unge er, at den, der vil have lønnet, kvalificerende arbejde, først må skaffe sig de rigtige sociale kontakter og foden indenfor de rigtige steder. Gratis arbejde i et halvt eller helt år er løsningen for den, der ikke allerede har privilegeret adgang via særlige forbindelser.

Italienske tilstande

Fænomenet er velkendt andre steder i verden. Blandt andet i de europæiske lande, der for tiden er berygtede for akut krise og korruptionskultur. Etnografen Helle Boje har for nylig beskrevet, hvordan italienske studerende fra middelklassen rutinemæssigt og i årevis arbejder gratis i blandt andet politiske organisationer, mens de skaber sig et netværk og kontakter, der måske ad åre kan skaffe dem et godt, lønnet job. Alternativet er social nedstigning til mindre kvalificerede, dårligere lønnede job.

De fleste af disse middelklasseunge bor hjemme, til de er omkring 30 år, og er altså økonomisk afhængige af familien, der forsørger dem og ofte har skaffet dem ind i de ulønnede stillinger via bekendte og vennetjenester. Italienerne taler om ’kunsten at arrangere sig’, og de siger, at »man har brug for at smøre nøglen«, og »have et netværk og lade sig hjælpe af andre«, så man efterhånden kan få skabt en plads for sig selv i systmet. Disse unge italienere lever med en jobkultur, hvor det er nødvendigt at blive anbefalet og have forbindelser. Systemet reproducerer desuden middelklassen og overklassen, der fastholder kontrollen med adgang til gunstige job og privilegier.

Unge fra lavere socialklasser har svært ved at opnå forbindelser, der kan skaffe dem ’inden for’ på indflydelsesrige og vellønnede steder. De har nemlig ikke råd til at arbejde gratis i årevis for senere at kunne få den indflydelsesrige stilling, der kan sikre, at man opnår økonomisk og social status. Gode praktikpladser er forbeholdt unge fra familier, som kan og vil finansiere leveomkostningerne ved gratis arbejde. I praksis har netværksfaciliterede, ulønnede praktikpladser altså også konsekvenser for den sociale arv. De italienske erfaringer tyder på, at det typisk er folk af samme klasse, der hjælper hinanden(s børn). Tidligere var det især adelen og magtfulde erhvervsfolk, der havde ’ulønnede praktikanter’. I dag er det i høj grad også folk i offentlige og politiske stillinger, der så at sige rekrutterer gennem ulønnet praktik og sociale netværker. Dermed får det netværksbaserede gratisarbejde også uheldige konsekvenser for demokratiet.

I Italien og mange andre korruptionsramte lande er det velkendt, at man kan få anbefalinger, kontakter og foden inden for, hvis man til gengæld støtter et politisk parti med sin stemme, lukker øjnene for uretfærdigheder eller bakker op om bestemte interesser via personlig indsats og netværk. Er det så i sig selv korrumperende, at adgangen til lønnet arbejde i eksempelvis et ministerium betinges af, at ansøgerne først har udført ulønnet arbejde samme sted? Italienske tilstande tyder i hvert fald på, at et arbejdsmarked baseret på indslusning via gratisarbejde øger ulighederne i samfundet og kan sættes i forbindelse med en hierarkisk vennetjenestekultur.

Overførselsindkomstlønnede

Udover den korrumperende effekt bidrager gratisarbejdet i praksis til at undergrave arbejdsmarkedets overenskomster og bringer mindelser om svundne tiders ulønnede læredrenge og tjenende pager, der boede hos en mester eller herre i årevis på kost og logi, for at få foden indenfor i et erhverv. Gratisarbejdet minder i øvrigt også om endnu tidligere tiders slaveri. Dog med den forskel, at slaver typisk fik både kost og logi hos arbejdsgiveren (men til gengæld ikke kunne gå, når de blev udmattede af jobbet).

Nutidens ulønnede praktikanter kan godt gå fra jobbet, hvis de har nogle alternativer. Men så længe de bliver i jobbet, er de afhængige af overførselsindkomster (f.eks. SU) eller almisser fra familie og venner, for at kunne overleve. I det nye regeringsgrundlag kan man læse, at det er regeringens målsætning, »at offentligt ansatte oplever, at de har mulighed for at ytre sig, hvis forholdene ikke er i orden — uden konsekvens for den enkeltes fremadrettede karrieremuligheder.« Om manglende løn indgår i uordentlige arbejdsforhold fremgår ikke.

Men skal vi lære noget af de italienske tilstande, så må vi antage, at klage over manglende løn under længerevarende praktik så absolut godt kan få konsekvenser for den enkeltes fremadrettede karrieremuligheder … og for hele samfundets arbejdskultur i øvrigt.

Karen Lisa Salamon, født 1964, er magister i etnografi og ph.d. i ledelse. Hun er kulturforsker, konsulent og skribent med bl.a. et lektorat i bagkataloget