Kvinder til magt og mænd til fald

Hun bliver censureret ud af spalterne i damebladet Femina. Det er svært for hende at finde sig en mand. Hun skal konkurrere hårdere mod sit eget køn end nogensinde. Men hun er de fleste mænd stærkt overlegen biologisk og fysisk og kan selv skifte vinterdæk på bilen med den ene hånd, mens hun kører karrieren med den anden. Hun har power.Hun klarer alt. Men findes hun?

»Powerkvinden er hende, der fuldstændig klarer sig selv — uden nødvendigvis at have en mand,« siger journalist Erik Holm, der er så sikker på, at powerkvinden findes, at han sammen med journalisten Lars Henriksen har lavet en hel bog om hende.

»Hun har et vist uddannelsesniveau, et godt job eller er selvstændig og har et højt engagement i privaten også. Hendes energiniveau er stort, og hun når meget både privat og professionelt.«

Manddomsprøven — powerkvinderne kommer, hedder Erik Holm og Lars Henriksens bog, og den forsøger at dissekere kvindekønnets power ud fra en lang række biologiske forskelle. Sammen med samfundsudviklingen skulle de nemlig have givet hende særligt gode vilkår. Samtidig er mændene blevet delt op i tre grupper. De ’moderne mænd’, som klarer sig godt; ’Søde Jakob’, som ikke tager ansvar over for kvindens stigende magt, og nederst i magthierarkiet ’de glammende køtere’, som er mænd, der har svært ved at følge med kvinderne, og som reagerer aggressivt på det nye magtforhold.

I bogen listes en række biologiske forskelle på kønnene op. Godt nok har manden en stærkere fysik, en mere udfarende adfærd, og »som jæger har manden udviklet en bedre stedsans og evnen til at tænke strategisk og rationelt«. Han er desuden mere risikovillig og måske — meget måske — matematisk bedre begavet.

»Kvinder kan så noget mere. Der er bare kæmpe forskel,« siger Erik Holm, der er redaktør i Mediehuset Ingeniøren.

Kvinden får nemlig power med en bedre lugtesans, hun er mindre sårbar over for sygdomme, hun roder sig ikke ud i så mange ulykker, hun har mere fedt på kroppen og kan bedre klare sultperioder. Hun tilpasser sig nemmere nye omgivelser, er tættere knyttet til sit barn, kan bestemme sin graviditet selv, fordi kun hun ved, hvornår ægløsningen foregår, og hun lever længere end manden. Står der i bogen.

Det er uvant at stille kønsforskelle så skarpt op. Men der er videnskabeligt belæg for det, vurderer Erik Holm, der ikke er bange for at genskabe fordomme om kønnene.

»Der er nogle biologiske forskelle på kønnene, som man bare må erkende. En del af kønnet ligger selvfølgelig i opdragelsen og i kulturen, men hvis du kigger på mænd og kvinder, og jeg kan se det bare i min egen omgangskreds, så er der slet ikke tvivl om, at biologi stiller en stor rolle i forholdet mellem mænd og kvinder,« siger Erik Holm.

»De mange par, jeg kender, træffer nogle valg, som langt hen ad vejen er biologisk begrundet. Jeg tror, at når kvinden for eksempel tager meget barsel, er det, fordi hun har et større omsorgsbehov, og ikke fordi hun er blevet socialiseret til det.«

Powerkvinderne er et nyt begreb i den verden, hvor biologi og hjerneforskelle er påstande i argumenter, hvorfra man let kan komme til at slutte, at kvinder parallelparkerer elendigt, fordi de passede arnen og ikke gik på jagt. Og at mænd kører galt og for hurtigt, fordi de som ægte hanner gerne vil imponere hunnerne. Eller svarer på, »hvorfor mænd intet husker, mens kvinder intet glemmer«, som en paperback-bestseller af den amerikanske læge Marianne Legato hedder. Den har foreløbigt solgt syv oplag i Danmark. »Vi giver kvinder styrke«, står der på hjemmesiden Powerkvinderne.dk, hvor man kan købe et powerkursus og teste, om man har power nok til at blive leder. Man kan også læse, at »kvinder husker samtaler bedre end mænd«, »generne kan have spillet ind på finanskrisen«, og så lige, at »piger er lige så gode til matematik«. Som mænd altså.

Elisabeth Meyer-Topsøe, operasangerinde og professor

Jeg er efternøler og fik al den kærlighed, jeg kunne få som barn. Jeg har fået en selvtillid og en stor tro på mig selv. Uanset, hvad der sker, så er jeg som en korkprop, der kommer op igen.

Jeg vidste ikke, hvad der skulle blive af mig, da jeg blev færdig som operasangerinde. Jeg var ikke spor god, da jeg kom hjem, men min mand troede på mig. Han havde lige fået et job, men han troede på min stemme og blev ved med at tro på den. Hvis han ikke havde gjort det, var vi blevet parret ’dommerens i Skanderborg’. Uden min mand tror jeg ikke, at jeg var kommet til at synge professionelt. Jeg er ikke engang sikker på — og det har jeg tit sagt til vores to døtre — at jeg, hvis vi ikke havde fundet hinanden som par, overhovedet havde gjort karriere.

Min mand opgav et drømmejob for at følge med mig til Tyskland, hvor jeg fik job. Det var hans værk og ham, der troede på mig. Det var ham, der gjorde noget utraditionelt. Der har nærmest været flere artikler om ham end om mig i damebladene. Alle synes, det er fuldstændig fantastisk, hvad han har gjort. Men det er selvfølgelig min store karriere. Det er mig, der står på scenen. Mig, der står med ansvaret, og mig, som skal ind og møde de mange publikummer hver dag og holde min stemme rask. Det er mig, der har skaffet pengene hjem i lange perioder, hvor han har taget sig af børnene. Da vi kom til Tyskland og bo, var jeg den eneste mor, der ikke var med på børnenes første skoledag.

Jeg har tit tænkt på, at der har været mest godt i den karriere, jeg har gjort, og de valg, jeg har truffet. Når jeg er kommet til en ny by, har jeg været meget taknemmelig for at stå på nye scener, og at min mand har givet mig plads til det job. Jeg har sunget Strauss’ Vier Letzte Lieder i den gamle konservatoriesal i Moskva som den første efter Anden Verdenskrig. Tænk, at jeg fik lov at opleve det. Og være der, hvor så mange historiske operaøjeblikke har fundet sted. På den anden side har det også været mig, der har haft ansvaret. Jeg er nogle gange blevet presset ud i for mange opgaver. Engang havde jeg tre engagementer lige efter hinanden uden pause. Min mand mente, at jeg sagtens kunne synge i Wien den ene aften og starte ny produktion i Midtamerika dagen efter.

Den biologiske powerkvinde

Powerkvinden er en ny type, som har banet sig vej gennem uddannelsessystemet og tager magten i parcelhuset. Hendes overlegenhed over for mændene er et lillebitte lag af kulturel overbygning på hundredtusindårig biologi, som ikke endnu har ændret sig. Jes Søe Pedersen er biolog og forsker i evolution på Københavns Universitet. Han er ikke i tvivl om, at powerkvinden findes, men mener ikke, at hendes biologi skulle være mandens overlegen. Snarere at det nuværende samfund tilgodeser kvindens biologi, samtidig med at samfundet netop stiller forhindringer op for den vigtigste evolutionære drift: at få børn.

Set fra hans videnskabelige synspunkt vil mænd og kvinder det samme, nemlig udføre hvad han kalder ’projekt barn’.

»Biologisk set kan det aldrig være bedst at være det ene køn eller det andet. De to køn har altid lige stor succes med reproduktion, for det skal de gøre sammen. I gennemsnit efterlader den enkelte mand og den enkelte kvinde nemlig lige mange børn i verden. Med det udgangspunkt er der alligevel en evig forskel mellem de to køn,« siger Jes Søe Pedersen og uddyber, hvad der gælder for mennesker så vel som for dyr:

»Hunner kan få forholdsvis få børn i løbet af deres levetid, og de kan være sikre på, at de er moderen til barnet. Det koster dem en del af få barnet, fordi de skal være gravide og amme i en lang periode. Hanner kan til gengæld potentielt få rigtigt mange børn i løbet af deres levetid. Det koster dem ikke andet end sex at få barnet, men til gengæld kan hannen ikke være sikker på, at han er far til børnene.« Sådan har vilkårene været, siden vi blev det menneske, vi er i dag. Det blev vi for 100.000 år siden. Siden dengang har kvinden altid kigget efter to ting ved en mand, når hun skulle reproducere, fremgår det af biologisk forskning. For det første, om generne hos manden var i orden. For det andet, om det kunne tænkes, at han ville blive hos kvinden og det barn, der måtte komme ud af det. Den første del er stadig et stort kriterium for mange kvinder. Den anden del er ikke længere nødvendig, men kvinderne er gode til det.

Optager man mænd, der danser på film og ommodulerer det digitalt, så manden udgøres af en figur a la væsenet Gollum fra Ringenes Herre,vil kvinder alene ud fra filmen være i stand til at afgøre, om manden har gode gener, refererer Jes Søe Pedersen fra den biologiske forskning. Samtidig kan kvinden alene ved lugt eller ved at høre en mands stemme ubevidst afgøre, om en mand er symmetrisk opbygget i kroppen, hvilket er det mest attråværdige ideal i biologien.

I de seneste 50 år ud af de 100.000 har kvinderne fået mulighed for at begrænse deres reproduktion, og de har biologisk set fået ressourcer nok til at kunne overleve uden en mand. Så de behøver ham ikke til andet end at lave et barn.

»Biologisk set betyder det ikke længere så meget for kvinden, om hun er i et forhold. I vores moderne samfund er ’projekt barn’ mindre betinget af den rigtige mand, for hun behøver ikke være sammen med ham i længere tid, og hun behøver ikke den samme mand til at få flere børn med,« siger Jes Søe Pedersen.

Kvinden kan altså alt undtagen at skabe barnet. Kampen går ikke længere for de danske velstillede kvinder på at overleve en graviditet eller have mad nok under amningen. I stedet vil de have en præmiepartner. Men han er svært tilgængelig.

»Powerkvinden er den kvinde, der har vanskeligt ved at finde sig en partner. Hun er havnet i toppen af pyramiden, hvor der er hård konkurrence om de få ledige mænd,« siger Jes Søe Pedersen.

Powerkvinderne vil derfor på sigt blive et spejlbillede af de mænd, der traditionelt har kæmpet om at finde kvinder på alle mulige måder. De biologiske powerkvinder vil begynde at indtage positioner, hvor de udstråler mest mulig magt og måske også tilkæmpe sig den aggressive og dominerende adfærd, som man biologisk tillægger mændene.

»De frustrationer, som altid har gjort mænd aggressive, vil nå til kvinderne, men samtidig vil behovet for en fysisk overlegenhed svinde ind. Evolutionen kan derfor betyde, at mænd og kvinder med tiden kommer til at ligne hinanden mere, både i adfærd og fysik,« siger Jes Søe Pedersen.

Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF

Jeg mødte Anders, da han var 26, og jeg var 37 og sad i Folketinget. Jeg har svært ved at gøre det op, om jeg var længere end ham, for vi havde ligesom startet i vidt forskellige udgangspunkter. Siden da har han gjort karriere og har været direktør i de sidste seks år.

Jeg føler mig ikke som en powerkvinde. Jeg har haft lysten til at arbejde hårdt og har haft holdninger, der har bragt mig langt, men jeg føler ikke, at det er udtryk for, at jeg er en superkvinde. Jeg har haft et højt energiniveau, jeg har villet nå meget, men når jeg sammenligner mig med de kvinder, som jeg omgås, så er det den måde, vi er på. Vi når langt, fordi det kan man i dag, men det kan både mænd og kvinder.

Min mand tog en MBA, mens jeg startede Ny Alliance. Det var måske ikke det mest velvalgte tidspunkt, men det klarede vi. Vi har løbende diskussioner om, hvordan vi indretter os. Det har vi haft hele tiden. Da jeg var europaparlamentariker, boede jeg nærmest i et fly, og planlægning var meget nødvendig. Man har kun 24 timer i døgnet, så selv om man arbejder hårdt, er vi nødt til at regulere vores sociale liv. Vi går ikke ud i løbet af ugen og holder det sociale til weekenderne.

Hvis man skal gøre, som jeg har gjort, skal man vælge den rigtige mand. Han er en, der er tolerant. Han er en moderne mand, der kan håndtere, at der er plads til både mandens og kvindens karriere.

Jeg har været rigtig glad for de ting, jeg har gjort, og den karriere, jeg har haft med de op- og nedture, der har været. Jeg ved, at jeg kunne klare det meste alene, og at mange gør det, men det har jeg ikke lyst til. I forhold til en opgave som at opdrage et barn, sætter jeg pris på at være to. Generelt er det godt at have en at vende det hele med. At være en gensidig støtte for hinanden. Det har jeg i hvert fald haft brug for gennem årene.

De rigtige mænd

Moderne skal være nøgleordet for mænd, hvis de skal kunne følge med. Selv om de er ved at blive overhalet af kvinderne, skal de ikke være bange. Hellere tage den nye rolle på sig, hvor de slipper for at være aggressive og konkurrencemindede. I stedet kan de smide magten fra sig og være moderne. Biologisk set er det ikke muligt uden en lang evolutionær proces. Samfundsmæssigt set er det allerede sket, mener Erik Holm, som derfor tog initiativ til bogen om powerkvinder. Men det er sket i en sådan grad, at powerkvinderne måske får nogle rigtige og moderne mænd, mens resten af mændene er stået helt af powerkvinde toget.

»Det er firkantet at kalde det powerkvinder og powermænd, men der er sket det, at mænd er i gang med at reagere på kvinders magt. Det er godt for dem at blive frigjort, men en stor gruppe mænd føler sig truede,« siger Bertill Nordahl. Han er kønsdebattør, forfatter og tidligere medlem af mandebevægelsen.

Han vurderer, at kvindernes øgede magt har været med til at putte mændene i tre kasser. Den første kasse hedder ’Den moderne mand’. Det er ham, alle powerkvinderne gerne vil have. Den anden kasse hedder ’Søde Jakob — den kastrerede hankat’. Og til sidst og også i bunden af samfundet findes ’De glammende køtere’. Ifølge Bertill Nordahl findes mandetyperne overalt i det danske samfund. Hver femte mand er moderne, og en anden femtedel er en glammende køter. Den store midtergruppe er de vattede og skvattede Jakober. Hans inddeling bakkes op af andre kønsforskere, blandt Kenneth Reinicke, der er mandeforsker på RUC.

»Den moderne mand tager faderrollen på sig og er ikke bange for at gå ned og købe ind eller aflevere sine børn i skolen. Han føler ikke, at han er kvinden underlegen, og han har med glæde oplevet det vidunderlige, at han ikke behøver stå for alle de traditionelle maskuline værdier alene,« siger Bertill Nordahl.

Det står værre til med de 60 procent af danske mænd, der er lige så søde som ’Søde Jakob’. Hans største ønske er at ’please kvinder’, og det er ham, man ser gå med indkøbsvognen bag sin kone og sige ’ja, skat’, når hun beder ham tage ting ned fra hylderne.

»Han er konfliktsky, udflydende og bekvemmelighedsflygtning i sit eget liv. Man skal ikke have ondt af ’Søde Jakob’, men hvis han ikke træder i karakter, mister man respekten for ham,« siger Bertill Nordahl.

Det paradoksale ved Jakob er, at han næsten ligner klicheen på en maskulin mand: Han er helt kortklippet, har ta- toveringer, læderjakke og store støvler. Som oftest er hans look et, han påtager sig for at gøre kvinden glad. Hvis man ikke skal have ondt af jakoberne, skal man nok have det af de ’glammende køtere’. De føler sig truet på kønnet. De ved ikke, hvad de skal stille op som mænd.

»De er groft sagt affaldet af den udvikling, der sker nu. De er brovtende bavianer, som bliver ekstreme i deres forhold til deres maskulinitet. Vi vil se dem som religiøse ekstremister, hooligans og voldelige mænd. De er her allerede, men der vil blive flere af dem,« siger Bertill Nordahl.

Han vurderer, at powerkvinder sammen med de glammende køtere på grund af udviklingen mod kvinder med power,og flere mænd, der glammer, vil bryde et af de største samfundsmæssige tabuer, han kan få øje på: mandlig prostitution.

»Køterne vil stille sig til rådighed for veluddannede kvinder i fremtiden. Samtidig kommer de mænd til at udgøre det største samfundsmæssige problem i fremtiden. Ingen tager dem alvorligt, mens powerkvinderne vinder frem,« siger Bertill Nordahl.

Kasserne med mænd er generaliserede, men typerne findes på en hver gade side om side med powerkvinderne, hævder Bertill Nordhal. Men kasser og kategorier gør blind for, at problemerne måske ikke ligger hos powerkvinderne og de glammende køtere, men går på tværs af køn og i højere grad er et spørgsmål om klasser.

Utåleligt begreb

Dorte Marie Søndergaard er professor på DPU og forsker i social og kulturel skabelse af identitet. Hun påpeger, at man skal passe på med at udnævne hele befolkningsgrupper til powerkøn eller glammende køtere.

»I sin overraskelse over, at der findes kvinder med power, og mænd som taber i det sociale, er der en fare for at glemme, at der også findes rigtig mange mænd med power og kvinder, som kunne være glammende køtere. Men der er både mænd og kvinder, som har magt, og som er afmægtige. Det interessante er, hvad køn betyder for, at de bliver det, og hvordan de bliver set og mødt af omverdenen, når de er det — som henholdsvis mænd og kvinder,« siger Dorte Marie Søndergaard.

»Det er vigtigt at fremhæve dem, som har det skidt i samfundet, men hvis man kun fokuserer på repræsentanterne for det ene køn, gør man sig blind over for alle dem, der har det skidt, men tilfældigvis hører til den anden kønskategori.«

På damebladet Femina vil man også gøre op med kassetænkningen. Selv om bladet netop er et sted, hvor klicheerne ofte står i kø, vil chefredaktør Camilla Kjems af med powerkvinder og tabermænd.

»Vi forsøger at luge ud i powerkvinderne og tabermændene. Vi vil gerne være mere nuancerede. Vi skal ikke ligge i krig om, hvem der har mest power. Og hvem har egentlig mest power? Er det kvinder med stor intelligens, stort omsorgsgen eller kæmpe hjerterum til at favne hjemløse? Powerkvinder er ikke et konstruktivt ord, og det bringer os ingen vegne i ligestillingen,« siger Camilla Kjems.

Hun mener, at powerkvinder som begreb ser ned på mændene, men også andre kvinder.

»Vi skal ikke puste os kunstigt op som køn. Hvis en mand beskrev sig selv som powermand, ville det blive skudt ned med det samme. Begrebet er også utåleligt for kvinder. Jeg er træt af, at kvinder skal leve op til det perfekte. Jeg tror ikke, verden bliver et bedre sted af, at vi lader, som om vi har power og er perfekte,« siger hun.