Mesterligt opgør med myten om moderniteten

Vi har altid været sammen. Der var ikke nogen naturtilstand før samfundet, og mennesket har aldrig levet isoleret. Det er en af de indsigter, som den amerikanske forsker Francis Fukuyama bygger sin fantastiske studie af den politiske ordens oprindelse på.

Bogen er både et godt tænkt og grundigt undersøgt opgør med grundlæggende sociologiske antagelser om modernitet og fundamentale filosofiske antagelser om mennesket og samfundet. Det er intet mindre end opbygningen af politiske samfund i menneskets historie, som er anliggendet for Fukuyamas The Origins of Political Order.

Mennesker har som sagt altid levet i fællesskaber, der bygger på et af to principper: Enten slægtskabet eller gensidig altruisme. Hvis slægtskabet er det fundamentale princip, arrangerer man sig med andre mennesker på den måde, som giver mest muligt sikkerhed og udbytte for ens egen familie. Hvis fællesskabet bygger på gensidig altruisme, opgiver man sin ret til selv at dømme sine modstandere til en fælles domstol, fordi man går ud fra, at det skaber mere retfærdighed og tryghed. Man giver til det fælles for at få noget bedre igen. Det er ifølge Fukuyama ikke primært økonomiske kalkuler, som skaber gensidig altruisme. Fællesskabet grundlægges ikke for at skabe materiel fremgang for den enkelte, men som regel for at skabe stabilitet og beskyttelse. Overgangen fra et stammesamfund til en moderne stat kan således også betegnes som overgangen fra slægtskab til gensidig altruisme. Hvis man vil grundlægge en moderne stat, skal man således erstatte den gamle stammeloyalitet med borgerlige forpligtelser. På den anden side forfalder stater ofte, når gensidig altruisme erstattes med hensyn til slægtskabet. De politiske institutioner holder op med at fungere til det fælles bedste, når de regerende privilegerer deres egne familie, kaste eller klasse. Bogen analyserer på den måde ikke kun opbygningen af politisk orden, men også grundene til deres forfald.

Retsstat, stat og demokrati

Fukuyamas bog er også en kritik af en udbredt myte om moderniteten: Det tages ofte for givet, at moderniteten kommer i en samlet pakke. Hvis man beskriver udviklingen i produktionsvilkårene, beskriver man på den måde også den politiske orden, den kulturelle historie og livsformernes forandring. Man tror på økonomien som historiens motor. Således regner man ofte med, at fri markedsøkonomi fører til demokrati, og at demokrati fører til kapitalisme. Men Fukuyama viser, hvordan det gængse begreb om demokrati bliver så bredt, at det ikke siger noget. Han skelner i stedet mellem stat, retsstat og mulighed for at drage de regerende til regnskab.

Han bestemmer staten som den tilstand, hvor ordensmagten har legitimt monopol på vold, og det fælles administreres af et upersonligt bureaukrati. Retsstaten bestemmer Fukuyama som det forhold, at ingen er hævet over loven; og muligheden for at drage de regerende til regnskab går på, at borgerne kan vælge deres ledere ved frie valg og kritisere dem åbent og offentligt. Den moderne stat blev udviklet i Kina for mere end totusind år siden, men kineserne udviklede til gengæld aldrig hverken retsstat eller institutionerne til at drage lederne til regnskab. Fukuyama konkluderer på den baggrund, at staten er stærk i Kina, mens samfundet er svagt. Det modsatte afdækker han i Indien, som er verdens største demokrati, hvor lederne drages til ansvar. Borgerne er engageret, men staten er ikke effektiv, og retsstaten er ikke konsekvent. Den indiske stat er svag, men det indiske samfund er stærkt. Hvis man antager, at et velfungerende demokrati kræver både en stærk stat, en konsekvent retsstat og et stærkt samfund, lever hverken Indien eller Kina op til kriterierne, men begge lande har oplevet en enorm økonomisk vækst. Der er således ingen nødvendig forbindelse mellem det, vi kalder demokrati, og kapitalisme. Der er i det hele taget ingen nødvendige forbindelse i de politiske institutioners historier. Det er netop det, som Francis Fukuyama meget lange og enormt overlegne bog viser: Politik betyder noget for sig selv. Vores ideer styrer ikke verden alene, men de er med til at styre den og de måder, vi lever på.