SPISDrik: Den fede, gule nektar

Det kan næppe være gået nogens bouquetanalytiske apparat forbi, at vinteren i år har formet sig som den alt for velkendte omgang trist modvindsregn, de seneste års klimaforandrede fimbulvintre ellers havde fået os til at glemme. Den rette påklædning er i hvert fald et hus, hvor man jo passende kan bruge timer på at skamkoge på et godt stykke ungkvie. Man kan selvfølgelig også lave mad; men uanset hvad man vælger, så efterlader vinteren os med et problem: Hvad nu, hvis man bedst kan lide hvidvin?

Der er masser, der ikke ønsker at drikke rødvin, stakkels dem, men det må man jo respektere. Det kan dog efterlade et vist hul i planlægningen, for hvad skal man så servere? Hvidvin i Danmark er for de fleste forbundet med noget let og krystalagtigt, som man nyder på en forårslun terrasse eller til et stykke grillet fisk på campingpladsen. Nøj … sol og camping …

Nå, men hvorom alting er, så er det jo kun den kvarte sandhed om hvidvin, for der findes skam masser af god, betalelig hvidvin i danske butikker, som både har korpus og fyndig klang til at tackle vinterkulde, kogt kål og saltede svinesider. Vi har prøvet tre fuldfede chardonnayvine — alle fra 2009, men fra tre forskellige kontinenter — og sat dem op mod vintermaden.

Vinens svar på Mikkel Kessler

Den første og den kønneste af røverne fra Rold er en Le Masche fra Piemonte. Den er lifligt lys af en chardonnay at være, men klassisk fed i dråben, næsten sirupsagtig. Aromaen er sødlig som honning, med et strejf af citrus og helt uden antydning af fadet. Det er heller ikke til at smage på vinen, lidt atypisk, men det er slet ikke savnet. I stedet udfolder der sig en buket af bløde nuancer som blomme, petroleum og æble, hen over en bred og bastant kornet grundsmag. Indtrykket rundes flot af med et lille svirp bagest på tungen, hvor man fornemmer lidt peber og fennikel. Samlet set er det en velafbalanceret vin og et udpræget sikkert valg, som vil finde talrige fans, og som vil stå godt til en klassisk ragú alla bolognese — eller sketti-kødsovs, som vi kalder det.

Fra Veramonte i Chile kommer en spændende organisk dyrket hvidvin. Med spændende menes der faktisk det, for det første indtryk er klart positivt: For det første er skruelågflasken fyldt op til randen, hvilket bør give et plus i bogen, og for det andet er aromaen vild og forfriskende: Den dufter både af tomater, æbleeddike, blomkål, egefad og frisk makrel. Ja, af fisk! Den meget lyse og lidt letløbende vin er desværre ikke lige så intensiv i smagen, der må beskrives som lidt anonym og halvsprittet. Dog ikke mere alkoholisk, end at man tydeligt mærker, at den egner sig som bællevin. Et charmerende, brovtende, men også lidt simpelt bekendtskab altså, en ægte arbejdervin; vinens svar på Mikkel Kessler. Til de fans, som den givetvis vil have: Det er især vigtigt at ikke afkøle den til køleskabstemperatur.

Appelsin og karamel

Den mest klassiske chardonnayvin i feltet er også fra det nok mest klassiske område, Californien. Bag den for amerikanske vine så karakteristisk elegante etiket byder James Berrys Broadside på en flot højgylden vin med en på samme tid fedtet og skrøbeligt tynd dråbe. Den fyldige aroma minder om gær, banan, appelsin og karamel og har et tydeligt strejf af virginiatobak; igen helt efter bogen.

Smagen er let syrlig i begyndelsen, men ellers overbevisende blød og elegant. Den bliver længe i munden, og i eftersmagen afløses de første noter af tranebær og parfume af noget dybere og let røget; masser af egefad og et strejf af røg.

Igen her er der et sidste svirp, næsten som jalapeno, dog på ingen måde overdøvende. Det er den dyreste vin i testen, men mod bunden af glasset er man også bevidst om, at det er med god grund. Server den gerne til shepherds pie eller norsk får-i-kål. Og husk så, at det bliver sommer igen en nat.