Frygten for Afghanistan

En januar morgen sidste år bliver Hamid sat af ved et busstoppested uden for København. Han ved ikke, hvor han er, han er utryg ved, hvad der skal ske med ham, og han fryser. 45 dage tidligere er han blevet smuglet ud af Afghanistan. 24 timer senere er han indkvarteret på et asylcenter, og han er nu officielt en af de mange asylansøgere, der hver måned ankommer til Danmark.

Alene i oktober 2011 kom 91 afghanske asylansøgere til Danmark. I slutningen af 2010 stod 167 i venteposition til at blive sendt tilbage til det land, de er flygtet fra.

Ved busstoppestedet venter Hamid et par timer, indtil en mand, som skal med bussen, kommer forbi. Han overtaler bus-chaufføren til at køre Hamid til den nærmeste politistation.

»Politiet smilede og tog godt imod mig. De tilkaldte en tolk, scannede mine hænder og spurgte mig, hvem jeg var, og hvorfor jeg var i Danmark.«

De næste måneder har Hamid to samtaler med Udlændingeservice, hvor han skal forsøge at overbevise dem om, at han virkelig er personligt forfulgt i Afghanistan. I forsøget på at opnå asyl, lyver flere asylansøgere om deres alder, hvordan de er kommet til Danmark, eller hvorfor de føler sig forfulgte. Derfor er det afgørende, at asylansøgerne virker troværdige. For antager myndighederne, at asylansøgerne taler sandt, kan de blive i Danmark. Hvis ikke, stemples de som løgnere og må tage tilbage til det land, de er flygtet fra.

»For første gang skulle jeg fortælle om alt det, jeg har oplevet. Det var hårdt, og jeg græd, når jeg skulle svare på deres spørgsmål.« I dag virker Hamid ikke berørt, da han fortæller sin historie. Han sidder ved spisebordet hos sin danske kontaktfamilie. Han fortæller på engelsk, for så godt er hans danske ikke endnu. Men han er rolig og velformuleret, når han giver sin egen version af, hvad der fik ham til at flygte fra Afghanistan.

Tæsk

Hamid er vokset op i Afghanistans hovedstad, Kabul. Faren var oprindeligt en del af mujahedinerne, der kæmpede mod den sovjetiske besættelsesmagt. Da Hamid fødes mellem 1993 og 1994, har faren sluttet sig til Taleban, som senere overtager magten i landet. Efter den amerikansk ledede invasion i 2001 begynder han at arbejde for Karzai-regeringen.

Meget mere ved Hamid ikke om sin far. Om morgenen bliver faderen hentet af sin chauffør, og først ud på eftermiddagen eller om aftenen kommer han hjem. Nogle gange går der flere dage.

»Jeg ved ikke, hvem min far er. Jeg forstår ikke, hvordan han kunne arbejde for alle de her regimer, når jeg aldrig har set ham i uniform. Men han havde altid en pistol på sig, og hver dag kom en militærbil og hentede ham.«

Udover at være militærmand er faren også meget religiøs, så da Hamid er syv år, bliver han sendt i koranskole.

»Det var svært for mig, for jeg havde ikke lyst. Men hvis jeg ikke gjorde det, tævede min far mig.«

Hamids mor bryder sig heller ikke om at se sin søn gå i koranskole i stedet for en rigtig skole. Hun har selv gået i skole og lært engelsk, og uden farens vidende lærer hun Hamid at tale sproget.

»En dag hørte min far, at jeg kunne et engelsk ord.«

Faren vil vide, hvordan Hamid har lært engelsk, og da han finder ud af, det er moren, som står bag, får det konsekvenser.

»Han tævede både hende og mig.«

Tab

Mens Hamid går i koranskole, bliver moren mere og mere syg. Hun har smerter i hjertet. Selv om gentagne graviditeter forværrer morens helbred, nægter faren at lade hende komme på hospitalet, og kort efter hun har født sit syvende barn, mister den nu 13-årige Hamid sin mor.

»En dag kom jeg hjem med mine søskende ved firetiden om eftermiddagen. Vores mor sad på gulvet, og vi tænkte, at hun nok bare slappede af. Men da vi rystede hendes hoved for at vække hende, gik det op for os, at hun var død.«

Blot en uge senere arrangerer faren, at Hamids ét år ældre søster skal giftes med en mand i 30’erne. Senere finder Hamid ud af, at faren har fået penge for at gifte søsteren væk. Pengene bruger faren på en ny kone på kun 15 år, som ikke tager sig af Hamid eller hans søskende, selv om hans yngste søster er under ét år.

»Hver dag tog jeg af sted for at tjene nogle penge, så jeg kunne købe noget mælk til min lillesøster. Hun græd, men ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre. Vi havde ingen erfaring med at passe helt små børn. Min far gjorde kun noget, når hun græd rigtig meget. Så råbte han af hende.«

Opgør

Livet med faren og stedmoren fortsætter et par år efter morens død, men da Hamid en dag kommer hjem, bliver det for meget for ham. Hans søskende har ikke fået noget mad hele dagen, og lillesøsteren sidder i sin afføring.

Hamid konfronterer for første gang sin far, som han beskylder for at have ødelagt deres liv ved at lade moren dø, sælge søsteren og gifte sig med stedmoren. Skænderiet fortsætter resten af dagen og kulminerer, da faren giver Hamid koranen og beder ham tage hen i moskeen. Hamid smider koranen fra sig.

At smide koranen på gulvet opfatter faren som en forbrydelse mod islam, og han beskylder Hamid for at være vantro. Han trækker sin pistol, men inden han når at skyde, griber Hamid om hans hænder.

»Pistolen gik af, og et øjeblik vidste jeg ikke, hvor kuglen havde ramt. Efter jeg fandt ud af, at jeg ikke selv var ramt, flygtede jeg ud ad vinduet. Inden jeg hoppede ud af vinduet, kiggede jeg tilbage og så, at mine søskende var løbet over til min far og holdt om ham, så han ikke kunne skyde igen.«

Herefter opsøger Hamid sin mors bror. Morens familie har ikke haft kontakt til faren eller Hamids søskende, siden moren døde. Onklen lover at hjælpe, og næste dag kører de ud til Hamids bedstefar, som bor i en landsby uden for Kabul. Bedstefaren er en religiøs og højtrespekteret dyrlæge, og Hamid, som ikke tør tage tilbage til faren, får lov til at bo her.

Vanære

Mens Hamid bor hos sin bedstefar, lærer han naboens datter at kende. Hun kommer ofte i bedstefarens hjem, hvor hun laver mad, og når Hamid er ked af det eller utryg, trøster hun ham. Han er glad for hende, men mere lægger han ikke i det.

Hamid når kun at bo hos bedstefaren i nogle måneder, for en eftermiddag hiver mormoren fat i Hamid.

»Hun spurgte, hvorfor jeg havde haft sex med nabopigen. Det var et chok for mig, for det kunne jeg aldrig have fundet på. Det eneste, jeg havde tænkt på, var, hvordan jeg kunne komme tilbage til Kabul og mine søskende.«

Naboens datter er gravid, og hendes familie har konfronteret mormoren, fordi de mener, Hamid er faren. Selv afviser han over for mormoren, at han har haft sex med nabopigen.

I dag ved Hamid ikke, hvem der har gjort hende gravid. Men en mulighed er, fortæller han, at hun er blevet voldtaget af en af områdets krigsherrer, mens hun har været på arbejde i den nærliggende plantage. I håb om at blive gift med Hamid kan hun have sagt til sin familie, at han er faren. Men han når aldrig at finde ud af det. Under skænderiet med mormoren dukker bedstefaren pludselig op i vinduet på anden sal. Han har overhørt samtalen. Hvis Hamid, der i forvejen er kommet som et problem, nu har gjort nabopigen gravid, har han bragt bedstefaren i vanære.

»Han tog sit haglgevær og skød efter mig. Jeg kiggede ned af min kjortel og så en masse små huller. Men han ramte hverken mig eller min mormor, som stod lige ved siden af.«

Bedstefaren løber ned ad trapperne, mens han lader geværet, men Hamid er flygtet ud i en plantage, som ligger tæt på landsbyen.

»Jeg fik ikke muligheden for at forklare mig til min bedstefar eller nogen andre. Han ville bare skyde mig, så derfor flygtede jeg igen.«

Efter at have sovet i plantagen tager han med en lastbil tilbage til onklen i Kabul. Men onklen tør ikke længere beskytte Hamid, så sammen med sin kone beslutter han, at Hamid skal ud af Afghanistan.

Smuglet

Over for udlændingemyndighederne har Hamid forklaret, at han ikke ved, hvordan onklen og hans kone så hurtigt fik arrangeret flugten, hvor meget de betalte, eller hvordan de fik råd til det. Men både onklen og konen arbejdede, og Hamids liv var i fare, så de havde råd, mener han.

En menneskesmugler kører Hamid ud af Afghanistan til Iran. Undervejs fortæller menneskesmugleren, at Hamid nu er eftersøgt af myndighederne på grund af beskyldningerne om at have gjort nabopigen gravid.

I Iran tager en ny menneskesmugler over, og skjult i bagagerummet på en bus rejser Hamid vestpå til den iransk-tyrkiske grænse.

Præcis hvilken rute, Hamid herefter har fulgt til Danmark, ved han ikke. Efter at have været i Tyrkiet nogle dage, kører en ny menneskesmugler ham til Grækenland. Her bliver han sammen med en håndfuld andre afghanske flygtninge stuvet sammen i en lukket kasse bag i en lastbil, som kører ombord på en færge. Efter nogle dage sejler færgen i havn. Hvor ved Hamid ikke, men arkitekturen ligner den, han senere oplever i Danmark.

Hamid og de andre overnatter i en kælder, hvor de også skifter fra deres traditionelle afghanske tøj til bukser og trøje. Næste dag bliver de hentet af en europæisk mand med hestehale. I en hvid sportsvogn kører de i høj fart gennem flere lande, som Hamid ikke kender, indtil de når Danmark, hvor de tidligt om morgenen bliver sat af et sted uden for København.

Døden i Kabul

»Jeg følte mig som en fugl, der var sluppet ud af sit bur. Jeg følte, at jeg nu kunne skabe mit eget liv,« siger Hamid om sit første indtryk af Danmark. Siden han kom til landet, har han boet på forskellige asylcentre og hos sin danske kontaktfamilie.

Om dagen går han i skole, og når han har fri, er han sammen med kontaktfamilien eller de venner, han har fået. Om natten har han mareridt. Det har han haft, siden han var ved politiet for at underskrive en erklæring om at samarbejde om sin udrejse. Udlændingeservice vurderer ikke, at Hamid har »sandsynliggjort«, at konflikten med hans familie betyder, at han »vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan«, og den 13. maj fik han afslag på asyl: »Jeg sover uroligt, og tit drømmer jeg, at min far jagter mig. Jeg drømmer, at jeg er Kabul, og min far finder mig og arresterer mig. Når jeg vågner, sveder jeg, og mit hjerte hamrer. Andre nætter råber jeg i søvne, fordi jeg skændes med ham.«

Inden længe vil Hamid igen være i Af-ghanistan. Det land, som, ifølge ham selv, er lig med døden.

»Hvis ikke min far dræber mig, vil min bedstefar dræbe mig. Og selv hvis han ikke dræber mig, vil nabopigens familie dræbe mig. De mener, at jeg har forbrudt mig mod islam.«

Den præcise dato for Hamids udrejse er ikke fastsat. For selv om han har fået afslag på asyl, har politiet givet ham lov til at blive i landet lidt endnu, indtil kontaktfamiliens kommende barn bliver født. Herefter ringer han til politiet, som vil følge ham til lufthavnen, om bord på et fly, og når han træder ud af flyet, er han i tilbage i Afghanistan.

Hamid er et opdigtet navn, da han frygter for repressalier, hvis hans far hører, at han kommer tilbage til Afghanistan. Hamids rigtigte navn er redaktionen bekendt