Et fantastisk fantastisk land

I radioens P2 delagtiggjorde de to programværter hinanden og lytterne i deres livs musikalske oplevelser. På fire minutter lykkedes det de to begejstrede værter at bruge ordet ’fantastisk’ 14 gange. Erik Satie var fantastisk, Mozart var fantastisk, Beethoven var fantastisk, alt hvad de havde oplevet, var fantastisk. 14 gange på 4 minutter. Hvis udsendelsen varede bare en halv time, forekom ordet fantastisk altså godt og vel 105 gange. På en time 210 gange fantastisk, fantastisk, fantastisk, fantastisk, fantastisk … Helt så hyppigt brugte statsministeren ikke ordet, men nøjedes med to gange i nytårstalen at fremhæve Danmark som et ’fantastisk land’. Vi har et fantastisk land, dét og dét har gjort Danmark fantastisk. Fantastisk. Men er Danmark det? Er Danmark fantastisk? Kan man synge: Der er et fantastisk land, det står med brede … Så må de i det mindste finde en anden melodi.

Hvorvidt Danmark er yndigt, kan jo også diskuteres. Bygningsmæssigt er Danmark overvejende målt med mange andre landes alen ret grimt . Derfor kan man godt holde af landet, der er jo både skovene og fjordene. Men en tur gennem udkantslandsbyernes dødis og indkants-Danmarks gågader med imprægneringsstinkende tøjstativer, kommunale godtkøbsskulpturer og den obligate sushi-bar med grill er ikke ligefrem oprivende. Helt ærligt! Det fantastiske lands hovedstad er møgbeskidt. Der er et møgbeskidt land, det står i skrald til halsen, det hedder gamle Danmark, et sted hvor hjernedøde tosser render rundt og sprøjter infantile tegn på gadedøre og husets mure … Det er i hvert fald en anden melodi. Vort hjemland, jo vist. Men yndigt eller ligefrem fantastisk?

Optag det på forhånd

Ellers er der sådan set skrevet og sagt nok om nytårstalerne, hvor adskillige alternative taler, som er den store modedille bestilt og serveret i medierne, ikke nødvendigvis falder meget bedre ud end de to officielle. Dronningens henvendelse til undersåtterne var tam i år, derom var selv de kongetro forholdsvis enige. En forsigtig borgerlig bordtale spækket med 16 fejl. Seksten. Det er mange på så få minutter. En årlig tilbagevendende gåde, at Vor Frue ikke får talen optaget, så hun kan rette det fornødne. Man sidder jo og bliver helt melankolsk af nerver, hvornår Majestæren hiver næste bøf i land. Ikke en kat ville få det at vide, hvis de optog guldkornene; ikke hvis filmholdet bagefter lod sig mure levende inde i en kælder under kongeslottet. Et rimeligt offer i en populær snart fire årtiers jubilerende dronnings tjeneste. Men hvem ville alvorligt talt bebrejde hende, hvis talen ikke var direkte? Som statsministerens jo ikke er.

Sært for resten, at Løkke Rasmussen i en endog usædvanlig bøvet kronik i Berlingeren var så opbragt over Helle Thornings tale. Især da han til sidst besværer sig over at »den røde regering«, som han konsekvent kalder RSSF regeringen, ifølge Løkke selv fører hans egen politik. Løkke har en guddommelig vending et sted i kronikken: »Den offentlige sektor skal gentænkes«. Gentænkes! Gud ved om han efter ti år ved magten dermed mener, at det gentænkte offentlige embedsværk efter et magtskifte konsekvent og ved lov skal obstruere oppositionen?

Selvsagt beskyldes »den røde regering« for at ødsle skatteborgernes penge. Hvad ellers? Der var nu ikke meget i statsministerens udtalelser, støvsuget for kulturpolitik, der opfordrede til at solde. Slet ikke med kunsten eller andet af det overflødige halløj. Den slags bryder venstrefolk i modsætning til opera-aficionadoen fhv. Uffe Ellemann sig ikke så meget om.

Men tværtimod at brede kappen ud og sætte skub i kreativiteten dæmper regeringen lyset til vågeblus på en lang række områder. Alene Det Kgl. Teater som behandlet kyndigt på lederplads af Anne Middelboe forleden. Besparelserne er nu ødelæggende.

Sælg Operaen

Vi har som bekendt en stor opera i København, skænket af den stedlige Joakim von And, men en bjørnetjeneste i ordets oprindelige uheldssvangre betydning; et vældigt apparat, åndssvagt placeret halvvejs til Malmø på en af de mest stormomsuste pletter i riget — men stort i slaget med plads til det hele. Efter de første års snobberi for hr. Møller og kunstarten med trængsel af miljøfremmede smokingklædte opera- newcomersder kedede sig bravt og hurtigt fik nok, er det såmænd ved at være back to normal. Interessen er nu nogenlunde i niveau med det forventelige. Ikke mere pression derfra. Operaen som discount drives af en tonedøv embedsmand med managementfloskler på hjernen. Ved nedskæringerne i kunstnerstaben kan man ikke med god samvittighed sige at Danmark er et fantastisk land. Ikke hvad angår ballet og opera og ikke med en kommende stab langt under Operaens volumen. Man kan roligt sælge den gigantiske bygning på Ekvipagemestervej som mødested for generalforsamlinger i de store banker, der efter de første forskrækkelser og redningsbankpakker efter direktørlønningerne at dømme ser ud til at klare sig meget godt igen.

Tænk nu, hvis man i stedet — med en observation som en af de mest indskrænkede regenter i danmarkshistorien Frederik 6. er tillagt — sagde, at man jo ikke behøver at blive dum, fordi man er fattig.

Man kan for den sags skyld godt diskutere, om Danmark så virkelig var et fantastisk land dengang i Guldalderen, der er vigtig i selvforståelsen. I denne periode var man vel nærmere tilstanden end både før og efter. (Og med undtagelse af Det Moderne Gennembrud, dét var nemlig fantastisk!)

I Guldalderens københavnske gader vandrede ganske vist folk som Kierkegaard, Andersen, Ørsted’erne, Thorvaldsen, Gold-schmidt, Grundtvig, Heiberg — han og hun, Oehlenschläger, Baggesen, osv. Men ude på Frederiksø sad den modige frihedskæmper dr. Dampe i over 20 år på vand og brød og syntes næppe, det var så fantastisk. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der nok blev udødeliggjort af den store fædrelandsbegejstrede digter, men til gengæld og som så mange andre fattige børn døde af det.

Vi ved vi er fantastiske

Den formulerede tro, at vi er fantastiske i fortid, nutid og fremtid har utvivlsomt haft betydning for nationens overlevelse i endnu grummere kriser end nu — for så er det altså heller ikke værre. Men når man nu er kommet sig over den årlige selvros ovenfra, er denne nationsdyrkelse hverken særlig klog eller sympatisk. Snarere det modsatte. I 1937 skrev Mogens Lorentzen en rædsom ny fædrelandssang: »Der er et land …« I denne hedder det: »Der er et folk … nå, lad os ikke prale af, hvad vi er … lad andre fælde dom … /Dog tør det siges, lavmælt i fortrolig tale/ at aldrig glemte vi hvorfra vi kom …«

Digteren af overskueligt talent lader det sådan set med Grundtvig i bagagen være svar nok: I og med at man kommer lige netop herfra, fra Danmark, så er det folk lige dér … ja, lad bare de andre snakke, vi ved det selv bedst i lavmælt og fortrolig tale: fantastisk. Vi siger det ikke, men mener det. Lorentzen sagde det ikke, men mente det. Nu siger vi det. Mener de, der siger det, virkelig?

Et fantastisk land? Ret beset ved rolig og behersket sammenligning noget vås, som når Fogh og Løkke midt i deres letsindigheder mente, at vi skulle være verdens bedste, ikke fordi det sådan set lå og ligger inden for mulighedens grænser, men fordi vi pr. egen definition besidder retten til at være det. Hvis andre synes, landet er grinagtigt, kan man ikke bebrejde andre noget.

Men det skulle ikke handle om nytårstaler. Vi må fremadrettet se fremad mod nye udfordringer. Det skal nok gå fantastisk. Eller gentænkes.